Læsetid: 3 min.

Vrede i Pakistan over dræbt Taleban-leder

Pakistanske politikere beskylder USA for at spolere forhandlinger med den pakistanske afdeling af Taleban efter et droneangreb mod organisationens leder
5. november 2013

Før sin død var Hakimullah Mehsud, den øverste leder for pakistansk Taleban (TTP), ikke en populær skikkelse blandt almindelige pakistanere. Siden 2010 har TTP dræbt mindst 635 mennesker og såret mindst 759. Organisationen har angrebet begravelsesoptog, skolebusser og sprængt mennesker i luften med bilbomber og selvmordsbombere. Alligevel udløste det vrede reaktioner fredag, da den 34-årige Hakimullah Mehsud ligesom sin forgænger blev offer for en amerikansk drone.

»Bare tag de officielle reaktioner: Hele vejen fra toppen – fra premierministeren har reaktionen været, at tidspunktet er dårligt. Der er åbenbart passende tidspunkter og upassende tidspunkter at dræbe på,« lyder vurderingen fra seniorforsker Stig Toft Madsen fra Nordic Institute of Asian Studies.

TTP har været listet som en terrororganisation i USA siden 2010, hvor organisationen stod bag et mislykket forsøg på at detonere en bilbombe på Times Square i New York. Ved samme lejlighed blev der sat en dusør på Hakimullah Mehsud på fem millioner dollar, og da langt størstedelen af de amerikanske droneangreb har fundet sted i Pakistan, kom drabet på TTP-lederen ikke som nogen overraskelse. I et interview med engelske BBC i oktober gav Hakimullah Mehsud selv udtryk for, at han var opmærksom på angreb fra luften.

Den dårlige timing skyldtes da også især, at angrebet på TTP-lederen fandt sted dagen før den planlagte start på forhandlinger mellem TTP og den nye pakistanske regering, der blev valgt i maj i år. Flere pakistanske politikere har efterfølgende beskyldt USA for at sætte forhandlingerne over styr, og den amerikanske ambassadør har været kaldt til samtale i Islamabad.

»Skridt for skridt har vi de seneste syv uger forsøgt at opbygge denne proces, som kunne danne grobund for fred i Pakistan, og hvad er det så, I (USA, red.) gør? I har begravet det hele dagen før,« tordnede Pakistans indenrigsminister, Chaudhry Nisar, ifølge Ritzau, mens præsident Harmid Karzai fra nabolandet Afghanistan, som også forsøger at indlede forhandlinger med Taleban, også har kritiseret angrebet. Ifølge en udtalelse fra præsident Karzais kontor fandt angrebet sted på »et upassende tidspunkt«.

Vrede over droner

Mens TTP har udpeget Hakimullah Mehsuds næstkommanderende Khan Said til ny leder, insisterer den pakistanske regering på, at forhandlingerne med det pakistanske Taleban ikke er aflyst. Ifølge seniorforsker Stig Toft Madsen er det dog tvivlsomt, om forhandlingerne vil føre noget med sig – også hvis det ikke havde været for Hakimullah Mehsuds død.

»Jeg havde ikke de store forventninger. Mehsud havde på mange måder haft fremgang og været en succesrig leder for Taleban. De har kunnet angribe fængsler, soldater, basarer og moskeer, så han stod stærkt. Jeg tror ikke, at han ville have givet sig meget,« siger Stig Toft Madsen.

De pakistanske reaktioner handler ifølge seniorforskeren således ikke kun om timing, men også om en stigende vrede over de amerikanske droneangreb. For mindre end 14 dage siden benyttede den pakistanske præsident, Nawaz Sharif, et besøg i Det Hvide Hus til at bede amerikanerne om at holde inde med angrebene.

»De har foruroliget og rystet befolkningen dybt,« sagde han ved den lejlighed.

Og det er ikke så mærkeligt, mener Stig Toft Madsen. For nylig har en rapport fra Amnesty International dokumenteret de civile tab i forbindelse med selve droneangrebene. »De fører også til hævnangreb, og selv om Taleban helst ville gøre hævn på Times Square i New York, så kan det ikke altid lade sig gøre. Derfor bliver det den lokale befolkning, det går ud over,« siger Stig Toft Madsen.

Af samme grund er modstanden mod droneangrebene også størst i provinsen, påpeger han. Således har drabet på Hakimullah Mehsud fået lokale politikere i grænseprovinsen Khyber-Pakhtunkhwa til at true med at afskære forsyningslinjen ind i Afghanistan, som Nato har benyttet siden 2001. Den lokale forsamling stemte om det i går efter avisens deadline. En tilsvarende nedlukning af forsyningslinjen fandt ifølge The Washington Post sted i 2011 efter et amerikansk luftangreb, der dræbte 24 pakistanske soldater. Først efter syv måneder blev den åbnet igen, da daværende udenrigsminister Hillary Clinton undskyldte.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu