Læsetid: 5 min.

Begyndelsen til enden på det tyrkiske mirakel

Magtkampen i Tyrkiet mellem Recep Tayyip Erdogans AK-parti og en magtfuld islamisk loge, der har infiltreret rets- og justitsvæsnet, truer den tyrkiske økonomi – og Erdogans monopol på den politiske magt
En demonstrant tager en pause under de protester mod regeringen, der har præget juledagene i Tyrkiet oven på en korruptionsskandale, der får taburetterne til at rokke under premierminister Erdogans regering. Foto: Scanpix

En demonstrant tager en pause under de protester mod regeringen, der har præget juledagene i Tyrkiet oven på en korruptionsskandale, der får taburetterne til at rokke under premierminister Erdogans regering. Foto: Scanpix

31. december 2013

 

Mandag 16. december blev det eskalerende hundeslagsmål mellem premierminister Recep Tayyip Erdogans AK-parti (Retfærdigheds- og Udviklingspartiet) og den tyrkiske prædikant Fetullah Gülens islamiske loge, Hizmet (Tjenende), synligt for de tyrkiske vælgere. Den dag meldte Hakan Sukur, det tyrkiske svar på Allan Simonsen som nationens beundrede fodboldstjerne, fra i AKs parlamentsgruppe med en bandbulle om, at han i mere end 20 år »havde kendt og elsket Hizmet-bevægelsen«, hvorfor han ikke bifaldt, »at disse mennesker, der trofast havde støttet regeringen på alle områder, nu blev behandlet som fjender«.

 

Slagsmålet mellem den magtfulde Gülen-loge og den magtfuldkomne premierminister har kastet Tyrkiet ud i en politisk krise, der truer med at slå bunden ud af børsen i Istanbul, hvor aktierne rasler ned. Den tyrkiske lira svækkes hver dag over for dollaren, ligesom udenlandske investorer er på vej ud. Det anslås, at Tyrkiet foreløbig har tabt mere end 100 milliarder dollar på kapitalflugt. De kilder, Information har talt med, vurderer samstemmende, at den igangværende magtkamp er begyndelsen til enden på Erdogans og AK-partiets magtmonopol, hvis bizarre udslag bl.a. omfatter forbud mod uddeling af Gülen-logens fire aviser i det statslige Turkish Airlines’ rutefly.

Den islamiske modernitet

Det begyndte ellers så godt. Hakan Sukur, der gik ind i politik efter en karriere kronet med 112 landskampe, samlede med sin popularitet og fromme fremtræden den både folkelige og islamiske modernitet, som Erdogan og hans politiske kampfælle, præsident Abdullah Gül, introducerede, da de i 2001 stiftede det religiøst orienterede AK-parti og vandt valget i 2002 med absolut flertal i Nationalforsamlingen.

Valgsejren, og to efterfølgende i 2007 og 2011, havde ikke været mulig uden støtte fra Fetullah Gülens millioner af tilhængere. Og selvom de to bevægelser har forskelligt syn på islam – Gülen er discipel af en kendt sufi-imam, Said Nuri, Erdogans AKP er tættere på Det Muslimske Broderskab – var de forenet i et fornuftsægteskab mod en fælles fjende, den sekulære kemalist-elite, der med Mustafa Kemal Atatürks doktriner styrede Tyrkiet med hård hånd i 80 år. Erdogan fik således fire måneders fængsel i 1999 for at have holdt en islamisk tale, og Gülen, der i mellemtiden var flygtet til USA, hvor han stadig opholder sig, fik i 2000 en dom in absentia for forsøg på at ’omstyrte den lovlige regering’.

Fra AK’s magtovertagelse i 2002 samarbejdede de to islamiske hovedstrømninger om at eliminere kemalisterne i militæret, bureaukratiet, den akademiske sektor og medierne. I to sagskomplekser, ’Ergenekon’ og ’Balyoz’ (Forhammer), er hundreder af officerer, bureaukrater, intellektuelle og journalister idømt hårde fængselsdomme for ’anslag mod den lovlige regering’. Hverken dommere eller anklagere, der hovedsageligt var rekrutteret fra Gülens Hizmet-loge, var sarte med bevismaterialets holdbarhed – folk blev typisk buret inde på fabrikerede beviser og vidneudsagn. Resultatet var, at statsadministrationen blev islamiseret, og at hæren blev sendt tilbage i kasernerne uden politisk indflydelse. Og der var ikke længere brug for Fetullah Gülen.

Det måtte gå galt, og det gjorde det også – især efter AK’s valgsejr i 2011, hvor partiet fik halvdelen af stemmerne. En udrensning af Gülen-proselytter i retsvæsen og administration blev indledt – gradvist, men umiskendeligt. Gülens folk gik til modangreb – dels i de medier, de kontrollerer, bl.a. Tyrkiets største dagblad, dels med korruptionsefterforskning, nu vendt mod regeringen. I februar 2012 sigtede anklagemyndigheden således chefen for MIT, det tyrkiske efterretningsvæsen, Hakan Fidan, for ’samarbejde med terrorister’, efter at han havde forhandlet med PKK-repræsentanter i Oslo. Det stoppede Erdogan resolut – og i december samme år fandt man hemmelige mikrofoner i hans kontor. Tonen skærpedes, og 17. December, dagen efter Hakan Sukurs bandbulle, skred en Istanbul-anklager til anholdelse af 50 personer, herunder tre sønner af ministre, en bankdirektør, erhvervsfolk og en lokal Istanbul-borgmester, alle sigtet for bestikkelse og korruption i hundreder-millioner-klassen i et sagskompleks, der hemmeligt var efterforsket gennem et år, og som har rødder i Tyrkiets behov for energi.

Iran-sanktionerne blev lunten

Hidtil har USA stiltiende affundet sig med Erdogan-regeringens neutralitet i striden om Irans atomprogram. En neutralitet, der er dikteret af Tyrkiets behov for iransk olie og naturgas, der dækker en femtedel af landets energiforbrug. Men netop Iran-importen detonerede den korruptionsbombe, der nu ryster den tyrkiske offentlighed og har sendt Erdogan ud i en patetisk kamp for sit politiske liv med en erklæring om, at han har indledt »den ny uafhængighedskrig«, og med angreb på Gülen for at stå bag »en beskidt operation« og forsøg på »at danne en stat i staten«. Sagen går i korthed ud på, at de finansielle sanktioner, der i 2012 blokerede den iranske banksektor fra det internationale SWIFT-system, nødvendiggjorde alternative betalingsmodeller for den tyrkiske import af iransk naturgas. Det blev ordnet, så Tyrkiet betalte energien i egen valuta, liraen, der blev indsat på iransk oprettede konti i den statsejede Halkbank, hvorefter iranerne købte guld og ikke som stipuleret i sanktionerne de tilladte ’nødvendige dagligvarer’, eksempelvis tyrkiske tomater.

Også den trafik så USA gennem fingre med (Tyrkiet er en vigtig allieret), men juridisk var den en gråzone. Og i denne zone groede korruptionen – guldbarrerne blev sendt til Iran via iranske stråmandsfirmaer i Tyrkiet og Dubai. Denne trafik forgrenede sig til andre økonomiske sektorer, bl.a. offentlige licitationer, og sagskomplekset omfatter bestikkelse af politikere, erhvervsledere og bureaukrater, der fiksede omgåelse af eksport- og byggetilladelser, fuskede med statslige licitationer og kontrakter på offentlige anlægsarbejder samt dokumentfalsk, guldsmugling, penge-hvidvask etc. Det siger sig selv, at alt dette ikke kunne foregå uden regeringens vidende, og adskillige ministre er da også tvunget på pension, mens andre er forflyttede i en omfattende regeringsrokade.

At Erdogan ikke kun er enerådig, men ogs¨uligevægtig, viste sig i sommer i Istanbul, hvor miljøaktivister demonstrerede mod at sløjfe en grøn plet i centrum for at skaffe plads til spekulationsbyggeri. Billedet af den folkelige leder krakelerede i tåregas og magtfuldkommen retorik. Men den aktuelle sag er langt mere alvorlig, hvilket begyndende desertering fra AK-partiets parlamentsgruppe – det er ikke kun Sukur, der er gået – viser. Erdogan skal nu overleve lokalvalg i marts, præsidentvalg i efteråret 2014 og parlamentsvalg i 2015. Det kan blive svært – den siddende præsident, Abdullah Gül, har lagt luft til sin gamle makker ved at betone, at »korruption ikke kan skjules i Tyrkiet«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Espen Bøgh
  • Christian Harder
  • Niels Jespersen
  • Niels Mosbak
  • Kurt Lindy Hansen
  • Stig Bøg
  • Søren Jessen
  • Erik Jensen
Espen Bøgh, Christian Harder, Niels Jespersen, Niels Mosbak, Kurt Lindy Hansen, Stig Bøg, Søren Jessen og Erik Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Jespersen

En supplerende beskrivelse af Gülenbevægelsen og dens samarbejde med USA's neokonservative (Israels femtekolonnefolk i USA) og CIA :

http://www.boilingfrogspost.com/2013/08/04/keeping-the-score-fat-cats-vs...

Det fremgår at Erdogan udmærket kan have ret i at der er tale om en udenlandsk inspireret orkestrering af begivenhederne.

Lasse Ellegaards artikel giver jo indtryk af at f. eks. handelen og transaktionerne med Iran har været tolereret af "USA". Men med de nylige angreb på Iran fra Kongressen (som proxy .for Israel) og forsøgene på at strangulere Iran økonomisk på det sidste er der jo tale om et indlysende motiv for at alle disse "ulovligheder" i form af samhandel med Iran. Lasse Ellegaaard kalder det "ulovligheder"(!!?) men det er der jo ikke tale om - kun USA har jo via embedsmænd - indsat via Israels lobbyer de forskellige ministerier og andre regeringsorganger gjort en indsats for at holde alle samhandelspartnere etc med Iran i ave - men det gør det bestemt ikke "ulovligt" at samhandle med Iran!).

Niels Engelsted

Jørn Boye
da du tilsyneladende er mest tryg ved et forsimplet verdensbillede, så er her en simpel formel, som det er værd at tage i betragtning.

USA's økonomiske og politiske særstilling i verden hviler på dollarens rolle som global reservevaluta. Mister dollaren denne rolle, kan USA ikke længere finansiere sine underskud og vælter ud over kanten.

Dollarens rolle som reservevaluta er først og fremmest forankret i petrodollars, dvs. i verdensmarkedets afregning af olie i dollars (aftalt mellem USA og Saudi Arabien i sin tid). Hvis landene går væk fra at betale deres olie i dollars, er dollaren alvorligt truet.

Selvfølgelig vil USA søge at forhindre dette med alle midler, og det er allerede sket. Saddam Hussein blev angrebet og dræbt efter, at han ønskede at afregne sin olie i euro. Mohammed Gaddaffi blev angrebet og dræbt efter, at han ønskede at indføre en afrikansk fællesvaluta til afregning af olie. Hugo Chavez blev styrtet efter, at han ville afregne Venezuelas olie i andre valutaer end kun dollars (han blev genindsat ved folkelig intervention, men det er en anden sag). Iran er blevet udsat for ødelæggende sanktioner efter, at man er begyndt at sælge sin olie i andre valutaer eller guld. Synderne er Irans naboer Rusland, Kina og Tyrkiet. Ellegaard --- og Jespersen --- antyder, at køb af olie for guld har været en væsentlig grund til at USA-tilknyttede lag i Tyrkiet har lavet et korruptions-stormløb på regeringen.

Jens Juhl Jernsen

Det ville klæde Informeren at gå over til at stave Gülens fornavn korrekt. Han hedder ikke Fetullah, men derimod Fethullah.

Jens Juhl Jensen

Niels Jespersen

@Carsten Hansen

Du skriver:

"Det kunne jo også bare være at Tyrkiet og dets politikere ikke er i stand til at agere demokratisk.
Den debat er dog mere interessant end den evindelige skyden skylden på USA og Israel."

Jamen i konteksten er det spørgsmål da rejst af Erdogan selv - at udenlandske interessenter står bag. Informations artikel er på det punkt vag mht. hvorfor Gülenpartiet mon netop nu "pludselig" slår ned på netop dette punkt via presse og egne interne folk i magtapparatet.

Det fremgår af omtalen i medierne at Gülen er ven af Israel og var imod regeringspartiets støtte til at sende en flotille til Gaza, - og af mine referencerovenfor at Gülen iøvrigt samarbejder med neokonservative og USA angående politikken overfor nabolande i området. Der er ikke tale om at fremmane USA's "skyld" eller andet her som du åbenbart mener. Hvorfor skal du nu også til at blande en "mangel på demokrati" ind i billedet for at "forklare" sagen? Næh, man skal søge det i de interesser Gülen har.

Det er derfor logisk at Gülen nu kan bruge det kompleks af tyrkisk-iranske handelsmønstre med korrupte folk åbenbart(?), der ifølge Information har "spredt sig" til andre sfærer også (hvilke og hvordan står ikke beskrevet?) som løftestang for sine interesser - nemlig at svække Erdogans "angreb" på Gülens interne strategi med at placere folk i betydende stillinger for at pleje Gülens(langsigtede) interesser etc.

At det så netop sker nu og at Gülen bruger Tyrkiets åbne handel og transaktioner i øvrigt med Iran som baggrund er da bemærkelsesværdigt.

Der sker iøvrigt rigtigt meget på "fronten" i USA mod Iran i øjeblikket i øjeblikket.

Se:

http://www.irmep.org/fischer_aipac.htm

.

Det passer da som fod i hose med de neokonservative femtekolonnefolks planer i USA netop nu om at ramme Iran med endnu flere sanktioner og total isolation så vidt det kan lade sig gøre. For at ødelægge mulighederne for aftaler med Iran, der kunne danne baggrund for en fredelig udvikling i Mellemøsten. De neokonservative og de israelske lobbyer i USA har jo skruet helt op for blusset for at få Kongressen til at vedtage sanktioner der modarbejder og ødelægger Obamas planer for Mellemøsten.

Niels Jespersen

@Carsten Hansen

Din kommentar er uforståelig. Kom venligst med en forklaring på hvad du mener med et "bid til fadet"?

"Rundt om i verden ser vi radikale islamistiske bevægelser føre sig frem med barsk retorik, og selv om de ikke repræsenterer verdens muslimer, så ser de sådan ud. I den situation er det godt med Gülen-bevægelsen, der prædiker tolerance, forståelse, fred, multikultur og et islam, der er i fred med demokrati og pluralisme. Det er et godt bidrag til verden," siger Mustafa Akyol.

Tyrkisk islamisk lærd, Fethullah Gülen, har udtrykt sin støtte til de seneste forhandlinger mellem pro-kurdiske lovgivere og PKKs fængslede leder Abdullah Öcalan, og har eftersigende fortalt Herkul.org, en hjemmeside tæt på bevægelsen, at alt nødvendigt bør gøres for fred.

“Fred er god og godhed er fra godhed,” sagde Gülen, som bor i selvvalgt eksil i Pennsylvania, men er stadig en indflydelsesrig figur i Tyrkiets politiske scene.

“Vi bør ikke lade landet blive delt,” Gülen sagde til sine tilhængere, tilføjede, at alt nødvendigt bør gøres, og folk bør skjule tidligere kvaler, hvis det kræves for at gøre det.

I sidste uge fik to pro-kurdiske lovgivere lov til at mødes med det forbudte kurdiske partis (PKK) leder Abdullah Öcalan på øen Imrali, hvor Abdullah Öcalan er fængslet og afsoner en livstidsdom.

Ayla Akat Ata, en freds- og Demokrati parti (BDP) viceformand og Ahmet Türk, en uafhængig medformand af paraplyorganisationen Demokratiske Samfunds Kongres (DTK), rejste til Imrali den 3. januar.

Via Hurriyet Daily News ::: mindre end 14 dage gammelt