Læsetid: 4 min.

Hyldest af Mandela risikerer at blive historieløs

Sydafrika er gået ind i sin officielt udråbte sørgeperiode. Men snart vil fokus vende tilbage til landets store sociale problemer. Hvis ikke de løses, kan Mandelas tiljublede forsoningsindsats vise sig tæt på værdiløs, lyder kritikken
En pige tænder et lys under en mindehøjtidelighed for Nelson Mandela i Soweto, Sydafrika. Over hele landet blev der sørget over den afdøde landsfader, som kæmpede for økonomisk inklusion og demokratisk deltagelse – forsoning var ifølge ekspert blot en platform til at sikre de to principper.

Pedro Ugarte

9. december 2013

Det er formentlig ikke hver søndag, menigheden i Bryanstons metodistkirke løfter knytnæver i vejret til lyden af trommespil og hymner fra antiapartheidkampen. Men i dag er udråbt til national sørgedag, og det højloftede kirkerum i Johannesburgs nordlige forstad er fyldt med mennesker, som ærer mindet om Nelson Mandela, der åndede ud i sit hjem torsdag aften.

En lille pige i hvidt silkeskørt og pink sløjfe kigger forvirret rundt. Hun skal døbes, uvidende om, hvilken symbolsk højspændt ceremoni hun i dag deler med landets ledende figurer og deres sikkerhedsvagter. På forreste række sidder Mandelas skandaleombruste ekskone Winnie Madikizela-Mandela med et ansigt knuget af sorg. Ved siden af er landets præsident Jacob Zuma, som netop har holdt en tale om forkyndelse og fred, afløst af salens »oh yes«. En religiøst tonet tale fra en mand, der ellers sjældent ophøjer kristendom til andet end nådestødet for gamle afrikanske traditioner. Men i dag er han kustode i Mandelas hus af forsoning. Her omtaler man Mandela, som verden elsker at huske ham: som en charmerende tilgiver.

Vores Mandela

Det er netop tonen i dette hyldestkor, der skaber irritation hos nogle sydafrikanere for tiden. De frygter, at han bliver genstand for historieløs hyldest. En kvinde spørger retorisk i radioen, hvorfor man ikke må politisere begravelsen af den revolutionære Mandela, når man jo heller ikke tager religionen ud af en pavebegravelse.

Utilfredsheden bunder i, at mange sydafrikanere ikke mener, at den helgenlignende fortælling om forsoningsindsatsen ikke er tilstrækkelig; den adresserer ikke de uindfriede løfter fra 1994, da Mandela blev landets første demokratisk valgte præsident.

Det siger Adam Habib, som er vicerektor på Wits Universitet i Johannesburg og fremtrædende debattør.

»Mange taler om, at forsoning definerede Madiba. Det lå ham dybt på sinde, men han levede også efter principperne om økonomisk inklusion og demokratisk deltagelse. Det var de to ting, han blev indespærret for, og som var hans drivkraft alle de år. Forsoning var blot en platform til at sikre de andre principper – i det lange løb kan forsoning ikke holde et samfund sammen uden politisk og økonomisk lighed,« siger han.

Ulighed farligst

Det er bredt anerkendt, at Nelson Mandelas helt store fortjeneste var at forhindre en borgerkrig. Særligt da han i 1993 efter drabet på den populære leder Chris Hani, udset som Mandelas tronfølger, bad nationen om ikke at gå i krig. Men han fik aldrig succesfuldt gjort noget ved den graverende ulighed og de sociale kløfter. Uligheden i Sydafrika er steget hvert år, siden han tiltrådte som præsident i 1994, og det er ifølge Adam Habib den helt afgørende trussel mod Mandelas løfte om fred og forsoning.

»Hvis vi ikke adresserer ulighed, så kan vi ikke gøre noget ved de sociale patologier, der definerer vores samfund: korruption, voldtægt af kvinder og børn, bandekultur og voldelige protester.«

Hvor man i andre markedsøkonomier realiserer sig selv via markedet, så er det i Sydafrika blevet igennem staten og ANC, at man bedst opnår rigdom. Opgaven bliver derfor at få de korrupte dele af statsapparatet til at begrænse egen værdiforøgelse, mens flere små virksomheder bør støttes.

»Ulighed er farligere end fattigdom. Fattigdomsbekæmpelse er moralsk vigtig, men det er strategisk nødvendigt at bekæmpe ulighed, hvis du vil skabe et samfund, der kan stå selv. Sydafrika såvel som Indien og Kina er eksempler på, at man kun har adresseret fattigdom, ikke ulighed, hvorimod Danmark og andre europæiske velfærdssamfund historisk viser, at man kan adressere begge dele samtidig,« siger han.

Nye ledere

Den amerikanske journalist Douglas Foster har i ti år rapporteret fra Sydafrika og skrevet bogen After Mandela om landets udfordringer i dag. Han tror ikke, at Mandelas død vil afføde politiske rystelser, højst en større national samling og debat om ANC’s uindfriede løfter om ’Frihed, Arbejde og Retfærdighed’ fra valget i 1994: »Jeg tror, at hans død kan få mange til at gentænke, hvordan det går for det helt særlige samfund på Afrikas sydlige spids bygget på tankerne om et multiracialt, ikkesexistisk, ikkehomofobisk og lige samfund,« siger han over telefonen fra Chicago. Selv deler han ikke den pessimisme, der ofte luftes fra vestlige kommentatorer om, at landet oplever én lang deroute: fra den storslåede Nelson Mandela over den anløbne Thabo Mbeki, der ikke anerkendte HIV-epidemien, og så endelig Jacob Zuma, som korruptionsanklagerne klæber sig til. Douglas Foster er i stedet varsom optimist.

»Først havde man Mandela, eksfangen, som præsident, så den eksilerede Mbeki, for så til sidst at have Zuma, der har vandret rundt i afrikanske frontstater og startet guerillakamp mod apartheidstyret. Ingen af dem har kendt Sydafrika særlig godt, men det har en anden generation af ANC, der nu leder i provinserne. De blev hjemme og deltog i masseprotesterne, og jeg håber, at vi vil se en ledergeneration derfra, der kender samfundet bedre og måske er mere kreativ til at bringe uligheden ned.«

Rigmandskvarteret, hvor Mandela endte sine dage, er præget af dyrlæger, skilte om spanskundervisning og meterhøje elektriske hegn. Men i disse uger er området foran hans hus belejret af hundredvis af sydafrikanere i højlydt fejring og toyi-toyi – en hårdtstampende protestdans fra antiapartheidtiden. Sam Makatikela på 57 år er taget fra den anden ende af byen for at komme hertil. Han står med sin iPad under armen for at forevige fejringen.

Da han fredag hørte nyheden om Mandelas død, kunne han ikke gennemføre sin bøn og løbetræning, som han altid starter med klokken fire om morgenen. Han vækkede sin kone, og de sad bare i sofaen og fulgte med og kom for sent på arbejde.

»Min krop frøs til is,« siger han.

»Madiba kæmpede vores sag. Han gav først op, da vi selv kunne se, hvad vi kunne blive til.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lars Jorgensen
Lars Jorgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Overskriften er et af de værste symptomer på den pest, der har bredt sig, hvor man extrapolerer fra almene forhold til de specifikke. Der er intet i hele verden, der tilsiger, at ting per automatik går på en bestemt måde, der er ingen lovmæssighed, og det kommer i alle tilfælde altid an på de konkrete involverede på et bestemt tidspunkt.
Men vi møder det altså hele tiden, og det er ærlig talt til at brække sig af, at afkristningen synes at være blevet fulgt af noget meget værre: et helt igennem metafysisk anlæg for fatalisme.

@ Peter Hansen

"Overskriften er et af de værste symptomer på den pest, der har bredt sig, hvor man extrapolerer fra almene forhold til de specifikke. Der er intet i hele verden, der tilsiger, at ting per automatik går på en bestemt måde, der er ingen lovmæssighed, og det kommer i alle tilfælde altid an på de konkrete involverede på et bestemt tidspunkt."

Der står "risikerer " i overskriften, så hvordan indikerer det en automatik, og prøv at læse artiklen

Niels Engelsted

På forreste række sidder Mandelas skandaleombruste ekskone Winnie Madikizela-Mandela med et ansigt knuget af sorg.

Skandaleombruste, ja, var det ikke i virkeligheden hende, der i Mandelas navn fortsatte kampen i de mange, mange fængselsår? Den dårlige kvinde, hende er der vist ikke plads til i den nuværende Morten Korch historie om Nelson.

anker fjeld simonsen

Niels Engelund, jeg har lige set det meste af en TV-udsendelse om hövdingesönnen, på svensk TV. isär om hans unge år, hvor bl.a. VVINNIE spillede en rolle, da den nåede frem til 80erne var historien om Mandela bekendt for mig.
Der var absplut plads til VVinnie i tv-udsendelsen, selvom jeg ikke fulget konen hele vejen til skilsmissen.
Det er nok at overvurdere en enkelt frihedskämpes betydning, at han selv med forindelsen med ANC med et trylleslag skulle kunne löse alle prolemer, tilmed i den alder og blot i en 5års periode som det nye Sydafrikas präsident.
Men der skabes velsagtens en optimisme i vide kredse, som er betingelse for et opsving, som jeg selv kunne opleve det som en polsk rus i sommeren 1984, da polakkerne for förste gang kunne strege officielle kandidater ud til kommunevalg, skrue andre på, vist nok også, betingelser for et opsving.
Nogle frustreres hen ad vejen, andet sander til i korruption, men en del vil dog stadig bäre frihedens og lighedens fakkel, nogle livet ud, således at det ville have väret värre uden dem, der er trods alt gjort en forskel. At kalde Nelson Mandelas historie for en privat Morten Korchhistorie, er da helt ud i det blå, det er en national friheds-oh lighedshistorie, i det mindste, hvor der også i perioder kan have väret jvinde-og ägte-skabskonflikter, der kan synes at väre Morten Korch-elementer. Det er kun dårlig journalistik at vurdere könslige forhold som altafgörende i apartheidafviklingen.
Med gode og onde kvinder eller samleere, i historien fra guerillabevägelse til landsom-fattende anti-apartheidbevähelse, til forliget med skaberne af the rise of the south afri-can reich, som var titlen på en engelsk bog om den sydafrikanske frimuererbeväjelse, der skabte apartheid, og endelig de 5 åf som präsident og symvol for nye sydafrikas demokratiske vilje. Den demolratiske ånd har mange sikkert endnu.

Mandela vil altid være husket , og det han stod for!
Hele verden kunne lære meget af hans høje, og sjeldne moral, med respekt!
At verdens forvrængningers af hans livsværk fejlagtigt prøver at smudse hans eftermæle til! DE BURDE SKAMME SIG OG TIE FOR ALTID!!!

Hvor er det sødt som de vestlige politikkere klistrer sig op af Mandela i disse dage, fantastisk dejlig facade:-) Gratis reklame.

Niels Engelsted

anker, jeg mener, at historien om Nelson Mandela, som den nu præsenteres af Ulla Terkildsen og utallige andre, er blevet forvandlet til en forloren idyl, ikke at Mandelas historie, mens den udspillede sig, var Morten Korch-agtig. Dine betragtninger over de følelser af håb og forandring, der kan udløses i brydningstider som dem i Sydafrika og Polen kan jeg til fulde værdsætte.