Krigsforbrydersag fortsætter uden dansk dommer
Inhabilitetskendelsen mod Frederik Harhoff, den nu afsatte danske dommer ved FN’s krigsforbrydertribunal for det tidligere Jugoslavien (ICTY), får ingen konsekvenser for retssagen mod den serbiske partileder Vojislav Seselj. En ny dommer, senegalesiske Mandiaye Niang, skal tage den diskvalificerede Harhoffs plads, og dermed kan sagen fortsætte. Det afgjorde et panel på tre dommere enstemmigt i går.
Dommerpanelet begrunder deres afgørelse med, at den er »i retfærdighedens interesse.«
Eksperter i folkeret har ellers tidligere i Informations spalter spekuleret i, at diskvalificeringen af Harhoff kunne få sagen til at falde. Det skyldes, at en ny dommer – ifølge blandt andre professor og folkeretsekspert Kevin Jon Heller fra Melbourne University – vil få svært ved at sætte sig ind i det omfattende materiale fra den lange retssag inden for en rimelig tidsfrist. Det ville krænke Seseljs ret til en hurtig og fair retssag, lød vurderingen. Den serbiske partileder har allerede siddet fængslet i mere end ti år uden en dom.
Mest læste
Information.dk
Du skal være registreret bruger for at kommentere. Log ind eller opret bruger »