Læsetid: 2 min.

EL: Kvalitetskontrol af private skibsvagter er statens ansvar

Kravene til private vagter ombord på danske handelsskibe er ikke høje nok, mener Enhedslisten, som ønsker statskontrol af vagtfirmaerne efter tysk forbillede
27. november 2013

Enhedslisten kræver nu justitsministerens svar på, om godkendelsen af private vagter ombord på skibe under dansk flag alene skal være op til rederierne, eller om det skal være et statsligt anliggende. Det sker, efter at Information i går beskrev, hvordan lovløsheden råder i Adenbugten ud for Somalia, bl.a. fordi der er beskedne krav til vagter ombord på danske og internationale handelsskibe. Enhedslistens forsvarsordfører, Nikolaj Villumsen, mener, at Danmark skal indføre statslig kontrol af vagtfirmaerne, som man har gjort i Tyskland.

»Jeg vil spørge ministeren, om han ikke mener, der er behov for at følge det tyske eksempel, så vi kommer bare et lille skridt i den rigtige retning. For det er problematisk, at de private vagter på danske skibe er fuldstændig uden for offentlig kontrol,« siger han og tilføjer: »De her private bevæbnede vagter befinder sig i et juridisk og retssikkerhedsmæssigt tomrum, så det her er dybt alarmerende«.

SF’s retsordfører, Karina Lorentzen, er ikke afvisende over for at se nærmere på den tyske model, men først vil hun have kortlagt omfanget af vagternes uhensigtsmæssige brug af våben.

»Udgangspunktet er, at vi får kortlagt det her nærmere. Det er uacceptabelt, hvis uskyldige mennesker skal blive ofre for uansvarlige vagter, og faktum er jo, at det ikke er særlig mange steder i Danmark, folk får lov til at håndtere våben uden kontrol, så jeg er selvfølgelig villig til at se på problemet,« siger hun.

Hæderlige mennesker

Hos Socialdemokraterne kan Trine Bramsen ikke se problemet i den nuværende praksis. Hun har tillid til, at rederierne vælger uddannede vagter til deres skibe: »Jeg har ikke nogen grund til, at tvivle på de regler, der gælder i dag, og jeg har ingen grund til ikke at stole på, at rederierne kan løfte opgaven. De bør jo have en interesse i, at deres vagter overholder loven.«

Hun bliver bakket op af Konservatives Tom Behnke, der mener, at politikerne må stole på rederiernes selvjustits, så længe der ikke er noget bevis på, at vagterne overskrider deres beføjelser.

»Mit udgangspunkt er, at vi har med hæderlige mennesker at gøre, for jeg kan ikke forestille mig, at rederierne har lyst til at have nogle skydegale mennesker ombord på deres transportskibe. Så længe vi ikke har hørt, at der er problemer med det her, så er der ingen grund til at løse et problem, der ikke eksisterer,« siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poul Erik Larsen

At få staten til at tage ansvar i forbindelse med pirateriproblematikken, vil sikkert være lige så let som, at sælge dybfrysere på Nordpolen, desværre!

Enhedslisten har tidligere fremlagt, endog særdeles gode, forslag i forhold til ansvarlighed fra statens side i bekæmpelsen af pirateriet, men desværre forgæves.

Uanset om det drejer sig om ansvarlighed i forhold til gidsler fra danske skibe, eller som nu, ansvarlighed i forhold til bevæbnede vagter ombord på danske skibe, melder staten hus forbi. Det er ikke noget staten skal beskæftige sig med, det er rederiernes ansvar!

Danmark er blandt verdens største søfartsnationer, og som sådan burde Danmark også være i forhånd med hensyn til at tage ansvar for bl.a. piratproblemerne og medvirke til effektiv bekæmpelse af denne forbrydelse.

Hvis man lytter til Danmarks politikere, så medvirker Danmark sandelig også til dette, og ikke at forglemme, høster stor anerkendelse for den store indsats ude i den store verden.
Vi bidrager med flådeindsats, som udfører et virkeligt godt og virkningsfuldt arbejde i de piratbefængte farvande ved Afrikas Horn. Flåden har gennem årene fanget og uskadeliggjort flere hundrede pirater. At størsteparten af disse er blevet sat i land igen, og efter nogen tids rekreation ombord på flådens skibe, igen var i stand til at genoptage deres forbryderiske virksomhed, er afgjort ikke flådens skyld. Det kan udelukkende tilskrives statens naive og uansvarlige ageren, og ikke mindst manglende lovgivning, der kan varetage de helt specielle juridiske perspektiver pirateri i internationalt kræver.

Staten har også bidraget med en fordobling at udviklingsbistanden til Somalia fra 2011. En bistand, der bl.a. skulle medvirke til at Somalia selv blev i stand til, at medvirke til bekæmpelsen af pirateriet. At vi hidtil ikke har set noget bevis på, at de mange millioner har haft nogen effekt, kan staten sandelig ikke være ansvarlig for!
Staten har gjort sit. At mange af de mange penge sikkert er forsvundet i korrupte somaliske embedsmænds lommer, kan man ikke tage så tungt.

Da de danske gidsler fra skibet Leopard endelig efter 839 dages fangenskab blev befriet, var den danske stat straks klar med en ekstra pose penge til Somalia. Så vidt jeg husker 85 millioner i ekstra udviklingsbistand.
Så her fik både de forbryderiske piratbagmænd penge på lommen i form af den løsesum der blev betalt for gidslerne, og de korrupte embedsmænd i den somaliske regering en bonus fra den danske stat.

Så, jo sandelig udviser den danske stat ansvarlighed og rettidig omhu i piratproblematikken. Eller skal man kalde en spade for en spade, og sige naivitet og uansvarlighed?