USA’s skifergas- og oliejagt: Det rene eventyr?

I stigende omfang bestrider uafhængige fagfolk løfterne om nye billige fossile energikilder til USA i masser af år. Det er sværere og dyrere at udvinde den ukonventionelle energi, end selskab-erne og investorerne har sagt
At lave en horisontal boring ned i et skiferlag koster mindst det dobbelte og nogle gange det femdobbelte af en traditionel lodret boring. Derfor er bomben under løfterne om evig og billig energi fra de nye kilder omkostningerne, siger kritikerne. Her er vi i North Dakota, USA.

At lave en horisontal boring ned i et skiferlag koster mindst det dobbelte og nogle gange det femdobbelte af en traditionel lodret boring. Derfor er bomben under løfterne om evig og billig energi fra de nye kilder omkostningerne, siger kritikerne. Her er vi i North Dakota, USA.

Aaron Huey
30. december 2013

I amerikanske olie- og gaskredse er man begyndt at tale med bekymring om den ’røde dronning’.

Den røde dronning er figuren i Lewis Carrolls eventyrfortælling Alice bag spejlet, der efter en udmattende løbetur med Alice siger:

»Her må man – som du ser – løbe alt, hvad man kan for at blive på samme sted. Hvis du vil et eller andet sted hen, må du løbe mindst dobbelt så hurtigt!«

Det er det, man er begyndt at erfare om det, der hidtil er blevet markedsført som det nye amerikanske skifergas- og olieeventyr. Det fossile energimirakel, der på ny skal gøre USA til verdens største olieproducent, skabe energimæssig selvforsyning, sikre lavere priser og puste gang i beskæftigelsen og den økonomiske vækst.

»Intet sted er løftet om innovation større end fra amerikansk produceret energi (…) Netop nu er den amerikanske olieproduktion på det højeste niveau i otte år (…) Vi har forsyninger af naturgas, som kan række til USA i næsten 100 år,« sagde præsident Obama i sin State of the Union-tale for snart to år siden.

I dag er eftertanken begyndt at melde sig. Erhvervsmagasinet Business Week skrev for nylig om det, man kalder olie-boomets beskidte hemmelighed:

»Det holder måske ikke. Produktionsboringer i skiferlag starter stærkt og svinder hurtigt, og producenterne borer i et halsbrækkende tempo for at holde produktionen stabil. Ude i felten er dette uophørlige behov for at bore kendt som den røde dronning.«

Dramatisk vækst

Det er sandt nok, at de ukonventionelle reserver af olie og gas har givet ny energi til den amerikanske økonomi. Produktionen af skifergas er vokset eksplosivt fra 28 mia. kubikmeter i 2006 til 235 mia. i 2012, svarende til at 40 pct. af USA’s totale gasproduktion nu kommer fra skiferlagene. Det gav et dramatisk fald i gasprisen på 36 pct. fra 2006-10, og det har sågar givet et fald i de amerikanske CO2-udledninger på ca. 10 pct. fra 2006-12, fordi den billigere gas har erstattet mere klimabelastende kul på mange amerikanske kraftværker.

Talløse reportager i trykte og elektroniske medier har berettet om Klondyke-stemningen og olie- og gasfeberen i de små byer i North Dakota, Texas, West Virginia og andre stater, hvor selskaberne og boretårnene er rykket ind og har skabt masser af nye arbejdspladser og en helt ny type lokal økonomi.

Ifølge den seneste fremskrivning fra den amerikanske regerings energistyrelse, Energi Information Administration (EIA), bliver det bare ved. Over de næste to årtier vil USA’s årlige produktion af skifergas blive næsten fordoblet, mens produktion af skiferolie vil være fordoblet allerede i 2021. Og skal man tro den store investeringsbank Goldman Sachs – i dag medejer af bl.a. DONG Energy og andre energirelaterede virksomheder – udløser skiferenergien en regulær ’energi-revolution’.

»Der er en revolution på vej i den amerikanske energiindustri, som vi tror på vil transformere den hjemlige og globale økonomi i løbet af det næste tiår. Avancerede boreteknikker er den primære drivkraft i denne revolution – de vil gøre det muligt for producenter at tappe de betydelige reserver af olie og naturgas i USA’s skiferlag,« skriver Goldman Sachs, der ser »positive virkninger for BNP-vækst og jobskabelse samt potentiale for at reducere USA’s underskud på handels- og betalingsbalancen« i den ukonventionelle fossile energi.

Den besværlige geologi

Men måske skal man ikke tro alt, hvad man hører fra investeringsbanker, fra regeringen og fra olieselskaberne bag det igangværende eventyr. Stadig flere fagfolk anfægter såvel fremtidsscenarierne som økonomien i den ukonventionelle olie- og gasproduktion.

»Den røde dronning-syndromet bliver bare værre og værre og værre,« siger geologen J. David Hughes.

Han har i næsten 40 år studeret de fossile energireserver i Nordamerika, det meste af tiden som forskningschef hos Geological Survey of Canada. I dag er han selvstændig konsulent og kan sige ting, han ikke kunne som ansat i staten. I rapporten Drill, Baby, Drill, udarbejdet i år for det uafhængige Post Carbon Institute, afdækker han, hvorfor løfterne fra skifergassen og -olien givetvis ikke holder.

»Forudsigelserne fra eksperter og visse regeringskontorer om, at disse teknologier kan levere endeløs vækst og indvarsle en ny æra af ’energimæssig uafhængighed’, hvor USA bliver en betydelig nettoeksportør af energi, er totalt ubeføjede, hvis man tager afsæt i de grundlæggende kendsgerninger«, skriver J. David Hughes.

Det er i første omgang et simpelt spørgsmål om geologi, i anden omgang et spørgsmål om penge.

Skifer er en sedimentær bjergart, der er meget mere kompakt end de konventionelle formationer af porøs sand- eller kalksten, hvor olie og gas kan fylde de fine hulrum mellem mineralkornene. Har man først ramt en sådan kalk- eller sandstensforekomst, flyder olien og gassen som regel af sig selv. I den kompakte skifer derimod er der mindre plads til de fossile energimolekyler, og de kan kun tvinges ud ved at tilvejebringe et meget højt tryk. Det er blevet muligt ved at kombinere to nye teknologier: Horisontale boringer og hydraulisk frakturering – i daglig tale ’fracking’.

Efter at have boret til måske 3.000 meters dybde drejes boret til vandret, og via denne vandrette brønd pumpes store mængder vand, sandkorn og kemikalier ind i skiferlaget med et sådant tryk, at skiferen sprækker. Sandkornene holder de fine sprækker åbne og tillader olie eller gas blandet med vand og kemikalier at flyde op gennem boringen til overfladen.

Det rummer sine egne betydelige miljømæssige udfordringer, men ud fra en produktionssynsvinkel er problemet, at man ikke særlig længe kan opretholde et så højt tryk, at skiferen bliver ved med at frigive gas eller olie. Kun gas og olie tæt på de skabte sprækker slipper ud. Derfor dykker produktionen fra en sådan skiferboring meget hurtigere end ved konventionelle kilder. Det er det, fagfolk som Hughes peger på.

»De individuelle boringers henfaldshastighed er høj, fra 79 til 95 pct. efter 36 måneder«, skriver han.

Det kan altså være så godt som slut efter halvandet år. Til sammenligning angives konventionelle boringers produktion at falde til omkring halvdelen på to år, og de kan ofte levere i 20 år eller mere.

Konsekvensen er, at olieselskaberne for at opretholde en given produktion stedse skal investere i nye boringer og det i stigende hast, hvis det indenlandske olie- og gasforbrug i USA fortsat udvikler sig som nu: Den røde dronning-syndromet.

»Overordnet betyder felternes produktionsfald, at 30-50 pct. af produktionen hvert år skal erstattes via flere boringer«, konkluderer J. David Hughes, der omhyggeligt har studeret produktionsprofilerne fra store skiferfelter i USA med navne som Marcellus, Bakken, Barnett, Eagle Ford, Haynesville og Fayetteville.

Ifølge Hughes skal der i USA præsteres 6.000 nye produktionsboringer i skiferlagene om året for at opretholde det nationale produktionsniveau for skiferolie. Bomben under løfterne om evig og billig energi fra de nye kilder er omkostningerne, siger kritikerne.

At lave en horisontal boring ned i et skiferlag koster mindst det dobbelte og nogle gange det femdobbelte af en traditionel lodret boring. Ifølge Hughes kræver det årlige kapitalinvesteringer på 42 milliarder dollar i nye horisontale boringer at fastholde den aktuelle produktion, når det gælder skifergas.

»Til sammenligning var den i 2012 producerede skifergas omkring 32,5 mia. dollar værd ved en gaspris på 3,40 dollar pr. mcf (tusind kubikfod, red.), hvilket er højere end den faktiske pris ved kilden gennem det meste af 2012.«

Altså tilsyneladende en klar underskudsforretning.

Andre uafhængige fagfolk når lignende resultater. F.eks. oliegeologen Arthur Berman med 20 års erfaring fra olieindustrien, som tilsvarende har analyseret data fra de igangværende felter og allerede i 2011 konkluderede, at der skal en gaspris på otte-ni dollar pr. mcf til for at sikre selskaberne rentabilitet af deres investeringer. Altså en gaspris på omtrent det dobbelte af den aktuelle. Bermans variant af den røde dronning lyder: »Når først man begynder at lave boringer i skifer, kan man aldrig stoppe.«

Den feberagtige jagt

Så hvis kritikerne har ret, og det i virkeligheden er en dårlig forretning, hvis ikke man lige rammer en af de rigeste kilder, hvorfor er olieselskaberne så stadig involveret? Og hvorfor fastholder de udsagnene om det endeløse eventyr?

En del af svaret er ifølge folk som Berman, at de – eller deres aktionærer og investorer – er blevet taget på sengen. Man er blevet forført af de høje produktionsrater for olie eller gas, når brøndene i skiferlagene er nye. Produktionseventyret er ekspanderet så dramatisk og så mange steder på én gang de seneste godt fem år, at man ikke har nået at høste erfaringer og lære, hvor hurtigt disse produktioner klinger af.

Den amerikanske finansanalytiker Deborah Rogers, der bl.a. har rådgivet regeringen i Washington, har beskrevet, hvordan Wall Street var med til at puste til euforien ved i de første år at investere heftigt i de nye projekter og dermed drive både selskabernes aktiekurser og selve boreaktiviteten op. Denne jagt på de nye kilder sendte så meget skifergas på markedet, at prisen er faldet dramatisk og dermed har undergravet rentabiliteten af den enkelte boring og for det enkelte selskab.

»Nu sælger selskaberne gas i USA for omkring en tredjedel af, hvad det koster dem at producere den. De er altså i fare for at gå fallit. Og det betyder, at de nu er nødt til at lyve om, hvor profitabelt det er for at kunne tiltrække kapital og holde aktiekurserne oppe,« siger systemanalytikeren Dennis Meadows, en af forfatterne til den berømte Limits to Growth-rapport og i de senere år stærkt optaget af at studere udviklingen i olie- og gasindustrien.

– Hvorfor bliver selskaberne ved at producere, hvis det er en underskudsforretning?

»I USA har vi den ordning, at den, der ejer et landområde, også ejer ressourcerne i undergrunden. Så et olieselskab må skaffe sig en kontrakt på et stykke jord, før det kan bore. Og kontrakterne er skrevet sådan, at hvis man ikke borer og producerer, så bortfalder kontrakten. Så selv om man taber penge, bliver man ved med at bore og pumpe,« siger Meadows.

Tilbagetog?

Faktisk er nogle af olieselskaberne nu begyndt at trække følehornene til sig. Selskaber med investeringer i skifer-eventyret som BP, Chesapeake Energy, Quicksilver Resources, BHP Billiton og BG Group nedskrev alle i løbet af 2012 værdien af deres aktiver i amerikanske skiferfelter. Chesapeake, som har været en af de største producenter af skiferolie og -gas, har været tæt på konkurs og har solgt felter fra i både 2012 og 2013 for at begrænse sine tab. Andre – som olieselskaberne ConocoPhilips og Marathon – skruer fortsat op for skifer-investeringerne i det nye år.

For kritikerne er der ingen tvivl om, at hele skifereventyret er en boble, der vil briste. De rigeste kilder er på vej til at blive tømt, og det er kun et spørgsmål om tid, før manglende rentabilitet indhenter mange af selskaberne. J. David Hughes vurderer, at skiferolien repræsenterer »en boble på omkring 10 års varighed«, mens skifergassen nok kan levere godt 20 år. Arthur Bermans skøn for gassen er på linje, energiinvesteringseksperten Bill Powers siger fem-syv år, mens forskere ved det tyske Energy Watch Group vurderer i en rapport fra marts, at skiferolieproduktionen i USA vil toppe allerede omkring 2015-17, mens årstallet for gassen er 2015 – langt fra Obamas løfter til Kongressen om gas til næsten 100 år.

The New York Times dokumenterede i en artikelserie i 2011, hvordan medarbejdere i olieindustrien i en lang række interne notater, e-mails m.m. har udtrykt betydelig skepsis omkring projekternes rentabilitet. Udadtil afvises kritikken imidlertid stadig og løfterne om en ny storslået fremtid for USA som olie- og gasproducent fastholdes.

Som formuleret i et interview i branchemediet Fuel Fix af Tim Cutt, oliechef hos selskabet BHP Billiton:

»Den gode nyhed er, at teknologien fortsat gør fremskridt. For hver brønd, vi borer, klargør og laver fracking i, får vi hver gang mere og mere olie.«

Læser man nogle af de mere faglige notater fra den amerikanske energistyrelse, EIA, spores imidlertid usikkerheden. I en opgørelse fra december sidste år om skifergas-reserverne skriver EIA:

»Skønt udsigterne for skifergasproduktion er lovende, består der en betragtelig usikkerhed om størrelsen og rentabiliteten af denne ressource.«

Der er således »betragtelig usikkerhed« om felternes langsigtede produktivitet og om udviklingen i bore-og udvindingsteknologi. Denne usikkerhed kan få »betydelig indflydelse« på den fremtidige produktion, som fremme i 2035 ifølge EIA kan være lige fra en anelse større end dagens produktion til godt dobbelt så stor.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Holger Madsen

At Goldman Sachs, der nu fremover også skal tjene penge på dansk energiproduktion, ser store økonomiske muligheder i skifergasudvinding (fracking), må få alarmklokkerne til at ringe hos folk i Nordjylland og Nordsjælland, hvor de første skifergas prøveboringer er planlagt at skulle foregå.

Brugerbillede for Allan Christensen

Bill Atkins

Hvorfor er Danmark nettoeksportør af olie når peakoil ligge lige om hjørnet - eller måske er overskredet? ...og oliepriserne kun går en vej i fremtiden.

Fordi vælgernes kortsigtede krav om velfærd og velstand går forud for ethvert langsigtet hensyn til naturen og vores efterkommere. Politikere i et demokrati er nødt til at tage hensyn til vælgerne. Ellers ville de ikke være politikere.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Karsten Kølliker

Nemlig, Thomas Holm. Kommentatorerne på PeakProsperity.com har igennem flere år pillet hele dette fracking-spin fra hinanden. Regnestykkerne passer simpelthen ikke. De taler om fracking som bare endnu en finansiel bobbel. Desværre én, som efterlader en forgiftet undergrund bag sig.

Og når du fremhæver norsk vandkraft, så formoder jeg at de i Norge formår at drive disse værker på en måde, som ikke ødelægger flodernes økosystemer. Sådan som vandkraft normalt implementeres, bliver økosystemerne omkring den pågældende flod fuldkommen udpint. Således havde Ægypten verdens mest stabile og vedvarende frugtbare landbrugsjord lige indtil man byggede Aswan-dæmningen. Nok ikke en særlig god forretning i det store billede.

Brugerbillede for Allan Christensen

Bill Atkins

Bill, de to forklaringer udelukker jo ikke hinanden. Selvfølgelig ville olieselskaberne ikke udvinde olie hvis de var af den opfattelse at det ikke hjalp på deres bundlinje. Men det er jo kun fordi politikerne lovgiver sådan at det hjælper på olieselskabernes bundlinje at udvinde olie, hvilket politikerne gør fordi de frygter ellers ikke at kunne opfylde vælgernes krav om mere velfærd og velstand.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for John Rohde Jensen

Brian mfl,

Du slår selv en laks ihjel, hver gang du tænder for stikkontakten i forårs sæssonen. Store dele af Danmarks elforsyning kommer fra Norge og Sveriges vandkraftværker på den tid af året. Resten af året sender vi kulkraft til Norge. Svenskerne klarer selv ærterne ved at fyre med atomer.

Hvis du ønsker at gøre noget for miljøet så skal du få forbrugerne til at bruge mindre energi. Kraftværkerne gør blot det beskidte arbejde.

Det er let at lave fakkeltog ned til det lokale kraftværk og holde taler, men hvis de slukker for lortet og der ikke er hverken el eller fjernvarme så piver forbrugerne.

Fjern efterspørgslen så fjerner du problemet.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels-Holger Nielsen

Fracking er kriminel omgang med vandressourcer. Det nyeste er, at fracking også fører til jordskælv.

Hvad Jørgen Steen Nielsen her fremfører, blev i store træk sagt af overtegnede og en del andre debattører, da han for en rum tid siden skrev sin første store artikel om det amerikanske 'energieventyr'. Bedre sent end aldrig. Peak oil er en realitet, og dens økonomiske følger er kun slet erkendt i mainstream-økonomiske kredse.

Brugerbillede for Thorbjørn Thiesen

De artikler jeg har læst om emnet i blandt andet i Mother Jones, er alt andet end opløftende. I alle de fine beregninger ser jeg ikke noget om kost priser for genopretning af miljøet. Kan det genoprettes.
Beskrivelsen af metoden må skabe frygt for vores fremtidige liv på jord. At pumpe giftige kemikalier ned i undergrunden med meget højt tryk kan ikke skabe andet end ødelæggelser. Som en anden kommentator skrev. Så er det de ukontrollerede finansfolk der skal skabe profit. Uanset omkostningerne for andre. Mit forslag er, glem alt om fracking og start udviklingen på vvs området, vand, vind og solenergi. De kilder er uudtømmelige, og sviner ikke.
Godt Nytår

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torben Selch

Brian Pietersen
Laksene kan ikke gyde - and so what??

Ikke uden betydning - verdens største organisme mycelium som er skovens fungi - danner et utroligt spider-web under de nordlige skove på planeten. Skovenes dyr der fanger laks og ørreder smider resterne på jorden - som svampe-mycelium fungi netværket opfanger, og udtrækker vigtige nitrogenholdige næringsstoffer og havsalte. Via dette fungi-netværk spredes disse mineraler til hele skoven - uden dette ville skoven uddø. Det er et fantastisk men utroligt sårbar økosystem.

Ifølge den udsendelse jeg så omkring Canada's enorme skove, fik jeg indtrykket af at disse millioner af laks der kommer op og gyder og dør - var faktisk den eneste "leverandør" af disse salte og nærigsstoffer fra havet - og derved livsnødvendig for hele skovens overlevelse.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels-Holger Nielsen

Karsten Kølliker
30. december, 2013 - 17:03

PeakProsperity.com har fat i en del af problemet, men hvis man vil forstå de dybere forhold, nemlig kapitalismens principielle mangel på bæredygtighed bliver man nok mere oplyst her: http://monthlyreview.org/. Det er ikke så poppet, det er sværere at forstå, det kræver flere forudsætninger, men det betaler sig. Forhåbentlig, i det lange løb;-)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jørn Boye

Niels - Holger Nielsen

Hvor er det trættende at høre om kapitalisme fra alle i "røde" bagstræbere.
Da man havde kommunisme i sovjet og østlandende, var kraftværkerne de mest miljøsvinske (DDR brugte brunkul i deres kraftværker, der sviner mere end dobbelt så meget som stenkul.) atomkraftværkerne var risikable uden elementæt sikkerhed.
Hukommelsen er åbenbart et svagt punkt hos jer "røde", for på den tid var der ingen af jer, der ytrede jer om miljø.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jesper Wendt

"Det er let at lave fakkeltog ned til det lokale kraftværk og holde taler, men hvis de slukker for lortet og der ikke er hverken el eller fjernvarme så piver forbrugerne."

Man kan jo godt ændre strukturen, uden at ændre adfærden. At det skulle være en binær løsning, er vist opfundet til lejligheden.

anbefalede denne kommentar