Nyhed
Læsetid: 4 min.

Eksperter advarer mod kaos i Den Centralafrikanske Republik

En i forvejen kaotisk situation i Den Centralafrikanske Republik er i den seneste tid blevet værre. Kristne og muslimske militser udrydder hele landsbyer, og iagttagere advarer om, at situationen kan udvikle sig til et nyt Rwanda eller Darfur, hvis der ikke gribes ind i tide
Soldater fra den central-afrikanske hær patruljerer i hovedstaden, Banguis gader med skudklare våben. Landets 4,6 mio. indbyggere lever i udbredt anarki efter at muslimske militser indtog hovedstaden i marts.
Udland
25. november 2013

Udenlandske hjælpeorganisationer havde ikke vist sig i området længe, da Peter Boukhaert, international katastrofechef hos menneskeretsorganisationen Human Rights Watch (HRW), tidligere i november kørte gennem et øde landområde i Den Centralafrikanske Republik.

Vejen forude var spærret af en ynkelig bunke hastigt forladte ejendele og – lidt længere henne ad vejen – et grædende spædbarn. Efter en gennemsøgning af buskadset omkring vejen og verbal overtalelse lykkedes det ham og hans rejsemakker at lokke en familie ud af buskene. Familien fik spædbarnet med sig, da den ved lyden af bilen hovedkulds søgte tilflugt i buskadset af frygt for bilen. Familien var allerede på flugt med retning mod den nærmeste større by Bossangoa.

Deres landsby var blevet plyndrent af Seleka-militsen, der havde dræbt snesevis i byen og sendt resten på flugt.

»Der er ikke noget mad, men de fleste gemmer sig stadig i bushen på grund af afstanden til Bossangoa og usikkerheden på vejene,« fortalte faren, der troede, at bilen tilhørte Seleka-militsen.

Udsagnet er ikke usædvanligt i Den Centralafrikanske Republik (CAR), som siden oprørsgruppen Seleka i januar drev præsident François Bozizé i eksil, har befundet sig i en hastigt accelererende spiral af anarki og vold. Det har fået hidtil uerkendte sekteriske spændinger til at bryde ud. Den overvejende muslimske Seleka-milits er begyndt målrettet at plyndre og myrde i kristne landsbyer, og en løs sammenslutning af kristne militser under fællesbetegnelsen Anti-balaka (balaka betyder machete, red.) er opstået og er dels begyndt at bekæmpe de hærgende Seleka-militser – dels at gennemføre hævntogter mod muslimske landsbyer og samfund.

»Denne konflikt har et meget alvorligt potentiale. Det kan ende med folkemord, hvis der ikke gribes ind. Siden september er angrebene af sekterisk karakter taget til og situationen har træk, der minder om, og har potentiale til at udvikle sig som folkemordene i Darfur og Rwanda,« advarer Peter Boukhaert, der vendte tilbage fra CAR for nylig.

»Seleka-militsen er ekstremt voldelig, dens angreb vækker en enorm vrede, og militsen består stort set udelukkende af muslimer, som ellers udgør en relativt lille minoritet i CAR. Det gør potentialet for hævnaktioner desto større. Det ser vi allerede nu, hvor der foregår meget blodige hævnangreb på muslimske landsbyer,« siger Peter Boukhaert, der vurderer, at Seleka-militsen reelt står svagt.

»Den er meget uorganiseret og har ingen ressourcer og ringe opbakning. Jeg har set dens soldater true sig til benzin fra muslimske handelsmænd, fordi de ganske enkelt ikke havde brændstof nok til at gennemføre deres angreb. Jeg tror, det er sandsynligt, at militsen vil blive besejret militært, også fordi deres modstandere i vid udstrækning er gamle militærfolk med bedre udrustning.«

Det gør dog ikke nødvendigvis risikoen for sekteriske udrensninger mindre, og derfor opfordrer HRW nu til international indgriben.

Den er da også så småt på vej, både fra den tidligere kolonimagt, Frankrig, der vil opruste sin mission i CAR fra omkring 400 soldater til et sted mellem 700-1.200 inden årsskiftet, og fra FN via den allerede eksisterende Afrikanske Unions-styrke. Spørgsmålet er imidlertid, om det er hurtigt og omfattende nok.

»Det internationale samfund har været for langsomt til at registrere og agere på, hvad der sker i CAR. Man har sagt, at man ville vente med at hjælpe med en politisk transition, til sikkerheden var etableret, og det har været en stor fejl,« mener Thibaud Lesueur, International Crisis Groups-analytiker af landet.»AU-missionen må fordobles, men det vil tage fem-seks måneder at organisere. Jeg tror, at regionens lande vil være villige til at bidrage, fordi den her konflikt også er farlig for dem. Det vil være en slags politiindsats, hvor det handler om at sikre lov og orden, ikke en fredsbevarende operation. I første omgang vil de kun være i stand til at sikre hovedstaden Bangui, siden fem-seks andre brændpunkter, og det kan tage et stykke tid, før man når ud til resten af landet. I den tid kan meget nå at ske. Det her er en konflikt, som har et temmelig skræmmende potentiale. Noget, som er startet som helt anarkistiske plyndringer, men som har udviklet sig til en sekterisk konflikt,« konstaterer han.

Konflikten i CAR har allerede haft effekt på regionen, hvor nabolande som Chad, Den Demokratiske Republik Congo og Sydsudan ikke netop selv er mønstereksempler på stabilitet, og der har f.eks. allerede været sammenstød mellem Seleka og militæret i Cameroun.

Uro i CAR er ikke just et nyt fænomen, landet har i en årrække huset den frygtede og sagnomspundne Joseph Konys Lord’s Resistance Army. Derfor er der da også frygt for, at Den Centralafrikanske Republik kan ende som en fejlslagen stat og blive en helle for radikale, samfundsundergravende grupperinger. Ifølge efterretninger er den ekstreme nigerianske islamistgruppe Boko Haram begyndt at rykke mod sydøst til Cameroun. Samtidig skaber problemer i Mali og Sahel-området grobund for, at ekstremistiske grupper kan vinde frem. Jihad-grupperinger er begyndt at etablere sig i Syddafur, nær grænsen til CAR.

Peter Boukhaert har selv kunnet konstatere, at mange af de muslimske Seleka-ledere ikke er lokale, men fra Chad eller Sudan. Alligevel mener han ikke, at det er der, konflikten i CAR står nu.

»Oprørerne har ikke en jihadistisk ideologi, de har knap nok en politisk. Det er snarere et kaotisk skrabsammen af krigsherrer. Problemet er selvfølgelig, at kaos og sammenbrudte stater er et meget attraktivt miljø for den slags grupper, og al-Qaeda er mestre i netop at udnytte den slags anarki. Også derfor er det vigtigt, at det internationale samfund agerer nu, mens man stadig kan hindre situationen i at komme helt ud af kontrol,« siger Peter Boukhaert.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her