Nyhed
Læsetid: 4 min.

Tunesiens diktator brugte dansk it-teknologi

Det tunesiske regime havde nogle af de mest avancerede overvågningssystemer i den arabiske verden, og det var vestlige firmaer, der leverede udstyret. Dansk firma var angiveligt leverandør af overvågningsteknologi
Tunesiens diktator, Ben Ali, gjorde brug af dansk overvågningsteknologi i jagten på dissidenter. Her forsøger en demonstrant at fjerne en tåregasgranat under optøjer i januar 2011.

Fred Dufour

Udland
16. december 2013

Dansk overvågningsteknologi er blevet brugt af det tunesiske diktatur inden oprøret, der væltede Ben Ali i starten af 2011.

Det tunesiske regime havde nogle af de mest avancerede og krænkende overvågningssystemer i verden, og det var blandt andet muligt for regimet at opsnappe e-mails, blokere dem og endda ændre indholdet, inden de kom frem.

»Tunesiske firmaer har arbejdet med europæiske firmaer,« forklarer Kamel Saadaoui, der er tidligere leder af Tunisian Internet Agency til Bloomberg i en artikel fra 2011.

Som leder af Tunesian Internet Agency var Kamel Saadaoui selv med til at opbygge overvågningssystemerne under diktator Ben Ali, og han forklarer ifølge Bloomberg, at det danske firma ETI leverede »mobile dataaflytningsløsninger, som bruges til at rekonstruere online aktiviteter«.

Oplysningerne om den danske forbindelse til overvågningen i Tunesien fremgår af en dokumentar, der sendes på DR2 i aften.

DR har konfronteret ETI’s britiske ejer – overvågningsgiganten BAE, der købte ETI i 2011 – med oplysningerne, men BAE vil hverken be- eller afkræfte, om de har solgt software til det tunesiske regime:

»Vores politik er, at vi ikke kan kommentere på specifikke lande eller kontrakter, men generelt så arbejder BAE Systems Detica for en række organisationer over hele verden, inklusive regeringer, teleselskaber og myndigheder,« skriver BAE og understreger samtidig, at de siden opkøbet af ETI i 2011 har »forbedret dets processer« med indførelsen af et etisk charter.

Det tunesiske overvågningssystem gjorde i høj grad brug af såkaldt deep packet inspection til at søge internettrafik igennem for søgeord, der kunne pege på regimekritiske personer. Kommunikationen endte på et kontor hos overvågningsenheden, hvor medarbejderne vurderede indholdet:

»De var i stand til at læse, hvorfor det var blevet blokeret og kunne tage en beslutning om, hvorvidt det skulle sendes tilbage til netværket eller slettes,« fortæller Kamel Saadaoui til Bloomberg og tilføjer »eller ændres«.

E-mails fra en Amnesty-ansat endte som tilfældige symboler eller en bilreklame, mens en menneskeretsadvokat også fik uforståelige e-mails i stedet for det faktiske indhold og desuden modtog en truende besked om, at de ville »gennembore hans anus med et baseballbat«.

Tavse firmaer

Den globale overvågningsindustri er en branche, der ikke er så meget for opmærksomhed. Særligt efter Det Arabiske Forår kom det frem, i hvor høj grad vestlige firmaer havde forsynet diktaturerne med effektive elektroniske våben til undertrykkelse.

Blandt de mest kontroversielle har været softwaren FinFisher fra Gamma International, hvis spyware angiveligt er blevet fundet i 25 lande inklusive steder som Bahrain, Turkmenistan og Brunei.

Danske firmaer som ETI og Spectronic er blandt de store spillere på markedet, men de afviser at lade sig interviewe, da DR opsøger dem på den såkaldte Milipol-messe i Paris, hvor firmaerne markedsfører deres overvågningsprodukter for efterretningstjenester og private sikkerhedsfirmaer.

I det hele taget er det meget få af dem, der udstiller på messen, der ønsker at forklare om deres overvågningssystemer, og de danske firmaer er de mest afvisende.

Men via en sælger fra Gamma får DR oplysninger om, at dansk efterretningstjeneste har udtrykt interesse for netop Finfisher, mens en af ETI’s konkurrenter fortæller, at ETI leverer teknologi til PET. Oplysninger, som hverken PET eller ETI dog har villet bekræfte.

ETI har til huse i Nørresundby ved Aalborg og har efter en fyringsrunde nu 220 medarbejdere tilbage i Danmark. I et salgsprospekt fra marts 2011 lækket af Wikileaks fortæller ETI, at opkøbet styrker BAE’s position som »førende forsvars- og sikkerhedsudbyder«.

Med det samtidige opkøb af Detica, en britisk virksomhed med 1.750 medarbejdere med speciale i »efterretninger, man kan handle ud fra«, styrkes profilen inden for cyber- og efterretningsverdenen.

Brochuren beskriver »en lovende fremtid« med »nye muligheder« over for de »udfordringer, politi og efterretningstjenester« har på de nye kommunikationsplatforme.

Ud fra de lækkede brochurer kan man se, at ETI er leveringsdygtige i, hvad der ligner yderst kraftfulde systemer til at gøre brug af indsamlet overvågning. Teknologi, der kan være effektivt til at bekæmpe kriminalitet og terrorisme, men som også kan udgøre et yderst kraftigt magtmiddel i hænderne på et undertrykkende regime:

»Hvordan kan overvågningen give resultater med det samme, så analytikeren ikke skal læse eller lytte sig gennem alt,« spørger ETI potentielle kunder og forklarer, hvordan overvågningssystemet X-stream kan søge »hele systemet« for nøgleord, hvilket giver brugeren »frie hænder« til hurtigt at finde en bestemt samtale »mellem to personer på et givent tidspunkt«.

Selv hvis søgningen omfatter både e-mails og telefonsamtaler inden for et givent tidsrum, giver et par museklik »værdifulde oplysninger om målets aktiviteter eller illustrerer, hvornår denne kommunikerer via e-mail«.

ETI lover desuden værktøjer, som kan fastslå, hvem der taler, dennes køn, sprog osv., så man kan »analysere en bestemt talers tilstedeværelse på tværs af forskellige samtaler«.

Samtidig kan systemet udskrive samtalerne og give analytikeren besked, når bestemte ord eller kombinationer nævnes på tværs af alle samtaler. Dermed kan forbindelser mellem de overvågede endnu bedre kortlægges.

’DR2 Undersøger: Overvågningens danske forbindelse’ sendes i aften kl. 20.00

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er det samme svinske firma, som Skat forsøger at få til at betale 105 mio. DKK.
Men firmaet gør alle tænkelige krumspring incl. etablere nyt selskab i Sverige, og senere flytte sin skattepligt til Malta.
www.baesystemsdetica.com/technologies/global-communications-solutions?id=4

Spectronic Systems A/S, ETIconnect.net og Napatech? Det er alle 3 danske firmaer i samme branche, 'Lawful Intercept Network Connector (LINC)', der er at finde på en ualmindelig grim liste hos WikiLeaks.

Disse firmaer sælger super-avanceret overvågningsudstyr til alle diktatorer, der vil betale. Det er så avanceret, at enhver diktator kan følge enhver mobiltelefon på et kort med mindre end en meters nøjagtighed.

Rasmus Kongshøj, Rune Petersen, Benjamin Bach, Britta Hansen, Tom Paamand, lars abildgaard og Nabil Ben Chaabane anbefalede denne kommentar

En helt gruppe af stærkt komplekse dokumenter fra amerikanske whistleblower, Edward Snowden, der vil blive offentliggjort, så snart man har et samlet overblik, viser, at Danmarks´hemmelige samarbejde med USA er langt mere omfattende, end det man tidligere har troet.

Således skal det være mere omfattende, end USA´s samarbejde med Sverige, der ellers omfatter den totale teletrafik til og fra Østeuropa, samt bl.a. vitale oplysninger fra magten i Rusland.

Mig bekendt har denne form for virksomheder (ligesom mange andre former for virksomheder) ingen som helst skrupler over noget som helst. De er ligeglade med mennesker, menneskerettigheder og andre ligegyldigheder. Det eneste, der har interesse er penge og magt.

Gert Romme, du synes at være ualmindelig velinformeret over forestående afsløringer?

Noget helt andet omkring overvågning (tænker her på NSA) er, at den virksomhed tilsyneladende er fuldkommen uduelig. Til trods for omfattende overvågning og allerhøjeste sikkerhedsforanstaltninger har de ikke engang kunnet beskytte deres præsident mod at stå side om side med en mand under hele hans tale ved mindehøjtideligheden for Mandela, der efter eget udsagn både er alvorlig forstyrret og farlig - og er kendt for at være det!

Jan Bisp Zarghami

Det er vel i denne sammenhæng betryggende at vide, at Ben Ali, tiltrods for overvågnings teknologien, ikke længere er ved magten

Rasmus Kongshøj, Claus Nielsen og Benjamin Bach anbefalede denne kommentar

@jan bisp
God pointe, det må være en stor cadeau til krypterings-aktivister og de redskaber, der trods alt findes til at undgå overvågningen.

I Libyen pillede oppositionen Ghadaffis overvågning ned under oprøret; men reetablerede det derefter. Gad vide, hvordan det forholder sig i Tunesien, og om Marzouki har afskaffet masseovervågning på denne grimme erfaringsmæssige baggrund, eller om magten altid får bugt med fornuften.

Den pågældende virksomhed bør naturligvis opløses, og de ansvarlige retsforfølges for folkefjendtlig virke.

Kapitalister er uden skubler. Det eneste, de fatter, er trusler på deres økonomi eller deres virksomhed.

Og det er vel lignende IT-virksomheder, der skal til at være operatør for vor os danskeres telefonnet; det kinesiske Huawei.
Lur mig ikke, om de kulturradikale kapitalister på magtposterns logren med halen for de kinesiske tyraner, og andre stormagter, er stor nok, til at de villigt udleverer tibetaktivister, og andre, som den kinesiske regering - via de oplysninger, Huawei snart kan give dem - ønsker udleveret.

Morten Pedersen

@ Dennis "Kapitalister er uden skrubler."
Alle der driver virksomhed er i princippet kapitalister, derfor er dit udsagn forkert. Man kan sige kapitalismen er skruppelløs, da der oftest er en aktør uden skrupler, der går ind på områder som disse, selv om andre - med skrupler - lader være.

Den nævnte teknologi er "opfundet" og bliver videreudviklet uanset hvad der gøres.

Den kan bruges / misbruges af diverse statslige efterretningstjenester eller af private forbrydersyndikater eller til privat industrispionage o s v.

Hvis vi i Danmark vil beskytte os selv, så må staten ( f eks PET og FET) opbygge sin egen uafhængige ekspertise på disse områder, så der aktivt kan "slås igen" mod ulovlig indtrængen i danske firmaer, forskningsmiljøer , offentlige registre , folks privatliv o s v.