Adoptionens tid er forbi

På ti år er antallet af internationale adoptioner halveret. En nedgang så markant, at man er begyndt at tale om en æra, der er ved at være forbi. Adoptioner gik fra at være humanitær bistand til Den Tredje Verden til at blive en industri med så mange penge involveret, at det i sidste ende slog den ihjel
I begyndelsen var det især sydkoreanske børn, der blev adopteret til Danmark. Men efter høj økonomiske vækst i Østasien, er det nu stort set kun afrikanske børn, der adopteres.

I begyndelsen var det især sydkoreanske børn, der blev adopteret til Danmark. Men efter høj økonomiske vækst i Østasien, er det nu stort set kun afrikanske børn, der adopteres.

Sonja Iskov
5. december 2013

Til sidst måtte det svenske adoptionsbureau Familie-föreningen för internationell adoption (FFIA) i Gøteborg give op.

Forretningen var blevet dårligere år for år, de havde kørt med underskud på underskud, antallet af børn, der nåede Sverige fra Columbia, Thailand og Kina via FFIA var blevet så få, at det i oktober af bestyrelsen blev besluttet, at FFIA, den næststørste af de fem svenske adoptionsbureauer, skulle afvikle virksomheden i løbet af 2014.

»Jeg har simpelthen ikke tid til at svare på spørgsmål,« siger en af de fire medarbejdere, der er tilbage på kontoret i Gøteborg. De andre er allerede fyret. Hvad der skal ske med de 350 familier, der lige nu venter på et barn gennem FFIA er usikkert.

»Det er ikke kun os, der mangler børn. Det er det samme overalt. Men jeg kan ikke tale mere. Vi er kun fire tilbage, og ingen af os har tid, vi sidder i møde resten af dagen, vi er jo ved at nedlægge virksomheden. Nej, du kan ikke få chefens direkte nummer. Prøv igen næste gang vi har telefontid. Farvel.«

Adoptionsbureauerne er pressede. For 10 år siden var det omkring 200 adoptivbørn, der kom til Sverige via FFIA. Sidste år var tallet nede på 20. Sådan ser det ud i Sverige, hvor antallet af internationale adoptioner er mere end halveret fra 1.008 i 2002 til 466 i 2012. Sådan ser det ud i Danmark, hvor tallet er faldet fra 609 børn i 2002 til 219 i 2012. Og sådan ser det ud i verden, hvor de internationale adoptioner er gået fra at være oppe på 43.710 i 2003 til at være helt nede på 23.609 i 2011 . Overalt ser tallene ud på samme måde, og efterspørgslen overstiger efterhånden udbuddet i en grad, så man taler om en tid, der er ved at være forbi.

»Transnational adoption er som en sol, der gik op og faldt ned som en pandekage,« siger Tobias Hübinette, der er ph.d. og forsker i international adoption ved Mångkulturelt Centrum og Södertörns Högskola i Stockholm. Han har set land efter land lukke helt ned for adoption, åbne lidt op igen eller skærpe regler, love og krav til de adopterende, så man mange steder for eksempel ikke må være homoseksuel, skilt eller enlig.

»Det er slut. Landene lukkede ned ét efter ét, mens Afrika aldrig rigtigt kom ordentligt i gang. Det eneste land på kontinentet var Etiopien, hvor det igennem seks til otte år fossede ud med børn. Så kom skandalerne.«

Skandaler som den om de adopterede etiopiske piger Amy og Masho i Danmark, hvor der havde været en række fejl i sagsbehandlingerne, for eksempel var Mashos forældre ikke døende.

Skandaler om adoptivbørn i USA, der via Yahoo-opslagstavler på nettet blev videreformidlet til nye familier, fordi deres adoptivforældre ikke længere ville have dem, som dokumenteret af Reuters i løbet af efteråret. Cirka en gang om ugen blev der slået meddelelser op på det nu lukkede Yahoo-forum, hvor adoptivforældre søgte om at få deres børn placeret hos nye familier. Som for eksempel i en annonce, hvor »en kærlig og god familie søges til vores 14-årige datter, som har været med os i næsten et år. Hun er helt ærligt næsten et forbilledligt barn«.

Og skandaler som den, der i disse dage rammer den største af de to danske adoptionsformidlinger, AC Børnehjælp, der i en tilsynsrapport for nylig blev skarpt kritiseret for manglende bogføring og rod i økonomien. Uheldigt for en branche, der i flere år har forsøgt at rette op på et blakket ry.

»Selvfølgelig har vi hørt om skandalerne,« siger Mekonnen Yehualashet fra African Child Policy Forum, der har sit hovedkvarter i Etiopiens hovedstad, Addis Ababa og som rådgiver de afrikanske lande om børns velfærd.

»Det er derfor, vi anbefaler de afrikanske lande at stramme deres adoptionslovgivning. Der har været et boom i Afrika i de seneste år, mens andre lande i Asien og i Latinamerika har lukket ned og skærpet deres lovgivninger. Vi mener, Afrika bør gøre det samme.«

Det afrikanske adoptionsboom, vi har set i det seneste tiår, skyldes ifølge ham netop, at der har været fejl i adoptionsprocesserne. Nogle af fejlene er kommet frem, og det har eksempelvis fået Togo, Liberia, Tchad, Lesotho og Zambia til at suspendere adoptionerne midlertidigt. Men trods skandaler og nedlukninger er Afrika den internationale adoptions nye frontlinje. Det afrikanske kontinent stod i 2003 for cirka fem procent af alle internationale adoptioner. I 2010 var det tal steget til 20 procent, og i dag er Etiopien efter Kina det land, der står for flest adoptioner med 21.368 gennemførte adoptioner fra 2004 til 2010.

»Forretningen har været det, det har drejet sig om. Det er pengene, der har drevet det hele frem, ikke barnets interesser. Når der er så mange penge involveret, som der er på adoptionsområdet, er det meget svært at sikre, at der bliver taget hånd om barnets tarv,« siger Yehualashet og understreger, at det i flere tilfælde har vist sig, at adopterede børn reelt ikke har været forældreløse, men at de blev givet væk af økonomiske årsager.

»I mange tilfælde når adoptionsbureauerne ikke de børn, der ville have brug for at blive adopteret,« siger han og peger på, at det har vist sig, at alternativerne til international adoption slet ikke har været udtømt. Alternativerne kan være national adoption, eller at barnet får lov at bo hos andre familiemedlemmer ved hjælp af støtte fra staten.

»Undersøgelser viser, at det er bedst for barnet at leve i den familie, den kulturelle kontekst og med det sprog, som det kender. Vi mener klart, at international adoption må blive den sidste udvej, ikke den første.«

Fra nødhjælp til egoisme

I Danmark har Anne – som ønsker at være anonym og i virkeligheden hedder noget andet – allerede været i gang i to og et halvt år. De første ni måneder gik med at blive godkendt af statsforvaltningen, i april 2012 stod hun i venteposition for at komme ind på den formelle venteliste til Etiopien, som hun har været på siden september 2012, og næste år skal hun have fornyet sin adoptionsgodkendelse – den udløber efter tre år.

»Jeg har i hvert fald tre år foran mig,« siger Anne, der er 38 og arbejder med kommunikation i it-branchen.

Hun prøver at værne sig mod debatten, og derfor læser hun langtfra alt, der står i aviserne. Andre gør sikkert det modsatte, mener Anne, der kan fortælle samme historie som mange andre om fertilitetsbehandlinger, der ikke lykkedes, et ægteskab, der af den grund faldt fra hinanden og en efterfølgende beslutning om at adoptere alene.

»I starten syntes folk, at det var en fin handling at adoptere – at man redder børn uden fremtid fra Den Tredje Verden. I dag er debatten fuldstændig modsat, nu handler det mere om, at i-landene udnytter Den Tredje Verden. Den er rykket fra en ekstrem til en anden.«

Selvfølgelig betyder det, at hun tænker over, hvad det er for en virkelighed, et adoptivbarn vil møde i Danmark.

»De sager, der er kommet frem de seneste par år, har ændret debatten fuldstændig. Tonen er blevet for hård, og derfor er jeg splittet, for jeg vil heller ikke have et barn på de forkerte præmisser. Det vil være min største skræk at få et barn, hvor tingene ikke er foregået på den rigtige måde, at det var et barn, der kunne have et liv, der hvor det kom fra med sin egen biologiske familie. Alle de her mediesager har da sat vildt mange tanker i gang.«

Adoptionens guldalder

Skandalerne skyldes adoptionens industrialisering, mener Tobias Hübinette fra Södertörns Högskola. At der kom penge ind i billedet ødelagde den i sidste ende. Det er blandt andet derfor, at antallet af adoptioner i de seneste 10 år faldet så dramatisk, lyder hans analyse.

»Med pengene er der kommet et incitament til at købe og sælge mennesker, og hermed har branchen gravet sin egen grav. Ikke engang konventionerne – Haagerkonventionen, der skal beskytte adoptivbørnene – er effektive nok, for der er mange lande, der ikke har underskrevet dem. Adoption i dag er drevet af private interesser, og sådan var det ikke for 50 år siden, da det begyndte,« siger Tobias Hübinette om dengang adoption var missionsvirksomhed, først med krigsbørnene efter Anden Verdenskrig og Koreakrigen.

Siden 1970 er der hvert år kommet mellem 400 og 700 udenlandske børn til Danmark, flest fra Sydkorea.

Dengang dækkede prisen for at adoptere de reelle omkostninger. Det vil sige penge til en togbillet, til flyrejsen, bleer, tøj og mad, siger Hübinette.

»Da jeg selv blev adopteret fra Sydkorea i 1972, kostede det ingenting i forhold til i dag. Der var nogle omkostninger, der blev dækket. I dag koster et koreansk barn op imod en kvart million svenske kroner,« siger han og peger på, at adoptivbørn i dag ofte er flere år gamle, når de kommer hertil, mange af dem er ’special needs’-børn, som har enten psykiske eller fysiske vanskeligheder eller sygdomme, men det gør sig sjældent gældende for et koreansk barn, og derfor er de eftertragtede.

»De skandinaviske lande må snart indse, at Den Tredje Verden ikke er, hvad den har været. De afrikanske lande er ikke længere vestlige kolonier.«

Ingen massebevægelse

Men ikke kun antallet af adoptivbørn, der kommer til Vesten er faldet drastisk i de senere år. I adoptionsnævnet ser chefkonsulent i Familieretsafdelingen Rikke Koefoed Nielsen også færre ansøgere til godkendelse om adoption. I 2011 blev 486 danskere godkendt som adoptanter, i 2012 var det tal faldet til 365.

»Vi har ikke undersøgt det, men vi ser generelt en stigende bevidsthed hos adoptanterne. De ved godt, at de her børn har oplevet tilknytninger, der er bristet. Det er ikke som for 15 år siden, hvor man fik et barn i lufthavnen, og så var det det,« siger Rikke Kofoed Nielsen og peger på, at forbedrede fertilitetsbehandlinger kan være en anden årsag til faldet. En tredje kan være, at forældregenerationen født i 1980 er en lille årgang.

Hun ser det ikke nødvendigvis som noget dårligt, at antallet af adoptioner falder på verdensplan, for tallet hænger sammen med en positiv udvikling i de lande, vi normalt adopterer fra.

»Hvis et barn har mulighed for at blive anbragt i sit eget land med sit eget sprog, så har det førsteprioritet, og på den måde bliver international adoption sidste udvej for det enkelte barn. For eksempel er antallet af adoptioner i Kina faldet drastisk, fordi der er kommet flere ressourcer i Kina. Det ser vi også på, at antallet af nationale adoptioner i Kina er steget.« Desuden kan det for den enkelte nation ses som en falliterklæring at adoptere sine børn væk. Derfor lukkede Rusland stort set ned for den internationale adoption.

– Men hvorfor så overhovedet opretholde international adoption som praksis?

»Det er utrolig vanskeligt,« lyder svaret fra Steen Andersen, generalsekretær for nødhjælpsorganisationen Unicef.

»Det kræver en enorm erfaring, en masse penge, et godt menneskekendskab og netværk at kunne gennemføre adoptioner, og da kan man stille spørgsmålet, om vi er tilstrækkeligt dygtige i Danmark. Det viser sager som dem om Amy og Masho, for man har sikkert været i god tro. Men det er da slående, at der måske er tre til fire gange så mange etiopiske børn, der er parate til at blive adopteret sammenlignet med for 10 år siden, samtidig med at fattigdommen i landet er faldet. Man må spørge sig selv, om der er andre interesser på spil,« siger Steen Andersen.

»Men tilbage til spørgsmålet. Når alt er opfyldt, og det er barnets tarv, det handler om, så kan jeg ikke sige andet end jo, det kan være en god og vigtig ting for visse børn.«

Adoption kan nemlig aldrig blive en massebevægelse igen, mener han. Den tid er forbi. Etiopien-listen blev lukket for nye adoptanter i foråret, fortæller Anne, der står på listen.

»Det er stadig uvist, hvilke konsekvenser det vil få. Om Etiopien bliver lukket helt ned på sigt,« siger Anne. Det er derfor, hun bliver nødt til at holde det hele ud i strakt arm. For hun kan ikke handle på det.

»Jeg har truffet et valg i mit liv, som er dybt eksistentielt og afgørende,« siger hun og tøver et sekund.

For hun ved ikke, om det valg nogensinde bliver til noget.

 

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

I 1950’erne var det særligt tyske mulatbørn med amerikanske soldater som fædre, der blev adopteret til Danmark, og de næste 20 år kom 81 procent af adoptivbørnene fra europæiske lande. I 1980 var det tal kun tre procent, mens 88 procent kom fra lande uden for Europa, især Asien, langt de fleste fra Sydkorea, men også fra Indien og Kina. 

Antallet fra Asien er faldet betydeligt de seneste 10 år, i stedet er mange af børnene nu fra Etiopien. 

Samtidig er prisen på et adoptivbarn steget betragteligt. 

Prisen for at adoptere hos AC Børnehjælp den største adoptionsformidling i Danmark, er i dag 154.100 kroner.

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Levi Jahnsen

@Brian Pietersen

Det tror jeg nu ikke, jeg tror på at de proplem stillinger der nævnes i artiklen er årsagen.

Hvis man reformerer reglerne for adoption, sådan at børnene for eksempel får krav på at kende deres ophav, ville dette, måske kunne få tingene til at "normalisere sig".

Jeg syntes adoption er en smuk ting, og noget der er værd at bevare.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Majbritt Nielsen

jens peter hansen
05. december, 2013 - 14:51 #
Sådan som rugemødre i en hel del tilfælde, bliver behandlet som umælet kvæg. Og sandsynligvis bliver tvunget til at føde ved kejsersnit og smidt ud efter brug. Og højst kan være rugemor 3 gange, da kejsersnit åbenbart svækker ens bugmuskulatur meget. Og uden efterbehandling, for at sørge for hun ikke får komplikationer af kejsersnittet.

--Så skal der nok også dukke tilsvarende grimme historier op.

---Vent, nej de historier er begyndt at dukke op.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kim Young Min  Stigsen

»I starten syntes folk, at det var en fin handling at adoptere – at man redder børn uden fremtid fra Den Tredje Verden. I dag er debatten fuldstændig modsat, nu handler det mere om, at i-landene udnytter Den Tredje Verden. Den er rykket fra en ekstrem til en anden.«
Anne, 38 år, på venteliste til et barn fra Etiopien.

Når man gennem de mange år har ladet bureauerne, og behovet sætte dagsorden langt hævet over etik, barnets tarv, retssikkerheden for de oprindelige forældre: så undrer jeg mig over at det har kunnet få lov at køre i så mange år.
Der har reelt aldrig være en reel vilje til fra både afgiver og modtagerlandende til at sætte barnets tarv øverst - bortset fra de sædvanlige skåltaler.
Det eneste jeg frygter nu, hvor adoptions såkaldte "æra" synes at have toppet - er hvad der kommer i det vakum. Her er en gylden chance, en åben ladeport for det såkaldte internationale vestlige civiliserede samfund til at gribe i egen barm og være med til at rydde op efter sig i et morads af kaos, og personlige familie tragedier som følger i kølvandet.
Sker dette bliver jeg desværre ikke forundret om vi vil se en voksende nebengesjæft i jagten for at "skaffe børn til de voksne", hvor etik, moral og hensynet og barnets tarv er en by i rusland - og! kina!!

Brugerbillede for Vibeke Rasmussen

"Det er ikke kun os, der mangler børn."

"… efterspørgslen overstiger efterhånden udbuddet …"

"… Etiopien, hvor det igennem seks til otte år fossede ud med børn."

At det overhovedet er kommet dertil, at adoption af levende mennesker kan omtales, som var der tale om produkter og handelsvarer, finder man forklaringen på her:

"Forretningen har været det, det har drejet sig om."

"Skandalerne skyldes adoptionens industrialisering …"

Og det er jo dybt forkasteligt. Løsningen på dilemmaet kunne muligvis være, at man, i hvert fald for en tid, koncentrerede sig om nationale adoptioner, og evt. gav hjælp til selvhjælp til de lande, hvor problemet med forældreløse børn er størst? For det er jo ikke fordi, der i verden ligefrem er 'mangel' på ufrivilligt barnløse voksne eller forældreløse børn.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kim Young Min  Stigsen

Et af udfordringerne handler om samfundsstrukturer - og med det også en prioritering af disse, eller som det har været indtil nu, springer over hvor gærdet er lavest og bilder os ind at det så er til barnets bedste. Jeg mener også det handler idealer, idealer om hvordan vi som mennesker ser og opfatter hinanden. Om nogle føler sig hævet over andre med retten til at bestemme over andre, blot fordi man har bestemt at sådan er verdensorden.
Som bekendt har det sjælden hjulpet at eksportere ens problemer væk.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Toke Andersen

Adoptionens tid er ikke forbi - den er først ved at begynde.
Og derfor kan vi ikke længere overlade det til en flok private, profithungrende virksomheder, hvis eneste moral er den de kan aflæse på bundlinjen.
Dette har aldrig været en god ide. Hvilket alle(bortset fra dem der regnede med at tjene kassen) i øvrigt vidste fra dag 1 - Det giver nemlig sig selv.

anbefalede denne kommentar