Det italienske parlament har mistet sin legitimitet, men er ikke blevet annulleret. Sådan sammenfatter Gustavo Zagrebelsky, tidligere præsident for forfatningsdomstolen, den nuværende situation i Italien.
I sidste uge blev valgloven kendt forfatningsstridig. Mandatpræmien til det største valgforbund krænker de nationale mindretal, og de såkaldte blokerede opstillingslister, hvor stemmerne automatisk går til listernes topkandidater, krænker vælgernes rettigheder, vurderer forfatningsdomstolen.
Det betyder ikke blot, at vedtagelsen af en ny valglov er blevet parlamentets mest påtrængende opgave, men også, at legitimiteten i alle beslutninger gennem de sidste syv år drages i tvivl. Italien er altså havnet i en blindgyde. For hvordan kan et parlament uden legitimitet vedtage en legitim valglov? Derfor er det afgørende, at loven først betragtes som ugyldig fra dagen efter dommen, påpeger Zagrebelsky:
»Af hensyn til princippet om statens kontinuitet: Staten er en nødvendig instans. Det grundlæggende imperativ er dens overlevelse, som er forudsætningen for at undgå mangel på normer, kaos og alles krig mod alle. Selv ved regimeskift er der en kontinuitet,« siger juraprofessoren til La Repubblica og fortsætter: »Den kendsgerning, at vi er nødt til at minde om dette ekstreme princip, betyder, at vi står ved afgrundens rand.«
Ophuggeren Renzi
Valgloven, som blev vedtaget med et snævert flertal af Silvio Berlusconis højreregering kort inden parlamentsvalget i 2006, var kontroversiel fra starten. Den skulle i princippet sikre holdbare regeringer, og at højre og venstre kan skiftes til at regere og være i opposition.
Men tildelingen af mandatpræmien til henholdsvis Senatet og Deputeretkammeret er skruet sådan sammen, at der kan opstå forskellige flertal i de to kamre. Den indbyggede skævhed gjorde det muligt for Berlusconi at undgå en hel valgperiode i opposition, da Romano Prodis spinkle centrumvenstreflertal blev tyndslidt på halvandet år. Men hvorfor benyttede venstrefløjen ikke denne periode til at ændre en valglov, som den ansvarlige minister selv kaldte for »en svinestreg«?
Fordi de blokerede lister koncentrerer magten over parlamentets sammensætning i partiernes ledelse, hvilket også passede lederne i det store centrumvenstreparti PD glimrende.
I weekenden gennemførte PD så et generationsskifte, da Firenzes 38-årige borgmester, Matteo Renzi, blev valgt til ny formand. Knap tre millioner stemte, Renzi fik 68 procent af stemmerne. Den unge formand har fået tilnavnet »ophuggeren«, fordi han vil skrotte den gamle partiledelse, der i to omgange har dannet regering med Berlusconi. Ledelsens forsøg på at modarbejde ophuggerens kandidatur har kun bidraget til hans popularitet. Inden formandsvalget var det således ventet, at han med et stærkt mandat straks ville udfordre partifællen Enrico Lettas regering med henblik på at udløse et valg, så han derefter selv kan sætte sig på posten som ministerpræsident.
Men det går ikke uden en ny valglov.
Så Renzi støtter foreløbig Letta, der onsdag testede sin regerings flertal med en tillidsafstemning, efter at Berlusconis parti, Forza Italia, som reaktion på udelukkelsen af partilederen er gået i opposition.
Lettas erklærede mål er at stå i spidsen for det italienske EU-formandskab i anden halvdel af 2014 og for forberedelserne til Verdensudstillingen i Milano i 2015, som ifølge regeringslederen kan få den samme gavnlige effekt på landet, som OL i Rom i 1960 havde.
Spørgsmålet er, om Renzi har råd til at holde sig i baggrunden så længe, og hvor længe den nye valglov kan udskydes. Samfundet er »skrøbeligt og lammet af krisen«, men også »i stand til at rejse sig«, forsikrede Letta i sin tredje programerklæring foran parlamentet på blot syv måneder.
Høtyvenes opstand
Samtidig ulmer den sociale utilfredshed, og der bliver pustet ivrigt til gløderne. I denne uge har en broget skare gennemført protester, som har lammet trafikken mange steder i landet. Studenter, pensionister, metalmekanikere og bygningsarbejdere er blandt de mange kategorier, der demonstrerer. De har hver især mere eller mindre specifikke krav. Men de mest højtråbende er en del af speditørbranchen, som sandsynligvis kontrolleres af kriminelle organisationer.
I januar 2012 blokerede de samme aktivister, der går under navnet Movimento dei forconi (Høtyvenes bevægelse, red.), dele af Syditalien. De får opbakning fra højreekstreme grupper som Forza Nuova og Casa Pound. Information og andre udenlandske medier har modtaget uopfordrede henvendelser fra høtyvene, der fremstiller sig som en tværpolitisk, folkelig protestbevægelse. I Torino har der været moddemonstrationer, men i går blokerede høtyvene og deres sympatisører grænseovergange til Frankrig. Lederen for socialforskningsinstituttet Censis, Giuseppe Roma, advarer om, at krisen kan få de diffuse protester til at sprede sig. Speditørforbundets forkvinde, Cinzia Franchini, har modtaget trusler, fordi forbundet ikke har opfordret medlemmerne til at strejke.
»De skriver, at jeg skal passe på mig selv og min familie,« siger Franchini til Il Fatto Quotidiano og fortæller, at trusselsbrevene er underskrevet »leve høtyvene, leve mafiaen«.
Berlusconi aflyste i sidste øjeblik et planlagt møde med Høtyvenes talsmænd. I et interview med en fransk radiostation hævder han, at der har været fire statskup i Italien i de seneste 20 år. Hver gang er det gået ud over ham, og det seneste i rækken af kup var, da han i sidste måned blev udelukket fra parlamentet som følge af en dom for skattesvindel.
Dermed risikerer han også varetægtsfængsling i forbindelse med andre sager og må ikke forlade landet. Men Berlusconi er ikke bange for at ende bag tremmer:
»Jeg er sikker på, at det ikke kan ske, for ellers bliver der revolution i Italien,« siger han til Europe 1.
