Læsetid: 5 min.

EU’s bløde magt er ved at forsvinde

De seneste dages armlægning mellem EU og Ukraine over den fængslede Julia Timosjenko er et vidnesbyrd om, at EU’s bløde magt ikke længere er, hvad den var i 1990’erne, hvor Øst- og Centraleuropa blev transformeret med udsigten til EU-medlemskab som værktøj. I dag er EU i en blød magt-konkurrence med Rusland om de tidligere Sovjetstaters gunst
Russiske gasarbejdere lukker for hanerne i en gasledning, der fører gas mod til Hviderusland – og videre til Europa. Et middel, Rusland flere gange har benyttet sig af til at inddrive gæld, men også til at spille med musklerne over for tidligere sovjetrepublikker og modvirke EU’s indflydelse i deres interesseområde.

VIKTOR DRACHEV

20. november 2013

Først var der seks. Så fire. Og nu ser det ud til, at kun to af landene i EU’s ’Partnerskab mod Øst’ – Moldova og Georgien – vil underskrive en associeringsaftale med EU på topmødet i Vilnius i slutningen af næste uge.

Frem for at blive et vidnesbyrd om fortsat succes for EU’s ’bløde magt’, ser det ud til, at Vilnius-topmødet vil bekræfte sikkerhedseksperters vurderinger af, at det tidligere så effektive udenrigspolitiske redskab er blevet stadig mere sløvt siden dens storhedstid i 1990’erne, hvor 11 central- og østeuropæiske lande lod sig reformere til gengæld for EU-medlemskab. I de seneste år har EU’s indflydelse i Nordafrika i kølvandet på det Arabiske Forår tilmed vist sig mere begrænset end oprindeligt håbet.

»Den sydlige front – Nordafrika og Mellemøsten – er brudt sammen, og frem for seks lande ser det ud til, at kun to lande vil underskrive (associeringsaftaler med EU, red.) i Vilnius. Det vil højst kunne kaldes en delvis succes,« siger Paul Ivan, sikkerhedsekspert med speciale i Øst- og Centraleuropa ved tænketanken European Policy Centre i Bruxelles, til Information.

EU har siden 2009 arbejdet på at knytte de tidligere sovjetstater Armenien, Aserbajdsjan, Hviderusland, Georgien og Ukraine tættere til Europa gennem Partnerskabet mod Øst – en proces skulle åbne op for øget samhandel og gensidige visaaftaler til gengæld for reformer.

I starten af september meddelte Armenien imidlertid, at landet alligevel ikke vil underskrive associeringsaftalen med EU, men i stedet indmelde sig i en toldunion med Rusland. Og mandag måtte EU’s udenrigsministre udskyde godkendelsen af en aftale med Ukraine, fordi landet ikke har gennemført de reformer, EU havde forlangt til gengæld for et tættere samarbejde. Ukraine har nu fået endnu et par dage til at leve op til kravene – særligt frigivelsen af oppositionspolitiker Julia Timosjenko.

»Tabet af blød magt er blevet synligt i de seneste år, hvor EU har været optaget af krisen og brugt mindre tid på udenrigspolitik. Det er blevet tydeligt, når EU har forsøgt at fremme sine værdier eller bedt lande gennemføre reformer. Når landene har kunnet se, at EU ikke har respekteret sine egne interne regler, har det reduceret EU’s tiltrækning,« tilføjer Ivan.

Konkurrence

EU’s bløde magt – antagelsen om at andre ønsker at blive som os – er helt central for den måde, EU’s udenrigspolitik fungerer, påpegede tænketanken European Council on Foreign Relation i en rapport for nylig, men tilføjede, at dette redskab i de seneste år er blevet mindre effektivt. En af årsagerne er, ifølge rapporten, at der er opstået blød magt-konkurrence. I Mellemøsten er »en kamp om indflydelse mellem Saudi-Arabien, Qatar, Tyrkiet og Iran brudt ud«, mens EU i sit østlige nabolag er oppe imod konkurrence fra Rusland, der har skabt sin egen konkurrerende toldunion med Hviderusland og Kasakhstan, som det promoverer ihærdigt i de øvrige lande. Planen er, at toldunionen i 2015 skal blive til en ’euroasiatisk økonomisk union’ af tidligere sovjetstater.

»Her ser du virkelig to storspillere udkæmpe et slag, hvor de konkurrerer på blød magt,« siger Clara O’Donnell, sikkerhedsekspert ved tænketanken European Centre for Reform i London og Brookings Institution i Washington.

EU-forhandlere mener imidlertid, at der er tale om russisk afpresning snarere end tiltrækning. Moskva har f.eks. indført restriktioner for import af moldovisk vin og ukrainsk chokolade. Desuden har Kreml truet med at lukke for tilførslen af gas til Moldova, mens Armenien oplevede en pludselig en stigning i gaspriserne.

Paul Ivan mener, at Ruslands taktik er en blanding af blød magt og afpresning.

»Rusland har været effektiv i sin propaganda imod EU, som er blevet fremstillet som fortaler for homoseksualitet, narkotiske stoffer og dekadence. Ukraines gader er fulde af anti-EU-plakater med de budskaber. Og i Armenien truede Rusland bl.a. med at stoppe for finansielle transaktioner mellem landene, hvilket skabte et stort pres fra den tredjedel af armenerne, der arbejder i Rusland, og deres familier,« fortæller han, men understreger, at Rusland ikke desto mindre har noget at tilbyde disse lande, hvor store dele af befolkningen er socialt konservative, og hvor mange taler russisk og er vokset op i den ortodokse kultur.

»Rusland tilbyder en masse, og EU er ikke klar over det,« tilføjer han.

Nicu Popesu, senioranalytiker i EU’s Institute for Security Studies i Paris, er enig.

»Alt for mange tror, at EU’s tiltrækningskraft og magnetisme nærmest er automatisk, og at EU vil transformere sit nabolag næsten af sig selv (…) Sådan er det desværre ikke,« skriver han i et blogindlæg.

Over telefonen uddyber han: »Rusland tilbyder adgang til sit marked, det tilbyder store lån uden alle de betingelser, som IMF opstiller. Det tilbyder billigere gas, og for at blive del af den russiske toldunion behøver landene ikke at gennemføre reformer – de skal bare skrive under,« forklarer han.

Clara O’Donnell mener, at der er behov for en dosis »pragmatisk realisme« i forhold til, hvad EU kan opnå gennem blød magt i dagens verden.

»I 90’erne virkede det, fordi landene ønskede at blive medlem af EU. Men de lande, der nu udgør EU’s nabolag, er anderledes. De nordafrikanske lande ønsker f.eks. ikke at blive medlemmer af EU,« siger hun og påpeger, at krisen desuden har gjort den europæiske model mindre attraktiv.

Hvad nu?

Spørgsmålet, sikkerhedseksperter og EU-politikere nu stiller sig selv, er, hvorvidt unionen bør revidere sin afhængighed af blød magt og indholdet af den udenrigspolitiske værktøjskasse generelt. Paul Ivan mener, at den seneste udvikling i EU’s Østpartnerskab har vist, at EU har været for ensidig i sin udenrigspolitik.

»Det har været forkert kun at satse på blød magt. EU har ikke været engageret nok i den mere klassiske form for diplomati og heller ikke i sit offentlige diplomati. Da Armenien skiftede mening, anede hovedparten af befolkningen ikke, hvad en aftale med EU ville betyde for dem, for den var stadig hemmeligstemplet,« forklarer han.

Nicu Popescu mener ikke, at »blød magt nogensinde har været nok for at opnå udenrigspolitiske mål«.

»Du har også brug for hård magt, penge, diplomati osv.,« siger han men tilføjer, at en afslutning på krisen vil styrke EU’s bløde magt.

»Jo hurtigere, EU kommer ud af krisen, jo stærkere bliver dets bløde magt,« mener han.

Clara O’Donnell mener først og fremmest, at EU »bør revurdere, hvordan det handler i dets bredere nabolag«. Hun mener, at der vil være behov for at »sænke ambitionsniveauet«, men påpeger, at der er »en masse, EU kan gøre på handelsområdet«.

»Nordafrika vil få brug for en masse økonomisk vækst i de kommende år, og der kan EU tilbyde større handelsintegration. Det vil måske ikke gøre landene til liberale demokratier, men det vil være med til at stabilisere regionen. Og omvendt vil vi se ustabilitet, hvis ikke vi gør noget,« siger hun.

Paul Ivan er enig i, at der er behov for »en mere samlet strategi« for, hvad EU vil udenrigspolitisk. For hvilke redskaber, EU bør have i sin udenrigspolitiske værktøjskasse, afhænger af, »hvordan man opfatter EU’s rolle i verden«, påpeger han.

»Hvis man gerne ser EU som en aktivt aktør, der effektivt arbejder for at sprede demokrati og påvirke regioner til reform, så er de nuværende ressourcer tydeligvis ikke nok,« siger han.

 

 

Serie

Seneste artikler

  • EU skal have koordineret sin sikkerhedspolitik

    17. december 2013
    EU er plaget af divergerende forestillinger om den fremtidige retning for det fælleseuropæiske sikkerheds- og forsvarssamarbejde. Særligt Tyskland kritiseres for sin ambivalente holdning til EU’s samarbejde om sikkerhedspolitik
  • EU-forbehold kan gøre dansk forsvar arbejdsløst

    13. december 2013
    Det danske forsvarsforbehold risikerer at gøre dansk forsvar arbejdsløs, i takt med at EU skal spille en større rolle som militær aktør i unionens nærområde. Det vurderer udenrigspolitiske eksperter og danske politikere
  • EU’s svigt af inddragelse af lande tæt på Unionen får negative følger

    25. november 2013
    EU’s bløde magt kan stadigvæk generere reformer i Unionens østlige nabolag som f.eks. på Balkan og i Nordafrika, men krisen har fået EU til at vende sig indad med det resultat, at omstillingsprocesserne nu er i fare, siger repræsentanter fra regionerne
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

Problemet er blot, at hver gang jeg ser bogstaverne EU, så hører jeg Søren Søndergaard og Morten Messerschmidt i skøn samdrægtighed hælde vand ud af ørerne.
Det er gyseligt.