Læsetid: 3 min.

Whistleblower: ’Vi er i internettets mørke tidsalder’

NSA er blevet afhængig af data som en misbruger af sine stoffer, siger Thomas Drake, der er whistleblower og tidligere medarbejder hos NSA. I USA foregår der ikke kun et angreb på whistleblowere, mener han, men også på demokratiet – og det æder hjertet ud af det
NSA kan ikke stoppe sig selv, fordi frygten for at overse noget fastholder dem i deres afhængighed, siger Thomas Drake, som har arbejdet for NSA og i 2005 lækkede dokumenter om et overvågningsprogram til medierne.

Jakob Dall

26. november 2013

»Jeg blev nærmest lamslået af den sætning,« siger Thomas Drake. I de senest offentliggjorte dokumenter fra whistlebloweren Edward Snowden står der beskrevet, hvordan visse folk internt i efterretningstjenesten NSA betragtede deres samtid som »the golden age of Sigint.«

Dokumenterne er fra februar 2012, og Sigint står for ’signal intelligence’ – groft oversat betyder sætningen, at NSA-medarbejdere mente, de befandt sig i den gyldne tidsalder for digital overvågning.

»Det er en usædvanlig sætning, fordi den nærmest bekræfter dem, der er ansvarlige for overvågningen. Den beskriver den bedste af alle verdener, hvor der globalt er så meget data og så mange potentielle mål, at det bare er med at tage for sig,« siger han.

Thomas Drake er tidligere medarbejder ved NSA, men i 2005 lækkede han oplysninger til en amerikansk journalist om et overvågningsprogram, der var under udvikling i efterretningstjenesten.

Programmet hed Trailblazer og var ifølge Thomas Drake et økonomisk morads, der kostede de amerikanske skatteydere en milliard dollars og i sidste ende blev en uanvendt fiasko.

Mandag var han i Danmark, hvor han var inviteret til at tale ved et arrangement på Københavns Universitet, som handlede om Edward Snowden, rettigheder for whistleblowere og overvågningsstater.

For nylig var han ligeledes i Bruxelles for at tale for et særudvalg i Europa-Parlamentet om overvågning. Der lagde han særligt mærke til, at udvalgets formand konkluderede, der ikke kun foregår et angreb på whistleblowere, men et angreb på selve demokratiet i USA. En pointe, han deler.

»Angrebet æder hjertet ud af demokratiet. Vi kan ikke på samme tid have et demokrati og en alvidende overvågningsstat som sikkerhed for, at noget går galt. Hvis det kompromis sker i hemmelighed, eroderer vores rettigheder og friheder,« siger Thomas Drake.

»Men det er ikke kun, fordi NSA er forelskede i overvågningens gyldne tidsalder. Det er også det simple faktum, at NSA har adgang til så meget information – det giver næring til tankegangen om, at de vil vide alt det, der er at vide,« siger han.

»De er afhængige af data, og de kan ikke stoppe sig selv, fordi frygten for at overse noget fastholder dem i deres afhængighed. Jeg taler om dem som misbrugere, fordi de bliver høje af data. Det er internettets mørke tidsalder – ikke gyldne.«

Årti uden debat

Selv om hans eget læk skabte røre i den amerikanske efterretningsverden og offentlighed, omtaler han selv den debat, der efterfølgende foregik, som et »glimt«. Den forstummede hurtigt og er først nu genoptaget.

»I tolv år har vi ikke haft en debat om overvågning. Men antændt af Snowdens afsløringer har vi nu rent faktisk en debat om, hvorvidt det er denne vej, vi ønsker at gå,« siger han med reference til NSA’s overvågning.

»Folk står nu over for et valg om, hvorvidt de rent faktisk ønsker overvågningssystemer, som opsnapper data om hele befolkninger. Og nu er de tvunget til at forholde sig til det, selv om nogle har lyst til at se den anden vej og håbe på, at det hele går væk. Men ingen kan benægte ægtheden af Snowdens afsløringer – og der er meget mere på vej.«

Selv om Thomas Drake er positiv over for, at der endelig er taget hul på diskussionen, er der også dele af den, som han finder nærmest tragikomisk. Som for eksempel da Tyskland sendte højtstående embedsmænd til USA for at lægge tråde ud til en ’no-spy agreement’.

»Det er et meget særligt tidspunkt i historien, når det kommer dertil, at vi faktisk har formelle diskussioner med nære allierede om, hvorvidt vi skal indgå en sådan aftale. Det ville jo åbenlyst ikke være sket, hvis NSA ikke var gået langt ud over dets mandat,« siger Thomas Drake. »Der har været en del snak om, hvorvidt det ultimativt ville betyde, at europæiske lande ville fjerne sig fra den amerikanske paraply, de har stået under. Historisk har den paraply både været beskyttende og bygget på tillid. Når der så opstår et tillidsbrud, hvordan genopretter man så den tillid, vel vidende at millioner af borgeres data er blevet overvåget?«

Men det gælder også den anden vej rundt. Thomas Drake er træt af at høre på argumentet om, at andre lande bliver nødt til at lave aftaler med NSA, fordi det er en pris, der skal betales efter terrorangrebet 11. september 2001.

»Jeg anerkender, at det er et argument, som for mange retfærdiggør alt. Men historien er ikke mild over for et demokrati, som tilegner sig ekstraordinær kontrol over befolkningen og overvåger dem i stor stil.«

»Og historien dømmer de regeringer hårdt, der beslutter sig for at gemme beslutninger fra deres borgere,« siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anders Feder
  • Peter Kofod
  • Christian Hermansen
  • Michael Madsen
  • Torben Selch
  • Espen Bøgh
  • Niels Mosbak
  • Steen Sohn
  • Hugo Barlach
Anders Feder, Peter Kofod, Christian Hermansen, Michael Madsen, Torben Selch, Espen Bøgh, Niels Mosbak, Steen Sohn og Hugo Barlach anbefalede denne artikel

Kommentarer

»De er afhængige af data, og de kan ikke stoppe sig selv, fordi frygten for at overse noget fastholder dem i deres afhængighed. Jeg taler om dem som misbrugere, fordi de bliver høje af data. Det er internettets mørke tidsalder – ikke gyldne.« (Thomas Drake).

Herhjemme kalder vi fænomenet for: professionel paranoiditet. Altså det forhold, at dele af efterretnings-virksomheden forfølger en egen logik, der ikke er noget substantielt belæg for, men snarere er et udtryk for, at man ikke er i besiddelse af tilstrækkelige kompetencer til at vurdere, hvorvidt indsatsen er tilstrækkeligt legitimt begrundet eller nødvendig for den sags skyld. Og det betyder i al sin enkelhed, at man hellere mistænker for mange end for få.

Og det er i det kølvand, at kompetencerne er sat i spil. Samt at overvågningen overskrider sin betydning og kommer til, at rumme muligheden for misbrug. Altså at informationsmassen gøres til genstand for konsekvenser, der strider imod demokratiske principper. Man står med andre ord i en situation, hvor efterretningsvirksomheden står i et direkte modsætningsforhold til de offentligheder, den forudsættes at beskytte. Men i et svært ulige forhold, hvor klassifikations-bestemmelserne diskvalificerer offentligheden med en præcision, som konstituerer et demokratisk problem. Eller et demokratisk underskud for at være mere præcis.

Hvorfor? Fordi den enkelte efterretnings person, som sætter sig spor i arkiverne, der aldrig slettes, efterlader sig en tankegang, som fastholder alt fra konkrete spor til utidige fordomme og misforståede loyaliteter (eksempelvis overfor tjenesten (karrieren) eller overfor demokratiet). Dels arkiverings praksisserne, men tillige loyaliteterne er endog særdeles åbne for et kritisk blik, som imidlertid aldrig indsættes i og med klassifikations-bestemmelserne. Altså hemmelighederne.

Men de moderne offentligheder har nu, i kølvandet på whistleblowernes afsløringer, rejst en diskurs/debat, som magt-relationerne hidtil har undgået. Den tid er ovre, og det forekommer offentlighederne mere eller mindre desperat, når magtstrukturerne over spin-relationer forsøger at ignorere anliggendet. Men der rent ud sagt ikke noget at sige til, når offentlighederne nærer bekymring over de demokratiske principper og kræver naturlige kontrol-foranstaltninger indsat overfor tjenesternes 'professionelle paranoiditet'.

I et idehistorisk perspektiv er den tingenes tilstand ikke særlig mærkværdig. Der ér rigeligt med eksempler på, at magt-relationerne har krænket egne offentligheder. Og på et uacceptabelt niveau. Det er hér vi for øjeblikket befinder os - i limbo...

Med venlig hilsen

Sabine Behrmann

»Og historien dømmer de regeringer hårdt, der beslutter sig for at gemme beslutninger fra deres borgere,« siger han.

Det ville jeg gerne have konkretiseret.

Jens Overgaard Bjerre

Det er fuldstændigt uacceptabelt for mig, som er opvokset under demokratiske forhold, at vide at der er magter, som ingen har kontrol af, kan undersøge alt hvad jeg låner på biblioteket, hvilke sider jeg søger på Internettet, hvilke sygdomme jeg går til lægen med og hvem jeg har som kammerater og venner. Og hvad jeg snakker med dem om. Altså en totalt snagen i mit privatliv. Samtidig med at de pivskider til ministre og folketingsmedlemmer højtideligt lader som ingen ting. Hvad fanden bilder de sig ind?

jeg kan iøvrigt godt sætte mig ind i hvilket "mørke" Thomas Drake har gået med siden 2005. Det må være en nærmest frelse for ham, at Snowdon er kommet ham til "undsætning".

Pssssst Bødskov og Thorning... Læs lige denne artikel.

Bortset fra det. Man skal ikke glemme, at overvågning er mange almindelige folks levebrød og der bliver flere og flere arbejdstagere, der har et eller andet aspekt af overvågning af deres daglige brød. Derfor lever det i bedste velgående og er ved at æde sig ind på os, som var det ukuelig kræft.
Selv simpel overvågning er en del af kontrolgruppernes job. De skal bl.a. snage i folks facebookprofiler for at se om de har kærester osv.. For tænk hvis de ikke skulle løfte dyner hos enlige kontanthjælpsmodtagere. Så havde de intet job! Og det ville mange ansatte hos NSA heller ikke.

Christian Hermansen

Her i Japan er den japanske regering med støttepartier ved at køre en ny hemmelighedslov igennem på rekordtid. Trods højlydte protester fra næsten alle avis og andre nyhedsredaktioner vil det fremover være forbudt at modtage og viderebringe oplysninger som statsministeren har godkendt skal være hemmelige. Offentligt ansatte risikerer op til 10 års fængsel for at videregive hemmeligheder. Der skal ikke længere være en uvildig instans med ret til at se hemmelighedsstemplingen efter i sømmene. Hemmeligheder er hemmelige på åremål, der kan forlænges uendeligt af den siddende regering. Alt dette for at beskytte folket mod terror og spionage og gøre det muligt for Japan at have et tættere samarbejde med NSA, siger statsminister Abe. Fornyligt var det fremme at det offentlige Japan hemmeligstempler ca. 400000 papirer om året, angiveligt meget lidt i forhold til USA. Mange af papirerne destrueres før "udløbsdatoen". Fremover vil det i sagens natur være mere end svært at finde ud af, hvad der forsvinder. Udover redaktører frygter også enkelte partier, ngo'er samt faghistorikere for konsekvenserne af den nye lov. Som i Danmark så også her må man undre sig over, at staten tilsyneladende har ret til at vide stort set alt om borgerne, men borgerne ikke har en tilsvarende ret til at vide alt om staten, til trods for at det er dem, der betaler for den.