Læsetid: 3 min.

Hvem bliver Danmarks nye dommer ved Menneskerettighedsdomstolen?

Navnene på de tre kandidater, der er blevet indstillet til posten som dansk dommer ved Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg, er nu blevet offentliggjort. Overraskende viser Kammeradvokaten sig at være blandt ansøgerne
13. december 2013

Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg skal have en ny dansk dommer. Efter 15 års tjeneste takker Peer Lorenzen af. Processen med at udpege hans efterfølger er gået ind i den afgørende fase.

Menneskerettighedsdomstolen har 47 dommere – én dommer fra hver af de stater, som deltager i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Den danske dommer repræsenterer vel at mærke ikke Danmark, men vælges i sin personlige egenskab. Den nye danske dommer bliver en del af en domstol, som med tiden har opnået en kolossal indflydelse og status, men som også i de senere år har mødt stigende kritik fra flere europæiske regeringer, som ønsker at stække Domstolens magt.

Men hvordan vælges så den nye danske dommer? Og hvem er i spil til den magtfulde stilling?

Dommere til Menneskerettighedsdomstolen udpeges i sidste ende politisk. Forud går dog en møjsommelig national proces. I Danmark blev stillingen slået op i maj 2013. For overhovedet at kvalificere sig til stillingen skal man være en særdeles dygtig jurist og et ordentligt menneske. Der indkom i alt syv ansøgninger. Mens den danske regering tidligere selv sorterede i ansøgerne, overlader man det nu til et uafhængigt Dommerudnævnelsesråd at udpege de tre bedste kandidater. Primo november blev listen med de tre navne offentliggjort – og den var ikke uden overraskelser:

Nina Holst-Christensen er ’Systemets Kvinde’. Hun er 53 år og har arbejdet stort set hele sin karriere i Justitsministeriet, hvor hun i dag er kommitteret i EU-ret og menneskeret. Hun har i mange år været regeringens agent i sager ved Menneskerettighedsdomstolen og har således lang erfaring med at forsvare regeringen foran Domstolen. Det kan måske blive et problem for hende i slutspillet, at hun således i hele sin karriere har varetaget regeringens interesser.

Jon Fridrik Kjølbro er ’Den Unge Ekspert’. Han er 46 år. De første 11 år af sin karriere tilbragte han i Justitsministeriet med fokus på menneskerettighedsspørgsmål. Siden 2003 har han siddet som dommer ved Østre Landsret. Han har skrevet det førende danske opslagsværk for praktikere om Menneskerettighedskonventionen – bogen er på 1000 sider! Bortset fra denne ubestridelige ekspertise er hans fordel, at han trods sin forholdsvis unge alder har lang erfaring som uafhængig dommer.

Karsten Hagel-Sørensen er ’Den Store Overraskelse’. Ikke fordi han mangler kvalifikationer, men alene fordi han sidder i det ærefulde hverv som Kammeradvokat – statens betroede advokat i civile sager. Kan han uden problemer ’gå tilbage’ i den stilling, hvis han ikke bliver menneskeretsdommer? Ville det ikke se underligt ud, at han hellere ville have været dommer i Strasbourg end kammeradvokat? Han er 63 år. Også han har haft en lang karriere i Justitsministeriet, hvor han særligt blev EU-retsekspert. I 1991 startede han hos Kammeradvokaten, og i 2004 blev han selv Kammeradvokat. Han nyder stor respekt og har lang erfaring med at føre retssager for staten. Ligesom for Nina kan det muligt blive et problem, at han i det meste af sin karriere har varetaget regeringens interesser.

Beslutningen ligger nu i Strasbourg, hos Europarådets Parlamentariske forsamling, som består af repræsentanter fra staternes parlamenter – herunder fem danske folketingsmedlemmer. I praksis træffer Forsamlingen sin beslutning efter indstilling fra et underudvalg, som forinden afholder samtaler med de tre kandidater. Denne politiske udpegningsproces i Strasbourg står i modsætning til processen herhjemme, hvor dommere til de danske domstole udpeges efter indstilling fra et uafhængigt råd.

Afgørelsen foreligger i slutningen af januar 2014. Det er svært at spå om udfaldet. Kandidaterne er alle kvalificerede. Det er også værd at bemærke, at de alle har en karriere i Justitsministeriet bag sig. Men skulle jeg spille en 10’er på en af kandidaterne, måtte det nok blive på ’Den Unge Ekspert’. Den nye dommer udpeges for 9 år og kan ikke genvælges.

 

Jens Elo Rytter er professor i forfatningsret på Københavns Universitet og bidrager med kommentarer til Information.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu