’Hvem der er mest naiv, må stå til debat’

Tiden har ikke været til folk som Steen Folke. Den har ikke været til fredsforskning, fredsforhandlinger og fredsmægling, og det har den ikke været siden 2001, hvor den dengang nytiltrådte VKO-regering begyndte at overføre midler fra fredsforskning til forskning, der er knyttet til militæret.

»Vi tabte, og det er rigtig trist for os alle,« siger Steen Folke, der som central aktør i den danske fredsbevægelse siden 60’erne har kæmpet for fred uden militære midler. Først i kampagnen mod atomvåben, siden i Militærnægterforeningen, i VS, som han sad i Folketinget for, og i Next Stop Sovjet, der kort før Murens fald gik på gaderne i Murmansk og demonstrerede for atomvåbennedrustning i USA og Sovjet.

»Det har jeg det selvfølgelig rigtig skidt med,« siger han blandt andet om den optælling, Information lavede i ugen, som skar skiftet ud i pap. I 14 dage op til NATO’s operation i Kosovo i 1999 havde artikler i fire danske dagblade en klar overvægt af kilder uden for Forsvaret. Op til bombardement af Libyen i 2011 var billedet vendt til fordel for kilder med et militært perspektiv.

»Den borgerlige og den nuværende regering har ført en såkaldt aktivistisk udenrigspolitik. Konsekvenserne er uhyrlige og har resulteret i titusindvis af dræbte. Angrebskrigene i Afghanistan, Irak og Libyen har uddybet konflikterne mellem stridende grupper i alle tre lande og har tilsammen øget terrortruslen i andre dele af verden. Der er ikke noget, der tyder på, at verden er blevet mere sikker. Tværtimod.«

– Men hvilken empiri har du for, at de titusindvis af dræbte ikke var blevet dræbt, hvis det internationale samfund ikke havde reageret?

»Det er tidligere lykkedes at forhindre konflikter ad forhandlingsvej. Men vi har på det seneste levet i en tid, hvor militære midler har spillet en alt for stor rolle. Det er åbenlyst, at man skal forsøge sig med fredeligere midler, hvis man ser på, hvad der er sket i det sidste århundrede og i de seneste 13 år af dette: Vi har haft to verdenskrige, og der er vel ikke mange, der mener, at vi hellere må tage en tredje.«

– Men hvordan vil du forhindre Assad i at fortsætte med at dræbe sit eget folk uden militær intervention?

»Jeg siger ikke, at man skal lukke øjnene, men der er forskel på at sende bombefly og så på den aktivisme, der nu er i gang om en fredsløsning, som skal få parterne til forhandlingsbordet. Det er for tidligt at se, om det lykkes, men det er den rigtige vej. Den måde, man havde tænkt sig at intervenere på – altså ved endnu en rask lille straffeaktion fra USA godt bakket op af den danske stats- og udenrigsminister, der tilsyneladende er ligeglade med et FN-mandat – havde været katastrofal.«

– Men forsøg på forhandlinger har ikke virket hidtil …

»USA har ikke ønsket at få Iran med, selv om Iran er en af de vigtigste regionale parter, og hvis man ikke vil det, er man ikke reelt interesseret i at løse konflikten.«

Ikke absolut pacifistisk

– Hvordan ville du stoppe Assad?

»Jeg mener, at man kan. Han er trods alt ikke interesseret i en krig, som slår flere hundredtusinder mennesker ihjel i hans eget land. Han vil have garantier og sikkerhed for, at den befolkningsgruppe, han tilhører, alawitterne og de kristne grupper, bliver tilgodeset, hvis der sker et magtskifte. Det er Assad efter min overbevisning reelt interesseret i.«

– Men tror du reelt, at man eksempelvis var kommet af med Iraks Saddam Hussein uden en militær løsning?

»Jeg tror ikke altid, forhandlinger er vejen frem. Jeg tilhører den del af fredsbevægelsen, som ikke er absolut pacifistisk,« siger Steen Folke og forklarer, at han heller ikke i 60’erne, da han begyndte at involvere sig i fredsbevægelsen, tog udgangspunkt i den gren, der var forankret i foreningen Aldrig Mere Krig. Han tog udgangspunkt i Vietnamkrigen.

»Der skete et skift i fredsbevægelsen på det tidspunkt, fordi vi mente, at vietnameserne skulle kunne forsvare sig med våben mod USA og de bomber, der væltede ned over dem. I forlængelse af den krig var vi også engagerede i at støtte befrielsesbevægelsernes kamp. Jeg påstår ikke, at forhandlinger altid er vejen frem. Men der er pokkers til forskel på, om befolkningen i den portugisiske koloni, der har været undertrykt i flere hundrede år, bruger våben mod deres undertrykker. Eller om USA gør det i Irak eller i Afghanistan.«

– Fredsbevægelsen er ofte blevet beskrevet som naive pacifister. Er du enig?

»Det kan da godt være, at der er eksempler på, at den er naiv. Men jeg mener også, at det militære modstykke er naivt. Hvem der er det mest, må stå til debat.«