Læsetid: 4 min.

L’Aquila findes stadig ikke længere

Fire år efter jordskælvet i i den italienske by L’Aquila er genopbygningen ikke begyndt. Misbrug af midler fra EU’s solidaritetsfond bør medføre, at Italien pålægges at tilbagebetale 350 mio. euro, mener dansk EU-parlamentariker
De oprindelige beboere i den norditalienske by L’Aquila er ikke rigtig vendt tilbage til deres hjem, fire år efter at et jordskælv ramte byen: Deres midlertidige boliger i triste satellitbyer, betalt med EU-penge, er blevet permanente.

Manuel Romano

Udland
6. november 2013

I en bog om det, der i april 2009 ramte den midtitalienske region Abruzzo, fortæller kunsthistorikeren Antonio Gasbarrini, at hans datter få timer efter jordskælvet kom hjem og sagde: »L’Aquila findes ikke længere.«

Mere end fire år senere er det stadig sandt. L’Aquila er en spøgelsesby. Oprydningen er knap nok begyndt, og genopbygningen er udskudt til en fjern fremtid. På den første søndag i november er der næsten ingen mennesker i det, der tidligere var en livlig universitetsby – kun få katastrofeturister, herreløse hunde og en håndfuld lokale, som viser EU-parlamentarikeren Søren Søndergaard fra Folkebevægelsen mod EU og Information rundt blandt ruinerne.

»Det er San Domenico-kirken,« siger gymnasielæreren Sandro Cordeschi og peger på en afspærret bygning, der er omkranset af stilladser. På pladsen foran kirken ligger der dynger af tv-apparater, hårde hvidevarer, madrasser og gennemblødt tøj.

»Kirken blev genopbygget få år efter jordskælvet i 1703, hvor taget var styrtet ned under en gudstjeneste og havde dræbt omkring 800 mennesker,« fortæller Cordeschi.

»Jeg er født i L’Aquila, det min er søn også. Nu bor vi et træhus uden for byen. Vi vender nok aldrig tilbage.«

Permanent midlertidigt

I morgen fremlægger Søndergaard som ordførende medlem af EU-Parlamentets budgetkontroludvalg en rapport om anvendelsen af 493 mio. euro fra EU’s solidaritetsfond, som blev bevilget efter jordskælvet. Rapporten anfører, at 70 pct. af midlerne – 350 mio. euro – er blevet anvendt til opførelse af permanente boliger, selv om de blev bevilget til midlertidige boliger. Solidaritetsfondens midler er beregnet til at aflaste modtagerlandet i forhold til nødhjælp og ikke som støtte til almennyttigt boligbyggeri. Men sådan er det ved at blive, fordi den italienske regering prioriterede genhusningen og har forsømt genopbygningen.

Omkring 15.000 af de 67.500 mennesker, der blev husvilde og tilbragte de første måneder i teltlejre eller på hotel, er indlogeret i såkaldte new towns – 21 enklaver af boligbyggerier opført på eksproprierede landbrugsarealer omkring L’Aquila, men uden forsamlingshuse, restauranter, apoteker, forretninger, idrætsfaciliteter osv.

Selv om L’Aquila ligger tæt på Rom, er klimaet heroppe i Appenninerne barskt om vinteren. Alt er mere besværligt i bjergene, især hvis man er vant til at bo i sammenhængende by.

»Deroppe i Assergi bor der næsten kun pensionister,« fortæller den lokale journalist Angelo Venti, mens vi kører rundt for at se de nye kvarterer: »Husene ligger 900 meter over havets overflade, og der er ingen offentlige transportmidler.«

Ved årsskiftet skal beboerne i de nye kvarterer efter planen begynde at betale husleje. Så bør den italienske stat forelægges et tilbagebetalingskrav på 350 mio. euro, da bevillinger fra solidaritetsfonden ikke må skabe indtægter, påpeger Søndergaard.

Kritik af kommissionen

Søndergaards indberetning retter hård kritik mod EU-Kommissionen. Ifølge EU’s revisionsret i Luxembourg er de nye huse i L’Aquila blevet opført til 158 pct. af markedsprisen. Bygherren – Departementet for Civilbeskyttelse under det italienske statsministerium – øgede anvendelsen af underentrepriser fra de tilladte 30 pct. til 50 pct. og valgte i 132 tilfælde at se bort fra det såkaldte antimafia-certifikat, som er obligatorisk for underentreprenører ved offentlige anlægsarbejder:

»En del af midlerne (…) blev betalt til selskaber med direkte eller indirekte forbindelser til organiseret kriminalitet,« hedder det i rapporten.

Det danske parlamentariker konstaterer, at »kvaliteten af byggematerialet var meget varierende«, og at mange af de nyopførte bygninger har »problemer med det elektriske system, den sanitære infrastruktur og opvarmningen«.

15 af de evakuerede indbyggere måtte således i juli igen evakueres, da der som følge af et fejlbehæftet elektrisk system udbrød brand. I Cansatessa, seks kilometer fra L’Aquilas centrum, står huse til 54 jordskælvsramte familier tomme. Der er sat spånplader for vinduerne, mens gadelygterne lyser til ingen verdens nytte. Den ansvarlige for indkøb til dette projekt er blevet anholdt, og yderligere 10 personer risikerer sigtelser. Omkring 50 familier har været nødt til at forlade fejlbehæftede boliger andre steder. 200 af de seismiske isolatorer, som skulle sikre de nye boliger i tilfælde af jordskælv, har endvidere vist sig at være defekte.

Trods Revisionsrettens indberetning af disse uregelmæssigheder, som bekræftes af politimyndighederne i L’Aquila, har EU-Kommissionen ikke grebet ind.

»Det er uklart, hvorfor Kommissionen valgte at opgive den normale procedure, som ville have resulteret i fremsendelse af de mistænkelige sagsakter til OLAF (Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig, red.) og inddragelse af de italienske retlige myndigheder,« skriver Søndergaard og tilføjer: »Det vækker stor bekymring, at Kommissionen ikke fulgte den korrekte procedure, da det gør Kommissionen meddelagtig i svig.«

Kommissionens talsmand betegner Søndergaards kritik som »insinuationer« og indberetningen som »forvirret«.

Suspenderede rettigheder

Lokalbefolkningens forfatningssikrede rettigheder blev suspenderet efter jordskælvet, fortæller Venti, mens vi søger ly for regnen ved det forladte nybyggeri i Cansatessa.

»De nye lejligheder blev leveret fuldt møbleret, og man må ikke ændre på indretningen. Du må ikke selv hænge billeder på væggen,« siger han og fortsætter: »De sørgede for at blande befolkningen, så man nu lever adskilt fra slægtninge og tidligere naboer. Hvis et ægtepar bliver skilt eller sender et barn på universitetet i en anden by, skal alle forlade lejligheden.«

»Situationen i L’Aquila overgår den mest katastrofiske fantasi,« skriver kunsthistorikeren Tomaso Montanari fra universitetet i Napoli og betegner de nye kvarterer som »ikke-steder«, der er beregnet til »et folk, som man vil have skal være uden hukommelse, uden identitet, uden fremtid og således uden vreden til at gøre oprør«.

»Risikoen er, at L’Aquila bliver forvandlet til en slags filmkulisse eller antikt Disneyland med pseudoantikke facader og bygninger til turistformål, som drives af magtfulde holdingselskaber,« skriver Montanari og tilføjer: »Det drejer sig faktisk om med et snuptag at gøre, hvad en langsom proces er ved gøre i Firenze eller i Venedig: At deportere borgerne til forrående, sløvende forstæder for at tjene penge på monumentale bykerner, som er stadig mere forfalskede.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her