Læsetid: 3 min.

Arktis ligger vidåben

SF’s nye udenrigs-minister Holger K. Nielsen har én mulighed for at træde i karakter: At satse alt på en akut tiltrængt politik for rigsfællesskabets rolle i Arktis
Foto: Scanpix

Foto: Scanpix

13. december 2013

Ingen på kloden har nogensinde interesseret sig for, hvad den danske regering måtte mene om alverdens brændpunkter. Til gengæld har Danmark ét trumfkort på den internationale scene: Grønland. Vagtskiftet i Udenrigsministeriet er umiddelbart den mindst betydningsfulde rokade, men potentielt også den mest skelsættende. Alt afhænger af om kongerigets nye udenrigsminister Holger K. Nielsen (SF) for alvor tør satse netop dér, hvor hans forgængere har svigtet, og hvor stormagterne omkring os samtidig opruster i disse år.

Regeringerne i Washington, Moskva og Beijing interesserer sig kun for Danmark, fordi vi er en del af ’The Commonwealth of the Realm’. Alligevel har udenrigsministre gennem årtier svigtet varetagelsen af Grønlands interesser i en sådan grad, at politikerne i Nuuk er ved at miste tålmodigheden.

Under Den Kolde Krig formåede skiftende regeringer at bruge Thule-basen som en magtbrik over for USA. I dag er den strategiske betydning vendt tilbage: Klimaforandringer, nedsmeltning af iskappen og fund af naturrigdomme er ved at forvandle Ishavet til det 21. århundredes udgave af Middelhavet. Rigsfællesskabet er dermed pludselig igen blevet en stormagt. Hvis regeringen i København vil, tør og kan.

Oprustning mod nord

Så sent som i forgårs gav præsident Vladimir Putin ordre til, at Nordflåden fremover må »bruge alle midler« i forsvaret af Ruslands geopolitiske interesser, og annoncerede samtidig retableringen af en flybase i Arktis.

Samtidig er Kina massivt på vej ind – for at udnytte de kortere søtransportveje mellem Asien og Europa langs Nordøst- og Nordvestpassagerne. Ganske opsigtsvækkende er kineserne ved at konstruere atomdrevne isbrydere, skønt Kina ikke selv har adgang til isdækket hav.

Risikoen for reel væbnet konfrontation er heldigvis minimal, særlig hvis andre arktiske nationer formår at udvikle et diplomatisk system, hvor de uundgåelige interessekonflikter kan håndteres fredeligt.

En ny udenrigsminister fra SF har derfor en unik platform: Som en opdateret version af folkesocialisternes mellemvej fra 1980’erne med vægt på afmilitarisering og mellemfolkelig dialog kan kongeriget Danmark komme til at spille en både central og afbalancerende rolle i Arktis.

Rollen som mægler kan en dansk udenrigsminister dog ikke erobre alene: Norge har for længst forstået, hvor vindene blæser hen, og formåede under den sidste centrumvenstreregering at nyorientere udenrigspolitikken mod nord.

Norge som forbillede

Siden den konservative udenrigsminister Lene Espersen demonstrativt droppede et møde i Arktisk Råd – med USA’s daværende udenrigsminister Hillary Clinton – har Danmark haltet bag efter alt og alle.

Men den nye udenrigsminister Holger K. Nielsen kan komme hurtigt op i omdrejninger, hvis han blot genbruger den tidligere norske udenrigsminister Jonas Gahr Støres taler, kronikker og strategipapirer. Tankerne om en ny nordisk sikkerhedspolitik er nemlig allerede tænkt.

Som forsvarsordfører har Holger K. Nielsen tidligere engageret sig i de arktiske spændinger og advaret mod militær oprustning i regionen.

Det nye våbenkapløb i Arktis er bestemt også skræmmende, men vægelsind bremser ikke stormagternes rivalisering. Kongeriget er nødt til at opbygge civil kapacitet i form af nye skibe, egnede fly og trænet mandskab til at kunne spille ind i konflikterne.

Holger K. Nielsen har kun én gang været involveret i en mild konfrontation med en stormagt. Under det pinlige spil om en såkaldt ’verbalnote’ om Tibet svigtede han imidlertid fælt i Udenrigspolitisk Nævn. Forhåbentligt har Holger K. Nielsen lært af fejlene dengang. I givet fald har han en reel mulighed for at genopfinde Udenrigsministeriet og give nyt liv til adressen på Asiatisk Plads: Engang sejlede ØK’s skibe sydpå fra kajen på Christianshavn, men fremover går kursen nordover – hvis de danske politikere altså når at komme med om bord.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • randi christiansen
  • Claus Oreskov
  • Jairus Lyberth
  • Jens Hvolbæk
randi christiansen, Claus Oreskov, Jairus Lyberth og Jens Hvolbæk anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ingen politik for Arktis uden Grønland. Grønland må tages ud af Statsministeriet og overlades til Udenrigsministeriet, samtidig med at "nordiske anliggender" også overlades til Holger K.'s arktiske strategiarbejde. Holger K. som i øvrigt ikke kommer i klemme i EU-politiken, den har sin helt egen (usynlige) minister.

Torben Lindegaard

En artikel som ovenstående kan da kun bestyrke grønlænderne i, at de ikke bliver regnet for andet end en brik i spillet - et trumkort for Danmark sågar.

Send den hele danske flåde - genbesæt Grønland og opret et protektorat.
Så kan man sende danske kontanthjælpsmodtager op i nogle "Bosættelser" og give em en hakke og en skovl, samtidig med de lytter til patriotisk sang og musik.
- Sådan vil en ægte stormagt agere

Alt tyder på ualmindelig oprustning/satsning omkring Arktis og dermed i høj grad også Grønland. Det tyder også på - måske - at, den danske Arktiske Ambassadør, er ved at udspille sin rolle, og i stedet, at der på ny kan oprettes eller satses på en decideret Grønlandsminister, med store beføjelsesmuligheder. En stor mulighed der er værd at overveje for DK/Grønland?

I øvrigt kunne man passende placere Grønlands- eller Arktis-ministeren i Nuuk hvor Arktisk Kommando også er placeret, for at være tæt på begivenheder så meget som muligt. Det vil styrke Rigsfællesskabet endnu mere. Der er trods alt kun 5-6 timers flyvetid til og fra - når vejret tillader det :-). Det vil styrke - ikke kun Grønlands position, men også Danmarks, i forhold til de mange udfordringer der ligger, det vil også styrke i forhold til signalværdien af tilstedeværelsen i Arktis. Det forudsætter selvfølgelig, at Grønland og Danmark kan være enige om det.

Samarbejder mellem Grønland og Danmark er allerede udmærket – men det halter bag efter den internationale dagsorden. Og så mangler vi desperat politikere med viden om Grønland og Arktisk samt en oprigtig interesse for arktiske anliggender. At Danmark styrker sin Arktiske position er ikke ilde set fra Nuuk tværtimod har man ventet på bredere udspil i rigsfællesskabets navn. Det handler ikke så meget om Grønland eller Danmark men om rigsfællesskabets politiske dagsorden. Folketinget har indført en arktisk dag om året – hvor bl.a. udenrigsministeren redegør for årets begivenheder i Arktis hvor vi har været på banen. Det er en vigtig dag for folketingets grønlandske politikere, men mærkelig nok ikke et ord i medierne. Så er der arktisk råd som vi aldrig har haft nogle politiske visioner for – Arktisk Råd som nationerne stå i kø for af være med i & Danmark som var med fra begyndelsen har endnu ikke fundet ”vores plads”. Vi skal have en kniv skarp arktisk profil – det skulle være muligt! Engang var vi den førende nation i arktisk forskning og for kun få år siden ville politikerne lukke polarbiblioteket. Densk arktisk politik er fragmenterede og det vi desperat behøver er et koordinerende organ. Hvorfor hører dansk hjælp og støtte til arktiske urfolk i Rusland (et af de meget få steder hvor vi har en venlig fod indenfor på den russiske jord) under naboskabshjælpen som sidste år forsøgte at slette denne post fuldstændig. I dag gives disse få midler fuldstændig tankeløst, på en sådan måde, at det eneste vi opnår er af genere Putin i stedet for at samarbejde med den russiske administration og de folk som virkelig behøver hjælpen. I dag giver UM per automatik midlerne til en international ngo som ligeså bevidstløs giver midlerne videre til en stor Moskva baserede urfolks organisation som ingen repræsentation har!

Hvad jeg skrev om misbruget med urfolks midlerne i UM er kun muligt fordi ingen politikere interesserer sig for emnet. Danmark der ellers var kendt verden over for vores bekymring for de marginaliserede og udsatte små folkegrupper har glemt denne fortid. Og når vi ikke længere bekymre os for de små udsatte folkegrupper – så er der ingen der gør det.

Maria Jensen, Claus Jørgensen og Jairus Lyberth anbefalede denne kommentar

Netop, og det kan man cementere og styrke ikke mindst, DK/GL's profil med en "særlig" minister eller ministerium, som jeg foreslår, og som kan samle de mange sagsområder, der er spredt over diverse ministerier, som tilfældet er i dag.

Bevar Arktis til fremtiden. Lad Grønland/Danmark få magten over Nordpolen - som
viceværter af en FN Nationalpark. Blid turisme til denne naturperle burde nok kunne brødføde 50.000 grønlændere. Mere kan tjenes på at bugsere løsslupne isbjerge sydpå til drikkevand.

randi christiansen, Torben Selch og ellen nielsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Artiklen er lidt tynd i det. Grønland er ikke Danmarks trumfkort, og hvad skal Middelhavet blandes ind i det for?. Grønland er sin egen ifølge Selvstyreloven, og en del af Rigsfællesskabet, ikke "kongeriget", pjat. Og Arktis er indtil videre helt sit eget, ikke ejet af nogen, alles eller ingens. Kun har de tilgrænsende stater sædvanlige kystnærhedszoner op til 200 sømil,
http://um.dk/da/politik-og-diplomati/retsorden/folkeretten/havret/
ligesom alle andre steder på jorden. Og spørgsmål om rettigheder længere ude, eventuelt til råstofudvinding, kan kun forhandles gennem FN.

Danmarks rigsfællesskab har nu gjort det meget godt, både i Arktisk Råd og med hensyn til forskning i f.eks. kontinentalsokkelprojektet.
http://a76.dk/greenland/north/
Arktis var måske ét af de områder, Villy Søvndal slap bedst fra. At der ikke er fastlagt nogen samlet strategi skyldes måske, at det er der ingen, der har, andet end at gøre sig mere klar gennem forskning, og her har selvstyret selvfølgelig god brug for samarbejdet med Danmark (jeg ved ikke, hvad Norge har gang i).

Helt initiativ løse har vi nu ikke været.
Fra maj 2008 foreligger en rapport: ´Arktis i en brydningstid´ og fra august 2011 en fælles erklæring underskrevet af de færøske og grønlandske regeringsledere og den danske udenrigsminister: Kongeriget Danmarks Strategi for Arktis 2011 - 2020.
Desuden er Arktis kommando nu samlet i Nuuk og Rigsrevisionen har over for Forsvarsministeriet indskærpet kravet om yderligere udbygning af militærets tilstedeværelse i Grønland, hvilket man har imødekommet med forskellige initiativer og undersøgelse af muligheder for yderligere overvågning ved hjælp af satellitter og / eller droner.
Ilulissat-erklæringen og arbejdet i Arktis Råd danner det vigtigste grundlag for den fredelige fremtid man stræber imod.
Alle bestræbelser forudsætter og postulerer et tæt og enigt samarbejde som de involverede parter i hvert fald udadtil beskriver som forbilledligt.
Alle politiske udtalelser fra dansk side forudsætter og fremhæver rigsfællesskabet som den ordning der fortsat må og skal gælde og man har implementeret et videnskabeligt udvidet samarbejde i stor målestok, som da også bidrager til at markere dansk involvering i Arktis på en fremtrædende plads i international henseende.
Spørgsmålet er så åbenbart om alt dette ikke er nok eller om Holger K. kunne gå endnu mere aktivt frem for at markere en dansk geopolitisk position i Arktis ? som noget ønskværdigt fordi vor internationale anseelse ellers vil lide skade.
Grønlænderne selv vil være de første til at give ham ret når de gang på gang hånligt fremhæver at uden Grønland var Danmark nul og nix og bare en uinteressant flad pandekage i en ubetydelig forlængelse af Nordtyskland.
I en samtale med en departementschef fra udenrigsministeriet spurgte jeg om der da ikke kunne være noget om det. Hertil svarede han, at det da var ligegyldigt for der var jo alligevel ikke nogen der vidste det. Selvfølgelig bortset fra enkelte embedsmænd rundt omkring og sikkert også nogle danske embedsmænd hvis sagsområde og prestige blev berørt
Hertil kommer at man i Grønland fra øverst til nederst vil bekæmpe sådanne fremstød fra en meget proaktiv ny udenrigsminister - næsten uanset konsekvenserne.

Jeg er mindre bekymret for DK's "stormagtsdrømme" i Arktis end for Putins oprustning i området (både militært og mht. udnyttelse af naturressourcerne).

Beklager,
men jeg vil gerne glædeig overraskes
af 'kongerigets nye udenrigsminister' Holger K. Nielsen (SF),
som jeg anser som en del af 'ældrebyrden'
og kun er blevet minister p.g.a. et særligt forhold til SF's nye formand!
Jeg tager forhåbentlig ganske fejl!

@Can Øzcen. Du skal ikke være bange for Putin og Ruslands Arktiske politik – dne ligner sig selv.
Rusland har en tradition for Arktis og landet ser sig selv ligesom Norge som en Arktisk nation. I sovjetunionen var der kun en type helte, som kunne slå kosmonauterne og det var de arktiske helte: geografer, geologer, biologer, etnografer som hvert forår sværmede udover sovjetisk Arktis. Over den alle svævede de arktiske piloter, hvis eventyrlige færder og oplevelser kunne få et hvilken som helst drenge hjerte til at banke af stolthed. Arktis var det sted hvor drenge blev mænd og her tjente man samfundet bedst. I 1930´slog Sovjetunionen alle rekorder hvad angår arktisk forskning. Altså i samme tidsrum hvor Danmarks arktiske stjerne var begyndt at falme (Knud Rasmussen døde i 1933). Et koordinerende organ for Arktis blev etablerede allerede i 1020´verne – Komseveroput (KSMP) hvorfra arktiske anliggende og udforskning blev ordnet. Nutidens Danmark har helvedes meget at lære at de sovjetiske og russiske operationer i Arktis. På kultur siden blev Arktis også det store nummer i Sovjetunionen også denne side lever videre i dagens Rusland. Forfatteren til ”Red Arctic “Polar Exploration and the Myth of the North in the Sovjet Union 1932-1939” amerikaneren John McCannon fortæller at han var I biografen og se ”De to kaptajner” om de arktiske piloter (efter Veniamin Kaverins bog). Det var i halvfemserne og stor blev hans forbavselse, da han opdagede at biografen var fyldt til sidste plads. Han havde ikke troet at en gammel sovjetisk film stædig kunne trække ungdommen til. Efter filmen snakkede han med flere unge drenge som alle brændte for Arktis og som ikke kunne vente på at blive voksne og begive sig der op. Herhjemme er der jo kun kommet gang i debatten takket være Martin Breums bog ”Når isen forsvinder”. Det var en ”øjnåbner” af dimensioner og herfra kan alle være med. Man kan så supplere denne læsning med Charles Emmerson: ”Future History og the Arctic”.
@ steen marr. Jeg beskæftigede mig med problematikken omkring Arktisk Råd allerede inden der var noget der hed Arktisk Råd (idet jeg fulgte de canadiske forberedelser) og ærlig talt jeg er ikke imponeret over den danske indsats.
Et godt eksempel på embedsmændene og politikernes arktiske viden (eller snare mangel på samme) med sidste års jammeren over RAIPONS udelukkelse af Arktisk Råds mødet. RAIPON (selvbestaltet paraply organisation for urfolk i Rusland) havde ”glemt” at registrerer 3. af deres kontorer som ”juridisk person”. Dette er påbudt ifølge russisk lovgivning (hvilket bl.a. gør det muligt for skattevæsnet at kontrollere foreningens bankbøger). RAIPON havde med andre ord begået en ulovlighed og derfor blev foreningen lukket ned. I Skandinavien og Grønland blev sagen fremstillet som forfølgelse af urfolk i Rusland ( man ser stort på at majoriteten af urfolk i Rusland ikke kender RAIOPN). Urfolkene som forfulgte af staten passede kun alt for godt ind i Danmarks fjendebillede af ”Putins Rusland” så medierne tog tråden op og det officielle Danmark brokkede sig. Samtidig blev den lille urfolks pulje udbudt i UM. Og det var nærmest forudbestemt at RAIPON skulle have midlerne. Rigtig nok RAIPON fik som sædvanligt midlerne ( RAIPON har gennem årene fået omkring 90% af disse midler). Pengene (800000) skulle gå til en konference hvor RAIPON skulle konstituere sig således at organisationen kunne hævde sig overfor regeringen og igen blive lovlige. En uge før konferencen ringede RAIPONs daværende præsident rundt til diverse regerings kontorer og fik sagen på plads – som han selv sagde til pressen, så var det bare en formalitet og det hele tog 20 minutter. Nu skulle man så tro at konferencen blev afblæst og de 800000 kroner givet tilbage hvor de kom fra – men nej. Konferencen blev afholdt og det med forskellige skandaler hvor demokratiske processer blev grundigt knægtet i valg af ledere til RAIPON (også et tilbagevendende problem). Min egen nog (dansk grønlandsk) fik ikke penge til støtte for urfolk ude i regionerne hvor vi altid arbejder. Den som virkelig behøver denne støtte og som altid bliver overset når embedsmændene deler gaver ud til de store! I stedet for har man fra dansk side endnu engang skævvredet lokale magt koncentrationer og trynet demokrati bevægelsen så grundet som muligt. Ude i regionerne koster den slags dyrt i form af forringede demokrati og nedbrydning af de lokale etniske kulturer og sprog. Jeg vil med min viden om russisk arktisk sige at det har kostet menneskeliv!

Michael Kongstad Nielsen

Claus Oreskov - hvorfor skal Danmark give støtte til Ruslands arktiske urfolk? Kan Rusland ikke selv bruge af sine gas- og olieindtægter? Og er det ikke uværdigt for Rusland at modtage støtte fra et EU-land, der ellers er fjendtligt indstillet på de fleste andre punkter, og hellere vil tækkes Ukraine?

Matthias Hansson

Smid amerikanerne ud af Thule, med det samme!

Er man bange for, at psykopaterne skal smide et par atombomber over Nuuk? Det tør de ikke, for det er de for feje til.
Er man bange for, at vi skal falde i unåde hos fascisterne i Washington? Og hvad så? Verden er ved at undsige dem, man har ikke længere respekt for dem, deres land er 100% bankerot, BRICS nægter nu at kysse petrodollaren i røven, de mister nu rollen som supermagt, Imperiet falder sammen.
Er man bange for, at de skal iscenesætte en straffe-terroraktion i Danmark - der er nok en grund til at Christiansborg er indrammet af beton- og granitblokke, og det er ikke et kunstprojekt, for det ligner lort?

Hvad er man bange for?

Jo, 'man' er bange for stillinger og personlige interesser. Man er bange for sit levebrød. Man er bange for social udstødelse af det gode karriereselskab.

Holger K. er gammel nok til at huske den kolde krig, og i modsætning til en del politikere ved han noget om geopolitik. Men det nytter ikke noget - er min påstand, og du er velkommen til at betvivle den - for enhver udenrigsminister kommer til kort, når det 'tikker ind' fra BigBrother at 'man helst ser, ... og hvis ikke, så ...'

Forestil jer, at Holger stiller sig op en dag og siger, at nu er de slut med at servicere det døende fascistiske imperium og føre dets imperialist-krige.
Forestil jer, at Holger begynder at forhandle med kineserne, russerne, brasilianerne, inderne og sydafrikanerne (BRICS) på lige fod med amerikanerne og briterne.
Forestil jer, at Holger en dag sagde til Netanyahu, at det var slut med danske støtte til zionistisk nazisme.

Så skal I se, at danskerne kommer til at opleve en Breivik-hændelse, ligesom da Stoltenberg satte sig op imod zionisterne.
Så skal I se, at stenene foran Christianborg kommer i anvendelse.
Så skal I se, at Danmark vil opleve et finansielt terrorangreb, som da svenskerne i 90'erne gik ned pga. nazisten og finansterroristen George Soros' angreb på de svenske statsobligationer (Margrethe Vestagers store forbillede sammen med krigsforbryderen Madeleine Albright).

Så udover frygt for egen karriere - det kaldes 'investeret interesse' - er man vældig bange for, hvad de transatlantiske psykopater kan finde på.

Skulle Holger - mod al forventning - vise sig at have hår på kuglerne, så skal jeg være den første til at sige det.

En årsag til russernes militære tilstedeværelse, kunne måske skyldes Canadas aggressive optræden, hvor de pønser på at få hele nordpolen.

Her udpluk fra Kristeligt Dagblads artikel:
Canada ventes fredag at gå til FN for at få udvidet sit arktiske område, og det sker med sigte på at sikre sig Nordpolen.

Det vil sende Canada på kollisionskurs med både Danmark og Rusland.

Det vil blive mødt med fnys af den danske regering, der selv vil gøre krav på Nordpolen, når den næste år indsender sagen til FN's Kommission for Kontinentalsoklens Grænser (CLCS).

Canadisk ejerskab til Nordpolen står højt på den konservative premierminister Stephen Harpers dagsorden. ..........................

Desuden linket fra KNR radio i grønland:
http://www.knr.gl/da/news/canada-vil-have-nordpolen

I 2010 blev der afholdt et møde om en Arctic Nuclear Weapon Free Zone i Folketinget med den daværende opposition. I referatet står: "Holger K. Nielsen promised to make Arctic issues a priority on the agenda of the Danish Parliament". "Margrethe Vestager said she ... hoped that it would now be possible to place issues relating to elimination of nuclear weapons on the agenda of the Danish Parliament".

"In the discussions following the talks the history of proposals of a Nordic NWFZ was reviewed. It was concluded that a Nordic NWFZ, or perhaps a Nordic-Canadian NWFZ would be a good 1st step. All the speakers supported advocacy of an Arctic NWFZ".

@Michael Kongstad Nielsen. Et enigt folketing står bag forslaget om støtte til arktiske urfolk i Rusland. Støtten er specielt målrettet imod kapacitets opbygning og med taljer og trisser har min egen NGO fået økonomisk hjælp igennem også komponeret med kapacitets opbygning samt demokrati opbygning. Når du spørger hvorfor vi skal være behjælpelige i Nordrusland og Sibirien, så er det sådan set en del af dansk urfolks politik, at sikre rettigheder og hjælp til uhyre sårbare grupper. Ude i provinsen mærker man ikke noget til olie og gas pengene selvom det er her olien kommer fra. Krisen i yderdistrikterne forværres stædig og i dag er der over 700 byer som stå tomme i Sibirien. Sulten driver folk til rovdrift på naturens resurser og særlig i Arktis er dette en faretruende udvikling. Siden opløsningen at Sovjetunionen har infrastrukturen, skoler, hospitaler, arbejdspladser været et kaos heroppe i nord. Som et eksempel kan jeg oplyse at man giver patenter der skal have intravenøs mad kun kan få te – efter nogen tid dør patenterne. De sociale problemer er så store at der vil går mange år inden de er løst. Personligt tror jeg aldrig de løses helt. Rusland ville gå bankerot hvis de bare forsøgte – med det nuværende kapitalistiske system som bare gør tingene være og være.
Og så snakker vi om bare 800000 kr om året, hvor meget tror du det er af din skatte billet, jeg tror godt du kan overkomme det. Til gengæld kommer Danmark på verdenskortet i en masse internationale sammenhænge og veje åbnes op for dansk foretagsomhed i Arktis.
Omvendt kan jeg spørge om hvorfor vi skal støtte Georgien med mange millioner til militær f.eks. Eller hvorfor vi skal bruge millioner på overvågning af Estlands luftrum? Og sådan er der så meget!

Rasmus Kongshøj, Maria Jensen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar

Kongstad, nogen gange er det en fordel at læse teksten, før du kommenterer - det har Holger K. Nielsen og Margrethe Vestager i det mindste gjort. Om de står fast nu hvor de har magt er mere tvivlsomt.

Jeg linkede pænt til rapporten - og hvem andre end du vrøvler om "atomkrig i Arktis". Både Kola-halvøen og Thulebasen ligger i Arctis. USAs og russernes atombevæbnede ubåde sejler på tværs under isen deroppe. Det handler om at holde skidtet væk fra endnu et område, hvor det ikke hører hjemme.

Eksemplet med intravenøs mad var fra Murmansk sygehus, altså fra en relativ stor by. Andre mindre hospitaler jeg kender til i Nordrusland mangler alt: medicin, blod, rent sengelinned. Små isolerede bygder har ingen læger eller sygeplejersker. Er di heldige kommer der nogle rejsende læger en gang om året. Her er en meget udbredt resistent TB og de fleste børn er underernærede og derfor lette ofre for lige TB. Norsk Røde Kors giver derfor gratis skole mad til flere skoler heroppe og har gjort det i over 15 år. Omvendt er over 1000 norske firmaer aktive på den russiske side af grænsen så der går noget begge veje. Heroppe går temperturen ned til under 40 kulde grader om vinteren – og jeg skal hilse og sege der ikke er morsomt at være hjemløs.

I Murmansk bygges der kontorkomplekser og villaer til mafia bosserne. Men ude på landet er husene ikke blevet renoveret i omkring 20 år og meget er så forfalden at de ikke egner sig til boliger længere. De rige lande f.eks. Frankrig og Canada er til stede mange steder i Arktisk Rusland. De plyndrer undergrunden for resurser og forurener være end nogen fabrik i sovjet tiden – de kan betale sig fra alt. Imidlertid giver de ikke en rubel til lokalbefolkningerne som bare forarmes dag for dag.

Hurra! Isen er smeltet! WEEEE! Afsted! Op og få fat i al den dejlige olie så vi kan fortsætte...eller...jeg mener...
Damn..vi er doomed :(

Michael Kongstad Nielsen

Oreskov - jeg vil da hellere end gerne bruge skattekroner på sådan noget, jeg undrede mig bare, og tillod mig at gøre det højt. Men nu kan jeg forstå, at det er en del af dansk urfolkspolitik, og var en del af EU´s naboskabspolitik med demokratiopbygning og støtte til landene øst for EU - hvortil Rusland vist ikke længere regnes. Og Rusland regnes vist ikke som traditionel modtager af bistandshjælp, men jeg kan godt se, at der for disse urfolk er et udækket behov, her forklaret i din egen og Miriam Weiss´ artikel:
http://www.information.dk/317802

@Michael Kongstad Nielsen. Tak fordi du huskede på det links –jeg havde selv glemt det. Der er tale om en særdeles hård kamp for at holde fokus på urfolks problematikken og selv ”inde for kredsen af sympatisører” er der splittelse og bagvaskelser. Ligesom den internationale urfolks elite fuldstændig dominere billede på bekostning, af lokale urfolks grupper. Dem som sidder med alle problemerne, medens eliten skøjter omkring på de bonede gulve i FN og EU. Urfolks eliten er også en sammensat gruppe af idealister og så dem der meler sin egen kage så selvom urfolks problematikken er et lille politisk område så er det komplicerede nok i sig selv. Lige nu er situationen omkring støtten til urfolkene i Rusland fuldstændig fortvivlet & det gør at jeg fare op som trold af æsken over den mindste kritik, men så er det jo godt at du selv er et besindigt og nøgtern menneske.