Læsetid: 2 min.

Georgien vakler mellem Vesten og Rusland

Georgierne er i stigende grad skeptiske over for at indgå en handelsaftale med EU. Tilnærmelserne til Vesten har ikke øget velstanden, og Rusland spiller med musklerne for at genvinde indflydelse
Georgiens tilnærmelse til Vesten har ikke medført øget velstand, og flere og flere georgiere er blevet skeptiske over for den hidtidige provestlige kurs.

David Mdzinarishvili

14. november 2013

Synet af en russisk soldat med en Kalasjnikov på bakken bag pigtråden er ikke til at tage fejl af. Det er livsfarligt at bevæge sig for tæt på pigtråden, som udgør grænsen mellem Georgien og udbryderprovinsen Sydossetien.

Grænsen har gået her i landsbyen Dvani siden den kortvarige krig mellem Georgien og Rusland i 2008. Sydossetien erklærede efter krigen sin selvstændighed og er i dag under russisk beskyttelse. Før krigen gik grænsen længere inde i Sydossetien, men i oktober flyttede russerne den cirka 300 meter længere ind på Georgiens territorium.

»Noget af vores jord ligger nu i Sydossetien. Det er en katastrofe for os, vi er afhængige af den frugt, vi dyrker, og nu kan vi ikke komme hen til vores marker,« siger en af de mænd, Information møder ved grænsen.

Georgierne betragter den nye grænsedragning som en provokation, hvis formål er at få den georgiske regering til at tænke sig om en ekstra gang, før den skriver under på en associeringsaftale med EU. Rusland betragter Georgien som hørende til sin interessesfære og forsøger i stedet at indlemme landet i Den Euroasiatiske Toldunion sammen med Rusland, Kasakhstan og Hviderusland.

Voksende skepsis

Georgien har under den netop afgåede præsident Mikheil Saakasjvili primært orienteret sig mod Vesten. Men landets nuværende regering med premierminister Bidzina Ivanisjvili i spidsen har i løbet af sit første år ved magten sået tvivl om Georgiens kurs. Den nye regering proklamerer, at Georgien fortsat ønsker at knytte sig tættere til Vesten, men har på samme tid ført en mere forsonende og åben politik over for Rusland.

Georgiens tilnærmelse til Vesten har ikke bragt øget velstand med sig. Landets bruttonationalprodukt er efter et dyk efter krigen i 2008 ganske vist stigende igen, men flere og flere georgiere er alligevel blevet skeptiske over for den provestlige strategi.

Zura Elbaqidze måtte flygte fra sit hjem I Sydossetien under krigen i 2008 og bor nu i byen Gori tæt ved grænsen. Han er uddannet ingeniør, men kan ikke finde arbejde på grund af den store arbejdsløshed:

»Man har to muligheder, enten kører man taxi, eller også sælger man varer på markedet. Situationen bliver ikke bedre af at skrive under på aftalen med EU. EU ligger alt for langt væk, vi skal have løst vores territoriale problemer og skabe et godt forhold til Rusland. Rusland er vores mest naturlige handelspartner.«

Umuligt dilemma

Lektor i statskundskab fra Syddansk Universitet og ekspert i øst- og centraleuropæiske forhold Søren Riishøj forstår georgiernes frustrationer:

»Det er logisk, at mange georgiere og den nye georgiske regering og præsident ønsker koldkrigstilstanden fra Saakasjvilis tid ved magten afløst af et normaliseret forhold til Rusland. Georgiens samhandel med EU er beskeden, og fordelene ved en frihandelsaftale med EU vil slet ikke opveje problemerne forbundet med en handelskrig med Rusland.«

Georgien står ifølge Søren Riishøj i et umuligt dilemma.

»Den mest logiske politik for Georgien ville være mindre koldkrig og udvidet samhandel med Rusland samtidig med en udvidet samhandel med EU. Men det ville kræve mindre hård geopolitisk tænkning, både i EU og ikke mindst i Rusland, som skulle ændre sin brutale og nærmest imperiale politik i forhold til de mindre nabostater,« siger han.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

Det allervigtigste er, at Georgien er helt på det rene med, at i en eventuel skarp konflikt med Rusland er EU totalt magtesløse. De må ikke tro, at EU vil eller kan gribe ind for at redde dem, for det vil ikke ske.
Hvad angår en eventuel frihandelsaftale med EU contra medlemskab af Den Euroasiatiske Toldunion, så er det selvfølgelig op til Georgien at vælge; men baseret på en viden om, at de selv kommer til at rage kastanjerne ud af ilden i forhold til Rusland.

Allerede i 1997 udtalte Brzezinski (og de neokonservative) sig om at reducere Rusland til en andenrangs magt og til det formål var NATO et velegnet instrument: Hvor langt mod øst skal EU trække sig? Og skulle EU's østgrænse samtidig være NATOs frontlinie? Det første er et europæisk spørgsmål, men vil have indvirkning på NATO, hvor USA's stemme er afgørende. Fokus blev rettet mod Østeuropa, de Baltiske lande og Ukraine.
I 1996 udskiftede Jelzin den vestlig orienterede Kosyrew med Priakow, hvis interesse i lang tid gjaldt Iran og Kina. Allerede på det tidspunkt kunne man hos russiske kommentatorer finde formodninger om en koalition mellem disse 3 lande.
Mon ikke Søren Riishøj forveksler årsag og virkning, når Brzezinski har taget følgende passage til hjertet: Europa er USA's uundværlige brohoved på det eurasiske kontinent. Den Gamle Verden har enorm geopolitisk betydning. Gennem de atlantiske bånd har man direkte politisk og militær indflydelse på det eurasiske fastland. Da Europa stadigvæk er afhængig af USA's beskyttelse udvides USA's indflydelse automatisk for hver udvidelse af EU. Uden disse nære bånd til Europa ville USA's formagtsstilling hurtig være væk.