Læsetid: 3 min.

’Landbefolkningen er koblet af’

80 procent af Ugandas befolkning er beskæftiget i en forældet landbrugsproduktion. Eliten har ingen interesse i at forbedre produktiviteten, så væksten kom flere til gode, siger forsker
15. oktober 2013

Efter afrikanske standarder er Uganda et frugtbart land.

»Afrikas perle,« kaldte Winston Churchill landet, som han besøgte som ungt parlamentsmedlem. Med adgang til Victoriasøen og gennemløb af Den Hvide Nil er landbrugsjorden god, og nye oliefund lover godt for den fremtidige vækst i landet, der i forvejen er høj med et gennemsnit på 6,7 procent for perioden 2001-2013. Men som i så mange andre afrikanske lande når fremgangen langtfra ud til alle knap 38 millioner indbyggere:

»Landets ressourcer er på meget få menneskers hænder. I Kampala (landets hovedstad, red.) er alle større firmaer ejet af de samme måske otte personer. Så folk i lokalsamfundene oplever ikke væksten,« siger Benadette Chandia Kodili, medlem af det internationale ungdomsnetværk Aktivista og medstifter af bevægelsen Black Monday, der hver mandag demonstrerer mod korruption og manglende gennemsigtighed.

Benadette Chandia Kodili var i Danmark i sidste uge, inviteret af Mellemfolkeligt Samvirke for at fortælle om sit hjemland, der ligesom resten af kontinentet kæmper med det »tyveri«, som Kodili insistere på at kalde den bølge af skatteundtagelser, de største virksomheder bliver tildelt i en lukket proces, der skaber frustration blandt almindelige ugandere. Imens udebliver investeringerne i landets forældede landbrug, der beskæftiger 80 procent af befolkningen.

Situationen i Uganda er lige så problematisk, som den er velkendt i Afrika, påpeger ph.d. Lars Buur fra Dansk Institut for Internationale Studier: »Hvis du har en befolkning, hvor 70-80 procent arbejder i et landbrug med meget lille produktivitet, så skal den del, der er brødfødt heraf, med i processen. Men landbefolkningen er koblet helt af. De høje vækstrater har ikke bedret fattigdommen, og den har heller ikke kunnet følge med den demografiske udvikling,« siger han om den manglende udbredelse af væksten til landets fattigste.

Med en befolkning, der for halvdelens vedkommende endnu ikke er fyldt 15 år, vil Uganda også komme til at opleve en hastigt voksende arbejdsstyrke i et land, der i forvejen kæmper med udstrakt fattigdom og få formelle job. Samtidig betyder fraværet af en mindsteløn ifølge Benadette Chandia Kodili, at selv folk med job kæmper for at overleve. Som eksempel giver hun sin egen kusine, der på trods af et fuldtidsarbejde ikke kan få en månedsløn på 40 dollar til at dække alle udgifterne. Derfor har kusinen nu givet sine tre børn fra sig.

»Folk kan arbejde fra 8-18 fra mandag til lørdag, mens de kun tjener peanuts. Tit kan det næsten ikke betale sig at arbejde,« siger Benadette Chandia Kodili.

Landbruget er rygraden

Et problem er den manglede bearbejdning af landbrugsprodukter såsom kaffe, korn, majs og bønner, der forlader landet som råvarer. Ugandas naturressourcer skal udnyttes bedre: »Det siges, at landbruget er rygraden i Ugandas økonomi. Vi har et virkelig godt klima, som vi kan udnytte ved at investere mere i landbruget. Vi skal ikke eksportere råvarer, men forarbejde dem selv. Det vil skabe flere job til lokale og større indtægter, og det er en af vores store udfordringer,« siger Benadette Chandia Kodili.

De nye oliefund i det centralafrikanske land giver hende håb, men også anledning til bekymringer: »Lige nu kan vi også få meget gavn af oliesektoren. Vi håber, at vi ikke kommer til at lide som så mange andre lande, der har haft olie, men fået så lidt ud af det. Vi beder til, at det ikke bliver en forbandelse, hvor miljøet bliver ødelagt under udvindingen uden nogen form for kompensation for de mennesker, der bor i området.«

Og bekymringen er reel, påpeger Lars Buur fra Dansk Institut for Internationale Studier: »Det ville klart være det bedste, hvis man kunne udnytte de naturressourcer, man har – og at man så bruger pengene på noget, som løfter befolkningerne op. Det gælder om at få brugt indtægter på de 70-80 procent, der bor på landet. Og nu går vi så og venter på, om det sker,« siger han.

Umiddelbart er han dog ikke for optimistisk. De afrikanske lande er i vid udstrækning domineret af eliter, der meget nødigt vil opgive deres kontrol med velstanden. Imens fastholdes majoriteten af befolkningen i fattigdom, og det gør dem ude af stand til at deltage i den politiske proces. Og netop derfor bliver deres vilkår ignoreret, påpeger Lars Buur:

»Hvis det virkelig betød noget for at vinde valg, skulle man nok gøre noget for at få forbedret produktiviteten.«

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu