Læsetid: 7 min.

Modstanden mod NSA er rykket ind i retssalene

Den amerikanske efterretningstjeneste NSA må indstille sig på en helt anden operationel virkelighed, hvis ikke en højere retsinstans vælger at omgøre en nylig dom imod tjenesten baseret på Edward Snowdens læk af fortrolige NSA-dokumenter
Foto: Mandel Ngan/AFP

Foto: Mandel Ngan/AFP

21. december 2013

Den 16. december 2013 konkluderede den amerikanske distriktsdommer i Washington D.C., Richard Leon, at et af NSA’s omfattende programmer for masseregistrering af persondata skal indstilles, fordi det sandsynligvis strider imod den amerikanske forfatnings beskyttelse af privatlivet. Afgørelsen er den første retslige reaktion på whistlebloweren Edward Snowdens afsløringer, der begyndte i juni 2013. Og dommen kan – hvis den opretholdes i de højere retsinstanser – få vidtrækkende konsekvenser for i hvert fald dele af USAs efterretningsmæssige overvågningssystem.

NSA iværksatte i 2006 et program, ’the Bulk Telephony Metadata Program’, der indsamler og analyserer såkaldt metadata fra amerikanske teleselskaber. Teleselskaberne er af en særlig ’sikkerhedsdomstol’ (FISC) blevet pålagt løbende at videregive disse metadata til NSA. De konkrete ’data’ består af oplysninger om, hvilke telefonnumre, der er blevet benyttet til at foretage opkald, hvilke numre, der har været i kontakt med hinanden, hvornår opkaldene fandt sted, og hvor længe de varede. Ifølge de amerikanske myndigheder, der har anerkendt programmets eksistens, er det alene denne form for overordnede oplysninger om borgernes telekommunikation, der videregives, mens programmet ikke indsamler oplysninger om indholdet af den konkrete kommunikation. De indsamlede data om al telefoni i USA samles i én database, hvor de kan gemmes i op til fem år. NSA må dog kun kigge nærmere på telefonnumrene i databasen, hvis disse – efter NSA’s vurdering – direkte eller indirekte kan knyttes til et nummer, der benyttes af en fremmed terrororganisation. I praksis vil der imidlertid let blive tale om et endog særdeles stort antal numre, og ifølge distriktsdommen kan det let stige til en million numre pr. undersøgelse.

Den amerikanske regering forsvarer den enorme dataindsamling og -behandling med, at det giver myndighederne en unik mulighed for at forbinde telefonnumre, der formodes at have forbindelse til terrorisme, med ukendte telefonnumre i USA. Herved skulle dataanalyserne forbedre mulighederne for at forhindre og opklare terrorisme.

Distriktsdomstolens afgørelse er interessant af i hvert fald tre grunde:

For det første fordi den konkluderer, at NSA’s dataindsamlingsprogram er så veldokumenteret og vidtrækkende, at klagerne har det, som vi i Danmark kalder en retslig interesse i sagen.

Det er interessant, fordi domstolene kun vil behandle en klage fra en borger, der er tilstrækkelig ’berørt’ af en given beslutning eller handling. Efterretningsprogrammer er som regel kendetegnet ved, at det er stort set umuligt for den brede offentlighed at få indblik i, hvem der konkret gøres til genstand for konkrete tiltag, og den amerikanske højesteret afviste så sent som i foråret 2013 en klage over et tilsvarende NSA-program med den begrundelse, at det var udtryk for ren spekulation, når klagerne påstod, at der blev indsamlet data om netop dem. Det kunne de jo ikke vide. Og myndighederne kan ikke pålægges at oplyse nærmere herom, da de ved domstolene kan påberåbe sig en gammel doktrin om beskyttelse af statshemmeligheder. Men det var altså før Snowdens afsløringer af, at NSA faktisk indsamler disse oplysninger, samt hvor vidtrækkende NSA’s indsamling af oplysninger er.

Metadata-programmet omfatter reelt alle amerikanere med en mobiltelefon og dermed også de to klagere, som havde anlagt sagen. Edward Snowdens afsløringer har med andre ord nu banet vejen for, at amerikanske domstole kan begynde at tage stilling til, om de hidtil hemmelige programmer respekterer de amerikanske borgeres forfatningssikrede rettigheder.

For det andet er afgørelsen interessant, fordi den konkluderer, at NSA’s dataindsamling- og behandling udgør en form for indgreb i borgernes meddelelseshemmelighed. Den amerikanske forfatning beskytter borgerne mod urimelige indgreb i denne hemmelighed, og indgreb kan som udgangspunkt kun foretages, hvis der foreligger en retskendelse og en rimelig begrundelse.

NSA har hidtil bygget deres dataindsamlingsprogram på en antagelse om, at metadata ikke var omfattet af den forfatningsbeskyttede meddelelseshemmelighed, og at NSA derfor ikke behøvede at indhente en retskendelse til brug for sine konkrete analyser af borgernes generelle telekommunikation.

Den antagelse var baseret på en principiel afgørelse fra 1979, hvori den amerikanske højesteret udtalte, at amerikanske borgere ikke kan have en berettiget forventning om, at oplysninger om, hvem de ringer til, er fortrolige og beskyttede mod videregivelse. Indholdet af borgernes konkrete kommunikation er beskyttet (mod aflytning), men ikke oplysninger om, hvem borgerne kommunikerer med. Højesteret noterede sig i den forbindelse, at borgerne jo udmærket godt ved, at teleselskaberne under alle omstændigheder ligger inde med sådanne oplysninger.

Når det ifølge distriktsdommer Leon i dag forholder sig anderledes med hensyn til den forfatningsmæssige beskyttelse af metadata end det gjorde i 1979, så skyldes det ikke, at karakteren af de indsamlede metadata i dag er fundamentalt anderledes end i 1979. Det, der er anderledes, er omfanget af de metadata, der er tilgængelige for myndighederne. Dommer Leon betegner nutidens overvågningsteknologi som »nærmest orwellsk«.

I dag bruger folk uafladeligt deres mobiltelefon til opkald, sms og netsøgninger, og mængden af data gør det muligt for myndighederne at sammensætte en ganske detaljeret mosaik af viden om borgernes liv, herunder sågar deres familieforhold, politiske anskuelser, professionelle netværk, religiøse tilhørsforhold og seksualitet. Så selv uden retskendelse og ’rimelig grund’ kan staten med andre ord opnå viden om, hvordan amerikanske borgere opfører sig, tænker og omgås med. Og hvor der er dem, der mener, at den generelle teknologiske udvikling uafværgeligt fører til, at borgerne forventer en mindre grad af fortrolighed omkring deres personlige oplysninger, så kan det ifølge dommeren også forholde sig lige modsat i den forstand, at området for beskyttet kommunikation øges i takt med den teknologiske udvikling.

Det er især af den grund, at afgørelsen af forleden er så principiel. For er det i orden, at myndighederne nærmest pr. automatik kan indsamle metadata om borgerne og herved uden videre kan skabe sig en ganske detaljeret viden om deres personlige forhold og præferencer? Eller er det kun en magt, som myndighederne skal have, hvis de kan få en konkret retskendelse med henvisning til en særlig mistanke eller begrundelse? Hvor går grænsen i det 21. århundrede for, hvad der bør være personlige oplysninger, som staten ikke uden videre kan snage i, og hvad der bør være offentlige?

Den tredje grund til, at afgørelsen er interessant er, at NSA har svært ved at godtgøre, at hensynet til bekæmpelse af terrorisme skaber et behov for at opretholde et så vidtgående efterretningsprogram. En fravigelse af det generelle krav om konkret retskendelse og mistanke kunne måske accepteres, hvis et efterretningsprogram viste sig at være uhyre effektivt og således nødvendigt i kampen mod international terrorisme.

Men selv om NSA i syv år har analyseret enorme mængder af metadata, har de kun kunnet henvise til tre tilfælde, hvor de indsamlede data har haft en vis (men ikke afgørende) betydning for bekæmpelse af terrorisme. Dommer Leon havde på den baggrund svært ved at se, at det omfattende indgreb i borgernes privatliv kunne være nødvendigt og rimeligt.

Distriktsdomstolens afgørelse af 16. december 2013 kan vise sig at blive historisk. Den er nemlig noget af en mavepuster til NSA, der må indstille sig på en helt anden operationel virkelighed, hvis ikke dommen omgøres, når den når højere på i det amerikanske domstolssystem. Der er nemlig ikke tvivl om, at den amerikanske regering vil appellere afgørelsen.

Dommer Leons afgørelse er imidlertid ikke det eneste tegn på, at et mere omfattende juridisk opgør med masseregistrering af personoplysninger kan være under opsejling. I lyset af Snowdens afsløringer nedsatte præsident Barack Obama i august 2013 en ekspertgruppe, der skulle se nærmere på rammerne for den efterretningsmæssige overvågning af kommunikation.

Ekspertgruppens rapport blev offentliggjort forleden, og den anbefaler af hensyn til bl.a. borgernes forfatningssikrede privatliv, at det eksisterende efterretningsprogram erstattes af et system, hvor regeringen kun kan få adgang til borgernes metadata, hvis en sikkerhedsdomstol finder det nødvendigt i det konkrete tilfælde af hensyn til den nationale sikkerhed. Og også her i Europa er der grøde.

Få dage før afgørelsen fra den amerikanske distriktsdomstol konkluderede EU-domstolens generaladvokat Villalón nemlig, at EU’s direktiv fra 2006 om lagring af data fra elektronisk kommunikation strider imod borgernes ret til privatliv, da direktivet hverken indeholder klare retsgarantier mod misbrug af de opbevarede metadata eller klart specificerer, hvad disse data må bruges til. Herudover mener Villalón, at det er et problem, at de indsamlede data må opbevares i op til to år. Tiden vil vise, om EU-domstolen er enig, og om direktivet således erklæres for ugyldigt.

Den seneste udvikling i såvel USA som i Europa viser med al tydelighed, at det sidste ord i debatten om forholdet mellem national sikkerhed og individets privatliv langtfra er sagt, og at en institution som NSA meget vel kan gå en hård tid i møde.

Anders Henriksen er lektor på Juridisk Fakultet på Københavns Universitet og Leder af Centre for International Law and Justice. Jens Elo Rytter er professor i forfatningsret på Juridisk Fakultet på Københavns Universitet. De bidrager begge med kommentarer til Information.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Dorte Sørensen
  • Anders Feder
  • Steen Sohn
  • Espen Bøgh
  • Jens Overgaard Bjerre
Dorte Sørensen, Anders Feder, Steen Sohn, Espen Bøgh og Jens Overgaard Bjerre anbefalede denne artikel

Kommentarer

Andreas Andersen

Snowden kommer nok aldrig tilb
age til USA som renset frit menneske, ha
n har underskrevet en arbejdskontrakt som han har "fucket" groft.

Da Snowden trådte frem, var jeg faktisk bekymret om hans afsløringer ville fise ud i ingenting. Og som tiden gik, så det også sådan ud. Men med glæde må jeg formode, at jeg nok har taget fejl.

Janus Agerbo, morten andersen, Torben Selch, Jens Overgaard Bjerre og Anders Feder anbefalede denne kommentar
Jens Overgaard Bjerre

Endelig en artikel, som meget klart belyser de retslige forhold som har været hidtil og som E. Snowden har afstedkommet. Også om EUs opsamling og den toårige opbevaring af teleoplysninger, herunder Danmarks opbevaring af registrerede oplysninger. (Har PET og FE adgang til disse uden dommerkendelse og bliver de videregivet til USA?)
Man foreslår i USA at oprette en sikkerhedsdomstol der kan give regeringen adgang til oplysningerne, hvis man finder nationens sikkerhed truet. Og at det eksisterende efterretningsprogram erstattes af et andet system. Men man vil altså ikke ophøre med at indsamle oplysningerne kan jeg forstå.
Hvad er det disse regeringer, USA og EU er så bange for? Hvis systemet i alle disse år kun har en vis indflydelse i 3! tilfælde, men ikke afgørende betydning, i bekæmpelsen af terror, så er det jo ikke noget argument. Samtidig dræbes der tusinder og atter tusinder i trafikken, selvom man sagtens kunne nedsætte dette antal, med øget overvågning.
Edward Snowden, som var ansat i NSA, har frigivet oplysningerne af moralske grunde. Og fordi han var bange for at de blev misbrugt. Et totalitært samfund, ville inden en endelig magtovertagelse, give alt for denne slags oplysninger, og det er vel her man skal finde nervøsiteten blandt amerikanerne og som bor i EU.

Peter Taitto: Der er dog stadig den subtile lille kløft ved navn "Atlanterhavet". Obama er muligvis modtagelig overfor pres der indskrænker NSA's råderum overfor amerikanske statsborgere - men vil noget som helst ændre sig i deres ageren overfor alle andre i verden?

John Vedsegaard

Måske vil det være bedre at hænge James Woolsey til han er død, jeg mener at forråde sit eget folk og sine allierede, er vel værre end at fortælle nogen gør det.

Michael Madsen, Rune Petersen og Anders Feder anbefalede denne kommentar

Det som jeg tror Snowdons snedige hjælpere har gjord rigtigt i denne sag.
1. de har bevist pillet de ting ud som kunne antages at ville sætte nogen liv på spil, eller
give myndighederne tilpas ret til at påstå sådan.
2. Det anet er at mængderne af bearbejdet information, har været tilpas stor til at NSA, FE, PET - har måttet træde ud af busken, og komme med vattede forklaringer, som de så senere i udleverings processen til pressen - har gjort at de har fremstået som decideret løgnere
3. De har først udleveret data og information omkring global overvågning - som tydeligt IKKE har fået politikere globalt til at reagere. Hvilket jo også afslører en del
4. DEREFTER rykker informationerne nærmere magthaverne - Merkel etc.
5. Informationernes udlevering - skaber det åbenlyse viden om at nogen er mere end andre - i forhold til USA/NSA og 5 EYES.
6. Og her til sidst er det så hele institutioner der er under beskydning: Kommisionen, Kommisærer, Industri etc. Hvor alvorligheden af informationerne, stiger i intensitet og dybde.

Det er genialt. Og jeg tror de har lært noget af deres lektie - udfra hvad der gik galt med Wiki-Leaks.

Sup Aya Laya, Michael Madsen, Levi Jahnsen, Karsten Aaen og Peter Taitto anbefalede denne kommentar

"De konkrete ’data’ består af oplysninger om, hvilke telefonnumre, der er blevet benyttet til at foretage opkald, hvilke numre, der har været i kontakt med hinanden, hvornår opkaldene fandt sted, og hvor længe de varede."

Og? Hvad nyt er der i dette? Præcis det samme skal samtlige teleselskaber i dag notere sig? Og i Danmark skal de gemmes i mindst 1 år, hvor de i andre EU-lande skal gemmes i mindst et halvt år. Og det gælder for både mobil og fastnet telefoner. Det eneste EU-land der har reageret er Tyskland, hvor Forfatningsdomstolen i Karlsruhe har fastslået, at det er i strid med den tyske forfatning at følge almindelige menneskers gøren og laden på denne måde - uden en dommerkendelse!

" Indholdet af borgernes konkrete kommunikation er beskyttet (mod aflytning), men ikke oplysninger om, hvem borgerne kommunikerer med. Højesteret noterede sig i den forbindelse, at borgerne jo udmærket godt ved, at teleselskaberne under alle omstændigheder ligger inde med sådanne oplysninger."

Aha, så kan jeg bedre forstå, at Columbo og McCloud mv. og alle andre amerikanske politimænd i diverse amerikanske politiserier mv. bare uden videre kan få en udskrift fra teleselskaberne om hvem der har ringet til hvem på hvilket tidspunkt. Og det uden en retskendelse/dommerkendelse.

Men det ser ud til at visse landes dommeres faktisk er uafhængige af staten!

Forhåbentligt kommer der en international lovgivning, inden længe. Der kan sikre borgerne, nationalstaterne, har jo lige sat sig selv - uden for ringen af tillid - igen. Da samtidig der er så stor usikkerhed i routing, må det antages, at være en besværlig national opgave. Hvis det ikke sker, vil nettet tage en ny form.

Det eneste rigtige er en Balkanisering af Internettet, - alt andet duer ikke.

Demokratisk giver det også borgene i de enkelte lande en langt bedre mulighed for selv at kontrollere deres egne regeringers gerninger omkring demokratiet i den forbindelse.

Danmarks statsminiser holder sig jo helt og holdent til hvad NSA har givet besked om, og afviser enhver snak om efterretningssamarbejet, og de oplysninger som videregives til NSA.