Læsetid: 3 min.

EU skal have koordineret sin sikkerhedspolitik

EU er plaget af divergerende forestillinger om den fremtidige retning for det fælleseuropæiske sikkerheds- og forsvarssamarbejde. Særligt Tyskland kritiseres for sin ambivalente holdning til EU’s samarbejde om sikkerhedspolitik
Danske jagerfly i aktion under en krig, der delte EU: Interventionen i Libyen.

Mario Laporta

17. december 2013

Kan en ny tysk forsvarsminister gøre op med Tysklands traditionelt tilbageholdende holdning til en fælleseuropæisk sikkerhedspolitik? I flere europæiske hovedstæder bliver udpegelsen af Ursula von der Leyen mødt med forhåbninger om øget tysk vilje til internationalt samarbejde på det sikkerhedspolitiske område.

Det er netop Europas dalende bløde og hårde magt, der er på dagsordenen, når EU-rådet mødes i Bruxelles 19.-20. december. Både finans- og eurokrisen har afsløret dybereliggende strukturelle problemer i medlemsstaternes nationale forsvar. Særligt i de mindre medlemsstater har slunkne statskasser tæret på forsvarsbudgetterne i en grad, der i alvorlig grad stiller spørgsmålstegn ved europæiske styrkers indsatsberedthed uden for kontinentet.

Forud for topmødet har både uafhængige eksperter og politiske derfor peget på et akut europæisk behov for at afstemme divergerende forestillinger om forsvars- og sikkerhedssamarbejdet.

»EU’s sikkerhedspolitik må forbedres«, udtalte Litauens viceudenrigsminister Vytautas Leskevicius for eksempel i onsdags i Europa-Parlamentet.

Ifølge eksperter i europæisk sikkerhedspolitik er der akut behov for øget koordinering.

»EU’s sikkerhedsstrategi fra 2003 er et produkt af en anden tid, hvor Vesten stadig styrede verden, og hvor EU var halvt så stort som i dag. I Bruxelles er man bange for at genåbne debatten, fordi man frygter, at de 28 medlemsstater i dag har meget forskellige verdenssyn. Men netop derfor er der brug for debatten«, skriver EU-eksperten Hans Kundnani i en ny rapport fra tænketanken European Council on Foreign Relations.

Tyskland kritiseret

Forventningerne til et afgørende skridt mod et bedre koordineret sikkerhedspolitisk samarbejde er imidlertid ganske beskedne.

Da den ukrainske præsident Viktor Janukowitsch tidligere på måneden valgte at vende ryggen til en associeringsaftale med EU, var det blot det seneste eksempel på EU’s dalende udenrigs- og sikkerhedspolitiske gennemslagskraft. Trods de fine hensigter i Lissabon-traktaten om at styrke unionens fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik med nye institutioner og poster, har de seneste års blodige konflikter i lande som Libyen, Mali og Syrien blotlagt grundlæggende uenigheder mellem de forskellige medlemsstater.

Særligt Tyskland, der stemte for en NATO-indsats i Libyen, men selv afviste deltagelse i en intervention, er blevet kritiseret for sin manglende forpligtelse på samarbejdet om en fælleseuropæisk sikkerhedspolitik.

»Tilforladelige partnere trækker ikke delte kompetencer tilbage i sidste øjeblik«, udtalte den hollandske forsvarsminister, Jeanine Hennis-Plasschaert, i begyndelsen af november med sigte til den tyske sikkerhedspolitik.

I NATO-regi

På begge sider af Atlanten er der således spage forhåbninger om, at Tyskland, der i løbet af eurokrisen har fået tiltagende økonomisk og politisk vægt i Europa, finder politisk vilje til at revurdere tidligere tiders traditionelle tyske skepsis over for sikkerhedspolitisk lederskab.

Kritikken er blevet noteret i Berlin, hvor man i det skitserede grundlag for den nye regering bestående af tyske socialdemokrater og Angela Merkels CDU, samt det bayriske CSU, lægger op til, at Tyskland fremover vil » tage nye politiske initiativer, der skal styrke og udvide [unionens] fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.« Mere konkret argumenterer aftalen for, at europæiske ledere mindst en gang om året bør beskæftige sig med udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik. Det er denne vanskelige opgave, der som det første venter Ursula von der Leyen som ny forsvarsminister.

»Det er godt, at man bestræber sig på en strategisk diskussion, men den kommende regering er stadig meget diffus og efterlader stadig behov for konkrete initiativer. Det er karakteristisk, at forslagene stilles i NATO-regi og ikke i en europæisk kontekst. Præferencerne synes at gælde den transatlantiske alliance,« siger Caroline Rüger, ekspert europæisk sikkerhedspolitik ved universitetet i Würzburg.

Manglende tillid

Af samme grund er en række medlemsstater tiltagende skeptiske over for Tysklands forpligtelse på at modernisere det fælleseuropæiske forsvars- og sikkerhedspolitiske samarbejde. Blandt andet vakte det mishag, da Angela Merkel sidste år nedlagde veto mod planer om at fusionere to af de største europæiske virksomheder, EADS og Bae Systems, i den europæiske forsvarsindustri. Ifølge kritikerne, der talte både politikere og forsvarseksperter, lagde Merkels beslutning yderligere forhindringer i vejen for at konsolidere og koordinere den europæiske forsvarsindustri. Som storaktionær i EADS har den tyske stat inden for de sidste to år nydt godt af en kursstigning på omkring 60 pct.

»Med en arbejdsdeling i rustnings- og sikkerhedspolitik vil man modvirke sparediktatet i de nationale budgetter. Men det koncept vil ikke fungere som mirakelkur, for reelt er der tale om såkaldt ’pooling and sharing’, der i praksis betyder, at man stadig er afhængig af tillid til samarbejdspartnerne. Og netop denne tillid er fortsat en mangelvare.,« siger Caroline Rüger, Universitetet i Würzburg.

Serie

Seneste artikler

  • EU-forbehold kan gøre dansk forsvar arbejdsløst

    13. december 2013
    Det danske forsvarsforbehold risikerer at gøre dansk forsvar arbejdsløs, i takt med at EU skal spille en større rolle som militær aktør i unionens nærområde. Det vurderer udenrigspolitiske eksperter og danske politikere
  • EU’s svigt af inddragelse af lande tæt på Unionen får negative følger

    25. november 2013
    EU’s bløde magt kan stadigvæk generere reformer i Unionens østlige nabolag som f.eks. på Balkan og i Nordafrika, men krisen har fået EU til at vende sig indad med det resultat, at omstillingsprocesserne nu er i fare, siger repræsentanter fra regionerne
  • EU’s bløde magt er ved at forsvinde

    20. november 2013
    De seneste dages armlægning mellem EU og Ukraine over den fængslede Julia Timosjenko er et vidnesbyrd om, at EU’s bløde magt ikke længere er, hvad den var i 1990’erne, hvor Øst- og Centraleuropa blev transformeret med udsigten til EU-medlemskab som værktøj. I dag er EU i en blød magt-konkurrence med Rusland om de tidligere Sovjetstaters gunst
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer