Læsetid: 3 min.

Berlusconi kræver værdigt farvel

I dag bliver Silvio Berlusconi sandsynligvis udelukket fra Italiens parlament, men han forlanger at få sin dom omstødt og blive benådet af republikkens præsident
’Republikkens præsident burde ikke tøve et øjeblik med at benåde mig, uden at jeg skal bede om det, fordi jeg har så meget ære i livet ikke selv at bede om det,’ har Silvio Berlusconi udtalt.
	Foto: Scanpix

’Republikkens præsident burde ikke tøve et øjeblik med at benåde mig, uden at jeg skal bede om det, fordi jeg har så meget ære i livet ikke selv at bede om det,’ har Silvio Berlusconi udtalt.
Foto: Scanpix

27. november 2013

Navnet ligger ikke godt i munden på Silvio Berlusconi: »Mr. Eppolbai,« sagde han flere gange på makaroniengelsk ved en timelang pressekonference i Rom mandag. Denne amerikanske hr. Appleby er et af de 12 vidner, »heraf syv nye«, som den tidligere italienske regeringsleder vil indkalde for at få omstødt den endelige dom for skattesvindel, han fik for fire måneder siden: »I Italien er beskyttelsen af den sigtedes rettigheder meget omfattende sammenlignet med andre europæiske lande,« siger formanden for Advokater Uden Grænser (ASF) i Italien, Antonio J. Manca Graziadei, til Information og tilføjer: »Rent praktisk afhænger det så af, hvor dygtige advokater den sigtede har. Der findes næppe nogen sigtet i landets historie, der har haft bedre vilkår end Berlusconi.«

Højesteretsadvokaten Graziadei kan heller ikke komme i tanke om tilfælde, hvor en sigtet, som er blevet kendt skyldig ved tre retsinstanser, siden har vist sig at være uskyldig. Men det hævder Berlusconi at være. Så inden Senatet i dag skal stemme om hans udelukkelse fra det parlamentariske liv, appellerer han til sine politiske modstandere:

»Jeg beder jer om at granske jeres samvittighed,« skriver han til senatorerne fra de øvrige partier. »Ikke så meget for min skyld, men for demokratiets skyld. Tag de nye beviser og dokumenter, som er på vej, med i betragtning,« hedder det i brevet, som slutter med en desperat bøn: »Udskyd afstemningen.«

Højere instanser

Som politiker har Berlusconi altid levet på en anden planet. Så i de formentlig sidste dage af hans liv som folkevalgt minder Italien meget om et land på månen. På pressemødet snøvlede Berlusconi sig gennem en endeløs række af person- og firmanavne, som skulle bevise hans uskyld, mens journalisterne kiggede op i loftet. »Overvejer De at flygte på et russisk diplomatpas?« spurgte en italiensk kollega. Nej, det indgår ikke i overvejelserne, forsikrede den dømte, inden han samme aften skulle have Ruslands præsident Vladimir Putin til middag. I indberetninger fra USA’s ambassade i Rom, som Wikileaks har offentliggjort, udtrykte de amerikanske diplomater bekymring over, at Berlusconi som ministerpræsident prioriterede sit ønske om at tækkes den russiske ven højere end langsigtede italienske og vestlige interesser. Italienerne husker dog mest en lydoptagelse, hvor Berlusconi beder en luder om at lægge sig »på Putins seng«.

Forsøget på at få sagen prøvet ved en højere instans end landets højesteret fortsætter ufortrødent. Berlusconis udelukkelse fra parlamentet er »konsekvensen af en forkert dom«, sagde hans advokater i går. De har klaget til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og vil også have en italiensk appeldomstol til at tage sagen op til revision:

»Det sker kun i meget sjældne tilfælde,« siger Graziadei og forklarer, at det kræver klare beviser på den sigtedes uskyld eller dommernes svigt. Men Berlusconi har ikke fremlagt andet end en liste over vidner. »Kan vi være sikre på, at disse vidner ikke er blevet betalt?« spurgte en irsk journalist den dømtes advokater. »Ja, ja,« svarede de.

Hænderne op

For 20 år siden flygtede en anden tidligere italiensk regeringsleder til Tunesien for at slippe for at afsone en dom for korruption. Bettino Craxi, som var Berlusconis nære ven, holdt inden sin flugt en tale i parlamentet, hvor han beskyldte alle partierne for at være lige gode om at stjæle.

Det er usikkert, om Berlusconi også vil tale i parlamentet. Angiveligt vil medlemmerne af hans parti i stedet forlade salen og slutte sig til en demonstration foran hans privatbolig. Der foregår dog til det sidste forsøg på at få udskudt afstemningen, bl.a. med de igangværende finanslovsforhandlinger som påskud.

Når Berlusconi mister sin parlamentarikerstatus, vil han stå svagere i forbindelse med flere verserende retssager, da han uden immunitet kan udsættes for f.eks. ransagninger eller varetægtsfængsling. Faktisk burde han efter dommen »straks have rakt hænderne op og forladt Senatet«, mener Marco Travaglio, lederskribent i avisen Il Fatto Quotidiano. Det foreskriver loven, men samlingsregeringen, som indtil for nylig var afhængig af Berlusconis støtte, og præsidenten, Giorgio Napolitano, har givet ham usædvanlig lang snor. Politiske hensyn blev sat højere end retsstatsprincipper, så det politiske system har indrømmet, at Berlusconi »ikke er ligesom alle andre borgere,« skriver Travaglio.Så Berlusconi mener selvfølgelig, at Napolitano nu må gribe ind: »Republikkens præsident burde ikke tøve et øjeblik med at benåde mig, uden at jeg skal bede om det, fordi jeg har så meget ære i livet ikke selv at bede om det,« siger han.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu