Læsetid: 6 min.

Sydafrikas økonomi af risiko og håb

Johannesburgs gader er fyldt med afrikanske migranter, der er gået til grunde i et Sydafrika plaget af vold og arbejdsløshed. Det har skabt grobund for en uformel økonomi af healere og gør det selv-bedemænd, der står klar med løsninger, når virkeligheden bliver morbid
Immigranter fra hele Afrika – og særligt Zimbawbe – søger til Johannesburg, som er et af kontinentets absolut vigtigste vækstcentre. Manden til venstre er fra netop Zimbabwe. Han er hjemløs og overnatter i Johannesburgs centrale metodistkirke. Kvinden nederst til venstre hedder Mambatha Precious og er sangoma. Manden nederst til højre er Reymond Mapakata.

Immigranter fra hele Afrika – og særligt Zimbawbe – søger til Johannesburg, som er et af kontinentets absolut vigtigste vækstcentre. Manden til venstre er fra netop Zimbabwe. Han er hjemløs og overnatter i Johannesburgs centrale metodistkirke. Kvinden nederst til venstre hedder Mambatha Precious og er sangoma. Manden nederst til højre er Reymond Mapakata.

Jonathan Wood

12. december 2013

Sydafrikanere vil i dag og i morgen flokkes om processionen med afdøde Nelson Mandela, der vil bevæge sig fra kapellet og rundt i andets gader. Anderledes anonym er skæbnen for de mange migranter, der efter at have henslæbt en tilværelse på bunden af Johannesburgs økonomiske hierarki dør for så at blive sendt tilbage til deres hjemland i en kiste.

Som chef i firmaet Kings and Queens står Reuben Phiri for at sende døde afrikanere hjem i kister. For langt fra alle har heldet med sig i Sydafrikas økonomiske midtpunkt, Johannesburg, der i over 100 år har været hjemsted for guldgravere og lykkeriddere. Hver uge balsamerer han omkring 25 lig, som så transporteres hjem i trailere bag minibusser til destinationer i hele det sydlige Afrika.

Reuben Phiris forretning ligger i indre Johannesburg. Lænende op ad facaden står et par hjemløse, og en vagt åbner gitterporten for kunder. Indenfor sidder en sydafrikansk familie på skrøbelige plasticstole og venter på at efterse et lig i fryseren.

»Da vi begyndte, døde folk mest af hiv. Men nu hvor hiv-behandling er mere udbredt, dør de fleste en unaturlig død: Skuddrab, knivoverfald og biluheld,« fortæller Reuben Phiri.

Usikre liv

Mandelas død har skabt fornyet global interesse for Sydafrika – ikke mindst om de uindfriede løfter om lighed. Netop i Johannesburg ses uligheden tydeligt. Lige så tillokkende byen er for migranter fra resten af kontinentet, lige så usikker er tilværelsen ofte i den driftige hovedstad i Afrikas største økonomi. Det forklarer professor Ivan Turok, der blandt andet rådgiver EU og OECD om byudvikling og leder Sydafrikas råd for socialforskning.

»Johannesburg er kompliceret og svær at begribe – på samme tid fyldt med konflikter, vold, muligheder og rigdom. Chancen for at finde beskæftigelse og skabe sig et levebrød er nok større her end noget andet sted i Afrika syd for Sahara,« siger han og nævner olierige Luanda i Angola og Kenyas Nairobi som de eneste steder, der kan overgå Johannesburg i produktion af håb og forventninger.

I dag er Sydafrika med i klubben af BRIKS-lande – sammen med Brasilien, Rusland, Indien og Kina. Siden apartheidens afskaffelse har landet opnået store sociale fremskridt og har eksempelvis udrullet omfattende programmer for el, vand og sanitet. Men ungdomsarbejdsløsheden er på 50 procent, og landet har vanskeligt ved at bringe beskæftigelsen på højde med den konstante befolkningstilvækst og indvandring fra resten af kontinentet.

»Sydafrikas økonomi er mat, men Johannesburg er en undtagelse og er den hurtigst voksende del af landet. Udefra virker den kaotisk, men byen er dynamisk, drevet af de mange tilrejsendes håb og entreprenørånd,« siger han og tilføjer: »Men rejsen mod byens tilsyneladende rigdom ender for mange i tarvelig fattigdom.«

Pengene flyder

Om dagen står sælgere klar med brændte dvd’er, mobiltelefoner og kyllinger i transportable bure. Om natten holdes bål i gang på byggetomter og gadehjørner. Taxachauf-fører fjerner deres tagskilte, så de ikke fremstår som lette røveriofre med penge. Det er om natten, at velstandens manglende nedsivning mærkes konkret som afpresning og vold, forklarer 30-årige Reymond Mapakata.

For ham er bylivet velkendt, selv om han er vokset op i en lerklinet hytte i Zimbabwe, 400 kilometer syd for hovedstaden Harare. I 2006 tog han flugten fra Mugabes inflationsramte økonomi – ind i Sydafrika over Limpopo-floden med sit tøj og sine dokumenter i en knold på hovedet. Efter lange perioder som hjemløs har han i dag en lille lejlighed midt i Johannesburg.

»Livet her er bedre end i Zimbabwe, selv om det er hårdt. Du kan ikke gå tre dage uden at få mad. Pengene flyder, der er muligheder,« fortæller han, mens han udvider en elastik som for at se den sprænge. Da han kom til Johannesburg, levede han først på gaden i Hillbrow, et af byens mest voldsplagede områder. Her oplevede han den bølge af fremmedhad vendt mod zimbabwere, der fór henover Sydafrika i 2008. Og modsat i Zimbabwe havde han dengang ikke held med at banke på hos tilfældige firmaer og tilbyde sin arbejdskraft. Det var først senere, han via et tilfældigt bekendtskab kom i kontakt med familier, hvis penge og kontakter han kunne drage nytte af. Så begyndte hans sociale opstigning væk fra gaden. Nu erhverver han sig som løsarbejder i byggesektoren og som sikkerhedsvagt.

»Nogle mennesker sidder fast for altid. Selv om de måske har høje uddannelser, har de for længst mistet deres pas, telefon og alt, hvad de ejede. På grund af livet i byen. Nu ved de ikke, hvor de skal begynde. Sådan var det også for mig,« siger han.

Kaste knogler

Få hundrede meter fra Reymond Mapakatas lejlighed ligger Kwa Mai-Mai-markedet for traditionel muti-medicin og sangoma- healere. Her sælges skind, urter, bark og tørrede dyredele – og så sælges der spirituel rådgivning til blandt andet arbejdsløse migranter.

Elizabeth Nkabinde sidder barfodet på en stol udenfor sin butik og følger markedets rytme. Hun er en af byens mange sangomaer, som annoncerer i byrummet, ofte ved siden af plakater for penisforlængelse og abort.

Når hun ikke sælger sodavand og pulversuppe i sin kiosk, går hun op af en lille trappe til første sal for at kaste sine knogler.

»Mine forfædre er ovenpå. De svarer igennem knoglerne, når folk skal have råd, hvis de ikke har noget job, er syge, eller deres mand har forladt dem,« forklarer hun med sine seks tænder i undermunden.

»Men jeg siger ikke, hvem der har dræbt din datter eller din ko, lover boy. Det er ikke alt, jeg må fortælle.«

Ikke alle sangomaer har et godt ry, særligt ikke dem, der overbeviser kunder om, at deres muti – traditionel medicin – kan kurere hiv, kræft eller tuberkulose. Elizabeth Nkabinde vil ikke svare på alle henvendelser, men hvis hun er i tvivl, kan hun godt finde på at ringe hjem til sin gamle far, der er profet.

Hun har mange kunder, der er strandet i byen uden indtægt. For dem gennemgår hun en række sirlige ritualer, hvor hun ’renser’ luften med røgen fra en særlig plante for så at skære et snit i kundens arm og uddele noget muti. Seancen ender typisk med, at hun foreslår dem at tage medicinen og komme igen om en uge, hvis der ikke er sket noget.

Forskere forklarer sangomaernes praksis som en måde at tilbyde vished for mennesker, der er konfronteret med det tilfældige og farefulde liv i byen. Den spirituelle rådgivning er derfor altid knyttet til døden som mulighed, og ved siden af Elizabeth Nkabindes butik står tømrere da også og banker kister sammen af billigt træ.

Johannesburgs risikofyldte karakter skaber et marked, som både san- gomaer og bedemænd ernærer sig af. Det er bystyret helt bevidst om. Man holder kurser for at få sangomaer til at henvise hiv- og tuberkuloseramte til det etablerede sundhedsvæsen, og det er blevet nemmere for migranter at få adgang til oversættelse, sundhed og socialhjælp.

Men at mange tyr til tvivlsom healing og improviserede begravelsesforretninger, skyldes også, at byrummet er blottet for steder, hvor oplevelsen af frygt og sorg tillægges betydning, mener Matthew Wilhelm-Solomon fra byens Witwatersrand Universitet.

»Der burde være større anerkendelse af sorg og død ved at skabe byrum, hvor man kan sørge og mindes de savnede. De findes ikke i dag. Vold og drab i byen anses som et sikkerhedsspørgsmål, der kalder på mere politi, ikke som noget, der også kan bringe pårørende sammen,« siger han og tilføjer:

»Det er nødvendigt at flytte fokus, hvis man skal kunne gøre byen til et sted, hvor migranter kan opleve, at byen tillægger deres lange rejser en betydning.«

Slik i lommen

Når Reymond Mapakata ser tilbage på, hvorfor han kom til Johannesburg, tænker han på sin gamle landsby, hvor en mand med et dyrt ur og en stor bil talte varmt om ’guldets by’. Meget har ændret sig siden, og Johannesburg er ikke længere hans endemål.

»Jeg migrerer, bare så du ved det. Det går skridt for skridt. Sydafrika kan ikke finde arbejde til sin befolkning, men vi vil også gerne ansættes. Jeg flytter først, når jeg lærer noget, der kan give mig job uden for Sydafrika.«

»Jeg har oplevet stor smerte her i landet. Men aldrig så jeg reelt har overvejet at vende tilbage til Zimbabwe. Jeg må først skaffe nok penge her, for når jeg kommer tilbage, skal jeg have slik i lommen,« siger han og finder en grimasse, der minder om et grin.

»Jeg kan ikke bare træde ind i min landsby uden at have ting med tilbage. Så vil jeg først for alvor blive slået ihjel.«

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Majbritt Nielsen
Majbritt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Helt klart har Sydafrika ikke udviklet sig som det burde.

Nu har vi været vidne helt upassende løn og arbejdsforhold i store multinationale mineindustrier. Her hyrer man helt lovligt et vagtværn, som man igen og igen lader skyde med skarpt direkte mod deres utilfredse ansatte.

Men hvis danskerne vidste, under hvilke forhold f.eks. deres sydafrikanske vin er fremstillet, tro jeg, de ville vælge noget andet. For her er både løn og arbejdsforhold stadig noget, der minder om fortidens aparthaid. Og arbejdsgiveren, store multinationale koncerner, kan frit gøre, hvad der passer dem, og det gør de.

Siden ANC kom til for 20 år siden, er befolkningen officielt i Sydafrika steget med 20% til 48 mio. Hertil skal lægges de adskellige millioner af illegale indvandrere, der er kommet til fra de nærmeste nabolande som Zimbabwe, Congo, Mozambique, Angola og Zambia, som man at indlysende årsager ikke har tal på, men de er mange. Det har/kan den økonomiske vækst i Sydafrika slet ikke kunnet hamle op med.

M.h.t. de sorte arbejdere på vingårdene, er de nogle af dem der har de bedste forhold for en sådan gruppe, og langt bedre end det store sorte flertal i andre dele af Afrika syd for Sahara.

Det store problem er at uligheden i Sydafrika under ANC har fået lov til at vokse, således at landet stadig topper listen med størst ulighed i verden. Og det er ikke længere blot hvide der er de mest aflagte, men nu også en mindre exclusiv del af den sorte (ANC) herskende klasse, der rager til sig. Kun det store flertal af sorte sydafrikaneres langmodighed gør og har gjort, at det ikke er end i en eksplosion. Efter 20 år med sort styre må det imidlertid frygtes, at det stadig kan ske.

Rasmus Kongshøj

Det er sørgeligt at ANC i sin tid stillede sig tilfreds med kun at gennemføre den halvdel af sit program, der handlede om formel ligestilling mellem sorte og hvide. Det gamle Freedom Charter, der var manifest for befrielseskampen i Sydafrika, handlede i lige så høj grad om ligestilling mellem rige og fattige. Det handlede om jordreformer, om nationalisering af miner og råstoffer og om gennemførsel af velfærdsrettigheder.

Sydafrikanerne slap af med apartheid hvad angår race, men apartheidsystemet lever i bedste velgående på det økonomiske område.