Læsetid: 6 min.

Portræt af et fjeld

I et halvt århundrede er der blevet drømt drømme om at udvinde atombrændstoffet uran i Kvanefjeld ved Narsaq. Nu har det grønlandske landsting ophævet den ’nultolerance’ for udvinding af radioaktive stoffer, som har blokeret. Undervejs i den lange proces er der blevet grublet længe og grundigt over de tænkelige konsekvenser for miljø og sundhed i det arktiske miljø. Nu skal det australske mineselskab bag projektet dokumentere, at alt bliver gjort forsvarligt
Gennem et isbjerg ses i forgrunden byen Narsaq, der ligger knap 10 km fra Kvanefjeld. Det er bjerget i midten, ikke den høje bjergkam t.v. indhyllet i skyer.

Gennem et isbjerg ses i forgrunden byen Narsaq, der ligger knap 10 km fra Kvanefjeld. Det er bjerget i midten, ikke den høje bjergkam t.v. indhyllet i skyer.

John Rasmussen

26. oktober 2013

Det knaser under fødderne. Grusvejen følger Narsaq Elv op gennem dalen, helt op til den tunge ståldør i fjeldet, der forhindrer uvedkommende adgang til den 1.000 meter lange minegang ind i bjergets indre.

Vi skriver august 1982. Målet for vandreturen på små 10 kilometer fra Narsaq i det sydlige Grønland er Kvanefjeld, som hæver sig knap 700 meter over havet og giver udsigt til indlandsisen inde bagved. Et feltbesøg for at bese lokaliteten, der er omdrejningspunkt for et specialestudie i biologi på Københavns Universitet. Uranet i Kvanefjeld kommer specialerapporten siden til at hedde. Dens emne: De miljømæssige konsekvenser af en planlagt uranmine i fjeldet.

Drømmen om en uranmine har levet i nogle hoveder siden slutningen af 1950’erne. Efter inspiration fra Niels Bohr blev den første malmprøve hentet ud af Kvanefjeld i 1962, og i 1974 kunne Risøs daværende underdirektør Cecil Jacobsen fortælle Aalborg Stiftstidende, at en uranfabrik i lille målestok tænktes etableret ved Risø »i nærmeste fremtid«. Og at grønlandsk uran anvendt i danske atomkraftværker ville »kunne gøre Danmark uafhængigt af olie«.

I 1979 begyndte det noget større boreprogram, der resulterede i den 1.000 meter lange tunnel ind i Kvanefjeld. Omkring 10.000 ton malm blev frem til sommeren 1982 hentet ud til brug for pilotprojektet på Risø, før indgangen blev muret til med beton og ståldøren sat i.

Fra den lille vendeplads foran ståldøren kan man se ned mod elven, hvor de tilbageværende malmbunker ligger som perler på en snor. Narsaq Elv løber med sit perlende vand fra bræen ved indlandsisens rand og ned til Dyrnæs Bugt og den lille Narsaq by med sine ca. 1.750 indbyggere i de smukke røde, gule, blå og grønne træhuse. Fjeldskråningen ned mod elven er bevokset med lavt pile- og birkekrat, der efter den første nattefrost her i august er begyndt at flamme i røde og gule farver.

En grønlandsk ledsager peger ned i elvens strømhvirvler, hvor fjeldørrederne står tæt. Faktisk præsterer han at lægge sig på maven ved bredden, stikke armen ned i det kolde vand og trække en sprællende ørred med op. Grønlænderne kender naturen, spisekammeret er lige ved hånden i dette lille arktiske paradis. Et paradis, som nogle i denne sommer 1982 har storstilede mineindustrielle planer for.

2013

Fast forward til oktober 2013. Torsdag aften vedtog det grønlandske landsting med stemmerne 15 mod 13 at ophæve den såkaldte nultolerancepolitik for uranudvinding.

Nultolerancen blev vedtaget i 1988 som logisk konsekvens af det danske folketings ’nej tak’ i 1985 til atomkraft som energikilde i Danmark.

Risøs forstudier til et mineprojekt havde ellers i 1984 konkluderet, at »der er tekniske og økonomiske incitamenter til at videreføre udviklingsarbejdet.« Men den vej blev spærret, da Danmark forsvandt som potentiel aftager af uranet i Kvanefjeld.

Siden har det selvstyrende Grønlands behov for nye indtægter aktualiseret mineplanerne, og i 2007 fik det australske selskab Greenland Minerals and Energy (GME) grønt lys til forundersøgelser med henblik på en mine for de såkaldt sjældne jordarter, som Kvanefjeld også er rig på. GME har længe presset på for fremdrift i processen, og med nultolerancens ophævelse er champagnepropperne sikkert sprunget i hovedkvarteret i Perth i Australien, hvor man også i går kunne notere den højeste aktiekurs på selskabets aktier i over et halvt år.

Tilbage står nu en proces, hvor miljø- og sundhedskonsekvenserne af en mineindustri skal kortlægges som forudsætning for de grønlandske myndigheders konkrete stillingtagen. Konsulentfirmaet Orbicon har i længere tid været i gang med for GME at forberede en VVM-redegørelse om de mulige miljøkonsekvenser. Dem, en specialestuderende tilbage i 1982 forsøgte at skabe et første, litteraturbaseret overblik over.

Støv, ’tailings’ og spildevand

Det handler om udledninger af støv med forurenende stoffer til luft og vand fra sprængninger og malmhåndtering i den åbne mine, der efter planen skal etableres i fjeldet 10 km fra Narsaq med dens p.t. 1.600 indbyggere. Dertil påvirkningerne fra det store forarbejdningsanlæg, der skal anlægges i dalen til behandling af op mod 10 mio. ton malm årligt og være i drift 365 dage om året. Her skal malmen knuses, vaskes og filtreres under højt tryk og høj temperatur som vej til isolering af uran og sjældne jordarter. Fra dette anlæg kommer forurenet spildevand, der skal renses løbende, samt tailings: en tyk suppe af restprodukter i form af knuste skærver og vand med indhold af diverse problematiske stoffer, som skal deponeres et eller andet sted i det arktiske miljø. I oplægget til VVM-undersøgelsen nævner Orbicon »deponering i dalen, deponering i søen (Taseq nordøst for Narsaq, red.) og deponering i fjordsystemet/dybe hav« som tænkelige alternativer. GEUS, Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelser, har skønnet omfanget af tailings fra en Kvanefjeldsmine til 56 mio. ton.

»Hvis det deponeres i en lagtykkelse af eksempelvis 10 meter, vil tailings-depotet fylde tre kvadratkilometer,« vurderer GEUS.

Foruden tailings vil der opstå et ’gråbjerg’ af det bortsprængte klippemateriale, hvor indholdet af de værdifulde stoffer er for lavt til udvinding. Sidst i produktionskæden er den påtænkte nye havn ved Narsaq, hvorfra slutprodukterne i tromler skal udskibes til verdensmarkedet.

Oven i det hele skal lægges nye bygninger og veje foruden en fossil energiforsyning til mineindustrien.

Radioaktiviteten

Det særlige i forhold til de fleste andre mineindustrier er malmens radioaktive indhold. Primært uran, men også det radioaktive grundstof thorium, der findes i betydelige koncentrationer i Kvanefjeld, men ikke skal udvindes. Begge stoffer kan blive spredt som støv eller via vandmiljøet, og under deres radioaktive henfald giver de anledning til bl.a. det radioaktive stof radium og den radioaktive gas radon.

Det betyder, at mennesker, der kommer for tæt på – arbejdere i mineindustrien og lokalbefolkningen – kan modtage stråling udefra samt få radioaktive stoffer ind i kroppen ved indånding eller måske med forurenet vand eller føde. Dyrelivet i området – fjeldørreder og andre fisk, fugle, sneharer, polarræve og får – kan tilsvarende blive belastede, bl.a. via nogle forurenende stoffers vandring i de lokale fødekæder.

Det hele handler om hvor meget? Hvor god bliver kontrollen med støv i området, der kan være meget blæsende? Hvor meget spildevand udledes til elven og havet, og hvor godt er det renset? Hvor sikkert isoleret mod udsivning og udstråling er det store tailings-depot?

Det rent teoretiske specialestudie fra 1982 af den på det tidspunkt tilgængelige viden, modeller og erfaringer andetsteds fra endte med at konkludere:

»Der vil således via minedriften blive grebet uopretteligt ind i et værdifuldt naturområde, samtidig med at der vil blive skabt et radioaktivt affald, der kan udgøre en forureningsrisiko i årtusinder. Med denne tidshorisont er man på grænsen af, hvad miljøforskningen overhovedet kan foretage meningsfulde vurderinger af.«

Problematisk VVM

Siden har Risø foretaget foreløbige miljøvurderinger af det oprindeligt påtænkte projekt i 1970’erne og 80’erne. Vurderingen gennemgik en lang række potentielt forurenende stoffer fra minekomplekset – foruden de radioaktive stoffer også fluor, arsen, selen, bly, cadmium, zink, jern, kviksølv m.fl.

»Dette studie har vist, at der er betydelig mangel på viden om både de tekniske aspekter ved udvinding af uran-ressourcen og de miljømæssige karakteristika i området,« hed det i Risø-rapporten fra 1983.

Den seneste rapport fra de grønlandske og danske myndigheder er Rapport om udvinding og eksport af uran, udsendt af regeringen og Grønlands selvstyre i denne måned. Her konkluderes, at »prøvebrydning, brydning og oparbejdning af mineralforekomster, der indeholder uran og thorium, medfører en række nye miljøproblemer, som skal undersøges og vurderes, før det kan siges, at et givet projekt er sikkert og miljømæssigt forsvarligt.«

Nu ventes der så på den store VVM-redegørelse om Kvanefjeldsminens påvirkning af miljøet, som Orbicon er i gang med på det australske mineselskabs regning. Redegørelsen skal danne grundlag for det grønlandske Råstofdirektorats og de grønlandske politikeres stillingtagen til en kommende ansøgning fra GME om at etablere minen.

I venten på den kan man minde om vurderingen fra dr.jur. Ellen Margrethe Basse, professor i miljøret ved Aarhus Universitet. Hun sagde for et år siden til ugemagasinet Ingeniøren om det grønlandske godkendelses- og kontrolsystem:

»Når det gælder råstoffer, har miljømyndigheden intet at gøre. Der er ingen sikring af offentlighed om de enkelte sager, ingen ret for ngo’er til at blive hørt og ingen klageadgang. Og selv om råstofloven indeholder en VVM-forpligtelse, er den uden reelt indhold.«

 

Jørgen Steen Nielsen blev færdig som cand.scient. i biologi fra Københavns Universitet i 1983 med specialerapporten ’Uranet i Kvanefjeld’. Siden 1985 har han været ansat på Information.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Helge Ro-Poulsen
  • Pia Qu
  • Anders Feder
  • Rasmus Knus
  • Jairus Lyberth
Helge Ro-Poulsen, Pia Qu, Anders Feder, Rasmus Knus og Jairus Lyberth anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørgen Steen Nielsen.
Medlem af Naalakkersuisut for råstoffer, Jens-Erik Kirkegaard har gentagne gange op til afstemingen og i de grønlandske medier forsikret befokningen om at en udvinding af mineraler, der indeholder radioaktive stoffer kan udvindes på en sundheds og miljømæssig forsvarlig måde, hvor befolkningen kan forsætte med at spise deres fangst.
Det ser dog ud som om at det kan han ikke gøre, da der endnu ikke foreligger en VVM-redegørelse over de mulige miljøkonsekvenser af Orbicon.
Der skal bygges 2 fabrikker der producerer 360.000 tons svovlsyre og 160.000 tons base ved Narsaq til brug for at skille malmen fra resten af bjerget.

Selv samme Orbicon har ikke foretaget forundersøgelser over hvordan en spredning og ophobning af kemikalier ved Nuukfjorden vil finde sted. En jernmine der lige er blevet givet en tilladelse til, hvor samme Orbicon er nået til at forureningen vil blive fortyndet med mødet med Nuukfjorden og ikke mere ved sin vvm -vurdering.
Nuuk fjorden er borgerns store spisekammer ved fangst, fiskeri, landdyr, bær og faunam hvilket også gælder for Narsaq. Der skal bruges ca. 66.000 tons stærke kemikalier ved Nuukminen pr.år, hvor der vil blive udledt brugt procesvand direkte ud i søer og fjord.
Det er under alt kritik, når befolkningen har bibeholdt Inuit jæger og samler traditionerne og lever af naturen.

Helge Rasmussen

Grønlands råstoffer er meget omtalt i medierne for tiden, uran, sjældne jordarter, jern og den slags.

Det undrer mig at ingen taler om et råstof, som Grøndland har, til overflod og som der er hurtigt voksende efterspørgsel på, rent drikkevand fra indlandsisen må være et oplagt eksportemne.

I masser af lande i hele verden, skal drikkevand købes i dagligvarebutikker, leverandørerne er, for en stor del, multinationale selskaber, som fremstiller vandet ved hjælp af omvendt osmose, en fremstillingsmåde der kræver en hel del energi. Resultatet er rent vand der smager af ingenting.

I Grønland er udvindingen langt billigere og nemmere, man holder en spand under der hvor smeltevandet løber ud i havet.

Her må være et marked hvor Grønland kan konkurrere på både kvalitet og pris, vel at mærke, uden at forpeste miljøet.

Erhvervsfirmaets analyser er fantastiske : alt egentlig gavnligt i fjeldet, og alt affald, radioaktivt eller ej kan :
1 : smides i dalen.
2: smides i søen
3: smides i havet....

Nåja, silly me. No problem :D

Aleksander Laursen

"Det hele handler om hvor meget? Hvor god bliver kontrollen med støv i området, der kan være meget blæsende? Hvor meget spildevand udledes til elven og havet, og hvor godt er det renset? Hvor sikkert isoleret mod udsivning og udstråling er det store tailings-depot?"

Naaaarh, tror du mere det hele handler om hvor meget profit nationalstater samt investorer og firmaer kan drage ved denne griskhed overfor naturens fjerneste punkter.

First when the last river is gone and the last fish is dead we will realise that we cant eat money!

Jairus Lyberth

.....og ikke mindst forvente alenlange VVM rapporter, som forhåbentlig fører til alt alt for meget usikkerhed og i sidste ende afvisning af selve projektet. Det er der mulighed for, men....