Tiden står stille. Den fornemmelse har mange italienere længe haft, og det spillede ministerpræsident Enrico Letta på i et tv-interview søndag aften. Forinden havde Silvio Berlusconi meddelt, at hans partis ministre ville forlade Lettas samlingsregering. Den politiske situation i Italien kan sammenlignes med en amerikansk komedie fra 1991, hvor hovedpersonen oplever det samme hver dag, filosoferede Letta:
»Jeg har en fornemmelse af, at vi i de sidste 20 år har levet ligesom Bill Murray i En ny dag truer.«
For at undgå følgerne af den endelige dom for skattesvindel, som Berlusconi fik for to måneder siden, forsøgte han at fremtvinge et nyvalg. Men i går meddelte han så pludselig, at han fortsat støtter Letta, efter at indenrigsminister Angelino Alfano og andre ledende eksponenter for hans parti havde truet med at gå egne veje. Dermed sikrede han sig fortsat indflydelse i både parti og regering, selv om han snart skal sidde i husarrest og bliver udelukket fra parlamentet som følge af dommen – medmindre han altså bliver benådet af republikkens præsident, Giorgio Napolitano, eller begunstiget af en amnestilov, som Letta-regeringen arbejder på. I morgen fortsætter behandlingen af Berlusconis eksklusion som senator. Spørgsmålet er, om han har afværget et internt oprør:
»Selv om Berlusconi bliver forladt af sine egne, vil han fortsat påvirke dem,« forudser Barbara Spinelli, politisk kommentator i La Repubblica.
Indrømmelse og fejl
I knap 20 år har verden ventet på svar på spørgsmålet: Bør en hovedrig mediemagnat dominere det politiske liv i en af Europas største økonomier? Da Berlusconi som ministerpræsident i november 1994 blev sigtet for medvirken til korruption, væltede hans interessekonflikter for første gang en regering. Men efterhånden blev Berlusconis garnnøgle af økonomiske, politiske, mediemæssige og kriminelle interesser selve omdrejningspunktet i italiensk partipolitik.
Da Alfano og tre andre ministre i forgårs endelig gjorde oprør mod deres politiske faderfigur med en fælles udtalelse, indeholdt den både en utrolig indrømmelse og en sigende fejl. Ministrene skrev til Berlusconi-familiens avis, Il Giornale, at »Boffo-metoden« ikke vil virke mod dem. Dino Boffo er en tidligere chefredaktør ved den katolske avis Avvenire, der efter at have kritiseret Berlusconis livsstil blev hængt ud som homoseksuel i Il Giornale. Bagvaskelse eller blot truslen om det har lukket munden på mange politikere, dommere, erhvervsfolk og journalister, indrømmer dissidenterne indirekte, men uden at føle sig kaldet til at fordømme metoden som sådan.
Samtidig fremhævede rebellerne, at de i modsætning til Il Giornales chefredaktør, Alessandro Sallusti, har støttet Berlusconi betingelsesløst siden hans første korruptionssigtelse i 1994. Dengang arbejdede Sallusti for Corriere della Sera, som bragte nyheden først. Ministrene skriver, at det skete i forbindelse med G7-mødet i Napoli. En af berlusconismens grundmyter er nemlig, at anklagerne valgte et tidspunkt med maksimal opmærksomhed til at miskreditere Berlusconi internationalt. Sandheden er dog, at sigtelsen først kom måneder senere – efter at Berlusconis regering bl.a. havde afskaffet fængselsstraf for korruption og ulovlig partifinansiering – mens han deltog i et FN-møde om »international organiseret kriminalitet«. På samme sted, Hotel Vesuvio i Napoli, fejrede Berlusconis støtter søndag hans 77-års-fødselsdag. Den tidligere nøgenmodel og ligestillingsminister Mara Carafagna citerede Albert Einstein – »store personligheder har altid mødt voldsom modstand fra middelmådige begavelser« – mens en kage med et glasurportræt af fødselaren blev fortæret.
55 søvnløse nætter
»Jeg har ikke sovet i 55 dage,« sagde Berlusconi forleden i en telefonsamtale med en parlamentariker. En journalist overhørte og optog samtalen, hvor Berlusconi også beskylder præsident Napolitano for at have påvirket dommerne ved højesterets civilretslige afdeling, som for nylig idømte hans koncern et erstatningsbeløb på 494 mio. euro. Napolitano afviser beskyldningen som »absurd«. Men netop absurditeten kan være et forvarsel om, at Berlusconi med sin mediemaskine vil afpresse præsidenten med mindre usandsynlig bagvaskelse, funderer filosoffen Paolo Flores d’Arcais.
I Senatet indledte Letta med at sige, at han ikke havde sovet hele natten. En ny dag truer alligevel, og detaljen om Berlusconis 55 søvnløse nætter har gjort indtryk. I 1978 var kristendemokraternes formand, Aldo Moro, De Røde Brigaders gidsel i netop 55 dage, inden han blev dræbt. Dengang blev hele landet holdt som gidsel af situationen, sådan er det også nu:
»I 55 dage har en tidligere ministerpræsident med en definitiv dom forsøgt at afpresse institutionerne og regeringen,« skriver Marco Damilano, politisk kommentator ved ugemagasinet L’espresso: »Efter 55 dage er Berlusconis mareridt blevet alles mareridt.«
