Læsetid: 3 min.

New Yorks nye borgmester vil hjælpe papirløse immigranter

Bill de Blasio, New Yorks nye borgmester og den første demokrat på posten i 20 år, vil bringe 800.000 ulovlige immigranter ind i varmen
Tilhængere af den demokratiske borgmesterkandidat Bill de Blasio til et vælgermøde, der i blandt 62-årige Saul López som nummer to fra venstre. Newyorkerne skulle i går vælge en ny borgmester og ved redaktionens afslutning syntes det sikkert, at den progressive demokrat de Blasio ville blive valgt.

Mikkel Møller Jørgensen

6. november 2013

Saul López er blot én af 800.000 dokumentløse immigranter i New York for hvem håbet om en økonomisk tryg tilværelse i Amerika er ved at smuldre.

Den mexicanske immigrant er 62 år og arbejdsløs. Han bor i New York-kvarteret Queens med sin kone, sin voksne søn og datter samt et barnebarn.

»Ingen af os har fast arbejde, siden jeg for nylig mistede mit job som tjener i en græsk restaurant her i Manhattan, så det er virkeligt svært at finde penge til at betale vores husleje,« fortæller López, der kommer fra Puebla-regionen i det sydlige Mexico.

»Vi kom til USA for at skabe os et bedre liv, men det er virkelig en udfordring,« forklarer han.

Historisk set har New York været den vigtigste portal for indvandring til USA.

Det var i byens havn, frihedsgudinden bød de håbefulde masser på oceangående skibe velkomne og sendte de fleste videre til ’smeltediglen’ i Manhattans Lower East Side, hvor den danske fotograf Jacob Riis i 1800-tallet dokumenterede deres usle levevilkår.

Denne rolle udfylder New York stadig. En tredjedel af metropolens befolkning er født i udlandet. Her tales der 800 forskellige sprog. Der bor 2,3 mio. spansktalende og 1 mio. kinesisktalende immigranter i byen.

Immigranter bidrager

Men i skyggen af de otte millioner newyorkere lever 800.000 skæbner uden dokumenter.

»Det er mennesker, som bidrager til New Yorks økonomi gennem deres arbejde som hjemmehjælpere, rengøringsfolk, tjenere, osv.,« siger det demokratiske byrådsmedlem Andy King, der er valgt ind fra en valgkreds i Bronx med et stort antal latino-immigranter.

»Men de dokumentløse kan ikke oprette en bankkonto. De tør ikke søge lægehjælp og undgår hospitaler. De lever i konstant frygt for at blive opdaget,« konstaterer han.

New York næste borgmester, den progressive demokrat Bill de Blasio, lover at gøre noget konkret for at rette op på denne åbenlyse skævhed.

»USA’s storbyer kan ikke blive ved med at vente på, at republikanerne i Washington tager sig sammen og vedtager en indvandrerreform. Det er min plan at udstede et kommunalt id-kort til de dokumentløse,« sagde de Blasio for nylig ved et valgmøde om immigration foran New Yorks rådhus.

Et kommunalt id-kort ville give de 800.000 dokumentløse i New York mulighed for at oprette en bankkonto, opnå beskyttelse under lejeloven, få gratis sygepleje på kommunehospitalernes ambulatorier og ret til at søge ind på højere læreanstalter.

Kørekort

I Los Angeles og San Francisco har borgmestre og byråd for ganske nylig vedtaget at udstede samme type id-kort.

I New Haven i Connecticut har ordningen eksisteret siden 2007 og bl.a. bidraget til at reducere kriminaliteten i immigrantkvarterer. Ulovligt indvandrede indbyggere melder sjældent forbrydelser til politiet.

Bill de Blasio vil også indlede en lobbykampagne i enkeltstaten New Yorks parlament for at give ulovlige indvandrere ret til at tage et kørekort.

»Hvordan kan det være, at New York ikke udsteder kørekort til de papirløse? I Colorado gør man det. Lad disse indvandrerfamilier leve en normal tilværelse. Hvorfor skal de ikke have lov til at køre på arbejde i en bil og til at købe ind,« spørger de Blasio.

En af den kommende borgmesters mest kontroversielle forslag er at afvise at overføre ulovlige immigranter, der har begået mindre forseelser i New York, til de føderale myndigheder. Mange af disse indvandrere bliver adskilt fra deres familier og tilbageholdes i nogle tilfælde i flere år i forbundsstatens fængselssystem inden deportering til hjemlandet.

Men fremfor alt pointerer de Blasio, at New Yorks økonomi ikke vil kunne klare sig uden immigranter.

At være imødekommende overfor immigranter er en styrke, siger New Yorks næste borgmester.

»Med mindre vi tager os godt af indvandrerne, vil verden ophøre med at beundre New York som en storartet by. Det er immigranter, der har gjort New York til den bedste by i hele verden, til entreprenørernes center og de kreatives hovedstad. At være etnisk forskelligartet er en styrke, ikke en svaghed.«

mabu@information

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kalle Nielsen
  • Philip B. Johnsen
Kalle Nielsen og Philip B. Johnsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Philip B. Johnsen

Amerikanerne har brug for de illegale indvandre, antallet er nu så stort og mangel på arbejde i flere år har gjort problemet så udtalt, at fattigdommen falder rigtige amerikanere i øjnene, noget må gøres, men ikke for meget, for USA er helt afhængige af den billige illegale arbejdskraft, men desperationen blandt dem stiger, for de lever uden rettigheder.

Det er lidt som i Venezuela, hvor man har en colombiansk befolkning der lever illegalt i landet, der har altid været lidt nervøsitet forbundet med dette, skulle krig bryde ud mellem Colombia og Venezuela, for de er der allerede.

Georg Christensen

Jeg har kun en kommentar: Tillykke "New York",og jeres nye borgmester. Som dansker er jeg med jer, i "Håbet om?", virkelige forandringer, det samme ønsker jeg i mit hjemland, så lad os tage hinanden i hånden og gå fremtiden imøde "hånd i hånd".

Ja, - vi kan godt lære lidt herhjemme.

Jeg ser meget gerne, at vi tager imod mange flere Polakker herhjemme, som så kan overtage de jobs vi danskere ikke gider. Personligt vil jeg meget gerne jeg gerne se, at lønning i det offentlige og bygge branchen bliver presset pga. flere polakker som arbejdere til discount priser.

Så fik Occopy-bevægelsen deres første borgmester...

...der skal nok blive tilbageslag på grund af svigt, manglende omtanke og andet, men den globale tsunami standser ikke før end verden er forandret. Forbedret.