Læsetid: 3 min.

Ny pakistansk talebanleder er mere uforsonlig

Udnævnelsen af den ekstremistiske Mullah Fazlullah, der personligt gav ordre til attentatet mod skolepigen Malala Yousafzai, afliver formentlig ethvert håb om en fredsaftale
Asmatullah Shaheen (t.h.), Tehreek-e-Taliban Pakistans fungerende leder, offentliggjorde udnævnelsen af Mullah Fazlullah som ny leder. Shaheen afviser, at der forhandles om fred med Pakistans regering, så længe denne er slave af USA.

Thir Khan

9. november 2013

Den samme militante kommandant, som gav ordre til attentatet på skolepigen Malala Yousafzai, har nu påtaget sig hvervet som ny leder af det pakistanske Taleban.

At Mullah Fazlullah, der er berygtet for sin uforsonlighed og flere gange har svoret at ville vælte den pakistanske stat, fremover skal stå i spidsen for den islamistiske bevægelse, vil blive imødeset med skælven af regeringen i Islamabad, der i årevis har udkæmpet en blodig kamp mod Talebans oprørsstyrker.

Ydermere vil mullahens overtagelse af ledelsen formentlig gøre det af med ethvert håb om at finde en fredelig forhandlingsløsning med Tehreek-e-Taliban Pakistan (TTP) – en bestræbelse, Pakistans regering ellers har arbejdet intensivt for gennem de seneste måneder.

»Fredsforhandlinger med regeringen er ikke en mulighed. Så længe Pakistans regering holdes i slaveri af USA, har den ikke nogen autoritet,« udtalte TTP’s fungerende leder, Asmatullah Shaheen Bhitani, ifølge pakistanske medier.

Beslutningen om at udpege Fazlullah til leder af TTP er taget efter flere dages vanskelige politiske drøftelser i bevægelsen, foranlediget af likvideringen af dens forrige leder, Hakimullah Mehsud, ved et droneangreb forrige fredag.

Bhitani sagde, at Fazlullahs udnævnelse skete med enstemmig opbakning fra TTP’s ledere. Beslutningen blev hyldet med vedholdende maskingeværsalver imod nattehimlen i Miran Shah, en grænseby under TTP’s kontrol.

Opererer fra Afghanistan

Fazlullah, der menes at være sidst i 30’erne, betragtes dog selv efter Talebans begreber som en barsk ekstremist. Han var en ledende kraft i erobringen af kontrollen med Swat, hans egen maleriske føderegion nogle få timers kørsel nord for Islamabad, og leder af Swats skyggeregering, indtil det pakistanske militær genvandt kontrollen i 2009.

Men i perioden, hvor Fazlullah herskede, gennemtvang han streng islamisk lov og beordrede sine mænd til at nedbrænde butikker, der solgte musik, og forbød barbererne at barbere kunders skæg af. Han fik tilnavnet ’Mullah Radio’ på grund af sine daglige radiotaler, i hvilke han bekendtgjorde navnene på dem, der skulle henrettes for at have overtrådt Talebans strenge regelsæt.

Det var i denne periode, at den unge uddannelsesaktivist Malala Yousafzai begyndte at skrive en anonym, men meget læst blog om livet under Talebans terrorregime. I oktober 2012 beordrede Fazlullah, at Malala skulle dræbes. Attentatmanden slog til mod Malala, da hun befandt sig i en skolebus, og skød hende i hovedet. Hun overlevede og bor i dag i Storbritannien.

Som det måske mest foruroligende for Pakistan har Fazlullah haft held til at oprette og operere fra baser i Kunar og Nuristan, provinser i det østlige Afghanistan, som Kabul-regeringen kun har minimal kontrol over. For hvis han forbliver i Afghanistan, vil han være længere uden for det pakistanske militærs rækkevidde end Mehsud, som styrede TTP fra Nordwaziristan. Den lovløse stammeregion er i realiteten kontrolleret af militante grupper, derimellem TTP, al-Qaeda og afghanske oprørsgrupper med amerikanske droneangreb som den eneste form for modstand.

Beslutningen om at udnævne Fazlullah kom bag på nogle analytikere, som havde forventet, at ledelsen vil forblive i hænderne på Mehsud-stammen, som har kontrolleret den løse alliance af militante grupper, siden den blev oprettet i 2007.

Umar Daraz Wazir, en journalist, siger, at 46 ud af de højtstående TTP-figurer, som mødtes lørdag, stemte på Khan Said Sajna, et medlem, af Mehsud-stammen, der i vide kredse blev anset som favorit til at overtage ledelsen: »Men Fazlullah endte med at vinde, fordi andre kommandanter var imod Sajnas imødekommende holdning over for Pakistans regering,« siger Wazir.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Søren Jessen
Søren Jessen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Isoleret set er det et udmærket og sagligt funderet synspunkt at Taleban ingen tillid kan have til forhandlinger med Pakistans myndigheder, så længe disse (hvilket er åbenbart for enhver velinformeret iagttager) er i lommen på/underlagt amerikanske magtinteresser. Og det må vel alt andet lige ses som en fordel for vort udsyn til sagens sammenhænge og de mulige løsninger, at Taleban derfor ikke ønsker at indgå i en skueproces; sådanne har vi (haft) rigeligt af - de bidrager som regel blot til eskalation af de allerede eksisterende problemer.

Selv Obamas læremester præsident Bush var opmærksom på, hvad det gjorde mod et land, når man systematisk dræber alle Mandelaer. Talebans forrige leder Hakimullah Mehsud var ingen Nelson Mandela, men Mandela selv var en blodig terrorist, før han forvandlede sig til selve symbolet på en fredsapostel. Efter sigende sad Mehsud i møde med Taleban-ledelsen, og opfordrede til fredsforhandlinger med Pakistan. Hvad det kunne have ført til eller ej, bliver aldrig afklaret - for USA valgte fortsat krig for Pakistan.

Helt naturligt iføl. konflikt-trappen, at når man eskalerer, så får man også en kraftig modreaktion, der fortsætter turen ned ad trappen.
Desværre vil den fortsatte krig betyde, at de, som er mindst skyld i konflikten - kvinder, børn, øvrige civile - vil komme til at lide mest under den - og ikke lederne på begge sider, der beslutter drab henover et kort på et skrivebord...
Støt MSF's arbejde!

Fred på Talebans vilkår betyder vist accept af permanente overgreb på civilbefolkningen i al overskuelig fremtid - navnlig kvinderne kommer i klemme, j f mordforsøget på Malala.

Vold og terror kan undertvinge en civilbefolkning ganske effektivt - det er kun i gamle cowboyfilm, at de gode altid vinder.

Jeg tvivler nu på at Mullah Fazlullah havde været en fredsdue, selvom de amerikanske droner havde haft blomster under vingerne og ikke raketter. Med andre ord, så tror jeg ikke på at tryk avler modtryk; Fazlullah er stadig udenfor pædagogisk rækkevidde. Det er hans arvetager formentligt også, og sådan en bliver der brug for ca. 10 minutter efter at amerikanerne har fået et tip om Fazlullahs position.

Den der lever ved sværdet, dør ved sværdet, og Mullah Fazullah får en voldsom død.

@ Robert Kroll

Hvad kalder du "collateral damage ? Bare "collateral damage" eller "permanente overgreb på tilfaeldigt tilstedevaerende (civilbefolkningen) ?

Hvis ikke det var blodigt alvor, så ville man jo skraldgrine af de to pjalte og automatvåben beklæde, langskæggede mørkemænd på billedet.