Baggrund
Læsetid: 6 min.

Byen er nationens grønne omstillingsmotor

Det er i byerne, størstedelen af klodens befolkning bor, arbejder og forbruger, og det er byerne, der ofte tager de største skridt i den grønne omstilling
Umiddelbart er der langt fra København til Colombias hovedstad, Bogotá. Men byerne deler en vision om bæredygtighed og om at gøre deres byer grønnere.
Udland
7. januar 2014

Hvad har Bogotá, Portland og København tilfælles? Umiddelbart ikke meget, og så alligevel: De tre byer er en del af netværket af klimabyer, C40, og de byer er derfor i gang med at omstille sig til en grøn og mere bæredygtig by.

»Vi er byer med meget forskellige typer bystyrer, økonomi og befolkningssammensætning, men vi deler et mål om at gøre noget ved klimaudfordringen, og vi står med nogenlunde samme udfordringer,« siger Josh Alpert, der er politisk chefrådgiver for borgmesterens kontor for byplanlægning i Portland i delstaten Oregon, USA.

Josh Alpert var for nylig inviteret til København for at diskutere grøn økonomi og byudvikling sammen med repræsentanter for New York, Amsterdam, London og Bogotá. Fokus går på, hvordan klimamæssige udfordringer gøres til en økonomisk fordel ved at udvise rettidig omhu og handlekraft. Det handler om at spare penge, tiltrække innovative virksomheder – og at gøre borgerne sundere, gladere og tryggere.

»Fordelen er, at det simpelthen går hurtigere med at få gjort noget ved tingene, når vi arbejder på byniveau. Der er kortere fra idé til handling, og så kan vi bedre tillade os at fejle. Det handler processen med omstilling også om – at fejle for at lære og finde de bedste løsninger,« mener Josh Alpert fra Portland.

Klimabyer

Det var Londons daværende borgmester, Ken Livingstone, der i 2005 fik den idé at samle verdens største byer i et netværk for at gøre noget ved de tiltagende klimaforandringer. Byerne er langt mere progressive end staterne, der er »absolut patetiske« på klimaspørgsmålet, som Ken Livingstone tidligere har sagt om baggrunden for sit initiativ.

»Borgmestre er langt mere motiverede for at gøre noget på klima-området end de nationale regeringer, fordi byen ikke kan fungere, hvis ikke vi tackler problemerne. Tag forureningen i Beijing som eksempel – eller det faktum at 4.000 mennesker hvert år dør af luftforurening i London. Borgmestre er meget optaget af disse problemer – og de vil løse dem.«

I dag er Ken Livingstones idé vokset, og i dag er 63 byer – heraf en række af verdens såkaldte megabyer som Tokyo, São Paulo, Lagos, Mexico City, Delhi og Los Angeles – forenet i netværket C40 af verdens største og mest innovative byer. København er med – ikke på grund af sin størrelse, men fordi byen regnes som en af verdens mest innovative på det grønne område.

»Som borgmestre har vi både en handlepligt – vi står med ansvaret for borgerne, når de bliver ramt – og så er vi en del af løsningen på ud- fordringen med klimaforandringerne. Og så er det i byerne, at det sker. Vi har den økonomiske volumen til at kunne træffe beslutninger om at foretage nogle af de meget store investeringer, der er nødvendige,« siger Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), der mener, at det er »afgørende, at byerne går sammen og går forrest for at bekæmpe klimaudfordringerne«.

Som eksempel nævner Frank Jensen, at de københavnske by- planlæggere har været i New York for at præsentere Københavns nye klimatilpasningsstrategi, der er udviklet i kølvandet på det store regnskyl, som i 2011 ramte især København. En klimahændelse, der ifølge forsikringsselskaberne endte med at koste syv milliarder kroner.

»De erfaringer, vi har gjort os, kan man bruge i New York, hvor man efter orkanen Sandy (oktober, 2012, red.) er i gang med det sam- me forebyggende arbejde. Så det handler om at lære af hinandens erfaringer og løsninger,« siger Frank Jensen, der mener, at andre stor- byer kan lære meget af Københavns efterhånden lange historie som grøn by.

Ambitiøse målsætninger

Portland har siden begyndelsen af 1970’erne været i gang med en omstilling, der har mindet meget om den udvikling, der har fundet sted i København. Forbud imod engangsflasker, satsning på offentlig transport, genbrug af affald, CO2-reduktionsmål. Snart vil byen også have bycykler.

Begge byer har i dag ambitiøse og beundringsværdige målsætninger. København arbejder således på at gøre byen 100 procent CO2-neutral allerede i 2025. Portland har et mål om at reducere CO2-udslippet med 80 procent i 2050 målt i forhold til 1990-niveau.

Anderledes ser det naturligvis ud for en række af de byer, der først senere er kommet med i C40 – og som begynder omstillingen på et helt andet niveau. Det gælder eksempelvis Bogotá, Colombias hovedstad, der er en af Latinamerikas tættest beboede byer.

»Udfordringen er plads. Vi bor 285 personer pr. hektar,« siger Gustavo Carrión Barrero, der er byplanlægger på Bogotás rådhus.

»Derfor laver vi en hel ny plan for forvaltning af byen, hvor vi i langt højere grad tager hensyn til vandressourcer, grønne områder, vådområder, der kan opsamle vand, skrøbelige jordforhold, osv.,« for- klarer Gustavo Carrión Barrero, »alt sammen bestræbelser på at begynde en forandring af byen til at være en mere bæredygtig og klima- mæssigt mere modstandsdygtig by.«

Bilerne skal ud fra centrale hovedstrøg for at give plads til fodgængere og cyklister. Metroen udvides for at få folk over i den kollektiv trafik. Der laves nye buslinjer og metro-busser, der forbinder de områder af byen, som i dag har ringe offentlig transport. Og så er der igangsat et forsøg, hvor målet er at udskifte alle byens taxier med elbiler. De første 15 er netop rullet ud i Bogotás gader.

»Bogotá har 50.000 taxaer, så der ligger et meget stort potentiale for at nedbringe udledningen af CO2,« siger Gustavo Carrión Barrero.

God økonomi

At det samtidig giver god mening økonomisk at satse på bæredygtighed, viser en analyse lavet af Carbon Disclosure Project, en uafhængig grøn tænketank. Ifølge rapporten Wealthier, Healthier Cities peger 98 procent af de adspurgte bystyrer i 110 af verdens største byer på, at klimaforandringerne udgør en fysisk trussel mod byen og dens forretningliv, og 92 procent svarer, at indsatsen for at bekæmpe klimaforandringerne omvendt skaber økonomiske muligheder – og på sigt meget store besparelser.

»I København har vi et tab på syv procent af drikkevandet i forsyningen – det er, så vidt jeg ved, det laveste i verden. Og derfor giver det rigtig god mening, at vi nu er gået sammen med Beijing, der jo er en by af en helt anden størrelse, der har et årligt spild af drikkevand på 26 procent. I Kina er vand en mangelvare, det kan vi hjælpe dem med,« siger Frank Jensen, der samtidig understreger, at det også handler om at tænke i økonomi og arbejdspladser.

Et andet eksempel på, hvad der er i det for en by som København, er ifølge overborgmesteren Københavns seneste bud på grønne løsninger – fjernkøling.

»Vi er nået utrolig langt med fjernvarme, og i dag er 97 procent af alle bygninger i København tilsluttet fjernvarmenettet. Nu har vi udviklet fjernkølingen, hvor vi bruger havvand til at nedkøle med. Det kan erstatte aircondition og sparer 70 procent af energien til nedkøling,« siger Frank Jensen, der kalder udviklingen af grønne løsninger i byen for ikke bare best practice, men next practice.

Ideen om at udveksle erfaringer og dele løsninger giver også en naturlig konkurrence mellem storbyerne. Det gælder om at være mest grøn for at tiltrække de mest innovative virksomheder, forklarer Josh Alpert.

»Det har vist sig over tid, at vi tiltrækker folk og virksomheder til Portland, alene fordi vi arbejder på at gøre byen grøn og bæredygtig. En grøn politik tiltrækker innovative personer og virksomheder, der kommer med nye grønne ideer, så der er en slags positiv cirkel,« siger Josh Alpert og tilføjer:

»Så der er også et sundt konkurrenceelement i det. Vi vil alle gerne være den mest bæredygtige by.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

København er repræsenteret i New York for vores fine klimatilpasningsstrategi. Aha, Så nu bliver man altså "grøn og bæredygtig" af at se klimaforandringerne i øjnene og komme plaster på såret, frem for egentlig at løse problemet. Det er Frank Jensen glad for, kan jeg forestille mig.

Allan Christensen

»Bogotá har 50.000 taxaer, så der ligger et meget stort potentiale for at nedbringe udledningen af CO2,« siger Gustavo Carrión Barrero.

Jamen er det da ikke det vi har arbejdet med uafbrudt de sidste adskillige tusinder af år?

Hvordan ville CO2 regnskabet have set ud hvis det samme transportbehov til samme pris og kvalitet skulle været dækket med bilteknologi fra år 2000? Eller fra 1950? eller fra 1925? For slet ikke at tale om køretøjer baseret på dampteknologi fra 1850? Tror fortalerne for "den store omstilling" at de kan forcere den traditionelle teknologiske udvikling af mere ressourcebesparende og mindre forurenende teknologier? Hvordan ville CO2 regnskabet have set ud hvis hestevogne skulle have transporteret det samme antal personer det samme antal kilometer?

At tale om grøn omstilling tangerer til at være en hån over for naturen, vore efterkommere og ikke mindst over for dem, der har ydet en kollosal indsats inden for den traditionelle teknologiudvikling uden hvilken det totale økologiske ragnarok ville have været en realitet længe inden vi havde opnået blot en brøkdel af den velstand og velfærd de fleste i dag anser for uacceptabel.

Allan Christensen

Boris Kjær

Det er vel positivt om man er begyndt at se problemerne i øjnene. Man kunne passende spørge om hvorlænge der skal gå før man når op på samme grad af forståelse for problemerne og deres årsag som udøverne af den traditionelle teknologiudvikling besad allerede for 50 år siden.

Torben Knudsen

( de byer er derfor i gang med at omstille sig til en grøn og mere bæredygtig by.)
UBÆRLIGT!!

Jeg synes, at man skulle genopfinde 'landsbyens gadekær' og påbegynde spredningen af den syge koncentration i storbyerne.
Der må snart komme en bevægelse, hvor der bliver travlt med at genopbygge det lokale mejeri,den lokale købmand og ikke mindst forsamlingshuset som rammer for en menneskelig tilværelse. Den nuværende kører kun med surrogat i form af tv, iphones,børneinstitutioner (læs børnefængsler) og hvad ved jeg.
Har du nogen sinde set en ko? Så køb en og flyt på landet/landsbyen.

Hvis man ikke vil se metropoliseringens nødvendighed i øjnene så har man ingen fornemmelse for befolkningstilvækstens, infrastrukturens, bilismens, fødevareproduktionens og den "vilde" naturs problemstillinger.