Ugandiske homoseksuelle står til udvisning trods lokal anti-homolov

En række afviste homoseksuelle asylansøgere fra Uganda står til at blive udvist af Danmark. Med Ugandas nye, skærpede anti-homolov har asylansøgerne mulighed for at søge om at få genoptaget deres sag, men ngo’en LGTB Asylum tvivler på, det vil føre til asyl
27. december 2013

Homoseksualitet skal fremover straffes med fængsel på livstid i Uganda, efter at landets parlament i fredags skærpede landets anti-homolovgivning. I Danmark står en række ugandiske homoseksuelle til at blive sendt tilbage til Uganda, efter de har fået afslag på asyl i Danmark. Det oplyser ngo’en LGBT Asylum, der arbejder for homo-, bi- og transseksuelles rettigheder i det danske asylsystem.

»LGBT Asylum har lige nu kontakt til otte afviste personer, der er homoseksuelle, heraf fem fra Uganda, og for hvem motivet til at søge om asyl har været forfølgelse i hjemlandet på grund af deres homoseksualitet,« fortæller Mads Drud-Jensen fra LGBT Asylum.

De fem risikerer at blive sendt hjem til Uganda, hvor homoseksualitet allerede inden vedtagelsen af den nye lov var ulovlig, men hvor straffen er blevet skærpet drastisk: Homoseksuelle risikerer til nu fængselsstraf på livstid, ligesom den nye lov også indfører fængselsstraf for ikke at melde homoseksualitet til politiet. Et forslag om at straffe homoseksualitet med dødsstraf var også en del af det oprindelige lovforslag, men blev taget ud. Samtidig har ugandiske medier kørt kampagne mod homoseksuelle, hvor mistænkte »gay recruiters« (homoseksuelle hververe, red.) er blevet offentliggjort med navn og billede.

Alligevel faldt det seneste afslag fra de danske udlændingemyndigheder så sent som i sidste uge, hvor en homoseksuel ugandisk mand fik afslag på sin asylansøgning:

»Stort set sammenfaldende med at loven (i Uganda, red.) gik igennem, fik en person fra vores gruppe afslag i Flygtningenævnet i tirsdags. Det er en meget fortvivlende situation for den pågældende og uforståeligt for os, at de danske myndigheder afviser LGBT-flygtninge fra lande, der kriminaliserer deres seksuelle orientering og kønsidentitet,« siger Mads Drud-Jensen.

Kan søge genoptagelse

Ugandas nye anti-homolov mangler fortsat at blive underskrevet af præsident Yoweri Museveni, før den træder i kraft, men den er allerede blevet mødt af hård international kritik. I Danmark har udviklingsminister Rasmus Helveg Petersen (R) truet med at indstille al dansk udviklingsbistand til det centralafrikanske land, hvis ikke præsidenten nedlægger veto, og også udlændingeordførerne fra Socialdemokraterne, De Konservative og Radikale Venstre udtrykker afsky over for loven. Men den nye lov giver ikke anledning til en ændring af den danske asylpolitik. Det er op til udlændingemyndighederne og Flygtningenævnet at behandle asylansøgningerne ud fra de vilkår, der er gældende i ansøgernes hjemland:

»Vi politikere sætter rammerne for asylpolitikken, og dem har vi ikke planer om at ændre. Så kriterierne er de samme, og så er det op til Flygtningenævnet at vurdere de enkelte sager,« siger Marlene Borst Hansen (R).

Hun henviser samtidig til, at de afviste ansøgere kan anmode om at få genoptaget deres sag.

»Vi ser jo tit, at hvis forholdene ændrer sig, så kan der komme en prøvesag, eller også er der nogen, der anker deres afgørelse,« siger Marlene Borst Hansen.

Flygtningenævnet bekræfter over for Information, at de afviste asylansøgere har mulighed for at få genoptaget deres sag. Men den mulighed har Mads Drud-Jensen fra LGBT Asylum dog ikke de store forhåbninger til:

»Vi har selvfølgelig allerede bedt om at få genoptaget et par af de her sager, og nu venter vi så på svar på, om de får lov til at blive genforhandlet. Men det er vigtigt at huske, at homoseksualitet hele tiden har været kriminaliseret i Uganda, og der har hele tiden været risiko for en livstidsstraf. Den her lov gør det bare nemmere. Så nogle af de her mennesker skulle aldrig have haft afslag på deres asylansøgninger – ny lov eller ej,« siger han.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer