Soweto fester videre

Det var først, da 34-årige Samora Ngwenya tilfældigt tændte sit gamle fjernsyn i går morges, at han blev helt stum. Han troede ellers Nelson Mandela var i bedring. Men i stedet kunne præsident Jacob Zuma på den grynede skærm annoncere det mest forventede og samtidig ubærlige for mange sydafrikanere.

Dagen i dag må for alt i verden ikke gå hen i glemsel, forklarer han fra sin gadebod, hvor han sælger træfigurer.

»I aften skal jeg ud og feste, fordi Madibas (kaldenavn for Nelson Mandela, red.) liv skal fejres. Vi skal ikke sørge eller græde. Jeg skal ud og gøre mine ting, tage mit skjold og min krigerdragt på,« fortæller han og henviser til sin traditionelle zulu-uniform.

Han er født og opvokset i Orlando West, den del af forstaden Soweto, hvor både Nelson Mandela og ærkebiskop Desmond Tutu har boet. I dag står hans bod ikke langt fra den fireværelses bungalow på Vilakazi Street, hvor Mandela tidligere boede.

Det er her alverdens kamerahold for tiden følger grupper iklædt sydafrikanske landsholdstrøjer eller Mandela-fantøj bryde ud i gamle frihedssange og dans i store cirkler. Enkelte vælter om af bar beruselse, andre trutter i vuvuzelaer.

Eftermælet

Trods de spektakulære optog ligner Vilakazi Street sig selv – en lang strimmel af kurateret fortidsdyrkelse ved siden af restauranter og små hoteller. Siden 2005 er antallet af besøgende turister fordoblet. Billedet af Soweto har ændret sig fra det gamle arnested for antiapartheidkampen til i dag at være en forstad, der både rummer den nye sorte middelklasse og andre, der lever på et eksistensminimum i skure uden el og vand.

Hele sit liv har 28-årige Lerato Manyike også boet i Sowetos Orlando West. I dag arbejder hun som bager i et af de mange storcentre, der er skudt op i løbet af det sidste tiår. Til Nelson Mandelas fødselsdag i sommer bagte hun en stor kage med marcipansider og en smilende Mandela i midten. Hun vil gøre det samme i dag og aflevere den på Vilakazi Street.

»Det er okay, at han døde. Vi må acceptere det. Han har gjort meget for os, selvom jeg ikke levede, da han gjorde mest for os, inden han blev fængslet.«

Som barn af Soweto og ANC-kadrer (African National Congress, red.)husker Lerato Manyike også Nelson Mandela som grundlægger af ANC’s væbnede gren Umkhonto we Sizwe – Nationens Spyd. I den kommende tid tror hun mange vil forsøge at tegne Mandelas eftermæle.

Efter hans død er de sociale medier skyllet over med billeder af enten den gråhårede gamle statsmand Mandela, der rækker ud med hænderne mod flokken, eller den yngre mørkhårede aktivist Mandela, der brænder sit pas i protest mod apartheidstyrets paslove.

Allerede tidligere på året gik ANC og oppositionspartiet Democratic Alliance i kamp med hinanden om, hvem der kunne dokumentere det mest ægte venskab med Nelson Mandela og dermed arven fra apartheid.

Man kunne ane øjeblikke af denne konflikt, da også præsident Jacob Zuma overfor parlamentet kritiserede oppositionen for, at »lade som om, Mandela blev født i 1994«.

Butiksejere

Hermed forstået, at Mandela i årtier også agiterede for væbnet kamp mod de århundreders kolonialisme og de halvtreds års apartheidregime.

Mandelas død vil sandsynligvis derfor sætte sit præg på valget næste år – et valg med en vis symbolik, siden det er 20 år efter apartheids fald. Sidste gang Mandela lå indlagt på hospitalet, ankom ti buser med ANC-medlemmer til hospitalet svingende med partiflag.

For mens Soweto i disse dage fejrer landsfaderen Mandela, så venter en række sociale og økonomiske udfordringer rundt om hjørnet, som ANC ikke har evnet at løse. Mange sorte og farvede oplever fortsat den økonomiske velstand på afstand som rengøringsfolk i store villaer, som kassedamer eller løst ansatte bygningsarbejdere. Den officielle arbejdsløshed ligger på 25 pct, og hver fjerde sydafrikanske elev i sjette klasse er funktionel analfabet.

Lerato Manyike er i dag mest bekymret for de xenofobiske angreb, der periodevist viser sig blandt andet i Soweto. De retter sig typisk imod udenlandske forretningsdrivende, der starter som købmænd i town ships, og ved hjælp af gode netværk kan skaffe billigere varer fra deres hjemlande end sydafrikanerne er i stand til. Mange er dem er fra Somalia, og Lerato Manyike tænker på Nelson Mandela, når hun læser avisplakater om overfaldene på lygtepælene.

»Nu kommer somaliske butiksejere. Men vi må vide, at de er folk ligesom os. Så vi må acceptere dem, der kommer her, ligesom andre accepterede os, da vi flygtede under apartheid. Det lærte Madiba os.«