Læsetid: 7 min.

En hel ideologi er på anklagebænken i Kairo

I dag stilles Egyptens afsatte præsident Mohamed Mursi for retten i Kairo, anklaget for kriminel adfærd, men der er stadig mange, der støtter ham som værende det eneste håb om sociale forandringer – og de er alle glatbarberede lige for tiden
I weekenden har tusinder af tilhængere af Mursi og Broderskabet været på gaden. Alle frygter sammenstød i dag.

Ciu Xinyu

4. november 2013

Mohammed Farid var glatbarberet, da han lørdag aften tronede bag et vakkelvornt cafébord på et støvet fortov i det slumkvarter, der kendes som Kit Kat på Giza-siden af Nilen.

På bordet lå to mobiltelefoner og en læderindbundet iPad mellem teglas og cigaretpapiret til de joints, han jævnligt ruller med nyderens omhu.

»Se dig omkring, alle er glatbarberede, for når udgangsforbuddet træder i kraft, går de efter alle med skæg. For tiden sidde de rene i fængsel, de urene regerer,« siger han.

Under 25. januar-revolutionen i 2011 organiserede den 36-årige Mohamed Farid, far til to døtre, den lokalkomité, der ’beskyttede lokalområdet’, da politiet strejkede efter det berygtede ’kamelslag’ på Tahrirpladsen 3. februar.

Og i dag er han den ubestridte leder af nabolagets unge, der samles omkring cafébordet om aftenen, hvor han fører ordet uden afbrydelser. Og understreger, at han bakker helhjertet op om den såkaldte ‘National Koalition til Støtte for Legitimitet’, en løs alliance af muslimske brødre, islamister og de civile, der har vendt sig mod ’kuppet mod Mohamed Mursi’. Men han understreger, at selv om han er for Mursi, er han ikke medlem af Ikhwan, Det Muslimske Broderskab.

– Næh, for så ville du vel ikke sidde her og ryge hash?

»Det stopper jeg med, når renselsen er gennemført, og egypterne igen kan trække vejret frit,« siger han, og tilføjer:

»Mursi valgte Profetens vej, som er vejen til social retfærdighed.«

Under de religiøse tirader ligger en social indignation, der fik håb med Mursis – og dermed de muslimske brødres – overtagelse af præsidentposten i juni sidste år.

»For set fra et islamisk perspektiv var Mursi social. Han gav lønforhøjelse til de fattige, der er de offentligt ansatte, og han forsøgte at rense ud i institutionerne – i de korrupte medier, og på guvernørposterne. Men hans fejl var, at han dels gennemførte sin forfatning for hurtigt, og dels fik han ikke gjort noget ved indenrigsministeriet (der styrer sikkerhedsstyrkerne, red.) og militæret, men derimod forsøgte han med pragmatisk samarbejde.«

Som det fremgår er stringent logik ikke det mest fremtrædende i Farids talestrøm – men igen: Intet i Egypten synes styret af stringent logik. Landet er, som en fastboende korrespondent beskrev det, »opdelt i en række institutioner, der indbyrdes bekriger hinanden.«

Hvem repræsenterer Mursi?

Det vil blive tydeligt, når Mohamed Mursi i dag fremstilles i et interimistisk retslokale i politiakademiet i Kairo – retssagen blev af sikkerhedsgrunde i går flyttet fra retsbygningen nær Tora-fængslet.

»Retssagen er et resultat af Mursis vægring ved at repræsentere alle egyptere,« siger Hassan Nafaa, professor i politologi ved Kairos Universitet.»Der var usikkerhed om, hvem Mursi egentlige repræsenterede – var det regeringen eller Det Muslimske Broderskabs ledelse, der ikke er folkevalgt? Var Egypten i virkeligheden regeret af en lille kerne i de muslimske brødres ledelse? Det var et problem, som gjorde, at den egyptiske befolkning ikke ville vente i tre år på muligheden for at vælge en ny præsident,« siger han og fortsætter:

»Et andet problem var, at Broderskabet jo er en organisation, der ikke er ren egyptisk, men har internationale kontakter – og betød det, at Egypten reelt blev regeret udefra? Det var der stigende usikkerhed omkring i det år, han sad på posten. Hvis Mursi havde accepteret militærets forslag om et præsidentvalg i utide, og hvilket var et folkeligt krav, kunne den nuværende politiske krise have været undgået, men han var stædig i sin afvisning, og general Abdel Fattah el-Sisi var nødsaget til at reagere. Nu kommer retssagen, og vi får at se, om anklagerne er seriøse, hvor tung bevisbyrden er – for det ved vi ikke. Vi ved ikke, om der er hold i sigtelsen om opfordring til mord eller om forbindelser til terrorgrupper. Vi ved heller ikke, om Mursi vil forsvare sig – hvad nogen siger – eller om han vil afvise retshandlingen med den begrundelse, at den er illegitim, hvilket der også er forlydender om,« siger han.

Hassan Nafaa skelner mellem de kriminelle anklager mod Mursi og den politiske situation forud for kuppet den 3. juli i år, som han betegner som ’folkets ønske’.

»Det var simpelt hen for risikabelt at vente i tre år på at fjerne en præsident, der viste sig at være inkompetent – og som skuffede egypterne, der stemte på ham i troen på, at hans rødder i Det Muslimske Broderskab ville være renere, mindre korrupt og mere inkluderende, end Hosni Mubaraks regime var. Men altså viste sig kun at varetage egne ideologiske og religiøse interesser.«

Millioners håb

Det er således ikke bare en uduelig præsident og 14 af hans medarbejdere og politiske støtter, men en ideologi og et politisk projekt, der er på anklagebænken i dag.

En af dem, der har været en del af dette projekt, Sameh el-Barqy, en tidligere leder af Ikhwan – Broderskabets politiske ungdomsafdeling, der brød med Broderskabet i 2012 på grund af ledelsens udemokratiske metoder, sagde det meget præcist, da vi talte sammen over Skype:

»Ikhwan er hierarkisk opbygget, og det er den øverste ledelse, der kontrollerer de sociale programmer. Denne ledelse er nu fængslet og programmerne er lukket ned af militæret. De kan ikke fungere – heller ikke ’under jorden’, som det var tilfældet under Mubarak. Det betyder, at millioner af egyptere nu må undvære den sundhedspleje, fødevarehjælp og de uddannelsesprogrammer, som brødrene har stået for. Kampagnen mod Mursi i medierne betød f.eks., at i ramadan-måneden, der normalt er den store indsamlingsperiode, var resultatet 10 procent af det normale beløb,« siger han.

»Denne sag handler altså ikke kun om Broderskabet og dets 800.000 medlemmer, den handler også om alle de mennesker, der er afhængige af Broderskabets sociale programmer. Og disse millioner kan ikke udelukkes fra den politiske proces, selv om militæret har besluttet at ødelægge organisationen – det lader sig ikke gøre. Der er for mange, der støtter brødrene uanset fraværet af demokratiske principper i organisationen, simpelthen fordi de i årtier har været kompenseret for en svag og korrupt stats sociale svigt.«

Omkring 20.000 sikkerhedssoldater er udkommanderet i dagens anledning, fridage på hospitalerne er sløjfet.

Paranoid atmosfære

Kairos himmel buldrer af støjen fra helikoptere, der hele weekenden har patruljeret over byen. Atmosfæren er præget af en paranoia, som gør det meget vanskeligt at få medlemmer af Det Muslimske Broderskab og dets tilhængere i tale.

Som den 48-årige agronom, der ikke vil optages på bånd og end ikke have sit fornavn nævnt, da jeg mødes med ham i en privat lejlighed i det centrale Kairo. Også han er glatbarberet, og med egne ord »en af de mange fattige«, der ikke kan få arbejde inden for sit fag, men må tage job som flyttemand eller gadesælger – hvad der nu byder sig. Det eneste ved hans fremtoning, der røber han er praktiserede muslim, er den lille fordybning afsat i panden af bedesten.

»For mig repræsenterede Mursi et løfte om en ændret social orden,« siger han.

»Ikke fordi han er islamist, men fordi han er en retfærdig mand og den mindst korrupte præsident, vi nogensinde har haft, og en, som forsøgte at reformere institutionerne. Jeg har deltaget i mange demonstrationer mod militærets fængsling af præsidenten, og vi vil fortsætte aktionerne, indtil han er genindsat i embedet med alle legitime rettigheder.«

– Men hvis han var så retfærdig, hvorfor var millioner imod ham?

»Han blev dæmoniseret i en mediehetz – folk blev manipuleret til at gå på gaden og kræve hans afgang. Og hvis en far, der er familiens overhoved, har konen, børnene og alle onklerne imod sig, kan han ikke styre sin familie.«

– Han har jo selv optrådt manipulerende – bl.a. indsatte han sine folk fra Broderskabet som chefredaktører på alle statslige medier?

»Ja, men det var svar på den tilsvining, han blev udsat for i de private tv-kanaler, der misbrugte ytringsfriheden til en hetz imod ham. Og dem kontrollerede han ikke, men læg mærke til, at han ikke på noget tidspunkt forsøgte at indføre censur.”;

– Begik han slet ingen fejl?

»Jo, det var en stor fejl at indsætte muslimske brødre som guvernører i provinserne. Han skule have spredt de embeder ud over hele det politiske spektrum. Det var den afgørende fejltagelse, der kostede ham præsidentposten.«

– Men du er stadig med ham?

»Ja, for han er vores eneste håb om social forandring. Mange brødre, jeg taler med, er enige i, at han fór for hurtigt frem, at han skulle have været mere pragmatisk. Havde han været mere forsigtig, er jeg sikker på, han havde været i stand til at få bugt med den korruption, der skævvrider det egyptiske samfund.

– Og som hæren er ansvarlig for?

»Ikke hæren – den er vores familie og vores stolthed – men visse militærpersoner.«

Der er trods alt i hvert fald en form for stringens i Egypten – man kritiserer ikke soldaterne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Problemet er, hvor mange af det flertal, der stemte ham til magten, som reelt har fortrudt deres valg.

Han har jo forsøgt at levere præcis den vare, han lovede før valget:

Fokus på det værdipolitiske - i hans tilfælde konservativ islamisk - Koranen - gammeldags moral - familien i centrum o.s.v.

De der stemte på ham, har næppe så hurtigt ændret værdipolitisk livssyn, særlig fordi ingen af hans beslutninger nogensinde blev ført ud i livet.

Omtrent midt i perioden mellem hans tiltrædelse og hans afsættelse fortalte en DR1-Orientering korrespondent, at statsadministrationen overhovedet ikke rettede sig efter hans direktiver - særlig ikke politi og militær. Han kunne ikke gøre andet end lade som ingenting, og udstede nye befalinger som også blev ignoreret o.s.v.

De desperate forsøg på at indsætte egne folk alle vegne, vi så til sidst, skal ses som en panikhandling.

Mubaraks folk, d.v.s. militæret har på intet tidspunkt givet slip på den reelle magt.

Selv hvis man fortrængte militærets betydning, er det umuligt at sælge den historie, at det var hans tilhængere, der fortrød deres valg.

Det var snarere hans modstandere i de større byer hvis vrede kogte over i takt med at militær og politi signalerede, at det var helt fint med dem.

Så det er ikke andet end et godt gammeldags militærkup anført at bange officerer, der ellers ville kunne blive dømt i kølvandet på en evt. dom over Mubarak.

Heinrich R. Jørgensen og Michael Kamp anbefalede denne kommentar

Gorm

Du rammer sømmet lige på hovedet!
Dejlig forfriskende at høre en der rent faktisk har styr på hvad der foregår i Egypten, og ikke sluger propagandaen råt!

At et flertal har fortrudt at have stemt en vis regering til magten, er desværre ikke kun et ægyptisk fænomen, det tror jeg, mange danskere også kan nikke genkendende til.

Det er svært at gennemskue hvad der virkelig sker, ikke kun i Ægypten, men i hele Mellemøsten og informationsniveauet er ikke ligefrem højt. Det blomstrende arabiske forår synes at være blevet til et vådt og trist efterår og de spæde demokratispirer er enten blevet trådt i mudderet af militærstøvler eller er segnet hen under den tørke som opstod da EU og resten af den "frie, demokratiske verden" simpelt hen glemte alle løfter om at støtte demokratibevægelsen med mere end bare lidt varm luft.

Libyen er mere eller mindre bombet tilbage til middelalderen i frihedens og demokratiets navn, nogle af bomberne bar endda hilsen fra det danske venstrefløj, aka Enhedslisten, i Tunesien prøver folket åbenbart igen at samle styrke til at drage på gaderne, i Ægypten prøver den gamle junta at sælge nye boller på opvarmet suppe, Syriens åreladning fortsætter selv om patienten må snart være tømt for al blod, og hvad sker der ellers?

Nåja, her hos os, og i resten af EU, fortsætter afmonteringen af velfærden og lønslavernes over generationer hårdt tilkæmpede rettigheder, aka "nødvendighedens politik". Nødvendighen, at gøre de fattige endnu fattigere så de rige kan blive endnu rigere, vel at mærke.

Godt at vi har demokrati, fordi uden demokrati ville det ikke lykkedes de rige at tage større og større bidder af kagen, uden at de fattige ville gøre blodigt oprør.

FB:
Godt at vi har demokrati, fordi uden demokrati ville det ikke lykkedes de rige at tage større og større bidder af kagen, uden at de fattige ville gøre blodigt oprør.

GP:
Engang var det ikke sådan. Engang havde vi pluralisme i nyhedsformidlingen. Arbejderne samlede penge ind via fagforeningerne, og drev en mod-presse, med egne eksperter, der kunne give den borgerlige presse et kvalificeret modspil.

Pressen er nu engang vælgernes eneste adgang til information, så dem pressen kan lide, stemmer folk på, og dem pressen ikke kan lide, stemmer folk ikke på. Ja de har måske ikke engang hørt om dem.

Berlusconi har igen og igen dokumenteret, at "hvis du kontrollerer pressen kontrollerer du demokratiet". Australske Murdoch demonstrerede noget tilsvarende i forbindelse med Tony Blair.

En typisk dansk journalist tror f.ex. at "Reaganomics" - ureguleret liberalisme - er kommet for at blive, på trods af at det udløste den (på daværende tidspunkt største siden 30-erne) krise i USA, som Clinton brugte hele sin første periode på at rulle tilbage.