Nyhed
Læsetid: 4 min.

Vestas vil forsyne 50 mio. energifattige med vindkraft

Det danske selskab har fundet på at kortlægge egne i Den Tredje Verden med en kombination af mange energifattige og nok vind til at fremstille vindkraft på en kommerciel rentabel måde. Projektet blev lanceret i New York i sidste uge
Udland
2. december 2013

Det danske vindmølleselskab Vestas har lanceret et nyt initiativ, der i løbet af nogle år vil kunne yde et væsentligt bidrag til FN’s ambitiøse plan om at bringe elektricitet til 1,3 mia. fattige i Afrika, Asien og Latinamerika inden 2030.

Det drejer sig om et koncept udviklet af Vestas globale marketingsdirektør, Morten Albæk, og som bliver solgt under det tillokkende navn Wind for Prosperity (Vind til Velstand).

I sidste uge var Albæk og flere medarbejdere i New York for at præsentere projektet for potentielle investorer og samtidig offentliggøre en samarbejdsaftale i Kenya med det vedvarende energiselskab og kapitalfonden, Masdar, fra Abu Dhabi.

Ifølge Albæk har projektet fået en »meget positiv reaktion« fra potentielle investorer.

»Jeg er ganske fortrøstningsfuld i forhold til, at vi kan rejse nok kapital til at dække 1 mio. energifattiges behov i fem lande i løbet af de næste tre år,« siger Vestas-direktøren til Information.

Kapitalbehovet skulle ligge i omegnen af 150-200 mio. US-dollar.

Vestas begynder i slutningen af 2014 med at opstille genistandsatte vindmøller i de første af 13 provinsbyer i Kenya med en samlet befolkning på mere end 200.000. Den nye vindkraft vil dels nedbringe den aktuelle pris på elektricitet fremstillet af dieselgeneratorer, dels reducere CO2-udslippet. I løbet af de næste tre år håber Vestas og Masdar, at den nye forretningsmodel vil være rentabel nok til at forsyne i alt 1 mio. mennesker med vindkraft i fem eller flere lande – f.eks. Ethiopien, Nicaragua, Pakistan, Tanzania og Vietnam.

Uafhængig af bistand

Det endelige mål, oplyser Albæk, er at nå ud til 50 mio. mennesker i afsidesliggende egne på tre kontinenter, hvor vindkraften er rentabel til at blive udnyttet på en ren kommerciel basis.

Vestas-direktøren understreger, at initiativet ikke er afhængigt af udviklingsbistand.

»Det statslige aspekt er, at vi sælger vindkraft til de nationale og statsejede elselskaber, ligesom det også er staten, der har finansieret etableringen af elforsyningsnettet i de afsidesliggende samfund, hvor vi går ind,« siger han til Information.

Forretningsmodellen er altså overvejende kommerciel.

»I hvert land vil der blive startet et aktieselskab, hvori investorer indskyder kapital og derfor sætter penge på spil over de næste par årtier. Vi forventer et afkast til dem på 10-20 pct.,« siger Albæk.

Han fortsætter: »Dette her handler ikke om at donere nogle vindmøller og så tage hjem og glemme alt om det. Nej, investorerne vil kun tjene penge, såfremt møllerne genererer energi i projektets fulde livstid på op til 20 år, og det sker kun hvis møllerne bliver ordentligt vedligeholdt.«

Langt spring til 50 mio.

Der er imidlertid et meget langt spring fra at forsyne 50 mio. energifattige med strøm til at dække energibehovet for 1,3 mia. mennesker, understreger Jeffrey Sachs, udviklingsrådgiver for FN’s generalsekretær Ban Ki-moon.

»Vestas initiativ er et skridt i den rigtige retning, men deres forretningsmodel kan naturligvis ikke løse alle problemerne,« siger Jeffrey Sachs, der er professor på Columbia University og leder af The Earth Institute.

Sachs har i flere år været engageret i at finde en løsning på én af dette århundreds megaudfordringer – hvordan forsyne 1,3 mia. fattige med strøm? Uden vedvarende elektricitet kan lægeklinikker, skoler og små virksomheder ikke fungere optimalt.

Ingen eller knap energi svarer i realiteten til at være dømt til fattigdom for livstid.

En idé har været at opstille solpaneler – selv lygter og lamper baseret på solkraft – i lokalsamfund, der endnu ikke er omfattet af de nationale elforsyningsnet.

»Men det har været ekstremt svært at få solkraft til at løbe rundt finansielt. De færreste familier har råd til at betale mere end 5 US-dollar om måneden for strøm. Og det kan koste op til 500 US-dollar at installere ledninger i en bolig,« siger Sachs til Information.

Stater skal på banen

Sachs deltog i sidste uge i et debatpanel, Vestas havde arrangeret i Japan Society i Manhattan. Til stede var flere andre FN-repræsentanter, der beskæftiger sig med generalsekretærens initiativ Sustainable Energy for All (Bæredygtig Energi til Alle).

»Vestas’ projekt er godt, fordi det bringer prisen på el ned for forbrugere, og det mindsker CO2-fodaftrykket,« tilføjer professor Sachs.

»Men det hjælper ikke alle de lokalsamfund, der ikke er sluttet til elforsyningsnettet. Vi har behov for at finde en forretningsmodel, der bringer private energiselskaber, statslige subsidier og udviklingsbistand sammen,« tilføjer professor Sachs.

Morten Albæk er stort set enig i Sachs’ pointe: »Den private sektor kan ikke løse disse udfordringer alene. Det kræver statsligt initiativ og investering. Men den private sektor har en interesse i at bidrage. Vi ser i hvert fald et forretnings-potentiale i at tage aktiv del i at løse menneskehedens største udfordringer,« siger Vestas-direktøren.

Albæk forestiller sig, at man kunne overføre Vestas’ forretningsmodel til andre energikilder som solkraft, vandkraft og naturgas og endda til opførelsens af vandrensningsanlæg og til energieffektive foranstaltninger.

»Set i det perspektiv er generalsekretær Ban ki-Moons ambition om at forsyne 1,3 mia. fattige mennesker med strøm inden 2030 ikke nødvendigvis så urealistisk, men først skal det bevises, at man kan tjene penge på at bekæmpe energifattigdom, og det bevis vil vi gerne føre med Wind for Prosperity,« vurderer Vestas’ marketingsdirektør.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det ser ud til at Vestas har indset at infrastruktur-projekter sælges gennem medierne altså "no details salg" og derfor vælger at spænde Morten Albæk for vognen. Det bliver så interessant at se hvordan virksomheden klarer sig i gennem det mildest talt komplekse salg til (formentlig) korrumperede kunder.

Vestas skal tjene på det, og investorerne skal i følge Vestas egen logik og forventning have et afkast på 10-20%. Hvornår finder staterne ud af, at det kan betale sig at være sammen om forskning og udvikling - og lade produktion og opstilling være nationaliseret og foregå i nationalt non-profit regi
Selve produktionen, opstillingen og vedligeholdelsen er jo ikke mere kompliceret end det ligger inden for hvad der kan betale sig for en stat at have medarbejderkompetencer og produktionsfaciliteter til at kunne udføre.

Jesper Frimann Ljungberg

"genistandsatte vindmøller i de første af 13 provinsbyer i Kenya med en samlet befolkning på mere end 200.000."

Det er så her de møller der bliver dekommissioneret i f.eks. Danmark ryger hen, så meget for den påståede dårlige levetid af vindmøller.....

// Jesper

Rune Petersen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar

Da jeg så overskriften vidste jeg pr. instinkt det ville blive opfattet negativt.......

Narj Bo, det er bare nu Danmark ser lidt ekstra afkast af udviklingsbistanden :-)
Nyheden stod allerede på GGGI.org for en uge siden, og de har vel også gode Masdar-kontakter på Abu Dhabi kontoret.
http://gggi.org/gggi-partner-vestas-launches-wind-for-prosperity-in-coll...

Flemming Scheel Andersen

Tja, de genistandsatte vindmøller var nok for overskuelige og simpelt opbygget.
Den slags inviterer jo til folkelig deltagelse og demokratisering af energiproduktionen??
Godt vi fik dem eksporteret

Udmærket projekt.
5 stjerner:
*****

Projektet lugter jo langt væk af plattenslageri:
Hvor mon de 'genistandsatte' møller kommer fra....?
Vindkraft....kommercielt rentabel...???