Nyhed
Læsetid: 6 min.

Mellemøstens gamle grænser er i opløsning

Opstandene i den arabiske verden udfordrer kolonitidens grænsedragning i Mellemøsten, og konturerne til et nyt landkort, der bedre svarer til indbyggernes egen identitetsforståelse, begynder at tegne sig. Men Mellemøstens problemer løses næppe ved at dele regionen op efter etniske og sekteriske inddelinger – tværtimod – advarer eksperter
Illustration: iBureauet

Illustration: iBureauet

Udland
3. december 2013

Det var råb om brød, frihed og rettigheder, der startede Det Arabiske Forår, men i dag, knap tre år efter at tuneseren Mohamed Bouazizi satte ild til sig selv og startede en kædereaktion af folkelige oprør, er det ikke demokrati og en mere ligelig fordeling af goderne, der er det mest synlige resultat af protesterne.

Det håndgribelige resultat af afsættelsen af diktatorer i Tunesien, Libyen, Egypten, Yemen, Irak og en uafklaret borgerkrig i Syrien er snarere, at postkolonitidens grænser, tegnet på et kort tusindevis af kilometer væk for næsten 100 år siden, er gået i opløsning. I stedet er nye officielt og uofficielt autonome områder begyndt at tegne sig, baseret på befolkningernes etniske og sekteriske sammensætning.

Mellemøstens ledere synes kort sagt i mindre og mindre grad at stå på nationalstater, men snarere på seismiske plader af etnicitet og sekterisme, der glider fra hinanden og sætter sig sammen i nye mønstre, alt imens nationalstaternes ledere sætter sig på halen.

»Mellemøstens grænser er mere flydende i dag, end de har været på noget tidspunkt siden Det Osmanniske Riges opløsning. For første gang har regionens beboere en mulighed for selv at afgøre deres fremtid, og den benytter de sig af,« siger Robin Wright, forsker ved den amerikanske tænketank Wilson Center.

»Selvom det ikke skorter på fremmede magter, der ønsker at gøre deres indflydelse gældende, findes der i dag ikke nogen fremmede magter, der kan diktere eller vil tage ansvar for, hvordan regionen skal se ud i fremtiden. Der findes ikke en mister Sykes eller en monsieur Picot i dag,« siger hun med henvisning til de to franske og britiske diplomater, der i 1916 tegnede et hemmeligt kort op over Mellemøsten, der markerede kolonimagternes fremtidige besiddelser uden større hensyntagen til beboernes reelle tilhørsforhold.

Et kort som siden i vid udstrækning er kommet til at stå som regionens landegrænser.

Kortet ikke uproblematisk

Seniorforskeren, der leder et projekt om det nye Mellemøsten på den ansete tænketank, har de seneste år rejst rundt i regionen og talt med både almindelige mennesker og beslutningstagere, og hvad hun mødte var både en forventning og et ønske om, at grænserne ville ændre sig. Efterfølgende offentliggjorde hun et kort med et bud på nye statsdannelser, som har vakt modstand mange steder.

»Jeg tager ikke selv stilling, og kortet er bare ét bud efter samtaler med mange mennesker. Jeg mener ikke, at det er uproblematisk, eller at det bliver en nem proces, men det er mit klare indtryk, at transformationen er ved at ske. Ikke i et pludseligt ryk, men gradvist, således at regionen om 20 år vil se ganske anderledes ud. I Yemen tror jeg, at man vil se en afstemning om løsrivelse for syden inden for de næste fem år. I Libyen er Misrata allerede en bystat i sig selv, mens andre dele af landet kræver autonomi. Jeg talte for nylig med en FN-repræsentant, som konstaterede, at grænsen mellem Irak og Syrien er ved at forsvinde, at den nogle steder allerede er desintegreret mellem de sunnitiske områder på hver sin side af grænsen. Vi går jo ud fra, at landkort er endelige, men det er de ikke,« siger Robin Wright, der forbinder de flydende grænser med Syriens opløsning.

»Jeg har tidligere boet i Libanon under borgerkrigen og i Irak efter Saddams fald, og ingen af de steder troede jeg, at landene ville gå i opløsning på trods af borgerkrige, men Syriens opløsning ændrer i vid udstrækning dynamikken i hele regionen,« siger hun.

Forudsagde opløsning

Wright er langt fra den eneste, der ser grænser forsvinde i takt med, at tumulten stiger i regionen, og heller ikke den eneste til at række tilbage til kolonitidens opdeling af regionen som en af årsagerne til nutidens problemer.

F.eks. forudså den amerikanske intellektuelle og venstrefløjsikon Noam Chomsky tidligere på året grænsernes opløsning.

»Jeg tror, Sykes-Picot opdelingen er ved at falde fra hinanden,« sagde han i sommer til Beirut-avisen al Akhbar. »Aftalen var bare en imperiel imposition, som ingen legitimitet har: Der er ingen årsag til disse grænser, hvis man ser bort fra imperialistiske magters interesser.«

Men tendensen til at placere ansvaret for nutidens problemer ved kolonimagternes fødder er også for nem – og selve opdelingen af regionen efter sekteriske, etniske eller stammemæssige tilhørsforhold er hverken praktisk eller indlysende korrekt at gennemføre, indvender Christopher Phillips, mellemøstforsker ved Queen Mary University og tænketanken Chatham House med speciale i arabisk identitet.

»Det er en ret udbredt antagelse, men det er en grov simplificering at sige, at regionens problemer skyldes Sykes-Picot, og at det hele ville være bedre, hvis landene var opdelt efter religiøse, etniske eller stammemæssige forhold,« siger han.

»Der er næsten ingen stater i verden, der er opstået organisk uden pres udefra, og den politisering af etnicitet, religiøsitet eller stammer, vi ser i øjeblikket, er et relativt nyt fænomen og i høj grad udtryk for et svigt, der er sket i de seneste 30-40 år, hvor diktatorer har udhulet deres stater ved at ødelægge deres institutioner og samtidig forstærke deres egen magt ved at spille landenes interne grupper ud mod hinanden,« siger han.

Direkte indflydelse nødvendig

»Det betyder, at befolkningen ikke har andet at falde tilbage på, når staten kollapser. I Irak f.eks. var den stammemæssige identitet og til dels den sekteriske ganske svag frem til starten af 1990’erne, hvor en svækket Saddam Hussein pludselig begyndte at fremme dem for at styrke sin egen magtposition,« siger han.

Samtidig erkender han imidlertid, at tendensen peger i retning af øget opsplitning. Han håber blot på, at det ikke vil føre til decideret opløsning af stater.

»Man kan jo sige, at det i vid udstrækning skete i Irak under borgerkrigen, hvor etniske udrensninger førte til rene sekteriske områder på trods af, at landet i dag trods alt er blevet samlet under én stærk mand, nemlig Maliki. Men Syrien f.eks. er jo ikke et sekterisk opdelt land. Folk lever blandt hinanden, og hvis det samme skulle ske, som er sket i Irak, hvilket kan ske, ville det blive utrolig blodigt. Derfor ser man også kurderne holde igen med deres autonomi-krav,« fremhæver han og håber i stedet på, at de øgede krav vil kunne blive løst med øget decentralisering og føderalisering og en politik, der giver de forskellige grupper mere direkte indflydelse.

Iscenesættelsen af Mellemøstens konflikter som isolerede spørgsmål om identitet og religiøst/etnisk/stammemæssigt tilhørsforhold risikerer også at dække over væsentlige mere komplekse og universelle problemstillinger, understreger Laleh Khalili, professor ved School of African and Oriental Studies i London, der understreger, at grænserne ofte hverken er prækoloniale eller sekteriske, men ofte dækker over mere nutidige – og ofte økonomiske – interesser.

»Der er selvfølgelig et element af kolonialistisk indblanding i disse ’fejlagtige’ grænsedragninger, men en stor del af konflikten har meget lidt at gøre med forkerte grænser og handler mere om nutidens geopolitiske rivalisering. Det er også vigtig at huske, at hvis vi begynder at definere folk ud fra deres etnicitet eller sekteriske tilhørsforhold eller et andet identitetsparameter, så reducerer du nutidens politik til en afspejling af historiske begivenheder.«

– Kan man faktisk tegne et sekterisk/etnisk/stammemæssigt kort over Mellemøsten og få det til at fungere som lande – og bør man?

»Man kan ikke, og man bør ikke. Regionen er utrolig blandet, og fyldt med identiter, der overskriver hinanden, uanset om det er etnicitet, sekteriske tilhørsforhold eller sprog. Min erfaring er, at ingen af disse grupper er homogene i forhold til hvilken klasse, de tilhører, eller deres adgang til politiske og økonomiske ressourcer,« forklarer hun.

»Min fornemmelse er, at når du arrangerer folk langs med disse linjer, vil de folk, der drager nytte af det, hovedsageligt være eliter i disse grupper eller eksterne magter, der organiserer folk i overensstemmelse med deres sekteriske tilhørsforhold – og ikke den overvældende majoritet. Hvis man vil skabe positive eller sociale forandringer, er det altid mere konstruktivt at organisere kollektive identiteter omkring progressive mål eller ideologier.«

Robin Wright er heller ikke sikker på, at hendes nye Mellemøstkort nødvendigvis er en god ting.

»Jeg forholder mig ikke til, om det er godt eller skidt, bare til at det sker. Som udgangspunkt er det vel godt, at verdens største minoritet, kurderne, får deres egen stat, men selv i denne gruppe, er der stridende grupper. Det er positivt, at der er et pres for demokrati og for forandring, men lige nu er problemet også, at det er svært at få øje på et fælles mål. Jeg ved virkelig helt oprigtigt ikke, om det er i Mellemøstens interesse, at det bliver brudt op.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Kongstad Nielsen

Det var sejrherrerne i Første Verdenskrig, der trak grænserne, og definerede de kommende landes styreformer og herskere. Grænserne blev blandt andet trukket ud fra råstofinteresser i Mesopotamien. Løfterne til araberne, efter at have deltage i kampen mod tyrkerne, blev ikke indfriet. Det samme gælder for kurderne. Kun Hedjas, landområdet på den arabiske halvøs vestkyst, indeholdende Mekka og Medina, blev anerkendt som selvstændigt, mens Irak, Syrien, Libanon, Jordan og Palæstina forblev mandatområder under de vestlige magter.
Kan kun anbefale et opgør om grænserne.

Lars Hansen, Karsten Aaen, Steffen Gliese, Kim Houmøller, Torben K L Jensen og Peter Ole Kvint anbefalede denne kommentar
Peter Ole Kvint

»Der er næsten ingen stater i verden, der er opstået organisk uden pres udefra, og den politisering af etnicitet, religiøsitet eller stammer, vi ser i øjeblikket, er et relativt nyt fænomen og i høj grad udtryk for et svigt, der er sket i de seneste 30-40 år, hvor diktatorer har udhulet deres stater ved at ødelægge deres institutioner og samtidig forstærke deres egen magt ved at spille landenes interne grupper ud mod hinanden,« siger han.

Så længe der er svage eller udulige hersker i et land så vil de ødelægge deres land ved at spille på etnicitet, religiøsitet eller stammer. Først når folket står samlet imod herskeren så så må han gå.

Philip B. Johnsen

Det er ikke lige ud af landevejen, er det?
Der syntes, at være meget der ikke spiller, uden videre i denne, skal vi kalde det plan, for penge er magt, uden penge ingen sikkerhed, ingen sikkerhed ingen stat.

USA ved ikke hvordan de skal gribe Kina an, hvilket er potentielt farligt, for hvordan bekæmper man fjenden man skylder alt man ejer og producere alt man køber, men ikke ønsker sig noget af dig.

Ukraine er et godt eksempel, Ukraine er desvære uden for rækkevidde af EU/USA, gælden er for stor, Rusland har uanset velment ønske om frihandel fra EU, fat i den lange ende af et kommende samarbejde, finansiel magt styre verden, ikke "velmenende" hensigter, etniske og religøse grupperinger .

Ukraine vil have demokrati det er klart, det skal EU støtte, men det kommet ikke ved, at føre magt kamp med Rusland, på bekostning af Ukraines befolkning, for Rusland vil have valuta for sine investeringer, Ukraine er et stort marked for Rusland, hvilket EU har forstået og vil have andel i.

Link: Ukraine's foreign debt.

http://mpra.ub.uni-muenchen.de/34274/1/MPRA_paper_34274.pdf

"Moreover, the Anglo-American military roadmap appears to be vying an entry into Central Asia via the Middle East. The Middle East, Afghanistan, and Pakistan are stepping stones for extending U.S. influence into the former Soviet Union and the ex-Soviet Republics of Central Asia. The Middle East is to some extent the southern tier of Central Asia. Central Asia in turn is also termed as “Russia’s Southern Tier” or the Russian “Near Abroad.”

Many Russian and Central Asian scholars, military planners, strategists, security advisors, economists, and politicians consider Central Asia (“Russia’s Southern Tier”) to be the vulnerable and “soft under-belly” of the Russian Federation.3"

Jeg tvivler, men Israel og Iran er en dark horse for krig.

randi christiansen

En verden - eet folk

Uanset hvad der er i Pandoras æske så kan låget nok ikke holdes lukket meget længere - generelt en sund udvikling som gerne brede sig.

Her noget af det der springer op af æsken:

http://www.dr.dk/radio/ondemand/p1/orientering-474#!/

...man tager sig til hovedet.

Michael Kongstad Nielsen

Opdelingen mellem sunni- og shia-muslimer er egentlig mærkelig, da der ikke er den store forskel i tro og levevis for de fleste. Men adskillelsen skyldes nok traditionelle forskelle på magt og indflydelse i samfundet. Allerede englænderne (i mandatperioden) brugte sunni-muslimerne til magtfulde positioner i samfundet, mens shiaerne var underklasse. I Syrien er alawitterne et lille mindretal, men har siddet på magten i 50 år. Kurderne har deres eget sprog, og kandiderer oplagt til et selvstændigt land, hvor også Irak, Iran og Tyrkiet må bidrage med områder.
Det mest oplagte grænsespørgsmål er selvfølgelig Palæstinas, men alle de andre nævnte kan være i spil. Nu må vi se, hvad Geneve II kan føre til, men hvis Syrien foreslås delt, er der åbnet for ballet, og så kan alt ske.

randi christiansen: "En verden - eet folk"

Hvoorfor ikke også: én verden, et folk, ét sprog, et køn, én folkedragt, ens indtægt, og så videre derudad...

Vestens linealer kan ikke dele folk og kulturer. Jeg hilser da naturligvis de nye, "naturlige" stater velkommen.
Men lur mig ikke, om kapitalen og eliten er imod disse nye stater?

@randi christiansen:
Det minder mig om et andet citat: "ein Reich, ein Volk, ein Führer"

randi christiansen

Ja, tænkte sq nok jeg risikerede at vække væmmelige associationer - hensigten var nu at få os til at tænke på det, vi har til fælles - og at det sande, omsorgsfulde fællesskab - fordi det kender sig selv - netop giver plads til den forskellighed, der ikke skaber konflikt. Social intelligens i sin vorden.

'een verden eet folk' ?
come on Bono,
det lyder lidt kedeligt, for nu at sige det lige ud.

For det indebærer jo også een kultur,
og det er naturligvis godt i en lille nationalstat
- det er derfor alle folkeslag som har en kultur helst vil have sådan én
ligesom Danmark, bare med egenkulturel flavor.
Men for verden som helhed må vi sige at diversitet og mangfoldighed er en primær kvalitet og ressource.
...
Nå, de fleste der benytter dette tvivlsomme slagord mener det jo nok ganske godt.
men svage sjæle kunne jo misforstå det.

@randi christiansen:
Multikultur er de facto monokultur. Vores verden har aldrig været så ensformigt, som den er i dag. Og det bliver kun endnu værre, hvis drømmen om én verden, ét folk bliver realiseret; for jeg ved godt, hvilken kultur, der bliver dominerende i dette verdens"fællesskab", og at alle de andre vil blive dræbt.
Så kan vi alle sammen rende rundt i de samme, konforme uniformer, tænke ens, være ens, være uden rødder, mene de samme... Men dét paradigme er ungdommen jo også godt på vej ind i.

En verden - titusinde folk. Det vil give den største beskyttelse af mennesker, kultur og natur, Bliv dog hjemme i jeres kedelige lande, som en afrikaner engang sagde på TV

Georg Christensen

Når mellemøstens grændser er i opløsning, er grunden dertil, kun Muslimernes forståelse for hinanden. Sia og Suni er så tæt knyttet til hinanden, at kampen mod hinanden er værdiløs.

Jeg glæder mig til et samlet mellemøsten, som på grund af tros sammenhænge, alligevel tør holde sammen, og ikke lader sig forstyrre af indre magtkampe, som er udløst af USA,Israel og EU, som spiller "kæft trit og retnings modellen" med USA i spidsen.

Mit håb, idag, for mellemøsten, er, at IRAN, overtager magten, og udnytter den på ærlig vis, ikke som Saudiaraberne,s forræderriske handlinger. Udaf til er alt normalt, indaf til,er alt kaos. Den muslimske tankegang bygges på "fred", folkene imellem, som kristendommen,og forståelsen derfor er i fællesskab let at forstå.

I fællesskab, er alt muligt, om du er kristen,muslim,budist eller bare ønsker kinesernes kloge hoveder, så længe tilbudet varer, er alt muligt, hvis "magtbegærdet" bliver udelukket.

Hilsen fra en ateist.

randi christiansen

Odd og Bill - Ok, den sociale intelligens rakte kun til halvsmarte automatreaktioner og ikke lige langt nok til at fatte visionen - at det, som vi er fælles om, hvadenten vi vil eller ej - vi har alle sammen kun een planet til deling - bliver administreret i overensstemmelse med de lovmæssigheder, som naturen og fællesskabsprincipper udstikker for at dele denne planet, denne habitat. Uden at ville det - tror jeg - gør I jer til fortalere for wild west modellen, hvor enhver er sin egen lykkes smed - nå ikke?

Randi, vores kultur og lokaløkonomi er udviklet i samspil med, og i respekt for, den natur der omgiver os, og vi bør ikke fortrænge andre folks kultur med aggressiv markedsføring af vores produkter. Folk er bedst til at passe på deres egen lokalitet og natur. Tænk hvilken mangfoldighed, der ville være på jorden, hvis ikke den Vestlige forbrugskultur havde trængt sig aggressivt ind overalt.

@randi christiansen
Jeg har fuld forståelse for din intention med det samlede globale Community. Jeg har selv agiteret for den - ved at foreslå et "etisk" råd af flere prominente spirituelle og dybt tænkende individer - men den holder ikke i dette årtusinde tror jeg. Der er for mange mennesker, som har tiltusket sig magten, hvis eneste formål er at udvide deres magtbeføjelser - og dominere andre.

Jeg er enig med Bill Atkins - at samhørigheden globalt, må bygges på mangfoldigheden. At Anders Fogh Rasmussen i øjeblikket er yderst aktiv i udmeldingerne omkring Ukraines demokratiske rettigheder - siger vist alt.

Da de stærke diktaturer i Sovjetunionen og Jugoslavien brød sammen, så man jo også, at disse kunstige statsdannelser gjorde det. Så hvorfor skulle det være anderledes i den arabiske verden? Alt andet lige må folkenes selvbestemmelsesret være en god ting - også for arabere.

Og det var jo også et af de principper, som sejrsherrene i 1. Verdenskrig SAGDE, at en fred skulle baseres på. De overholdt det bare ikke, når det kom til fordelingen af landområder, der tidligere havde været kontrolleret af krigens tabere. Storbritannien ragede f.eks. til sig at det osmanniske riges tidligere besiddelser i den arabiske Verden, som MKN skriver.

Randi, godt set at jeg er ikke socialt intelligent ;-) Så ville jeg være både rigere og smartere. men få i disse tråde pusher voldsommere hinsides-parlamentariske/demokratiske globale plantiltag end jeg gør.
Evner til at 'være social' er så lykkeligvis ikke nogen politisk ståstedsmarkør, og er uforbundet med 'venstreorienterethed' i den gældende fløjdualitet. Venstreorientering er simpelthen at støtte den forståelse af kapital og samfund som har sit udspring i Karl Marx. Det indebærer også at global monokultur ikke er specielt ønskelig på de nuværende præmisser, hvor diverse marginaliserede hagekors og ikke endnu helt så marginalisrede halvmåner, og stribevis af idemæssigt monomant kapitalistiske multinationale 'Ford'er står i kø for 'verdensdominans'

randi christiansen

Jamen jeg er da til enhver tid tilhænger af så megen mangfoldighed som muligt - det er meget sjovere - sålænge biotopens grundlæggende lovmæssigheder respekteres - og det er den bevidsthed om fælles interesser for verdens folk, som jeg efterlyser. Klima definerer livsbetingelser, dermed kultur og dermed forskellighed - men det er jo ikke det samme, som at vi ikke kan identificere fælles interesser på tværs af landegrænser.

Vågn til kamp af jer dvale
til den allersidste dyst
for Internationale
slår bro fra kyst til kyst.

Michael Kongstad Nielsen

Randi - du får ikke bedre fælles interesse ved at tage folks kultur fra dem. Man kan næsten sammenligne biodiversitet med menneskelig mangfoldighed - hvis der kun findes monokultur, går naturen i stå og hendør.

Niels-Holger Nielsen

Hvor ser du det, Bill?

'Randi, vores kultur og lokaløkonomi er udviklet i samspil med, og i respekt for, den natur der omgiver os'

Niels-Holger Nielsen

Metafysik er en svær disciplin at røgte på et vaklende teoretisk fundament.

randi christiansen

MKN - er det mig du taler til?

Egl spændende, hvor mange egne projektioner man - på trods af mine ihærdige besværgelser mod den fanden man så gerne og nærmest vellystigt læser ind i mit enkle udsagn - alligevel er i stand til at skyde af.