Læsetid: 5 min.

USA frygter, Syrien bliver nyt fristed for al-Qaeda

Skiftet i USA’s Syrien-politik handler om frygten for et nyt Somalia og behovet for en løsning på konflikten om Irans atomprogram. Men den efterlader de regionale sunni-stormagter og den syriske opposition i ingenmandsland
Militante islamister lader en hjemmelavet kanon i det nordøstlige Syrien. Al-Qaeda vinder terræn i konflikten, hvor de sekulære modstandsgrupper konsekvent er blevet ’sultet’ af deres vestlige venner og kun har fået ’ikkedødbringende’ udstyr (natkikkerter, skudsikre veste etc.). En vennepolitik, som har medført omfattende deserteringer fra FSA-brigader til salafistiske jihad-militser.

Ahmad Aboud

21. oktober 2013

Fredag filosoferede Moammar Atwi hen over aftensmaden i Beirut-avisen al-Akhbars kantine: »Det ender i et kompromis mellem de store. Og de små betaler prisen.«

Atwi, journalist på bladets udlandsredaktion, talte om Ruslands og USA’s bestræbelse på at redde i det mindste skelettet af den syriske stat, hvis infrastruktur er i opløsning. Som det også er tilfældet med fronterne i den brutale borgerkrig, hvor der ikke længere tales om to, men om tre, fire eller fem fronter – inde i selve Syrien såvel som uden for.

De tektoniske plader i den regionale magtbalance er i opbrud efter præsident Barack Obamas åbning mod Iran og hans sene erkendelse af, at regimet i Damaskus ikke uden videre forsvinder. Rusland og dets regionale allierede er altså styrket politisk og diplomatisk. Og prisen betales af de ’små’ aktører, der ikke er så små endda: Tyrkiet og Saudi-Arabien og inde i selve Syrien af den sekulære opposition, der svækkes af deserteringer til de salafistiske jihad-brigader, hvoraf en, Jabhat al-Nusra, er tilknyttet al-Qaeda-netværket.

I mylderet af problemstillinger, der umuliggør en entydig status over borgerkrigen, er det afgørende for USA, at Syrien ikke bliver et nyt fristed for al-Qaeda, der truer USA fra Somalia, Sydyemen og Afghanistan. For Rusland er frygten for en jihad-effekt i egne muslimske provinser et væsentligt motiv for støtten til al-Assad-regimet – jihadisterne i Syrien er i vidt omfang tjetjenere, der ifølge den franske avis le Monde rekrutteres i Nice i Sydfrankrig, hvor de får husly og bistand til at opnå politisk asyl i byens tjetjenske enklave, der tæller 10.000. Fra Nice går turen videre til Syrien via Tyrkiet, der hidtil har opmuntret jihad-trafikken, men nu, hvor de politiske signaler i Washington er skiftet, afviser, at det har fundet sted. Og for ligesom at understrege dementiet bombede tyrkisk artilleri i sidste uge jihad-stillinger i det nordlige Syrien, efter at en salafist-granat forvildede sig ind på den tyrkiske side af grænsen.

Men det er en kendsgerning, at de islamistiske og al-Qaeda-relaterede grupper har teten i det væbnede oprør mod Bashar al-Assads regime i kraft af logistisk støtte i Tyrkiet og våbenfinansiering fra Saudi-Arabien, Qatar og andre olierige Golf-monarkier. Seneste eksempel er bilbombeangrebet i lørdags mod et kontrolsted i Jaramana, en forstaden til Damaskus, hvor 15 oprørere og 16 regimesoldater blev dræbt i den efterfølgende ildkamp ifølge det britisk baserede såkaldte Observatorium for Menneskerettigheder, der registrerer borgerkrigens tab via et netværk af informanter i Syrien.

Jihad-grupperne har fremgang

Jihad-terroren er ikke kun rettet mod regimet, men også mod de sekulære oprørere og de kurdiske militser, der kæmper for autonomi (og er allieret med det tyrkisk-kurdiske PKK, hvilket motiverer Ankaras støtte til jihadisterne). Officerer i FSA, den sekulære Syriens Nationale Koalitions militære gren, likvideres i interne opgør, og de seneste uger og måneder har været præget af direkte væbnede opgør mellem jihad-militser og FSA-brigader. Årsagerne er ligeledes komplekse: Dels har regimet i Damaskus bevidst samarbejdet med jihadisterne ved systematiske løsladelser af de mest rabiate islamister fra syriske fængsler, dels har Tyrkiet og Golf-staterne som nævnt støttet jihad-militserne hvor de sekulære modstandsgrupper konsekvent er blevet ’sultet’ af deres vestlige venner og kun har fået ’ikkedødbringende’ udstyr (natkikkerter, skudsikre veste etc.). Denne vennepolitik har medført omfattende deserteringer fra FSA-brigader til salafistiske jihad-militser, der har bedre lønninger, bedre sundhedstjeneste og kan opvise militære resultater, der skaber stolthed hos den enkelte kriger. Dette problem tages i øvrigt op i morgen, hvor kernegruppen af 11 lande, der kalder sig Syriens venner, mødes i London for at »diskutere den syriske konflikt« og for at forberede Geneve II-konferencen, der med et blåt stempel fra FN’s Sikkerhedsråds resolution 2118 om Syriens kemiske våben nu er planlagt til slutningen af november.

Hvem kan levere?

Men om den bliver til noget er et åbent spørgsmål – og hvis den gennemføres, og en aftale opnås, vil de, som indgår den, så være i stand til at levere? Og her er vi tilbage ved Moammar Atwis refleksioner i aviskantinen: »Det er afgørende for en aftale, at Iran og Bashars regime er med«, sagde han, »men hvis de er med, vil oppositionen så være med?«

Det står ikke klart – eksiloppositionen meldte for nylig fra, men vil sidde med ved forhandlingsbordet, hvis Tyrkiet og Saudi-Arabien presses til at deltage. Den militært stærkeste oprørsfraktion, ’Islams Hær’, et netværk af jihadister (med tre deserterede FSA-brigader), har undsagt både eksiloppositionen og USA, formentlig med støtte fra Saudi-Arabien og Tyrkiet, der ligeledes er imod en Geneve II-konference, da den reelt betyder anerkendelse af Bashar al-Assad og hans følge af sikkerhedschefer.

Men sikkerhedsrådsresolution 2118 om Syriens kemiske våben handlede reelt om at forlænge det syriske regimes embedsperiode med et år – det tidsrum, der er afsat til destruktionen af det kemiske arsenal. Altså en åben amerikansk indrømmelse af, at regimet ikke forsvinder. Som web-siden Conflict Forum sarkastisk noterede, kan man høre indrømmelsen i den amerikanske udenrigsminister, John Kerrys, ændrede retorik. Når han nu erklærer, at Bashar al-Assads regime fortjener ’anerkendelse’ for dets samarbejdsvilje, foregiver han, at al-Assad har anslået en ny tone af ’forsonlighed’, og at USA derfor også kan introducere en ny tone. Men al-Assad har, parallelt med sin brutale nedkæmpelse af oprørerne, tilbudt forhandling siden revoltens start i 2011. Dengang svarede USA i forvisning om et hurtigt regimefald: Bashar al-Assad er illegitim, han myrder sine medborgere, så han må væk. Nu er han pludselig ’konstruktiv’ og fortjener ’anerkendelse’.

Jihadisterne er hovedtruslen

Men under spinnet og hykleriet ligger en seriøs bekymring for et Somalia-scenario, hvis amerikanerne ikke kravlede ned fra deres træ i stedet for at søge et kompromis med regimet. Begyndende med aftalen om de kemiske våben, der – med Ankaras udtryk – »hængte Tyrkiet til tørre«. Og som vil være en diplomatisk begmand til Riyadh, hvor kong Abdallah har satset på, at omstyrtelse af al-Assads diktatur, som de fleste i 2011 mente ville tage »et par måneder«, samtidig sikrede, at det shi’itiske præstestyre i Iran blev »hængt til tørre« – ikke de to sunni-stormagter, Tyrkiet og Saudi-Arabien. Men hvad skete: præsident Barack Obama ringede til den iranske præsident, Hassan Rouhani, for en symbolsk sludder – der nu medfører, at Iran inviteres med ved bordet i Geneve II. Øvelsen er, ifølge Mellemøstens kandestøbere, at Obama vil bytte oppositionens krav om regimets fald med en studehandel, der sikrer amerikansk kontrol med Irans atomprogram. Og altså sikrer al-Assads overlevelse frem til det præsidentvalget i 2014, hvor han under alle omstændigheder ventes at træde tilbage. Med citat af salig økonomiminister Per Hækkerups standardsvar om dybt hemmelige forhandlinger på Christiansborg, kan man sige: »sandheden marcherer«. Så taktfast, at de salafistiske jihad-grupper i Nordsyrien ifølge arabisk presse nu forbereder sig på, at en alliance på tværs af fronterne mellem det sekulære FSA og regimet går sammen om at fordrive dem fra Syrien. Måske rammer Elie Chalhoub, chefredaktør på al-Akhbar, hovedet på sømmet, når han tørt konstaterer: »Bashar vil bliver hjemtaget af Gud, ikke af oprørerne.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu