’Jeg så mig selv som hvid’

Om 20 år vil de etiopiske børn, der i disse år bliver adopteret til Vesten, vende tilbage det land, hvor de blev født. Præcis som det er tilfældet i Sydkorea, hvor et sted mellem 500 og 1.000 af de adoptivbørn, der kom til Danmark, Frankrig og USA, har slået sig ned. Det spår forfatter Maja Lee Langvad, der selv tog tilbage sin fødeby Seoul og røg ud i en eksistentiel krise

	Maja Lee Langvad er adopteret fra Korea og rejste tilbage til sit fødeland og boede der i tre år. Det var hårdt, men også en slags frigørelsesproces. Foto: Jakob Dall

Maja Lee Langvad er adopteret fra Korea og rejste tilbage til sit fødeland og boede der i tre år. Det var hårdt, men også en slags frigørelsesproces. Foto: Jakob Dall

10. december 2013

Maja Lee Langvad kunne bruge lang tid på at se på kroppe, da hun flyttede til Seoul. Hun kunne bruge timer på at kigge på ansigter på gaden og i de koreanske Jimjilbangs, saunaer, der holder åbent 24 timer i døgnet. Bare for at studere folks kroppe.

»Jeg var vokset op med en forestilling om, at jeg nærmest selv var hvid,« siger forfatter Maja Lee Langvad, der er adopteret fra Sydkorea, vokset op i København, og som 27-årig tog tilbage til Seoul for at bo og skrive på sin bog Hun er vred – et vidnesbyrd om transnational adoption, der udkommer til foråret.

Hun blev der i tre år og har arbejdet på bogen siden.

»Jeg så mig selv som hvid, hvilket lyder underligt, for jeg kunne jo godt se, at jeg ikke var det, når jeg så mig selv i spejlet. Jeg var ikke vant til at se andre asiatiske eller koreanske kroppe. Der var stort set kun hvide kroppe – skolelæreren, tandlægen, vennerne, familien, rektoren, forældrenes venner. Det var for vild en oplevelse, da jeg kom til Seoul og pludselig kunne spejle min egen krop i en masse andres.«

Hun beskriver det som en enormt fysisk oplevelse af smag, lugt og krop, da hun flyttede til Seoul i 2007 for at lære sin koreanske familie bedre at kende. Samtidig fandt hun et stort miljø af adopterede, der var vendt tilbage til Seoul enten midlertidigt eller permanent. Ingen ved rigtigt, hvor stort det er, men Maja Lee Langvad nævner en artikel, der anslår tallet til at være mellem 500 og 1.000 personer fra hele verden, der bliver der i kortere eller længere tid, nogle af dem for altid.

»Det slog på en måde benene væk under mig,« siger hun.

Adoptionens Cadillac

Pludselig mødte hun et helt andet blik på adoption, end det hun var vokset op med. Mange af de adopterede var ekstremt kritiske, hun mødte adopterede, der havde fået at vide, at de var hittebørn, men som havde fundet oplysninger om deres familier på børnehjemmet i Korea. Hun hørte historier om forældre, der var blevet franarret deres børn, fordi de ikke vidste, at adoption betød, at de aldrig mere ville få dem at se igen, og historier om adoptionsbureauer, som havde overtalt forældre til at afgive deres børn på falske præmisser.

»Sydkorea bliver ofte set som adoptionens Cadillac. Det store flotte eksempel, hvor alt er foregået på den rigtige måde. Og så opdager man, at det ikke er sandt. Det vil vi også se i Etiopien om 20 år, for problemet er bare flyttet. Det er de samme strukturer, og den samme industri, der er flyttet med, og Etiopien har i lighed med Sydkorea afgivet enormt mange børn,« siger Maja Lee Langvad, der røg ind i en krise, men også fandt et nyt tilhørsforhold, da hun mødte miljøet af kritiske adopterede i Seoul.

Alle var født i Korea, og alle var blevet bortadopteret til et vestligt land. De havde fælles erfaringer. Af at være vokset op i meget hvide miljøer i hvide adoptivfamilier.

»Jeg røg ud i en slags eksistentiel krise. Her er jeg opvokset med en forestilling om, at adoption er en win win-situation og i barnets tarv og til gavn for de biologiske forældre og for adoptivforældrene – hele vejen rundt. Det er en slags humanitær nødhjælp, og som adopteret vokser man nærmest op med en forestilling om, at man skal være taknemmelig. Jeg havde heller aldrig sat spørgsmålstegn ved adoption i sig selv. Og så kom jeg til Korea og mødte akademikere, kunstnere, aktivister, kritikere, der havde fundet ud af, at det billede ikke var sandt.«

Levet på en løgn

Når man så møder den samme historie, men fuldstændig modsat, mener hun, så må man gå hele vejen. Så finder man sit eget sted til sidst.

»Der er mange, der mener, at jeg er blevet radikaliseret, efter jeg har været i Korea. Det er på sin vis også rigtigt.«

På den anden side mener hun, at den fortælling om adoption, vi har i Vesten, også er en radikalisering. At man er født i Kastrup Lufthavn, og at der intet er før det.

»Når jeg så kommer tilbage til Korea og møder min koreanske familie og oplever deres sorg over at have afgivet mig til adoption, er det en idealisering, som bliver slået fuldstændig hul på. Så kan man kun reagere heftigt.«

– Var det et chok for dig at finde ud af, at dine koreanske forældre levede?

»Det var da et kæmpe chok for mig, da jeg fandt ud af, at det koreanske bureau havde oplysninger om min biologiske familie. At få at vide at man er hittebarn og så tage til Korea og finde ud af, at der er et arkiv, hvor en sagsbehandler kan gå hen og hente din mappe. Jeg kan huske, at jeg i lang tid syntes, at jeg var blevet holdt for nar.«

Sådan er det mange af dem, der vender tilbage, der har det, mener hun. Mange finder ud af, at de oplysninger, de har fået med sig, ikke er sande.

»Man får svar på nogle spørgsmål og så dukker der tonsvis af nye op. Det bliver aldrig et afsluttet kapitel at være adopteret. Der hvor Sporløs (tv-program, red.) ender, der hvor du møder din biologiske familie, går der en helt ny og lige så svær proces i gang. Det har da også været svært for min adoptivmor,« siger hun og afviser, at det handlede om at finde sine rødder. Det er ellers det spørgsmål, hun altid får.

»Det er for mig snarere en måde at gøre sig fri på, har jeg efterfølgende tænkt.«

En frigørelse, der var ekstremt hård. De tre år, hun boede der, befandt hun sig i en krisetilstand, husker hun. Hun kunne ikke forstå sproget, kendte ikke til landet, maden og koreanerne på andet end en overfladisk måde. Samtidig lignede hun alle andre på gaden.

»Jeg overvejede da at blive dér. Ikke at rejse tilbage til Danmark. Men så blev jeg syg og havde på en måde også nået et mæthedspunkt i forhold til, at hele mit liv drejede sig om adoption. Men jeg har stadig en længsel efter Korea. Der er mange ting, jeg savner.«

Samtidig er der en sorg, fortæller hun. Der er sorgen over at være blevet adskilt fra sin biologiske familie, og så er der en slags ideologisk sorg, som hun mener, danskere kan have svært ved at forstå. Det er sorgen over tabet af forestillingen, mange adopterede er vokset op med, om at man skal være taknemmelig.

»Der er en bestemt måde at se min egen adoption på, som jeg ikke længere kan se.«

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Boguddrag

Til foråret udkommer Maja Lee Langvad med bogen ’Hun er vred – et vidnesbyrd om transnational adoption’. Vi bringer her et lille uddrag fra bogen.

Hun er vred på størstedelen af den sydkoreanske befolkning over ikke at forholde sig kritisk til transnational adoption.

Hun er vred på størstedelen af den danske befolkning over ikke at forholde sig kritisk til transnational adoption. Det er som at støde hovedet mod en mur, siger hun til Andrew, når man ytrer sig kritisk om transnational adoption i Danmark. Det er også en af grundene til, at hun har valgt at blive boende i Sydkorea. Der er en større gruppe af koreansk adopterede her end i Danmark, som forholder sig kritisk til transnational adoption, siger hun. Præcis hvor mange ved hun ikke. Der skulle efter sigende bo et sted mellem 500 og 1.000 koreansk adopterede i Sydkorea, men det er ikke til at sige, hvor mange af dem, der forholder sig kritisk til transnational adoption.

Hun er vred over, at der ikke er en lige så stor gruppe af koreansk adopterede i Danmark som her (i Sydkorea, red.), der forholder sig kritisk til transnational adoption.

Hun er vred over, at der stort set ingen kritisk forskning findes om transnational adoption i Danmark. Hun kender i hvert
fald ikke til andre end Lene Myong, der forsker i transnational adoption i Danmark, og som gør det ud fra et kritisk perspektiv.

Hun er vred på Danmark.

Hun er vred på sine venner i Danmark.

Hun er vred over ikke at føle sig forstået af sine venner i Danmark. Det vil sige, de fleste forstår godt den sorg, det indebærer at møde sin biologiske familie, men de færreste forstår, at det samtidig er en ideologisk sorg, hun oplever. En sorg over at have mistet troen på adoption som et humanitært foretagende, hvor man redder et barn fra et liv på gaden eller fra at vokse op på en institution. Det er noget andet med hendes venner i Seoul, siger hun til Mijeong, da hun svarer hende på, hvorfor hun ikke flytter tilbage til Danmark. Dem skal hun ikke forklare alting, siger hun.

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Kjeld Hansen

Ja ja, sådan har vi alle sammen hver vores skærmydsler i livet. Men at man skal være taknemmelig for at være rykket op med roden og flyttet den halve verden rundt til søde velmenende nye forældre er en tvivlsom affære og der findes næppe ét adopteret barn fra et fjernereliggende land og kultur, som ikke længes "hjem" til deres biologiske rødder i voksenalderen.

- Alt andet ville være naturstridigt og ny forskning tyder i øvrigt på, at vores adfærd delvis er genetisk betinget.

- Om adoption fra fjerntliggende lande fra fattige biologiske forældre er en humanistisk eller en egoistisk handling af barnløse velhavere vil jeg lade stå som et åbent spørgsmål.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Johnny Winther Ronnenberg

Her er godt nok lavt til loftet. Jeg kan forstå den mangel på ens egen kultur og længslen efter, at kunne identificere sig selv med den. Det kommer ikke til at ske efter så mange år, men der er mange der gør forsøget, hvilket artiklen også viser.

Selv pæredanske adoptivbørn går på jagt efter deres egne rødder, fordi de menneskeligt har en mangel af, at være en del af en slægt. Min mor var adoptivbarn fordi min mormor og morfar ikke kunne tage vare på hende. Hun vidste, hvem de var, men så dem ikke i 35 år og så tog hun kontakten op. Det blev aldrig godt, men hun havde muligheden og det gjorde en forskel.

Brugerbillede for Olaf Tehrani

Der er faktisk også mange ikke-adopterede, som aldrig har følt, at de hørte til i den familie, hvori de voksede op. Modsat de adopterede har de bare ikke noget sted at søge tilbage til og heller ingen gruppe af ligesindede at støtte sig til.
Om adoption gør mere skade end gavn, kan ikke afgøres.
Et levet liv kan ikke omgøres og det er ikke til at vide, hvordan livet for den adopterede ville have formet sig, hvis adoptionen ikke havde fundet sted.
Én ting er imidlertid ret sikker: Man vil normalt kunne regne med, at et adopteret barn kommer fra en økonomisk, social eller psykologisk underskudssituation og med de undersøgelser adoptivforældre bliver underkastet, kan man ligeledes være nogenlunde sikker på at disse har forældreevner over gennemsnittet.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Maria Cariola

Jeg forstår ikke, hvordan kommentarerne her kan vise sig så uforstående overfor dette her eksempel på europæisk imperialisme. At vi legitimerer en adoptionspraksis som franarrer folk deres børn for profit med at barnet kom til vesten, hvor der jo åbenbart pr. definition er bedst at være, er ubehageligt eurocentrisk. Og den påståede farveblindhed, som ligger bag kommentarer som "hvad er hun, cremefarvel? gul?" gør det ekstra frustrerende for ikke-veteuropæisk/kaukasiske/nordamerikanske/med andre tilhørsforhold end til vesteuropa/nordamerika at forsøge at artikulere den racistiske imperialisme. "Jamen vi er jo alle mennesker!". Ja vi er alle mennesker, men der er en række historiske herskerforhold som gør sig gældende i opdelingen af os. At opdage, at ens biologiske forældre ikke havde efterladt én på gaden, men at de faktisk ikke ønskede at give slip på én, det er da et meget sigende eksempel på, hvordan vi ikke bare allesammen er mennesker. Der er dem, som sidder i modtagerlandende, som kan få sig et barn, hvis de har penge nok og er heteroseksuelle nok, og så er der dem, som sidder i den anden ende og må give afkald på de børn, de gerne vil have, men ikke tage sig af på falske præmisser. Forstår Lagvads vrede. Det er en vigtig erfaring at få ud i offentligheden.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Karsten Aaen

Europæisk imperialisme? Nej, tværtimod! Snarere er der tale om en racisme! Og en racisme med et forkert udgangspunkt, nemlig det at folk har det bedst i den kultur, hvor de hører hjemme/er født. Og dertil er der bestemt ikke langt til den krarupske og langballeske holdning om at Gud har skabt mennesket til at leve i forskellige lande. Og derfor må/skal de aldrig nogensinde blandes.

Eller sagt på en anden måde:
Dette er ren og skær polygenisme! Altså den holdning at Gud skabte forskellige menneskeracer i tidernes morgen og satte dem ned i forskellige lande/områder af verden, f.eks. Asien, Afrika, eller Nord og Sydamerika. Og disse racer har det altså bedst der hvor de har det! Og må aldrig nogensinde blandes. Det er det jeg hører her fra både Lene Myong og Lee Langvad: vietnamesere og koreanere har det bedst i deres egen kultur, hvor de kan møde og se andre mennesker med deres egen hudfarve. Også dette hører jeg: asiater mv. får det direkte dårligt af at komme til Danmark eller Tyskland eller USA, fordi de bliver tvunget til at leve i en kultur som er hvid, og som ikke er deres egen (gule) kultur. Ja, jeg sætter tingene på spidsen nu! Og provokerer en (hel) del; desværre synes det at være nødvendigt her....

Full disclosure:
Jeg er selv adopteret! Og jeg forstår ganske enkelt ikke folks vrede over alt dette her. Har de da ikke haft et bedre liv her i Danmark end de ellers ville have haft i f.eks. Sydkorea eller Vietnam eller Kina. Og jeg har aldrig følt mig hvid; aner derfor ikke, hvorfor Lene Myoung? eller Lee Langvad er vrede?

På min adopterede baggrund forstår jeg ganske enkelt heller ikke den der med at hvide europæere eller amerikanere mv. køber sig til børn, eller 'franarrer børn for profit'. Og den der med at de er 'heteroseksuelle nok' passer jo heller ikke, vel? Ift. dansk lov kan homoseksuelle godt adoptere; de lande hvor man adopterer børn fra kan derfor godt mene, at man ikke vil tillade homoseksuelle at adoptere...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Herdis Weins

Da min biologiske mor ventede mig, var hun en ugift og fattig, bosat i en lille landsby i udkantsdanmark. Så hun gav mig til adoption. Ja, ja - sådan er kapitalismen.Jeg voksede op i et forholdsvist trygt miljø hos ufaglærte forældre, der i deres dagligdag oplevede, hvordan det økonomiske opsving i 60'erne gav dem - og mig - muligheder, de ikke havde forestillet sig.
Jeg har altså aldrig gidet siddet og tude over, jeg fik nogle andre forældre.
Tværtimod synes jeg, der i disse år er voldsom kamp om at opfinde så mange offerroller så muligt. Så er man så herligt fri for at skulle spekulere over, om man undervejs i livet skulle have valgt anderledes og tage ansvar for eventuelle fortrydelser, skuffelser og alt det andet, der falder udenfor ønsket om et gnidningsfrit liv. Helt ærligt venner - et gnidningsfrit liv kunne vise sig at være dødkedeligt.

Brugerbillede for Herdis Weins

Og lige en tilføjelse - jeg ligner sgu heller ikke mine forældre, hvilket altid blev kommenteret i min barndom. Jeg fik altid at vide, jeg lignede en sigøjner, p.g.a. mit sorte hår og mine mørkebrune øjne. Mine forældre- og hel min familie til begge sider var leverpostejsfarvede eller blonde. Jeg havde også et "sigøjnertemperament" i en familie (til begge sider) der havde tendens til det flegmatiske. Og sådan var der også andre punkter, hvor jeg var anderledes. Det tilskrev vi alle med at skuldertræk at nå ja, jeg havde jo sikkert noget andet i bagagen end de andre. Og det var så det!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mikkel  Madsen

Jeps, det er hårdt for Lee Langvad - men så er det altså heller ikke hårdere, sammenlignet med så mange andre menneskers problemer.

Sydkorea har skam også haft en fordel af bortadopteringerne. Det skal man ikke gå fejl af. Landet har - indtil for ganske nyligt - været behageligt forskånet for at tage et opgør med visse antikverede forestillinger om kønsroller og om hvordan en "rigtig" familie skal se ud. Altid nemmere at foranstalte, at "uægte" børn blev sendt ud af landet, end at tage stilling til at ikke alle familier er lige harmoniske, at der eksisterer one night stands og at de fører til børn.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mikkel  Madsen

...og at man som samfund må tolerere det ovenstående.

I øvrigt er den eneste form for imperialisme, Korea har været udsat for, været fra andre østasiatiske lande, nemlig Kina og derefter Japan.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kim Young Min  Stigsen

Mikkel: glemte du ikke lige USA! i den med imperialisme??
bortset fra det:
naturligvis fristes man til at sige, resultatet af en bevidst assimilation.
Flere vender tilbage - og opdager og oplever hvor meget man er blevet blevet et med det land, dets kultur man bor i, og hvor lidt man har fået bevaret af ens oprindelsesland.
Hvis man ikke er stærk, rodfæstet og velfunderet i sig selv fører det rodløshed med sig.
Man kan spørge hvordan eller om adoptivforældre skal klædes bedre på til opgaven: at adoptere...?
og alt dette efter over 40 års adoption i danmark, er vi stadig ikke kommet videre. Beskæmmende vil jeg sige.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Olaf Tehrani

Forfatteren – eller hendes alter ego – synes, ”at man i stedet for at adoptere skal hjælpe de biologiske forældre, så de kan beholde deres barn.”
Det er da en helt igennem glimrende idé, og jeg kan ikke tro andet, end at Maje Lee Langvad allerede for længst er gået i gang med sit hjælpearbejde.
Om man også kan tænke sig, at ideen skulle fænge og blive så populær, at den helt vil fjerne behovet for international adoption, tillader jeg mig at tvivle lidt på.
Videre mener forfatteren, at international adoption er forkastelig, da den kun er mulig, fordi der er fattige lande på den ene side og rige på den anden.
Men hvad lokal adoption? Her kunne man vel med lige så god ret spørge sig, hvad det eksempelvis er for privilegier, der giver rigere adoptivforældre mulighed for at adoptere fattige familiers børn? Og om de har ret til at udnytte de privilegier?
Følger man forfatterens logik, må svaret vel være et nej?
At al verdens uretfærdighed skal afskaffes, kan man dårligt være uenig med forfatteren i. Hvis den så mod forventning skulle vise sig vanskelig helt at få bugt med sådan lige med det samme, kunne man måske alligevel i mellemtiden overveje, om ikke adoption ville kunne være et bare nogenlunde hæderligt alternativ – for nogle børn i det mindste.
For vi kan vel være enige om, at der findes en del af dem derude i den virkelige verden, der trænger til en bedre tilværelse.

anbefalede denne kommentar