Læsetid: 4 min.

Et tab, der kaster skygger over regnbuenationens fremtid

Sydafrikas præsident, Jacob Zuma, skal handle hurtigt og beslutsomt, hvis frygten for, at regnbuenationen bliver lagt i graven med Mandela, skal gøres til skamme
Foto: AFP/Scanpix

Foto: AFP/Scanpix

6. december 2013

Nelson Mandelas død ryster Sydafrika i sin grundvold. At en naturlig død af alderdom ikke rigtig kan siges at være en tragedie, er en ringe trøst for de millioner, som voksede op med Mandelas konstante tilstedeværelse.

De kommende dages landesorg vil formentlig samle nationen sammen som aldrig før.

Hvis Mandela som forventet kommer til at ligge lit-de-parade, vil køen af borgere, der ønsker at vise Mandela den sidste respekt, formentlig være endnu længere end den kø af vælgere, som valgte ham som præsident i 1994. Begivenheden vil hidkalde sydafrikanere af enhver race, og Sydafrika vil fremstå som en regnbuenation forenet i forskellighed.

Men hvad så bagefter? Mandelas dødelighed vil også skabe forvirring. Frarøvet sin landsfader, vil Sydafrikas unge demokrati pludselig skulle stå på egne ben.

»Ingen vil kunne forudse, hvor stor psykologisk betydning det vil få,« forudsagde Verne Harris fra Nelson Mandela Center of Memory i 2009.

Zumas udfordring

Mandelas død sætter Jacob Zuma på en af vanskelig prøve. Sydafrikanere vil også søge efter lederskab hos præsidenten midt i denne landesorg, og, vil nogen mene, nationale krise. De vil have brug for, at han hurtigt og effektivt kvæler enhver bekymring for, at Mandelas regnbueprojekt mister sin kraft og bliver afløst af racespændinger og politisk ustabilitet.

Det vil være så meget desto vanskeligere, eftersom enhver leders fejl bliver så meget desto tydeligere i sammenligningen med Mandela. Og Zuma har i sandhed begået fejl. Han undgik med nød og næppe at  blive dømt anklager om pengeafpresning, korruption, hvidvaskning af penge og bedrageri inden valget i 2009.

Siden sin indsættelse som præsident har Zumas omdømme lidt yderligere skade. I 2012 kom det frem, at knap 130 millioner skattekroner var blevet brugt på at renovere hans bolig i Nkandla, officielt af sikkerhedsårsager. Samtidig blev præsidenten kritiseret for at udvise ligegyldighed over for politiets massakre på 34 minearbejdere i Marikana

Klassekonflikt truer

Mandela blev ofte beskrevet som den lim, der holdt en af de mest splittede nationer sammen. En vandrehistorie lyder, at den sorte befolkning har ventet på Mandelas bortgang, før de ville igangsætte en etnisk udrensning af landets hvide. Den historie har efter sigende ansporet en lille gruppe hvide sydafrikanere til at hamstre mad i bunkere og planlægge deres flugt.

Den politiske økonom Moeletsi Mbeki, bror til Thabo Mbeki (landets anden præsident, red.), afviser al snak om racekrig, men peger på risikoen for en anden type uro.

»Ironisk nok vil en potentiel konflikt ikke være mellem sorte og hvide,« siger han.

»Den historie hører fortiden til. Hvis der bliver konflikt, bliver det en klassekonflikt internt i den sorte befolkning. Der er opstået store klasseskel blandt sorte. Der er omfattende korruption, som udspringer af det sorte lederskab, der lige nu står i spidsen for regeringen i Sydafrika, og den sorte regerings afsporede politik har ført til omfattende fattigdom i den sorte befolkning og til afindustrialisering af økonomien.«

Det er det, som udgør den næsten uoverstigelige forhindring for post-Mandela Sydafrikas videre skæbne. Fagbevægelsen hævder, at uligheden nu er endnu større i dag end under apartheid.

De fem procent rigeste tjener 30 gange så meget som de fattigste fem procent. Hver tredje sydafrikaner er arbejdsløs, og mange er droppet ud af skolen og havnet i en underklasse hærget af fattigdom og kriminalitet.

Mandela solgte ud

Ferial Haffajee, redaktør for avisen City Press, siger, at der er »to Sydafrikaer: et som tweeter om den nyeste teknologi, og et som ikke har råd til at spise«.

Raceaspektet spiller imidlertid også stadig en rolle. Rigdom og ledende stillinger er stadig først of fremmest på det hvide mindretals hænder.

En sort mand tjener gennemsnitligt hvad der svarer til 1.250 kroner om måneden, mens en hvid i gennemsnit tjener 9.900 kroner om måneden.

Hvide født i 2009 kan forvente at blive over 70 år, mens sorte født samme år kan forvente at dø, før de fylder 50.
Der er en politisk strømning, som holder Mandela ansvarlig for denne situation.

Nogle afrikanske nationalister siger, at Mandela ’solgte ud’, da han forhandlede aftalen om apartheids afvikling. Han sikrede det sorte flertal politisk frihed, men formåede ikke at sikre dem økonomisk frihed. Han løste kun opgaven halvt, og lod ’den hvide monopolkapital’ sidde tilbage på en stort set uudfordret magtbase.

Det vil ikke være noget populært synspunkt de næste uger. Mandelas tilhængere vil insistere på, at han i sin tid mildest talt ikke havde nogen stærk forhandlingsposition over for en militært overlegen modstander.

Men der er ingen tvivl om, at mange modsætninger og meget af den giftige arv fra apartheid lever i bedste velgående. End ikke Mandela kunne udvirke mere en ét mirakel. Nu må Sydafrika selv forsøge at skabe det næste.  

Moeletsi Mbeki sagde for nogle år siden: »Jeg tror Mandelas død vil markere afslutningen på en æra i Sydafrika. Siden 1994 har vi levet i en form for komfortzone og vi har ladet en række negative faktorer såsom ulighed og arbejdsløshed vokse. Folk har kunnet leve med det hidtil, fordi vi på en eller anden måde har følt, at Mandela ville hjælpe os med at løse det. Jeg tror, at når han dør, vil det være et budskab til sydafrikanerne om, at 'hey, den æra er forbi, nu må vi finde virkelige løsninger på vores problemer i stedet for blot at drømme'.«

David Smith er The Guardians Afrika-korrespondent

Oversat af Nina Trige Andersen
© Guardian og Information

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Vibeke Svenningsen
  • Philip B. Johnsen
  • Niels Engelsted
Vibeke Svenningsen, Philip B. Johnsen og Niels Engelsted anbefalede denne artikel

Kommentarer

På TV2 News sidder Elleman og Lykketoft og priser Mandelas opgør med marxistisk tænkning og hans efterfølgende overgivelse til liberal tankegang.

Det er dog værd at bemærke. Der er for langt størstedelen af de fattige og undertrykte i Sydafrika intet mirakel sket, snarere et bedrag. Som tilmed har berøvet dem den fælles kamp, polariseret og depraveret dem yderligere.

Søren A. Jensen, Torben Nielsen og Troels Ingvartsen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Fordi man har demokrati, har man ikke en retsstat, en demokratisk retsstat skal Danmark også kæmpe for, intet i denne verden, der er vigtigt for dig, skal tages for givet, frihed er ingen gave.

Per Dørup Jensen

Ja, så venter vi bare på, at Mandela´s kampfælle, den aktive sorte menneskerettighedsforkæmper, Mugabe, Zimbabwe, bliver hyldet tilsvarende af imperialisterne, kolonisterne og de rige, når han dør.

Man må desværre give Moeletsi Mbeki ret.

Der er i øvrigt ingen politiker i Sydafrika, der når Mandela til sokkeholderne. (Hvor er der i øvrigt det?). Der er nu rige muligheder for opportunistiske demagoer og voldsom social uro, med indslag af racistiske undertoner. En stigende hvid exodos kan ikke udelukkes.

Man kan kun håbe det bedste.

ANC mister formentlig indflydelse efter Mandelas død, Hans medlemskab af ANC var et stærkt politisk kort i enhver valgkamp.

De andre partier , som også tæller en række indflydelsesrige afrikanere, vil måske danne regering efter næste valg, og så bliver det spændende at se, om ANC , Zuma og hans venner vil acceptere demokratiets spilleregler ?

anker fjeld simonsen

På tvind-skolerne i 80erne, jeg på et alfabetiseringshold i Juelsminde af lärere, tyskere, svenskere og danskere på vej til Moxambique, hvor der jo tales portugisisk, lärte jeg for förste gag i 1983 Nelson Mandelas navn at kende, lärte jeg for förste gang African Natio-nal Congress at kende, idet bl.a. en af de store ledere i ANC Oliver Tombo hed han vist jävnligt besögte Tvindskolerne.
Jeg hade noget svärere ved alt det der, der skulle til med at gravr toiletter mv, för vi blev sendt af sted til det borgerkrigshärgede Mozambique, det haltede noget, det er muligt, at skolerne har mine noget beskedne resultater, men jeg var da stolt over at väre med til at bygge sporthallen. Det skulle nok gå, turen til Portugal var pragtfuld, men så var det lige det at jeg havde lagt billet ind på et statsstipendium til Polen, som jeg fik.
Nå, ja, Tvindskolerne samarbejdede en del, med ANC, men byggede skoler i Mozam-bique. Nekrolog over Nelson Mandela kan jeg ikke skrive, men det var absolut väsent-ligt for mig at komme ind i apartheidpolitikken. De fleste fra dette elitehold på Den rej-sende Höjskole kom til det bprgerkrigshärgede Mozambiqye på FREIMOS side, men ef-ter hvad jeg hörte, var det ganske få der holdt denne evige frygt for borgerkrigens snigskytter osv ud, så de fleste måtte tage hjem for tidligt. Jeg endte i Polen januar 84
Vel, jeg havde tidligere läst en skrämmende engelsk bog om frimurernes involvering i
apartheidpolitkken, hvilket havde skabt en skepsis over for denne bevägelse i mit sind, en skepsis jeg sådan set stadigt bevarer, og Nelson Mandelas stjerne begyndte da at lyse på denne baggrund, igangsat af ANC-grupper der besögte Tvindskolerne i de år, ikke mindst en formidabel og kraftfuld ballet i Ulfsborg, et eller andet år, for jeg fortsatte at besöge Tvindskolerne op gennem 80erne.
Et äre väre hans minde, og held og lykke fremover for sydanerikansk demokrati.