Baggrund
Læsetid: 7 min.

Aktivister kæmper om retten til Hamborg

Visitationszoner, demonstrationer og smadrede butiksruder har siden jul været dagligdag i Hamborg. Aktivister, autonome og det socialdemokratiske bystyre står over for hinanden i en uforsonlig konflikt om alt for høje huslejer og retten til at præge byens ansigt
Stemningen i Hamborg er anspændt. Kvarteret St. Pauli er erklæret visitationszone, og før jul gik tusinder på gaden i demonstration mod den planlagte rydning af ungdomshuset Rote Flora. Demonstrationerne udviklede sig til egentlige gadekampe mellem autonome og politi. Denne weekend forløb mere fredeligt og bød bl.a. på en lyndemonstration i form af en gigantisk pudekamp i visationszonen. Foto: Maja Hitij

Stemningen i Hamborg er anspændt. Kvarteret St. Pauli er erklæret visitationszone, og før jul gik tusinder på gaden i demonstration mod den planlagte rydning af ungdomshuset Rote Flora. Demonstrationerne udviklede sig til egentlige gadekampe mellem autonome og politi. Denne weekend forløb mere fredeligt og bød bl.a. på en lyndemonstration i form af en gigantisk pudekamp i visationszonen. Foto: Maja Hitij

Udland
14. januar 2014

Skråt over for politistationen Davidwache på Hamburgs berygtede Reeperbahn-strækning hænger et bevægeligt overvågningskamera. Men der skulle mere end overvågning i hjertet af Hamborgs redlight-distrikt til at afskrække de ukendte gerningsmænd, der for nylig knuste flere af politistationens ruder. Kampen om Hamborgs boligpolitik og den tiltagende kommercialisering af byrummet bliver stadigt mere voldsom.

»Der har ophobet sig en enorm mængde frustration i byen,« siger aktivisten Niels Boeing, der tager Information på rundtur til Hamborgs brændpunkter. Som medlem af det moderate netværk Recht auf Stadt hører Boeing til en gruppe aktivister, der forsøger at påvirke udviklingen i byen gennem demokratisk græsrodsarbejde.

Siden jul har Hamburg været ramme om gadekampe, demonstrationer, anholdelser, visitationszoner, angreb på politistationer, sårede politibetjente og utallige protestskrivelser. Alt sammen som led i en intens konflikt mellem borgere og myndigheder i den nordtyske hansestad.

Erotisk disneyland

Det er ikke kun de sædvanlige sortklædte venstreradikale elementer, der protesterer mod den udvikling, der af mange af Hamborgs borgere opleves som en indsnævring af livsbetingelserne for middelklassen. Borgere med en gennemsnitsindkomst har efterhånden svært ved at betale husleje, og det socialdemokratiske bystyre har ikke lyttet til protesterne, mener sociologen Simon Güntner, der forsker i byplanlægning og gentrificering ved Hamborg Universitet.

»Bydelen St. Pauli, hvor konflikten udspiller sig, har en lang historie for protest. Men der er også en konflikt, der rækker langt ud over St. Pauli. Udviklingen finder sted i hele byen. Hamborg er en by i fremgang, byen vokser, men boligpolitiske beslutninger bliver truffet hen over hovedet på folk. Det socialdemokratiske bystyre forstår simpelthen ikke at inddrage borgerne,« siger han.

Niels Boeing fra Recht auf Stadt mener, at bystyret prioriterer turisme over byens borgere.

»Man kan sige, at bydelen er ved at udvikle sig til et erotisk disneyland. Der bliver bygget mange billige hoteller. Der har været en lov om ’business improvement’, der søger at støtte etablering af et forretningsstrøg, hvilket vi allerede har i den indre del af Hamborg. Målet er at tiltrække 30 mio. turister til Hamborg om året med en blanding af lækre boliger og underholdning. Det er en proces, der har kørt siden midten af nullerne. Det hidser mange lokale op. I Schanzenviertel (kvarter, der grænser op til St. Pauli, red.) er det endnu mere fremskredent. Gentrificeringen har nået et virkeligt voldsomt niveau.«

I bystyret ser man ikke overraskende anderledes på tingene.

»Vi har indført huslejeloft overalt. Vi har vedtaget en lov mod at lade boliger stå tomme. Vi har gennemført, at større byggeprojekter skal afsætte en tredjedel til socialt boligbyggeri for at sikre, at der også bygges socialt i velhavende kvarterer,« siger SPD-borgmester Olaf Scholz til Süddeutsche Zeitung.

Eskalerende vold

Bystyrets boligpolitiske initiativer har dog ikke overbevist store dele af Hamborg. Kort før jul førte frustrationerne til, at 7.000-10.000 borgere samlede sig i Schanzenviertel for at demonstrere mod den planlagte rydning af ungdomshuset Rote Flora samt for en række andre mærkesager. Der blev demonstreret for asyl til omtrent godt 300 afrikanske Lampedusa-flygtninge og mod gentrificeringen af Hamborg. Situationen eskalerede, da politiet ifølge øjenvidner greb uprovokeret ind for at opløse den lovlige demonstration. Det kom til håndgemæng mellem politi og militante autonome.

Det socialdemokratiske bystyre har ikke kommenteret demonstranternes mål, men har i stedet angrebet de voldelige demonstranter og forsvaret politiets fremgangsmåde.

»Vi har haft en eskalation af vold, som jeg slet ikke har kunnet forestille mig. Og her må vi gøre tydeligt, at Hamborg ikke tolererer strafbare og voldelige handlinger,« siger byens socialdemokratiske senator for indre anliggender, Michael Neumann, til radiostationen Deutschlandfunk.

Som mange af sine medaktivister i Recht auf Stadt-netværket er Niels Boeing bedrøvet over, at voldsepisoderne risikerer at overskygge det reelle problem, der omhandler bystyrets fejlagtige boligpolitik.

»I begyndelsen af 1990’erne havde vi 210.000 sociale boliger i Hamborg. I dag har vi omtrent 90.000. Under den konservative borgmester Ole von Beust blev der slet ikke bygget nogle sociale boliger.«

Få meter fra politistationen på Reeperbahn står de kassable Esso-huse, der blev opført som billige lejeboliger i begyndelsen af 1960’erne. I dag er husene forskanset bag hegn. I december blev beboerne i de to tvillingehuse med få minutters varsel tvangsevakueret med henvisning til bygningens sikkerhedstilstand. Aktivister som Niels Boeing er rasende over proceduren og mener, at de lokale politikere bærer et ansvar for bygningernes dårlige tilstand, fordi man i årevis har undladt at renovere dem.

Efter planen skal de offentligt ejede huse sælges til en investor, der vil bygge nye lejligheder på den attraktive adresse. Men de lokale beboere forventer, at huslejen i de nye boliger vil blive ubetalelig. Kvadratmeterprisen i de indre dele af Hamburg, der traditionelt har haft lave boligpriser, er efterhånden på niveau med de mest attraktive kvarterer i en række andre tyske storbyer som München, Frankfurt og Berlin, hvor huslejerne i de seneste år er steget voldsomt.

»Trykket på boligmarkedet har også med finanskrisen og eurokrisen at gøre, Tyskland er et sikkert sted at anbringe kapital. Det ser man også, når eksempelvis danskere køber boliger i Tyskland. Det er en logisk konsekvens af finanskrisen og den ledsagende skattepolitik, at man binder kapital i fast ejendom,« siger sociologen Simon Güntner.

»En anden forklaring er, at vi oplever en mangelfuld og fejlslagen boligpolitik, især når det gælder sociale boliger. I Vesttyskland har man altid haft en stærk tradition for socialt boligbyggeri, men siden 1990’erne har man forsømt denne tradition. Siden 2002 har man vidst, at der manglede mindst 6.000 sociale boliger i forhold til den demografiske udvikling i Hamborg, men man har intet gjort ved det. I stedet har man bygget store boliger for at gøre byen attraktiv for familier.«

Visitationszoner

Kort før nytår blev stemningen i Hamburg endnu mere trykket, da politiet som reaktion på et angreb på en politibetjent, der fik kæbebrud og brækkede næsen, valgte at gøre en stor del af byen til en visitationszone. På grund af en særlig lov fra 2005, der oprindeligt sigtede til at komme handlen med stoffer på Reeperbahn til livs, har Hamborgs politi særlige beføjelser til uden dommerkendelse at indføre visitationszoner på ubestemt tid. Kritikere fra venstrefløjspartiet Die Linke, det liberale FDP og en lang række journalister mener, at loven er et væsentligt indgreb i basale borgerrettigheder.

Godt 80.000 mennesker i bydelene St. Pauli, Schanzenviertel og Altona var indtil i fredags omfattet af visitationszonen, der tillader politiet at visitere og bortvise folk på den blotte mistanke om hensigter til urostiftelse. Stemningen i byen var angiveligt så anspændt, at den amerikanske ambassade i sidste uge advarede amerikanerne mod at rejse til Hamborg.

I mellemtiden har det vist sig, at politiets begrundelse for at indføre visitationszonen – nemlig, at det var et venstreradikalt motiveret angreb på politibetjenten – sandsynligvis ikke holder vand. I stedet tales der nu om, at uidentificerede ballademagere stod bag. Siden har stemningen i Hamborg primært handlet om visitationszonerne, der er blevet bredt kritiseret i tyske medier. Aktivister har arrangeret offentlige pudekampe, spontane og fredelige demoer. I fredags blev visitationszonen indskrænket til en mindre del af Schanzenviertel efter kritik af mistænkeliggørelsen af samtlige bydelens indbyggere, og i går meddelte politiet i Hamborg, at samtlige visitationszoner nu er ophævet.

SPD-borgmester Olaf Scholz, som demonstranterne har døbt ’den røde sherif’, afviser kritik af visitationszonerne med henvisning til fund af fyrværkeri og slagvåben på kontrollerede personer.

»Kontrolresultaterne har retfærdiggjort visitationszonerne,« sagde Scholz i går til Süddeutsche Zeitung og henviser til, at det er politikernes opgave at sørge for lov orden.

»Folk, der ikke bryder sig om den slags, er naturligvis utilfredse.«

’Køb dig lykkelig’

Politiets vekslende forklaringer om baggrunden for visitiationszonerne har alt andet end dæmpet gemytterne i byens autonome kulturcentrum, Rote Flora, der som en graffiti-indsmurt fæstning stikker ud mellem cafeer og modebutikker på forretningsgaden Schulterblatt, der løber gennem Schanzenviertel. Siden huset blev besat i 1989 har Rote Flora været centrum for Hamborgs radikale venstrefløj. På en onsdag eftermiddag virker Rote Flora-huset næsten søvndyssende. Indgangen til huset er aflåst. På trappen ligger et par forhutlede hjemløse, mens et par teenagere skater i betongryden bag huset.

Få hundrede meter fra Rote Flora er der håndfaste tegn på den seneste tids konflikter. Butiksruder på banker og tøjbutikker er blevet smadret.

»Den butik bliver angrebet hele tiden,« siger Niels Boeing og peger på en tøjbutik med det kapitalistisk klingende navn ’Kauf dich Glücklich’ (Køb dig lykkelig, red.). Flere af butikkens ruder er plastret til med provisoriske lappeløsninger efter brostensangrebet.

Der har længe været strid om Rote Flora. I 2001 solgte det socialdemokratiske bystyre huset til den private investor Klaus-Martin Kretschmann, der i første omgang meddelte, at Rote Flora ville kunne fortsætte i sin nuværende form som koncertsted, suppekøkken og deslige. Siden har Kretschmann i første omgang lejet huset ud til et ejendomsfirma og har, til stor fortrydelse for husets beboere, annonceret, at han ønsker at sælge huset. En situation, der på flere punkter ligner historien om ungdomshuset på Jagtvej 69 i København.

Rote Flora har ikke tænkt sig at overgive sig uden kamp.

»Vi ønsker at bo i en menneskevenlig by. Den offentlige politik styrer byen som en forretning, og man forsøger at sælge det offentlige rum. Det eneste spørgsmål er, hvordan man kan tjene penge,« siger ’Klaus’ fra Rote Floras pressegruppe til Information.

Indtil videre ser det ikke ud til, at det socialdemokratiske bystyre har tænkt sig at ændre sin boligpolitik.

»Politikerne i senatet argumenterer udelukkende med jura,« siger Niels Boeing.

»Vi har brug for at genstarte det politiske system. Borgerne bliver i realiteten slet ikke adspurgt.«

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Brian Pietersen

det må være et spørgsmål om dage før det her sker i Danmark... et eller andet må der ske med den måde vi behandler hinanden på..... :-(

Poul Eriksen, Jakob Silberbrandt, Sup Aya Laya, Rune Petersen, Torben Selch, Kazio Kierpaul, Torben Nielsen, Keld Sandkvist, Rasmus Kongshøj, Anne Eriksen, lars abildgaard og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar

Nyliberal boligpolitik: De fattige presses ud af byzonerne...

Poul Eriksen, Jakob Silberbrandt, Sup Aya Laya, Rune Petersen, Kazio Kierpaul, Rasmus Kongshøj, Markus Lund, Anne Eriksen, lars abildgaard, Kim Houmøller og Per Torbensen anbefalede denne kommentar

Socialdemokratisk politik - med vægt på indtjening - hørt før?

Lise Lotte Rahbek

Jeg begriber ikke denne udvikling af storbyer, hvor der kun skal bo mennesker med bugnende tegnebøger,
og så altså et par middelklasser og fattige hist og pist, hvis der skal være koloristiske indslag.

Kan byadministratorerne så ikke bare hegne skidtet ind, og oprette visitationszoner udenfor byerne, så kun dem med de rette adgangskort kan komme ind -
lidt i samme stil som gigantiske diskoteker eller rigmandsghettoer.

Thomas Krogh, Poul Eriksen, Jakob Silberbrandt, Rune Petersen, Torben Selch, Kazio Kierpaul, Torben Nielsen, Kjeld Hansen, Rasmus Kongshøj og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar

Hvem husker ikke mottoet "Byggeren overgi'r sig aldrig!"? Det var sgu gode tider i gamle dage, dengang på Nørrebro...

http://www.youtube.com/watch?v=ckw72xLcBjM

Jakob Silberbrandt, lars abildgaard og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Benjamin Bach

Læs pressemeddelelsen fra Foreningen for Kritiske Politifolk (5. januar) -- ja, gid vores eget politi kunne finde ud af den slags (eller har jeg overset noget?).

Die Hamburger Polizei führt sich auf wie eine Ordnungsmacht des finsteren Mittelalters. Die Hamburger Politik lässt sich wie hilflos von „ihrer“ Polizei vorführen. Die Rolle von Exekutive und Legislative scheint verkehrt worden zu sein.

Hvis jeg ikke tager fejl, oversættes det som følger:

Hamborgs Politi opfører sig som en ordensmagt fra den mørke middelalder. Hamborgs politiske magt afslører sig som hjælpeløs ved at demonstrere "deres" politi. Rollefordelingen mellem den udøvende og den lovgivende magt synes at have vendt.

Endvidere anføres det, at de 3 begrundelser for opløsningen af demonstrationen d. 21. januar var forfejlede: 2 af begrundelserne var direkte løgn, og den sidste var forfatningsstridig.

Poul Eriksen, Heinrich R. Jørgensen, Jakob Silberbrandt, lars abildgaard, Steffen Gliese, christel gruner-olesen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Toke Andersen

Kæmp Hamburg, Kæmp !!!

Der er ingen midler i ikke må bruge.

I vil fortryde til jeres dages ende hvis I lader kommercialismen og konformitetens slaver kastrere jer, som de gjorde os da vi blev tromlet af maskinen.

Hvor der før var en smuk kultur der udfordrede mennesker og fordrede store tanker findes i dag et småligt ludersamfund af frivillige husslaver, der frygter alt der kan true deres privilegerede position.

Kæmp Hamburg kæmp !!!!!

Poul Eriksen, Jakob Silberbrandt, Rune Petersen, Per Torbensen, lars abildgaard, Steffen Gliese og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar

Venstre har ikke glemt deres fiasko med at sælge ud af de almennyttige lejligheder. De slår et nyt slag for sagen. Søren Pind ønsker nu tyske tilstande på boligudlejningsmarkedet.
http://www.information.dk/telegram/484617

Gouda rejseforsikring advarer kraftigt mod Privatklinikker der koster svimlende summer og som overbehandler de tilskadekommende. Gouda vil ikke dække den slags svindel. Men vær sikker på Venstre og Lars Løkke vil udkæmpe endnu et slag for privathospitaler herhjemme.
http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2014/01/12/185941.htm

Men til gængæld får vi Goldman Sachs indenfor og de vil i samarbejde med vores politikere på bedste græske maner, tage sig af landets pensionsfonde, grønne investeringer, energipolitik og energiforsyningsnet.

Og det lige for øjnene af os.

Jeg hepper også på Hamburg, for hvor gerne jeg end ville så kan jeg ikke tro på Brian Pietersens formodning. 22:47

Jens Thaarup Nyberg, Per Torbensen og Holger Madsen anbefalede denne kommentar

Der foregår en stadig større polarisering af befolkningen i Danmark og resten af Europa. Særligt i de store byer, hvor der foregår en større og større udrensning af mindre bemidlede medborgere. Der går sikkert ikke mange år før de større byer er forskanset med kammeraer opkoblet med centrale databaser udstyret med software til ansigts genkendelse for at undgå uønskede elementer i området.

Men hvad vil man dog opnå med denne polarisering og forskansning, samt uendelige nedskæringer over for samfundets svage grupper andet ind splittelse og social uro i Danmark og resten af Europa?

Denne polarisering vil samfundet en dag om ikke så mange år komme til at fortryde, når der for alvor begynder at opstå uro over denne urimelighed. Men desværre kender vi sikkert allerede nu det umiddelbare svar på reaktion, nemlig endnu mere polarisering, overvågning, politi aktioner og fængslinger.

De er mig en gode, hvad det er politikerne ønsker at opnå med dette, for til syvende og sidst er det et princip om "hvad der tabes på gyngerne tjenes der på karrusellerne". Det eneste sikre resultat er splid og splittelse og et samfund kastet socialt og menneskeligt flere hundrede år tilbage i tiden.

Jakob Silberbrandt, Flemming Scheel Andersen, Lise Lotte Rahbek, Helene Nørgaard Knudsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Det eneste sikre resultat er splid og splittelse og et samfund kastet socialt og menneskeligt flere hundrede år tilbage i tiden. Ja, og?

Godt kæmpet Hamborg!!! Jeg er imod hærværk generelt - Men de VIL squ ikke høre.. Nedbryd magten, og få dem til at ryste på hånden og i bukserne.

Anders Vang Nielsen

@Benjamin Bach 23:52
En tilføjelse til citatet, der i anden sætning snarere oversættes som:
"Hamborgs politiske magt lader sig hjælpeløst forføre af sit 'eget' politi."

Lad det være stof til eftertanke for Informations journalist, der ikke gør sig særlig umage med at fremhæve politiets groteske magtanvendelse (som kritiseres på det kraftigste i det citerede dokument); derimod tilegnes de stakkels smadrede butiksruder uforholdsmæssigt meget spalteplads...

Rasmus Kongshøj, Benjamin Bach og Rune Petersen anbefalede denne kommentar

Lige at angrebet på Davidswache skullekomme fra venstre-orienterede autonome. Har aldrig gjort sans.
Betjentene på Davidswache nægtede bl.a. at gribe indoverfor Lampedusa-flygtninge.

Jeg er nysgerrig: Hvor mange af mine meningsfæller er aktive på andre fronter end at skrive til dem de er enige med her på Information?

Morten Østergaard

»Vi ønsker at bo i en menneskevenlig by« siger ’Klaus’ fra Rote Flora og kaster en brosten.

morten andersen

Hør lige den nypuritanske journalist "det berygtede Reeperbahn..." Det kan da godt være det er berygtet i den jomfrunalske journalists lille hovede, vi andre nyder at komme i bydelen for at opleve den kulturelle mangfoldighed og gang i den stemning.
Information er sku snart blevet en pamflet for moralsk oprustning.

Politikerne i Hamburg er vel valgt på demokratisk vis ?

Hvis de fører en politik, der ikke har flertal blandt vælgerne, så bliver de vel skiftet ud ved næste valg ? - og så er "den potte" vel ude ?

Realiteten er imidlertid nok den , at aktivisterne ikke har demokratisk politisk dækning fra et flertal blandt Hamburgs vælgere , og det er de så sure over.

Robert, Realiteten er nok at ytringsfriheden i de borgerlige medierne og den førte politik ikke omfatter aktivisternes holdninger, og så er demonstrationer en helt legal måde at ytre sig på.

Per Torbensen

Den opadstigende akademiske klasse af bedste borgere,træder gerne på deres vej opad og gerne med stiletter nedad,skal vi relatere det til vores egen verden Danmark-behøves der at nævnes navne-gæt selv ,hvis fantasien svigter-HTS-MV-Frederiksen som elsker folk i røde seler,men aldrig har været i nærheden af disse.