Nyhed
Læsetid: 2 min.

EU optrapper kampen mod organiseret kriminalitet

EU-parlamentet vil styrke den fælleseuropæiske indsats mod organiseret kriminalitet, som ifølge en ny betænkning mere og mere ligner ’en global økonomisk aktør’. Eksperter betragter tiltaget som nødvendigt
De italienske mafia-organisationers aktiviteter er ofte svære at gennemskue, f.eks. spiller de en stor rolle i affaldsbehandlingen i Italien og forureningen af forskellige områder. Her er det en protest mod afbrænding af giftigt affald i Napoli, hvor camorraen spiller en stor rolle.

Alessio Paduano

Udland
12. november 2013

Skal den grænseoverskridende, organiserede kriminalitet i EU bekæmpes effektivt, så er lovgivningen i de enkelte medlemslande nødt til at harmoniseres. Det mener et flertal i Europa-Parlamentet, som for nylig vedtog den første betænkning fra parlamentets nye udvalg om organiseret kriminalitet, korruption og pengehvidvaskning (CRIM). Betænkningen citerer den seneste trusselsvurdering fra det europæiske politisamarbejde, Europol, der tegner et alarmerende billede af den organiserede kriminalitets rækkevidde:

»Den organiserede kriminalitet er i stadig højere grad at ligne med en global økonomisk aktør«, som har »specialiseret i samtidig levering af forskellige typer ulovlige – men også i stigende grad lovlige – varer og tjenester,« hedder det i trusselsvurderingen.

Derfor er det også på høje tid, at de europæiske politikere tager truslen alvorligt, mener Nicola Tranfaglia, tidligere italiensk parlamentariker og nu professor i mafiaens historie ved universitetet i Torino.

»EU-Parlamentets initiativ er vigtigt, men det er kun første skridt,« siger han til Information.

»Europol skønner, at der er 880.000 tvangsarbejdere i EU (heraf 270.000, fortrinsvis kvindelige, sexarbejdere, red.), og at momssvindlen overstiger 10 mia. euro årligt. Så problemet er presserende.«

Italien har som mafiaens fædreland gjort sig nyttige erfaringer med bekæmpelse af organiseret kriminalitet. Det er erfaringer, som andre EU-lande kan drage nytte af, mener mafiaprofessoren:

»I lande som Danmark og Sverige er der ikke udbredt kendskab til, hvad disse organisationer er og kan udrette. Et ulykkeligt land som Italien har akkumuleret en viden, som politikere i andre EU-lande godt kunne lære af,« siger Tranfaglia.

Undervurderet problem

Trusselsvurderingen fra Europol betoner, at problemets omfang undervurderes: »Forbindelsen mellem mafiaen og territoriet (organisationernes hjemegne, red.) er velkendt, men en fejlfortolkning af denne har ledt til en falsk fornemmelse af sikkerhed blandt politikere og politifolk, i erhvervslivet og samfundet,«

Undervurderingen udgør i sig selv en trussel, vurderer Europol. De kriminelle organisationer har »gradvist udvidet deres aktionsradius til international skala ved at udnytte de muligheder, der er fulgt med åbningen af de indre grænser i Den Europæiske Union og med den økonomiske globalisering og de nye teknologier, og ved at indgå alliancer med kriminelle grupper fra andre lande (som det er tilfældet med de sydamerikanske narkokarteller og den russisksprogede organiserede kriminalitet) om deling af markederne og indflydelsesområder«.

To yderpunkter

Den britiske mafiaforsker John Dickie fra University City College i London er enig i, at politikerne undervurderer truslen: »På den ene side er der italienske journalister, som hævder, at mafiaen er ved at overtage hele verden, og på den anden side har vi europæiske beslutningstagere, som ignorerer mafiaernes evne til at infiltrere institutionerne og samfundsøkonomien«.

Europa-Parlamentet opfordrer EU-Kommissionen og medlemslandene til »med inspiration fra den mest avancerede lovgivning i medlemsstaterne inden udgangen af 2013 at fremlægge et lovforslag, som opstiller en fælles definition af organiseret kriminalitet«.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her