Læsetid: 9 min.

Lovløshedens anatomi

Her er staten ikkeeksisterende, og tilværelsen reguleres af magtfulde klaner, som selv Hizbollah omgås med forsigtighed. Mens den syriske borgerkrig har hærget, er antallet af smuglerier, bortførelser og billige syriske brude vokset. Lasse Ellegaard er taget til Bekaa-dalen i Libanon og har skabt syv scener derfra
Her er staten ikkeeksisterende, og tilværelsen reguleres af magtfulde klaner, som selv Hizbollah omgås med forsigtighed. Mens den syriske borgerkrig har hærget, er antallet af smuglerier, bortførelser og billige syriske brude vokset. Lasse Ellegaard er taget til Bekaa-dalen i Libanon og har skabt syv scener derfra

Fadi Yeni Turk

16. december 2013

1.

Konturerne af parkerede tankbiler toner frem i aftenmørket på den smalle bjergvej op til Ammara Ezzedines gasbetonhus.

»Det er her, de bytter benzinen,« siger han.

Ezzedine er en lavmælt familiefar i 30’erne. Som kommunal politibetjent i Arsal, kun 12 kilometer fra grænsen til Syrien, ved han, hvad han taler om, når han kalder smugler-benzinen fra Syrien for den mest lukrative forretning i Bekaa-dalen.

Vi er på vej tilbage fra en frokost, hvor han har berettet om sit arbejde med at bistå hjælpeorganisationerne i håndteringen af den flygtningestrøm, der er eksploderet med det syriske regimes novemberoffensiv i Qalamoun-regionen på den anden side af bjerget. Der er småtyverier, der plankes strøm, så elforsyningen afbrydes, og der er trafikproblemer.

De lokales irritation over teltene, der skyder op på hver tilgængelig plet, er stigende, men alt er stadig under kontrol.

Mon kontrollen vil undermineres af vinteren, der allerede nu har gjort teltlejrene til et snehelvede? I Beirut fortalte en nødhjælpsarbejder, at børn hver dag dør af sult og af kulde.

»Men vi har ikke grov kriminalitet,« tilføjede han.

Flygtningene er ikke udelukkende uglesete i Arsal. Øget butiksomsætning, obskøne lejeindtægter for skure, lader, stalde og halvt færdige huse bidrager tillige med sværmen af nødhjælpsarbejdere, journalister, tolke og håndværkere til en i øvrigt solid velstand, funderet på de vante smuglerruter og et stenbrud, hvor flygtningenes ankomst har presset de lokale og syriske arbejdere, der var der i forvejen, til at acceptere et fald i daglønnen fra 25 til 10 dollar »som måske senere vil give os problemer«, som Ezzedine siger.

2.

Også kvinder er blevet billigere. Ezzedine forklarer sagligt, hvordan Bekaa-dalens mænd nu har råd til endnu en kone mod en mohr – medgiften, der i stammesamfundene stadig betales til brudens far – på ned til 2.000 dollar.

Denne trafik har forrykket Arsals mekanismer for samliv, hvor de urbaniserede libanesiske brude i dag fordrer eget hus med en udbetaling i omegnen af 8-10.000 dollar, og hvor bruden selv får den traditionelle mohr, typisk guld- og sølvsmykker, der forbereder bruden på en eventuel enkestand eller skilsmisse. Hvorvidt tilførslen af syrisk sex (og arbejdskraft) i husholdningerne har givet de libanesiske hustruer følelsesmæssige traumer, er ikke faldet Ezzedine ind som et problem: »De har fået konkurrence,« konstaterer han.     

Ammara Ezzedine var chauffør i stenbruddet, da han i 2007 fik jobbet som betjent. Indenrigsministeriet havde afsat otte stillinger til Arsal kommune, og selv om Ezzedine kun har gået i underskolen, gik han op til den eksamen, der var ministeriets krav til ansættelse.

»Jeg bestod og fik jobbet – hvorfor, kan jeg kun gætte på.«

Gættet er, at guvernøren i Libanons tredjestørste by, Zahle, blev presset af så mange politikeres, dignitarers og klanlederes opringninger om ansættelse af sønner, brødre, fætre og nevøer, at han panikkede, for som Ezzedine siger:

»Vigtige folk var blevet sure, hvis han havde ansat efter normal nepotisme, da han jo kun havde otte stillinger, så udvejen var at gå efter eksamensresultaterne.«

Men generelt har sunnibyen Arsal ikke politikernes bevågenhed: »Vi har kun tre officerer i hæren, for ingen hjælper med gode statslige embeder. Vi er isolerede i et shia­ocean og sætter derfor altid kryds ved Saad Hariris 14. marts-blok (ekspremierminister og sunnileder, red.). Politikerne behøver ikke at gøre sig umage, og jeg fik da heller ikke hjælp, da jeg blev ansat.«

3.

Om de parkerede tankbiler på bjergvejen op til sit hus, har han en personlig historie: En aften, da Ezzedine var på vej hjem, blev hans Toyota vinket ind til siden af bevæbnede mænd.

»De spurgte, hvem jeg var, og da de hørte svaret, sagde de: ’Du er lige, hvad vi har brug for.’«

I de følgende uger sad Ezzedine indespærret sammen med ni andre sunnigidsler i et hus ikke langt fra sit eget. Stuvet sammen i to værelser med madrasser på gulvet i det ene rum om natten afventede de udviklingen uden nervøsitet: »Vi blev jo behandlet humant og fik rigeligt at spise. Det var jo kun forretning, ikke personligt.«

Som ansat i Arsals bystyre var Ezzedine gidseltagernes mest prominente bytteobjekt  for en vis Youssef Meqdad, et medlem af den shiamuslimske Meqdad-klan, der var blevet kidnappet ugen før af sunnimilitante. Ezzedine var ’lige, hvad de havde brug for’, men det var ikke årsag til, at hans frigivelse blev fremskyndet.

Årsagen var benzin.

Normalproceduren i de eskalerende bortførelser, den syriske krise har udløst mellem shiaer og sunnier, er, at mæglere – på shiasiden ofte fra Hizbollah og i dette tilfælde medlemmer af Arsals ledende Hujairi-familie – mødes på et neutralt sted og drøfter vilkår for udveksling, som dernæst arrangeres, ofte med deltagelse af hæren eller sikkerhedstjenesterne som uofficielle garanter for, at alt forløber efter klanernes uskrevne kodeks.

Faktisk er restauranten, hvor jeg fik Ezzedines historie, et sådant neutralt sted i kraft af beliggenheden på bredden af Orontes-floden i udkanten af shiabyen Hermel, i hvis periferi Hizbollah har træningslejre.

Af samme grund har Ezzedine ikke sat sine ben her i mere end to år.

»Vi plejede ellers at tage på udflugt hertil med skolebørnene, for det er dalens bedste spisested,« bemærkede han over en trækulgrillet ørred.

»Nu må vi helt til Aanjar, hvor fisken ikke er nær så god.«

4.

Der kan gå tid med udvekslings-forretninger, især hvis de involverer store beløb på tusindvis af dollar, hvilket ikke er usædvanligt og beror på den enkelte bortførelses årsag og parternes indbyrdes styrkeforhold.

I dette tilfælde fremskyndedes ’forretningen’ af det stop for handlen med smuglerbenzin, bortførelserne havde bevirket.

»Da vi havde siddet i det hus en uges tid, begyndte det at gøre økonomisk ondt på alle parter,« som Ezzedine siger med et skævt smil.

Det, der smertede, var fraværet af omsætning. Før bortførelser igen blev dagens uorden i dalens mosaik af shiitiske, sunni og kristne samfund, herskede en vis harmoni i samhandelen mellem smuglere i Arsal og aftagere i Labweh, en shialandsby i et T-kryds på dalens nord-syd-gående hovedvej, der kontrollerer den eneste opkørsel til sunnienklaven.

Arsals vognmænd henter benzinen i Syrien, hvor den på grund af subsidiering og den lokale produktion er billig, og sælger den videre til shiakøbmændene i Labweh – en praksis, der gennem årtier har gjort alle velhavende.

Efter den syriske borgerkrigs udbrud for et par år siden købte Arsal-smuglerne benzinen af de oprørsbrigader, der indtil novembers regimeoffensiv kontrollerede hele Qalamoun-regionen på den syriske side af bjerget. Og aftagerne i Labweh kunne tilføje et nyt profitelement ved at sælge benzinen tilbage til regimet. Alle var glade.

»Men med bortførelserne i juli stoppede alt. Dem fra Labweh vovede sig ikke op til Arsal, og ingen turde køre ned til Labweh. Økonomien blev totalt lammet,« fortæller Ezzedine. »Så der måtte ske noget.«  

Der skete det, at de to sider enedes om en hurtig udveksling, så der igen kunne komme gang i hjulene.

En søndag morgen i august hentede Ali Hujairi, Arsals borgmester, shiagidslet Youssef Meqdad i det hus, hvor han blev tilbageholdt, og kørte ham til byen Ras Baalbek, hvor han blev byttet med i alt 16 sunni-gidsler.

Så langt så godt.

5.

Og dog. Undervejs tilbage til Arsal efter gidselforretningen faldt borgmesterens bilkortege i baghold nær Labweh, da militante fra to andre shiaklaner, Jaafar og Amhaz, perforerede bilerne med kalashnikovs. Mohammad Hassan Hujairi, en fætter til borgmesteren, der havde en hovedrolle i gidselforhandlingerne, blev dræbt, og Ali Hujairi selv blev såret. Det hele varede få minutter, og da Ali Hujairi senere samme dag vendte hjem efter hospitalsbehandling i provinshovedstaden Zahle, var enheder fra den libanesiske hær posteret mellem de to landsbyer.

Den fungerende indenrigsminister, Marwan Charbel, tog kontakt til Jafaar- og Amhaz-familierne og sikrede, at situationen ikke kom yderligere ’ud af kontrol’. Saad Hariri ringede fra Saudi-Arabien til borgmester Hujairi, bekymret for hans velbefindende. Også den på forhånd bestemte (sunni)premierminister, Tammam Salam, lykønskede pr. telefon Hujairi med hans held og glemte ikke at kondolere for tabet af fætter Mohammad Hassan.

Det hører ikke med til historien, men er alligevel sigende for Bekaa-dalens realiteter, at borgmester Hujairi er eftersøgt af myndighederne for medvirken til mord på to soldater på patrulje i Arsal for ni måneder siden. Militærdommeren, der efterforsker sagen, har krævet dødsstraf for 37 personer, herunder for Ali Hujairi.

Men med til historien hører, at bagholdet ikke havde umiddelbar forbindelse til gidseludvekslingen i Ras Baalbek, men var gengældelse for Arsal-militantes mord på tre medlemmer af Jaafar- og Amhaz-klanerne (plus en tyrkisk statsborger) tilbage i juni.

Og dog er der en sammenhæng, idet Youssef Meqdad blev kidnappet som ’svar på efterforskningen’ af de fire mord. De sunnimilitante kidnappere mente, at hæren og sikkerhedstjenesten var for nidkære i arbejdet med at finde og straffe morderne, så de bortførte Youssef Meqdad, der ganske vist var fra en helt tredje klan, men stadig shia. Og det blev Ammara Ezzedines uheld.

6.

De mange bortførelser og drab tog fart i foråret 2012, da borgerkrigen i Syrien bredte sig ind over den libanesiske grænse. Den har gjort Bekaa-dalen endnu mere lovløs end tidligere og bevirket, at de væbnede opgør i havnebyen Tripoli mellem sunnier og syriskvenlige alawitter til regulær byguerillakrig, der har tvunget hæren til at erklære byen i militær undtagelsestilstand.

I sunnienklaven ved Libanons nordlige Wadi Khaled-grænse organiserede lokale støttegrupper så tidligt som foråret 2011 våbensmugling, flugtruter og indkvartering til desertører, der tilsluttede sig den Frie Syriske Hær, FSA. Wadi Khaled-området har siden 2011 været lukket for presse og andre ’uvedkommende’.

I Bekaa-dalen er situationen mere kompleks. Det er en følge af, at kristne, shiaer og sunnier er tætte naboer. Sunnierne støtter aktivt oprørerne med våben, fødevareforsyninger og sygetransport, shiaerne støtter det syriske regime – i begyndelsen i dølgsmål med ambulancer og transport af militante fra Tripolis alawitmindretal som hjælpetropper til regimet, nu åbenlyst med regulære Hizbollah-styrker, der formelt beskytter shia­landsbyer i grænseområderne, men reelt fungerer som en kampvant og duelig elitestyrke i Bashar al-Assads nedslidte og upålidelige hær.

Som en iagttager formulerede det: »Når Hizbollah har ryddet bulen, kommer regimetropperne og poserer foran tv-kameraerne.«

 7.

Således er Libanon i dag den syriske borgerkrigs tredje front med skudvekslinger mellem sunnier og shiaer, missilangreb fra den syriske side af grænsen, hvor både oprørerne og regimetropper sigter efter henholdsvis Hermel eller Arsal og Wadi Khaled, og pebret op med de tiltagende bortførelser og snigmord. Det betyder ikke, at dalens magtfulde shiaklaner – alene Meqdad-klanen siges at tælle 17.000 fordelt over hele landet  – der i generationer har ernæret sig ved smugleri og hashhandel, entydigt støtter Hizbollah og det syriske regime. Støtte relaterer sig til interesser. Og disse klaner er ikke blege for at gribe til våben, hvis deres interesser gås for nær, eller hvis et æreskodeks krænkes.

Princippet er øje for øje, og der falder brænde ned, hvad enten staten – hæren og sikkerhedstjenesterne – eller Hizbollah blander sig i klanernes autonomi.

Eksempelvis har lovløsheden i slipstrømmen af Syrien-konflikten medført genoptagelse af den hash-produktion, der under borgerkrigen 1975-90 gjorde klanfamilierne stenrige, men som myndighederne med et miks af forbud og tilskud fik bremset op gennem 90’erne. Men da hæren i august sidste år fik ordre til at håndhæve forbuddet mod de nye cannabisafgrøder, førte det til væbnede sammenstød. Jaafar-klanen, hvis formuer er grundlagt på cannabisdyrkning, udsendte en erklæring til pressen, hvori den lovede »beslutsomt at konfrontere destruktion af den pågældende plante, eftersom den er områdets eneste overlevelsesgrundlag«.

Indblanding i klanernes indre anliggender er ikke velset, hverken hos sunnier eller shiaer. Da jeg spørger Ammara Ezzedine, om han har anmeldt sine bortførere til myndighederne – han ved, hvem de er, og hvor de bor – svarer han: »Næh, det vil ikke nytte noget. Der er ingen stat her.«

Men kan han som lokal politimand ikke selv agere? Det kan han ikke, for den type anholdelser er statens område. Og som han tilføjer: »Ganske vist har den interne sikkerhedstjeneste en politistation i Arsal med fem betjente, men deres svar på anmeldelser – hvis de overhovedet er til stede – er hver gang: Ring til hæren. Og hæren rører sig ikke uden ordre oppefra, som kun kommer, hvis det er opportunt for politikere i Beirut.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thomas Ryberg
  • Ivan Gullev
Thomas Ryberg og Ivan Gullev anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu