Læsetid: 3 min.

Ny tysk regering får socialdemokratisk præg

Koalitionsregeringen vil indføre mindsteløn og dermed give Tyskland en mere social profil. Men planerne er paradoksalt nok afhængige af det socialdemokratiske bagland, der har magten til at afvise SPD-ledelsens regeringsplaner
28. november 2013

Endelig blev de enige. Efter godt to måneders komplicerede forhandlinger underskrev Sigmar Gabriel, formand for de tyske socialdemokrater, i går en aftale med Angela Merkels CDU og Bayerns konservative CSU om en regeringsaftale, der trods det konservative flertal bærer et tydeligt socialdemokratisk præg.

Ikke mindst når det gælder det altoverskyggende spørgsmål om en tysk mindsteløn – en af SPD’s absolut ufravigelige betingelser for socialdemokratisk regeringsdeltagelse– har SPD fået mere end, hvad mange politiske eksperter havde ventet.

»Pr. 1. januar 2014 bliver en grundlæggende mindsteløn på 8,50 euro brutto indført pr. lov,« lyder det i regeringsaftalen.

I første omgang vil der være undtagelser og overgangsfrister, men fra januar 2017 »gælder det lovfastsatte mindstelønsniveau uden undtagelser for hele forbundsrepublikken«.

Lægger afstand til Schröder

Mindstelønnen er en stor sejr for SPD, vurderer kendere af tysk politik.

»Socialdemokraterne har fået et vigtigt og et synligt punkt igennem. Det handler ikke kun om mindsteløn, det handler også om at reducere vikararbejde og midlertidige ansættelser,« siger Albrecht von Lucke, redaktør på tidsskriftet Blätter für Deutsche und Internationale Politik.

For SPD har mindstelønnen været nødvendig, fordi man forsøger at lægge afstand til den tidligere kansler Gerhard Schröders berygtede arbejdsmarkedsreformer, der under navnet Hartz IV har medvirket til at udvide den tyske lavtlønssektor og øge presset på arbejdsløse tyskere.

»Mindstelønnen er særlig vigtig for de tyske socialdemokrater, fordi det er en korrektur af partiets egen reformpolitik fra nullerne. Denne korrektur er afgørende for SPD, fordi partiet kan komme på det rene med sin fortid,« siger Albrecht von Lucke.

I dag arbejder godt syv millioner tyskere for en timeløn, der ligger under 8,50 euro i timen. Det er denne gruppe af mennesker, der skal nyde godt af en tysk mindsteløn. Samtidig vil SPD også forbedre lønforholdene for vikararbejdere, der fremover skal aflønnes efter samme vilkår som fastansatte og overenskomstansatte tyskere.

Under koalitionsforhandlingerne har CDU og CSU vedholdende afvist de socialdemokratiske ønsker om en lovfastsat mindsteløn med henvisning til konsekvenserne for tyske arbejdspladser. I stedet har de to konservative partier ønsket at overlade lønforhandlingerne til tarifpartnere. I brancher, hvor der ikke eksisterer gældende tariffer, skal fagforeninger og arbejdsgivere forpligtes til at nå til enighed i en lønkommission. I løbet af regeringsforhandlingerne har SPD været åbne over for ideen om en lønkommission.

Netop derfor har den aktuelle regeringsaftale indskrevet en frist på godt fire år til at regulere lønsatserne.

»En øjeblikkelig national mindsteløn på 8,50 euro ville sandsynligvis føre til tab af arbejdspladser, særligt i Østtyskland – nu har virksomhederne et pusterum til 2017,« skriver den økonomiske journalist Mark Schieritz i Die Zeit.

Urafstemning

Fornuftigt nok er ministerposterne endnu ikke fordelt, fordi regeringsaftalen ganske usædvanligt i begyndelsen af december skal til brevafstemning blandt SPD-medlemmerne. Ved at love de socialdemokratiske medlemmer direkte indflydelse på regeringsdeltagelsen har den socialdemokratiske top forsøgt at komme eventuel kritik i forkøbet. For at afstemningen skal være gyldig, skal mindst 20 pct. af SPD-medlemmerne deltage. Vælger den socialdemokratiske basis at forkaste regeringsaftalen, vil Merkel være tvunget til at søge samarbejde med De Grønne og i yderste tilfælde udskrive nyvalg.

»Med mindstelønnen har den socialdemokratiske formand Sigmar Gabriel nu et stærkt kort på hånden over for sit eget parti. Han kan sige til sit parti, at hvis koalitionsaftalen falder, vil SPD være skyld i forringede vilkår for den tyske arbejder. Det er et meget stærkt argument, der har stor betydning for SPD. Desuden ved de fleste SPD-medlemmer, at et nej til regeringsaftalen vil føre til nyvalg og i sidste ende SPD-ledelsens fald,« siger Albrecht von Lucke.

Mens SPD således har fået en klar sejr i regeringsgrundlaget, er det imidlertid vanskeligt at se, hvor CDU – bortset fra kanslerposten – kan være tilfreds.

»CDU har først og fremmest profileret sig på de ting, som de er imod. De er imod skatteforhøjelser, ligestilling af registrerede partnerskaber og andre ting. Det er svært at se, hvad de konkret står for. Derfor kan man sige, at regeringsaftalen med mindstelønnen først og fremmest er en triumf for SPD,« siger Albrecht von Lucke.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tillykke med et nyt Volkskammer V2. 0 - kun 20% opposition - sådan cirka var det vistnok også derned i begyndelsen af 1930-erne - uhauehaueha ...

Rasmus Kongshøj

Ja, man skal anstrenge sig en del, for ikke at tænke tilbage til DDR-tiden, hvor resultatet også var givet på forhånd, uanset hvad vælgerne stemte, og oppositionen var reduceret til rene kransekagefigurer. De tyske vælgere sammensatte en forbundsdag med et rødt/grønt flertal, men alligevel blev resultatet en centrum/højre-koalition. SPD er - som sine søsterpartier rundt omkring - kun røde i den yderste del af lakken. De foretrækker samarbejdet med de åbent borgerlige partier fremfor samarbejdet med Die Linke og de grønne, som de på papiret burde have mere til fælles med.

Dette skyldes ikke nogen særlig defekt i det tyske system, eller en antidemokratisk arv fra DDR-tiden. Det er jo akkurat lige så slemt herhjemme, hvor en - ifølge eget udsagn - rød regering fører en mere asocial borgerlig politik end de blå nogen sinde kunne drømme om.

Skal man endelig rose tyskerne for noget, så er den nye "arbejder- og bonde-regering" trods alt en mere ærlig konstruktion end det utålelige "rød klovn mod blå klovn"-cirkus vi har herhjemme. De to store borgerlige partier har fundet ud af at de i det store og hele er enige, og går derfor sammen om at gennemføre deres fælles politik.

Det tyske folk kan i det mindste se hvor de politiske skillelinier går, uden at blive distraheret af to store borgerlige partier, der ihærdigt, og under stort rabalder, prøver at overbevise sig selv og omverdenen om at de skam er forskellige.