Læsetid: 5 min.

Kan USA og Vesten stole på Iran?

Ikke hvis man spørger i det arabiske Mellemøsten forud for de forhandlinger, der i morgen genoptages i Genève mellem Iran og EU, de fem permanente medlemmer af FN’s sikkerhedsråd plus Tyskland, der er med som økonomisk sværvægter
Illustration: Katrine Marie Nielsen

Illustration: Katrine Marie Nielsen

19. november 2013

Rusland-Kina: Aftale er velkommen

Den russiske udenrigsminister, Sergei Lavrov, erklærede forud for onsdagens nye forhandlingsrunde, at »der nu er en chance, der ikke må forspildes’ for en aftale med Iran. Russerne har en vital interesse i at sikre, at Iran som nær nabo ikke udvikler et kernevåben, og russernes accept af FN-sanktionerne mod Iran har aflyst levering af tungt militært udstyr. Men russerne har handlet med Iran på energiområdet og har også politisk interesse i at russisk indflydelse på de planlagte forhandlinger om en politisk løsning i Syrien.

Kina har åbenbare økonomiske interesser i Iran, der efter sanktionerne importerer stort set alle forbrugsvarer, inklusiv biler og busser. Som en iraner knurrede tilbage i 2010: »Selv mit jakkesæt er kinesisk, som alt andet her.«

Kineserne køber 10 procent af deres olie i Iran, og har investeret i modernisering af Irans olieindustri og i boringer efter iransk naturgas.

Kina betaler den iranske energi-import med euro, ikke med dollar, hvilket givet er medårsag til USA’s hidtidige hårde linje.

Kina har holdt lav profil ved FN-sanktionerne gennem 00’erne, men stemte for FN-sikkerhedsrådets sanktioner i 2010, hvilket afstedkom vrøvl med Teheran, men ikke et brud.

USA: Ny udenrigspolitik

Også Obama vil sikre, at Iran ikke sættes i stand til at producere et kernevåben, men er også interesseret i en normalisering af relationerne til Iran. Dels fordi den kan bane vejen for en politisk løsning i Syrien, men nok så meget fordi det amerikanske fokus nu er Stillehavet og Kina, ikke på Mellemøsten. En forklaring er, at USA’s insisteren på at kontrollere den internationale oliehandel er opblødt i takt med, at USA nu er selvforsynende med energi og eksportør af naturgas.

Så sent som i juli øgede USA presset på Iran med nye sanktioner mod den iranske oliesektor, skibsfart og mod iranske stråmandsfirmaer i udlandet, kontrolleret af revolutionsgarden og iranske politiske ledere.

Men ifølge kilder i det amerikanske finansministerium nedtonede USA efter valget af Rouhani i juni sortlistningen af iranske enkeltpersoner og virksomheder (ligesom Iran ifølge IAEA’s seneste rapport har dæmpet tempoet i berigelse af uranbrændsel).

Også under Obama har USA’s strategi været at presse Iran økonomisk ved at isolere de iranske banker fra den internationale finanssektor, kombineret med repressalier mod lande, der handlede med Iran. Men den politik er – som det var tilfældet med sanktionerne mod Irak i begyndelsen af 00’erne – ved at være udtyndet. Således har Tyrkiet meddelt, at de ikke vil sænke olieimporten fra Iran yderligere ud over den reduktion på 35.000 tønder pr. dag, de allerede har gennemført. Obamas og Kerrys problem er nu at afværge yderligere sanktioner i den amerikanske kongres, der er undervejs. Således blev Kerrys opfordring til senatets finanskomité om at udsætte nye planlagte sanktioner kritiseret for at være ’følelsesmæssig’ og uden substans. Men da forhandlingerne er mørklagte, kan Kerry ikke levere substans så længe de står på.

Iran: Økonomisk truet

Når Iran nu signalerer vilje til indrømmelser, skyldes det en økonomi, der er mere end kritisk. Efter syv års forkrøblende sanktioner er olieeksporten faldet fra 2,2 millioner tønder pr. dag i 2011 til 700.000 – et årligt tab på ca. 40 milliarder dollar. Rial’en er devalueret med tre fjerdedele, inflationen er 40 procent og arbejdsløsheden konstant stigende.

Dertil belastes Irans økonomi med milliarder af dollar til al-Assads regime, ligesom Hizbollah i Libanon, huthi’erne i Yemen og jihad-grupper i Gaza dræner Irans statskasse. Og som Ghassan Charbel, chefredaktør på al-Hayat, anfører (11/11), vil Teheran foretrække en aftale med Obama nu, frem for at senere at forhandle fra en endnu svagere økonomisk position.

Men det spørgsmål, iagttagere stiller, er, om præstestyret kan indgå en aftale uden at slagte det revolutionære arvegods, der er essentiel for dets legitimitet?

Kan der underskrives en aftale uden at Israels sikkerhedsinteresser tilgodeses? Efter årtier med stemplet på den jødiske stat som ’en kræftknude’? Og hvad med støtten til Hizbollah på Israels nordgrænse og Jihadisterne i Gaza mod syd?

Som al Hayat-redaktøren noterer, vil en aftale med Vesten betyde aflysning af den shia-islamiske revolution og ophør af kontanthjælp og våben til Syrien og ikke-statslige militser.

Den indflydelse, iranerne har tilkæmpet sig gennem 30 år, vil – som Ernest Khoury køligt konstaterede –»blive afløst af islamisme i ét land.« Vil Irans hardlinere finde sig i det?

EU: Frankrig er høgen

Ifølge den svensk-iranske analytiker, Rouzbeh Parsi, indtil i år ansat i EU’s sikkerheds-institut i Paris, har EU-landene Tyskland, Storbritannien og Frankrig harmoniseret deres iran-politik med USA. Men internt er der divergenser med Tyskland – Irans største EU-handelspartner – som mest moderat og Frankrig som »mere katolsk end paven«, som Parsi udtrykker det.

Det var Frankrig, der til åbenlys irritation for de øvrige diplomater blokerede for en en midlertidig seks måneders aftale med Iran i Geneve for to uger siden, da Laurent Fabius insisterede på fuldt stop for udbygning af den halvt færdige reaktor i Arak og reduktion af Irans lager af beriget uran. »Hvis du er fransk politiker, er det altid godt, hvis du kan pisse på amerikanernes sko,« som en fransk journalist sagde. Frankrig tog i præsident Sarkozys periode rollen som høg overfor Iran, og fransk udenrigspolitik styres stadig af folkene fra den gang. Desuden havde Francois Hollande en ubetalt regning til amerikanerne.

Da USA undlod at bombe Syrien til fordel for aftalen om destruktion af de kemiske våben var Frankrig – efter David Camerons nederlag i det britiske underhus – eneste EU-magt, der sagde ja til at sende kampfly i den planlagte straffeaktion, men da Obama bakkede ud stod Hollande, som i forvejen har historisk lav tilslutning, tilbage som politisk amatør.

Men ifølge Rouzbeh Parsi vil EU-forhandlerne i Geneve nu som før ende med at følge USAs linje.

Saudi-Arabien og Israel: Total afvisning

Meldingerne om den begyndende opblødning mellem Iran og USA skabte panik i to mellemøstlige hovedstæder: Jerusalem og Riyadh. For Israel er positionen som eneste regionale atommagt afgørende, en forsikring for den jødiske stats overlevelse. Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har utrætteligt forsøgt at presse USA til at støtte et militært angreb på iranske atomanlæg, men hidtil uden held. Derimod har Netanyahu kunnet påvirke den amerikanske kongres til at fornye sanktionerne mod Iran. Da Kerry orienterede kongressen om Genève-forløbet, blev han mødt med indsigelser om, at »israelerne siger noget andet«, hvortil han svarede: »Lyt ikke til Israel«. Hvorpå han rejste til Jerusalem for at forsikre Netanyahu om, at israelerne kan sove roligt.Militære eksperter i Israel har advaret mod et angreb på Iran, men denne uge blev det rapporteret, at Israel har en aftale om logistisk støtte fra Saudi-Arabien i tilfælde af et angreb.

Saudierne frygter et atombevæbnet Irans indflydelse i den arabiske verden, især Bahrain, hvor shia-muslimer er i flertal, og i Saudi-Arabiens olieregion mod øst, ligeledes befolket med shia-muslimer, Irans herskende trosretning. Iran og Saudi-Arabien står desuden overfor hinanden i den syriske borgerkrig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Robert Kroll
Robert Kroll anbefalede denne artikel

Kommentarer

Burde spørgsmålet ikke være; kan Iran stole på Vesten ?

Det er jo os med det blakkede ry og præcedens for løgn og manipulation.

Iran reagerer som man kan forvente af en selvstændig stat, udsat for gentagne brutale overgreb og forsøg på indblanding.

Jan Bisp Zarghami, Navid Rezaie , Poul Eriksen, Thorsten Lind, Henrik Darlie, Henrik Klausen, Niels Engelsted, Sabine Behrmann og Jette M. Abildgaard anbefalede denne kommentar

Iran er et brutalt diktatur, ja.

Men selv brutale diktaturer kan blive udsat for uprovokerede overgreb. Ingen hjalp Iran da landet blev overfaldet af Saddam Husseins krigsmaskine i 1980. Kan egentlig godt forstå deres mistro mod (dele af ) omverdenen.

Fin artikel bortset fra to ting:

1) At Jerusalem internationalt ikke anerkendes som Israels hovedstad.
2) At den arabiske stemme ikke er forenet mod Iran. Frygten for Iran findes primært blandt golf araberne og de ekstreme sunni-salafister. De almene arabere er lidt mere nuancerede i deres forhold til Iran, grundet Iransk støtte gennem tiden.

Ole Hansen, Poul Eriksen, Henrik Klausen og Thomas Kryger anbefalede denne kommentar
Per Dørup Jensen

Uden at have nogen som helst sympati for det reaktionære Mullah-styre i Iran, er spørgsmålet nærmere, om Iran kan stole på USA og Vesten.
Hvad gjorde USA og Vesten da de fandt ud af, at Irak ikke havde masseødelæggelses-våben til at afskrække mod udenlandsk aggression? De bombede landet, førte en dæmoniseringskampagne mod dets leder, og hængte Saddam via deres nyindsatte marionetstyre. I dag er Mellemøstens mest veludviklede velfærdssamfund en failed state, et fattigt samfund, et land i total kaos, hvor befolkningen ydermere hærges af daglig bombeterror.
Og hvad skete der efterfølgende med Afrikas mest veludviklede velfærdsstat, da Gaddafi indstillede sit a-program i 2003?
Irak om igen!
Den historiske lære er rent faktisk, at potentielt angrebstruede stater kun kan afskrække de imperialistiske aggressorer i at angribe og ødelægge deres land, hvis de er i besiddelse af a-våben!

Navid Rezaie , Thorsten Lind, Laurids Hedaa og Niels Engelsted anbefalede denne kommentar

USA og øvrige vestlige lande har gang på gang vist at de ikke er til at stole på, da de har som gamblere væltet bordet, hver gang de har tabet ved forhandlingerne. De kan ikke engang lytte til deres egene efterretningsrapporter om at Iran ikke er i færd med at udvikle atomvåben. Så det er faktisk Iran, som ikke ståler på Godfather og hans nære og fjerne venner længere. Både USA, Israel og Saudi Arabien har store interesser i at striden om Irans atomprogram fortsætter. Det er ikke svært at gætte hvorfor.

Det kunne være spændende om Lasse Ellegaard kunne vurdere israelernes Dome i denne forbindelse? Om det virkeligt fungerer så godt, at det er en game-changer? Det er jo dette supereffektive raketovervågnings- og nedskydningsvåben, der indtil nu kun har været i brug overfor enkelte Qassam-raketter fra Gaza. Hvis det virkeligt virker, også overfor raketter affyret fra Iran, med resultatet at en sådan atombevæbnet angrebsraket blev skudt ned over Syrien, eller endda selve Iran, gør det jo ambitionen om at få en atombombe selv ganske forældet, og mere farlig for en selv end for fjenden. En sådan erkendelse kunne jo godt befordre forhandlingsvilligheden. Når først Saudiarabien, Jordan, Ægypten, Irak og alle andre potentielle fjender har fået deres egen dome, er atombomber vel egentlig formålsløse?
I øvrigt har USA haft og har måske stadig et besynderligt udseende skibe liggende ved den sydkoreanske kyst, nærmest en sejlende boreplatform. Der gik rygter om, at det var en flydende dome, der skulle sørge for, at de nordkoreanske atomraketter ikke kom uden for Nordkorea. En neutralisering af Nordkorea?

Anders Sørensen

@ Dørup Jensen: Men er læren fra Syrien ikke, at man kan slippe afsted med alskens uhyrligheder, så længe man holder sig fra masseødelæggelsesvåben? Først da Assad i vanvittig desperation begyndte at bruge kemiske våben mod sin egen befolkning, var der udsigt til indgreb fra udlandet. Da Assad efterfølgende signalerede samarbejde omkring opgivelse af sine kemiske våbenlagre, var truslen om en intervention afværget, og han kunne fortsætte sin brutale borgerkrig.

Mon ikke Khamenei alligevel kan se det attraktive i at få samme ro fra udlandet, ikke mindst med udsigt til økonomisk tilbagegang, øget arbejdsløshed og fortsat voksende hjerneflugt? Landets finanser hænger ikke længere sammen. Staten har desperat brug for en frigivelse af de indefrosne midler og lettelse af sanktionerne for fortsat at kunne udbetale lønninger. I lyset af dette er det måske ikke så skidt at opgive det militære spor ift. atomprogrammet, hvis drt kan lette det økonomiske pres.