Læsetid: 6 min.

Katastrofe reduceret til kliché

Rapport fra Arsal i Libanon, hvor 50 syriske familier hver dag ankommer på flugt fra borgerkrigen, der nu også er hverdag i Libanon. Borgmesteren: affald, sanitet og sikkerhed er de største problemer
Doha i sort dragt og hendes familie i Arsals modtagelsescenter. Det er tredje gang, familien er på flugt.

Fadi Yeni Turk

2. december 2013

Sådan lugter borgerkrigen også: En sødlig hørm af uvaskede kroppe, tilskidte bleer, madlavning på spritblus og cigaretrøg. Mødre siddende på skumgummimadrasser i aflukker, afgrænset af ophængte tæpper og madrasser på højkant, serverer dåsemad, fladbrød og tomater til te og kaffe, spædet op med spiseskefulde sukker. Før krigen i nabolandet var bygningen Arsals fine restaurant, komplet med tilliggende bryllupshal på størrelse med en ’fynsk’ godslade. I dag fungerer den som modtagelsescenter, hvor nye flygtninge registreres. I et hjørne er en stabel papkasser med teksten: ’Kitchen set – Danish Refugee Council’.

Et stiliseret blomster-relief på endevæggen synes sært malplaceret, akkurat som de legende børn synes sært ubekymrede.

Min rundviser fra UNHCR, FN’s flygtningeagentur, en yngre kvinde fra Canada, der taler i dette institutions-programmerede sprog, der sikrer mod at sige noget uventet og ikke-autoriseret, remser op: registrering er en betingelse for indkvartering.

Der prioriteres således, at kun familier med mange børn får tildelt et af de lysegrønne FN-telte, der nu klargøres til vinteren med gulvbelægning og petroleumsovne.

Sneen falder om senest en måned.

I flere af FN’s telte har flygtningefamilier etableret kiosker med salg af æg, spiseolie, cigaretter, slik og kiks.

Ahmed Sueid har taget sit frisørgrej med fra Qara: »Man skal jo leve,« siger han. Han mener ’overleve’.

De seneste to uger er titusinder ankommet, de heldige i bil eller på motorcykel over bjergene fra Qalamoun-regionen i Syrien, andre til fods ad de kendte smuglerruter, kvinderne med de mindste børn på armen. Mange, måske de fleste, er på flugt for anden eller tredje gang – først fra Homs til Qusayr, dernæst fra Qusayr til Qara i det bjergrige Qalamoun-område mellem Damaskus og den libanesiske grænse længere mod syd. Det var kontrolleret af oprørerne, indtil regimets styrker for et par uger siden iværksatte en offensiv med det formål at sikre hovedvejen fra Damaskus til Homs, og som sendte flygtningene videre over Libanons grænse til Arsal, den sunnimuslimske enklave i Bekaa-dalens nordøstlige del og omgivet af landsbyer, domineret af Hizbollah, den shiamuslimske milits, der kæmper på det syriske regimes side.

Alt for lille en by

Alle har de deres egen historie om rædslerne i krydsilden mellem oprørere og regimestyrker, om dræbte eller forsvundne sønner og ægtemænd, om smadrede, udbombede liv – stort set enslydende bortset fra ofrenes navne. Katastrofen reduceret til tragisk kliché.

Som Doha, en husmor med ansigtet forsiret af stamme-tatoveringer, der ankom med mand og børn tre dage tidligere:

»Vi brød op, da de begyndte at bombe i Qara. For otte måneder siden måtte vi flygte fra Qusayr, hvor vi havde et stykke jord, vi kunne leve af. Nu har vi ingen penge og kun det tøj vi, har på. Vi kan ikke forholde os til fremtiden.«

Indkvartering, bespisning, skolegang, sundhedspleje, mæslinge-vaccinationer af børn er hjælpeorganisationernes domæne, da bystyrets stab på otte fastansatte politifolk plus en snes løsere tilknyttede ifølge borgmester Ali Hujairi »er alt for lille til at klare det pres, vi er udsat for, og som ville koste os hundrede af millioner med mindst 200 ansatte«.

Filippo, en italiener fra Rimini, er ansat i NRC, den norske flygtningeorganisation, og tager sig af forberedelsen til den truende vinter.

»Vi har brugt tre dage på at vurdere situationen, og i dag begynder vi uddeling af silikone til isolering og tætning af halvt færdige bygninger, som nogle flygtninge har taget ophold i, mens vejret var til det, men tsom er ubeboelige, når sneen falder,« siger han.

På Filippos tjekliste er 1.200 familier med behov for byggematerialer, silikone og petroleumsovne. Han fortæller, at NRC også arrangerer skolegang og aktiviteter for børnene tillige med ’information til flygtningene om deres rettigheder’ og ’udøvelse af beskyttelse’, der skal værne flygtningene mod bl.a. seksuel udnyttelse. Filippo erkender dog, at de rettigheder er yderst begrænsede, en følge af den libanesiske stats erklærede ikke-indblandings-politik i den syriske borgerkrig.

»De har dog de samme rettigheder som andre udlændinge, der besøger landet,« siger han.

– Som f.eks. turister?

»Det kan du sige, ja.«

Borgmesterens bekymring

Borgmester Ali Hujairi taler i telefon med en libanesisk sikkerhedsofficer, da jeg træder ind i hans beskedne kontor – han drøfter fundet af en bil ved grænsen 12 kilometer mod øst, lastet med sprængstoffer, og eftersom hans to fætre blev dræbt ugen før ved et angreb af syriske helikoptere, og da han selv har været mål for tre attentater, tager han oplysningen alvorligt.

»De er i færd med noget,« siger han, da samtalen er afsluttet.

»Vi ved ikke, hvad de har planer om, og vi ved ikke, hvor de vil slå til, men vi er nødt til at være forberedte.«

Og muligvis for at komme det mest selvfølgelige spørgsmål i forkøbet, nemlig at det er al Qaeda-relaterede salafister på oprørssiden, der anvender bilbomber, tilføjer han: »Og bilen med sprængstoffer kom fra det regimekontrollerede område.«

Men lige denne dag er sikkerhedssituationen ’tilfredsstillende’, og Ali Hujairi har andre påtrængende problemer: »Før var vi 40.000, nu er her 105.000,« siger han.

»Og det giver problemer med renovation og kloakvand. Socialministeriet i Beirut hjælper med telte og blik-toiletter, men affaldet må vi selv klare, ligesom vi må tage os af registrering af flygtningene.«

Arsals kommunale udgiftsbudget er steget fra 100.000 til 140.000 dollars.

»Vi har måttet leje slamsugere, der kører spildevandet ud til en dal i ingenmandsland, og det har delvist løst problemet, men ellers er vi afhængige af hjælpeorganisationerne.«

Handler om at overleve

Og med et blik på mit visitkort siger han, at »danskerne er en stor hjælp med fordeling af fødevarer og petroleum til opvarmning. Så længe, folk kan holde varmen, kan de overleve«.

Ud over affald og afføring er Hujairis presserende problem sikkerheden – som altså lige nu er ok, men hvor længe? Et par dage før angreb kamphelikoptere, huset ved siden af Ali Hujairis blev beskudt, bomber faldt i Arsals udkant, og missiler slog ned i en dal lige øst for byen.

»Jeg er selvfølgelig et mål for min støtte til den syriske opposition, men støtten er politisk. Jeg har intet at gøre med våben eller penge til de syriske oprørere. Og de kommer heller ikke her, men holder til i de lavereliggende landsbyer på den anden side af grænsen,« siger han uopfordret som et signal om, at spørgsmål om våbenruterne og trafikken af oprørere ikke besvares i hans kontor.

Som praktiserende muslim tror Ali Hujairi på, at Gud har det sidste ord for så vidt angår det tidspunkt, hvor han skal herfra. Siden den syriske krises udbrud har Gud bestemt, at han overlevede tre attentatforsøg.

Han udpeger et ar i sin maskinklippede hovedbund: »Sidste gang ramte de her.« Det var i august, hvor han sammen med tre medarbejdere var på vej hjem fra et møde i provinshovedstaden Zahle, da hans bil blev beskudt på ’Fredens Boulevard’, hovedfærdselsåren gennem Bekaa-dalen, og hvor den ene passager i bilen blev dræbt. Han ved, at gerningsmændene er fra to shia-familier i Labweh, landsbyen neden for Arsal. Og som han konstaterer:

»De familier er ikke længere velkomne her i Arsal.«

Da borgmesteren har serveret den obligatoriske te, spørger jeg til pistolen på hans skrivebord, der indikerer, at han ikke kun overlader sin skæbne til Guds skemalagte afgørelse. »Årh, det er et gammelt våben, som jeg har haft liggende hjemme, men man må jo tage visse forholdsregler.« Han dækker pistolen med nogle dokumenter. Den skal ikke fotograferes.

»Jeg er i risikofeltet for min støtte til den syriske opposition.«

At Ali Hujairi heller ikke er velkommen uden for sin landsby, lever han med:

»Jeg kan ordne de fleste sager på telefon og kører kun til Zahle, hvis det er meget nødvendigt. Og det er det sjældent nu, hvor hjælpeorganisationerne løser de fleste problemer.«

Men han medgiver, at de ikke kan løse sikkerhedsproblemerne.

Og min canadiske FN-guide er nervøs for, at de syriske bombeangreb en dag vil ramme felthospitalet, hvis patienter hun beskriver som ’personer med krigsskader’.

Jeg siger, at alle ved, at hovedparten af patienterne er sårede fra oprørsmilitserne.

»Vi anvender bevidst en neutral betegnelse,« svarer hun.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer