Nyhed
Læsetid: 6 min.

Dambisa Moyo: Udviklingsøkonomierne vil kopiere Kina – ikke USA og Europa

I 30 år har udviklingsøkonomierne fulgt den vestlige økonomiske model uden succes. Samtidig har Kina løftet 300 mio. mennesker ud af fattigdom, og derfor har udviklingsøkonomierne nu vendt blikket fra vest mod øst, siger den afrikanske økonom Dambisa Moyo
Vesten bør erkende, at det ikke er liberale demokratier, der er forudsætningen for økonomisk vækst. Det er økonomisk vækst, der er forudsætningen for liberale demokratier, siger økonomen Dambisa Moyo.

Jakob Dall

Udland
16. januar 2014

Der er 20 nøje afmålte minutter. Dambisa Moyo sidder effektivt og underskriver papirer, mens hun venter på dagens sidste interview. Hun har valgt at springe frokostpausen over, så hun hurtigere kan rejse videre til Sverige, der er sidste stop på hendes tredagestur i Norden. Derfor er hun ti minutter foran programmet.

»Vi lever i en meget interessant verden i den forstand, at verdens to største økonomier har fuldstændig forskellige politiske og økonomiske modeller,« indleder Dambisa Moyo interviewet med Information.

Hun er i Danmark for at tale ved Skagen Fondenes nytårskonference og sidder i konferencerummet ’Tulipanen’ på anden sal i Tivolihotel. Hun begyndte dagen som den anden taler i den store konferencesal – lige efter den amerikanske økonom og nobelprismodtager Paul Krugman. Samme arrangement er blevet afholdt dagen før i Norge, samme arrangement gentages dagen efter i Sverige.

Hendes budskab er skarpt, enkelt: Kina har leveret de resultater, som udviklingsøkonomierne – ’emerging markets’ – tørster efter. Og derfor er det mod Kina, udviklingsøkonomierne kigger, når de skal finde opskriften på succes. Ikke mod vesten. Også selv om det betyder, at man må give afkald på liberale frihedsrettigheder. For drømmen om økonomisk fremskridt er stærkere i udviklingsøkonomierne end drømmen om frit og liberalt demokrati, mener Dambisa Moyo. Og der har statskapitalisme vist sig mere effektiv end markedskapitalisme.

»Kina har haft fantastiske resultater. De har gjort noget, som ingen før har gjort. De har løftet 300 millioner mennesker ud af fattigdom på 30 år. Det er fænomenalt,« siger hun.

I 2016 forventes Kina at overtage positionen som verdens største økonomi fra USA.

»Vi taler om 1,3 mia. indbyggere i Kina. Når vi slynger tallet ud, er jeg ikke en gang sikker på, at vi rigtig forstår, hvad det betyder,« siger hun.

Sydafrika 20 år senere ...

Kinesernes evne til at vokse hurtigt, skabe job, øge levestandarden og sænke fattigdommen er det, der lyser som det klareste forbillede.

»Vi er nødt til at forstå, at 90 procent af verdens befolkning lever i udviklingsøkonomierne. I de lande er halvdelen af befolkningen under 25 år. De er desperate efter job, investeringer, mindre fattigdom, de vil have infrastruktur og bedre levevilkår. Og de vil have det hurtigst muligt,« understreger hun.

»Problemet er, at mange af udviklingslandene har forsøgt den vestlige model. Mange af landene er demokratiske. Mange har valgt markedskapitalisme som deres økonomiske tilgang. Men hvad er der sket?«

Hun bruger Sydafrika som eksempel. Da Sydafrika i 1994 brød med apartheid, var den officielle arbejdsløshed 25 procent.

»Der er gået 20 år. Sydafrika har fået demokrati, markedskapitalisme, aktiemarkedet er steget, men arbejdsløsheden er stadig den samme 20 år efter.«

Dambisa Moyo peger på en liste, hun har liggende foran sig. Det er vækstudsigterne for i år for lande fra en række udviklingsøkonomier med mindst 15 millioner indbyggere.

»Lad være med at se på Kina,« siger hun og lægger en kuglepen over landet, der med 7,3 procent har de absolut højeste vækstudsigter blandt landene.

Hun peger på Mexico, der forventes at få 3,0 procent vækst i år, Venezuela 1,7 procent, Tyrkiet 3,5 procent og Sydafrika 2,7 procent.

»Det mindste, man skal have for at gøre noget ved fattigdommen, er syv procent vækst,« siger Dambisa Moyo.

Selv om blandt andre Sydafrika har forsøgt den vestlige model, har de ikke fået den fremgang, der skal til. Det skaber uro i befolkningen og øger sulten efter de resultater, som kineserne opnår.

»Gevinsterne ved globaliseringen er kommet dem, der har penge, til gode. Problemet er, at du har et helt samfund af mennesker, der ikke har haft fordel af det. Du har selvfølgelig rige mennesker i landene, men gevinsterne ved globalisering og markedsøkonomi er kun kommet nogle få til gode.«

Når udviklingslandene ser mod øst, er det ikke så meget bygget på en analyse af, at statskapitalisme i sig selv nødvendigvis er mere effektivt. Det bygger i højere grad på de resultater, man kan se, Kina har opnået med statskapitalisme, forklarer Dambisa Moyo. Og når det tidligere vestlige forbillede, den frie markedsøkonomi, har spillet fallit, så må staten fylde mere i økonomien – som i Kina.

Vestens model har fejlet

Dambisa Moyo er født i Zambia, har en ph.d. i økonomi fra Oxford University, sidder i bestyrelsen i den britiske bank Barclays og har tidligere arbejdet for Verdensbanken og investeringsbanken Goldman Sachs.

I 2009 udgav hun bogen Dead Aid med budskabet om, at udviklingsbistand til Afrika ikke hjælper, og at man i stedet burde satse på jobskabelse. Bogen har fået Microsofts grundlægger, Bill Gates, til at udtale, at Moyo ikke ved noget som helst om udviklingspolitik.

Det afholder ikke Dambisa Moyo fra nye bombastiske budskaber.

»Det er krystalklart, at økonomisk vækst, ulighed, evnen til at få folk ud af fattigdom, udbygning af infrastruktur – der har vestens model fejlet,« siger hun. Og kombineret med Kinas succes er det grunden til, at udviklingsøkonomierne kigger mod øst – og ikke mod vest.

Selv vestens største økonomi, USA, har fejlet, mener Dambisa Moyo:

»Den vestlige uddannelsesmodel er på vej ud. For første gang i USA’s historie vil denne generation være dårligere uddannet end den forrige. Når man ser på det fra udviklingslandene, siger man; det er ikke en succes.«

Hun fortsætter: »En ud af seks amerikanere sulter hver dag. Er det en succes?,« spørger hun retorisk.

Ser man på den økonomiske ulighed er den lige stor i USA og Kina. I USA har de rigeste 400 personer flere penge end den fattigste halvdel af landets befolkning.

»Der er 320 millioner amerikanere. For folk, der lever i udviklingsøkonomierne, lyder det ikke retfærdigt. Det lyder ikke som en succesfuld model.«

Vestens store problem er ifølge Dambisa Moyo, at man har betragtet økonomien som statisk. Og man er stoppet med at kigge på sine egne liberale demokratier, og hvordan de kan forbedres.

»Selv de bedste demokratier har så mange problemer, man burde adressere,« siger hun og giver selv et simpelt eksempel på noget, der ifølge hende burde forbedres.

»Det er absurd, at der for eksempel bliver brugt så mange penge på valgkampagner, når så mange amerikanere går sultne rundt. Ingen taler om det. Man råber bare til Kina, at ’I har brug for mere demokrati’.«

Ingen garanti for succes

I stedet bør vesten erkende, at det ikke er liberale demokratier, der er forudsætningen for økonomisk vækst. Det er økonomisk vækst, der er forudsætningen for liberale demokratier, siger Moyo. Hun citerer et studie, der har undersøgt, hvor længe demokratier historisk ’overlever’ set i forhold til, hvor rig befolkningen er. Hvis befolkningen har en årlig indkomst på 1.000 dollar, så vil et demokrati i gennemsnit holde i 8,5 år. Er indkomsten 2.000-4.000 dollar er tallet 33 år. Og kun hvis befolkningen har en årlig indkomst over 6.000 dollar, er der udsigt til, at demokratiet vil være varigt.

– Hvordan kan udviklingslandene være sikre på, at det er rigtigt at se mod Kina, og at de kan opnå de samme ting som Kina?

»Det kan de ikke. Men de var ikke mere sikre på det, da de troede på den vestlige model. De fulgte den vestlige model, fordi det var den mest succesfulde model på det tidspunkt. Men her er vi 30 år senere, og det har ikke været succesfuldt. Der er en anden model, der ser mere succesfuld ud, som bedre opfylder de behov, som befolkningen i udviklingslandene har,« siger hun.

»Det er ikke bare, fordi det er Kina. Det er, fordi Kina har et stort katalog af succeser. Hvis USA eller Europa havde samme succes, så ville udviklingslandene sige, lad os fortsætte med at følge den vestlige model. Det er ikke et tilfældigt valg,« siger Dambisa Moyo. Udviklingslandene vil have »infrastruktur, sundhed, uddannelse, økonomisk vækst, mindre ulighed«, og lige nu er det Kina, der viser, hvordan man opnår det.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

bingo

Det er ikke nemt at finde det konkrete arbejdsløshedstal i den tidligere industrielle verden: USA, Rusland og EU.

Men med ca. 30 mio. registrerede arbejdsledige i EU, og et sandsynligt noget højere tal for USA og Rusland, plus folk i deltidsjob, working poor, mørketal, og minus de udgiftskrævende beskæftigelsesfremmende foranstaltninger, så mangler der nok ca. 200 mio. job her i den post-industrielle verden...

...Og så blegner det kinesiske kapitalistiske show en hel del. Det er ikke verdens købekraft, der stiger men produkterne, der bliver billigere på grund af elendige arbejdsvilkår og aflønning af den asiatiske arbejder.

Ulandene kan kun forvente en stigning i BNP baseret på salg af deres naturressourcer. Arbejdskraft er der ikke brug for... jo hvis den er billigere og villigere end den asiatiske.

Carsten Søndergaard, Rasmus Kongshøj, Niels Erik Philipsen og Per Torbensen anbefalede denne kommentar

»Det mindste, man skal have for at gøre noget ved fattigdommen, er syv procent vækst,« siger Dambisa Moyo.

Det er nok ikke hele forklaringen på, at vi pludselig får flere og flere fattige i Danmark - det skyldes alene politiske valg, efter markedkapitalismen er blevet centrum for alle væsentlige beslutninger.

Den stats og socialkapitalisme som Danmark har haft enorm succes med, er erstattet af en US model hvor Fanden tager den sidste, og det vil en forøget vækst, om den så var 10 % intet ændre ved..

Fattigdommen og den grove udnyttelse af mennesker er blevet en yderst vigtig faktor i markedskapitalismen, da arbejdskraften skal være være villig, fleksibel og billig og kun udbredt fattigdom kan skabe disse gunstige betingelser for kapitalmarkederne.

Men man kunne kunne jo starte med at opstille et nyt sæt spilleregler, selvom det nok lange udsigter - selv en yderst beskeden finansskat evner kapitalen at forpurre med god hjælp fra hele den korrupte politiske elite som villige hjælpere, og så har vi jo beviset på at det politiske system ikke blot har kapituleret, men nu også deltager aktivt i nedbrydningen af vores sociale samfund.

Er det for meget at bede om en revolution ?

Bill Atkins, Rasmus Kongshøj og HC Grau Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Erik Philipsen

Endelig bliver Informations sider i et lille hjørne ”hjernevasket” for den strøm af tendentiøs rapportering om Kina, som unge Martin Gøttske har forurenet Information med. Hvis bladet skal leve op til sit glorværdige navn, og glorværdige fortid, er det skammeligt at man har tillader den ene halve sandhed slippe forbi de redaktionelle gate keepers efter den anden. De forhold MG vælger at skrive om er jo ikke opdigtede, med udvalgte efter en vinkling, der ikke kan andet end give læserne et skævt billede af hvad der foregår i det store land. Det er vitterligt forurening af det billede det er journalistens opgave at forsøge at tegne af virkeligheden. MG har hele tiden optrådt som det sande ( danske/europæiske/ Amerikanske ) demoktratis forkæmper, og kærer sig ikke en døjt om hvor vidt det overhovedet vil være muligt at få vore modeller til at fungere i Kina – eller de konsekvenser det ville få for kineserne, hvis hans naive idelforestillinger blev realiseret.
Hans naivitet må tilsyneladende smitte af på redaktionen, der åbenbart mener at en strøm af kritiske artikler i ” det mindst ringe” blad i verden vil påvirke de Kinesiske magthavere.
Man mindes MGs spørgsmål til vores statsminister, som efter en lang ventetid endelig fik foretræde for Kinas leder. Hvad sagde du til kinesernes leder angående menneskerettigheder?”
Er der slet ingen grænser for vor naive selvovervurdering ?

Steffen Gliese

Det er da helt rigtigt, at markedsøkonomiske samfund lider under nøjagtig de samme problemer som den tredje verden - baggrunden for at skabe velstand er den demokratiske beslutning om at bruge værdierne på velfærd først og fremmest. Det er Norden specielt og Nordeuropa lidt mere alment de fremmeste eksempler på. Det er ikke velstand, der giver mulighed for velfærd, det er velfærd, der giver mulighed for velstand ved at fjerne de hindringer, almindelige mennesker møder i et kapitalistisk samfund for at løfte sig socialt.

Carsten Søndergaard og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar

Peter, problemet for den tredje verden i, at efterligne Nordens velfærdssamfund er, at velfærdssamfundet blev skabt, efter anden verdenskrig, i tæt samarbejde med en meget stærk fagbevægelse...

...sådan én findes ikke i dag ...nogen steder i verden.

Philip B. Johnsen, Karsten Aaen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar

Et land Kina har hentet inspiration fra, siden Deng, er Singapore, der har 5,5 mio. indbyggere heraf 77% kinesere. Ved selvstændigheden i 1965 var landet en fattig tredieverdensnation, uden nogen som helst råstoffer andet end sin befolknings energi. Ingen vil betragte Singapore som særlig demokratisk styret, eller som en velfærdsstat.

Landet har i dag en GDPpp på USD 60.800 sammenlignet med Danmarks, som Singapore overhalede for flere år siden, på USD 37.300.

Dette taler for Moyos påstand, men den ser bort fra, at hvad kineserne kan og vil, ikke nødvendigvis kan kopieres uden problemer af andre.

Singapore, har en kæmpe containerhavn med en unik beliggenhed, så Singapore er ikke typisk for en stat der skal løfte sig selv ved håret.

Martin Madsen

Damen er rablende sindsyg - hun er den argeste fortaler for afskaffelse af demokratiet. Bare for 'Vækstens' skyld.
NEJ TAK!

Kalle Nielsen

Tak for en anderledes historie. Jeg har ikke viden nok til at vurdere om hvor udbredt og betydende den skildrede holdning er, men det burde der jo være mulighed for at følge op på. Holdningen kan bestemt argumenteres for - det er da tosset ikke at tage kritikken, eller rettere vurderingen, alvorligt.

Bente Simonsen

"Hun bruger Sydafrika som eksempel. Da Sydafrika i 1994 brød med apartheid, var den officielle arbejdsløshed 25 procent.
Der er gået 20 år. Sydafrika har fået demokrati, markedskapitalisme, aktiemarkedet er steget, men arbejdsløsheden er stadig den samme 20 år efter.«

Fordi apartheid-økonomien lever, det er de store mineselskaber, som styrer landet (og styrede Mandela). Rige hvide mænd ejer stadigvæk den sydafrikanske økonomi.

Frygten for privatiseringer gjorde, at de hvide magthavere, allerede inden Mandela kom til magten, begyndte at føre værdier ud af landet til schweiziske og israelske banker.
Mandela indså vel, han ikke havde styrke til at ta' op kampen med de store mineselskaber, og mest af alt frygtede han, de skulle efterlade jorden 'brændt', alt materiel, bygninger institutioner ødelagte, som det skete i Mozambique, da portugiserne forlod landet ved uafhængigheden i 1975.
Det nye styre dér havde ikke evnen til at etablere fungerende institutioner (og at Apartheid-Syd Afrika medvirkede til at desavouere den demokratiske etableringsproces, gjorde ikke sagen bedre). Følgen blev en langvarig borgerkrig, som først sluttede i 1992.

Dette ville Mandela for alt i verden undgå, og gennem sin forsoningsproces lykkedes han undgå de store voldsomheder. - Og en 'styrende' sort middelklasse lod sig bestikkes til at opretholde status quo.
Men hvor længe ...?

»Kina har haft fantastiske resultater. De har gjort noget, som ingen før har gjort. De har løftet 300 millioner mennesker ud af fattigdom på 30 år. Det er fænomenalt,« siger hun."

Ja, de har gjort det i kraft af, at Vesten i en periode har lagt sin produktion i Kina, (hvorved man har mindsket CO2 udslippet i egne lande, Kinas har modsvarende øget sit), men Kina begynder at komme i kap Vesten i omkostninger, og produktionerne flyttes nu til andre lande som f.eks. Bangladesh, hvor lønningerne er endnu lavere.
Visse foretag begynder også at indse faren ved at fjerne produktionen i egne lande og bringer den tilbage.

- Men hvad sker med Kina, når efterspørgselen efter kinesiske produkter mindsker?

Svend Erik Sokkelund

»Kina har haft fantastiske resultater. De har gjort noget, som ingen før har gjort. De har løftet 300 millioner mennesker ud af fattigdom på 30 år. Det er fænomenalt.«

Siger hun. Men hvad har prisen været? Kinas økonomi er rå statskapitalisme, med enorme menneskelige omkostninger og store dele af befolkningen er ligeså fattige som de altid har været. Forureningen er katastrofal i mange storbyer og børn paces umenneskeligt i uddannelssystemet… Jow, det går rigtigt godt i Kina, verdens største kapitalistiske samfund.

@ Bill Atkins

Singapore:

Og hvem er det, der har sørget for at det er sket?

Et af verdens største, og mest berømmede, luftfartsselskaber er Singapore Airlines. Det er næppe containerhavnens skyld.

Beliggenheden, ja, den er god, men egentlig ikke bedre end Kuala Lumpur, Bangkok eller Jakarta. Enedlig er det kun en brøkdel af Singapores indbyggere, der arbejder på havnen.

@ Bente Simonsen

'Hvad sker der med KIna, når efterspørgslen efter kinesiske produkter mindsker?'

Kina er ved støt og roligt at opbygge et hjemmemarked, således at de i stigende grad kan producere og omsætte selv, uden af være lønslaver for resten af verden, primært USA og Europa.

Man kan derfor også spørge, hvad Europa så vil gøre? Finde nogle andre lønslaver der er lige så 'effektive' som kineserne? Jo, men hvor? Selvom det har kostet nogle arbejdspladser i Danmark med overførsel af produktion til Kina, glemmer folk helt, hvor meget det har betydet for danskerne - og her specielt de lavestlønnede og fattigste - at de har kunnet få billige forbrugsvarer fra Kina, fremfor dansk producerede til 5-10 gange så høje priser.

Og endelig - hvor demokratiet er under stadig større pres i Vesten og herunder Danmark, går det langsomt og målrettet den modsatte vej i Kina. Ikke således at det bliver kinesisk demokrati efter danske model (such as it is), men med 'kinesiske særtegn' tilpasset østasiatisk kultur. For blot 25-30 år siden var Sydkorea og Taiwan autokratiske stater, men har i mellemtiden undergået en udvikling i retning af mere demokrati. Det samme vil man få at se i Kina.

Bente Simonsen, Niels Erik Philipsen, Thomas Krogh og Nic Pedersen anbefalede denne kommentar

Jeg skriver ovenfor: 'Og hvem er det, der har sørget for at det er sket?'.

Jeg mener her, at det er Singapores indbyggere som helhed, og selvfølgelig ikke SIA, efterfølgende nævnt, alene, som det måske kunne opfattes.

Man kan henvise til andre geografisk velbeliggende byer i verden, hvor briterne også har været, uden at de har præsteret det samme som Singapore, om end de ville have haft mulighederne: Aden, Colombo, Suez, Alexandria. Hong Kong er ikke engang strategisk velbeliggende, og også aldeles uden naturlige råstoffer, men har også præsteret en vækst der ikke står meget tilbage for Singapores. Kina går nu i deres fodspor.

54% af Kinas befolkning er bønder, der har fået 12% andel i velstanden. Det stemmer mest i som et plutokrati.

@ Jesper

Man må nødvendigvis starte et sted. Indtil for 30 år siden, var alle kinesere ludfattige. Jeg ved ikke om du har et forslagt til, hvordan man inden for få år gør 1,4 milliarder mennesker lige velstående?

Den kinesiske ledelse er helt klar over, at man bliver nødt til at få alle med, og arbejder på at få den vestlige del af landet hevet med op, hvor det indtil nu er de østlige kystregioner der har fået mest ud af velstandsstigningen.

Her er et link til en artikel i Folkets Dagblad fra forleden:

http://english.people.com.cn/business/8505493.html

Det var for mig overraskende, at et kinesisk regeringsorgan allerede nu ikke er bange for, at tage hul på en demokrati diskussion. Det er hævet over enhver tvivl, at Kina vil gå mod mere demokratisk frihed, på samme kontrollerede måde som de begyndte omstillingen af deres økonomi.

At nogen i Vesten stadig arrogant mener, at de hvad der er bedst for kineserne (og resten af verden), giver kineserne ikke noget for. Bl.a. fordi europæerne historisk set ikke har efterladt et godt indtryk i Kina, og fordi kineserne, som det også fremgår af artiklen, heller ikke nu ubetinget altid fremstår som et forbillede til efterfølgele.

jan henrik wegener

Ville det ikke i grunden virke ret forskruet samtidigt at himle op om en smule overvågning i USA og Europa, og samtidigt promovere de kinesiske og andre herskende kliker?

Martin B. Vestergaard

"I 2009 udgav hun bogen Dead Aid med budskabet om, at udviklingsbistand til Afrika ikke hjælper, og at man i stedet burde satse på jobskabelse. Bogen har fået Microsofts grundlægger, Bill Gates, til at udtale, at Moyo ikke ved noget som helst om udviklingspolitik."
Og det har Bill Gates?

Det er forståeligt at folk i udviklingslandene ikke længere køber vores fejlslagne vestlige liberalisme. Det frie marked efter vestligt forbillede er skyld i at 1% af verdens befolkning sidder på langt størstedelen af verdens rigdom, og den måde vi i vesten har valgt ikke at regulere markedet på, er kun med til at forstærke den skævvridning.

Nu er der stor forskel på den aktuelle økonomiske markedsorienterede politik der føres i hele EU og den vi indtil for 10-15 år siden førte i Skandinavien og delvist i resten af Nordeuropa. Så at inddrage "den nordiske model", som den er blevet kendt under, som eksempel på at vestlig kapitalisme er et velfungerende system er helt fejlagtigt. Hvor den kinesiske kapitalisme bruger stærk politisk styring havde vi i Norden stærke fagforeninger, og en høj grad af social omfordeling af velstanden. Begge dele har til formål at tøjle de frie markedskræfter.

Jesper Wendt
17. januar, 2014 - 22:59 #
54% af Kinas befolkning er bønder, der har fået 12% andel i velstanden. Det stemmer mest i som et plutokrati.

Det er da egentligt ikke så dårligt, i USA (som vi forsøger at efterligne) sulter ca. 16% af befolkningen i USA, solvom de får socialhjælp, mens 1% tjener 17% af landets brutoindkomst, og i 2007 ejede den rigeste 1% 34,6% af alle værdier, mens de fattigste 40% ejer 0,2% og de følgende 20% ejer 4%, altså er de fattigste i Kina relativt rigere end de fattigste i USA.

Jeg har ikke her til frokost kunnet finde tallen for Danmark, men vores fordeling er noget mere ligelig end den i USA, omend de seneste to regeringer har formået at "forbedre" den noget i retning af den USA'ske.

Philip B. Johnsen

Man overser altid det mest nærliggende, vækst i Kina Indien mf., er mest udfordret af væksten selv, eller rettere følgevirkninger af kapitalisme og overforbrug.

Vækst er kun godt for samfundet, hvis der investeres i velfærdssamfundet, elles er det skadeligt, for det øger ulighed, der i bedste fald skaber fattigdom og spændinger.

For at kunne sikre, en fremtid for vore efterkommere, med en verdensbefolkning på ca. 7 mia. mennesker i dag, hvor alene flere mia. indere og kinesere, ønsker en livsstil, som den i dag rige del af verden har, må vi i fremtiden sikre, at de store internationale producenter mf. bidrager med rimelige skatter til verdens stater.

Finanssektoren generelt over hele verden, skal fungere på demokratiske retsstatslige principper, hvor staterne skal have indblik i alt og lovgive, så der kan betales rimelige skatter til verdens stater.

Bonusordninger skal væk, almindelige ansatte udbetales almindelige løn, de kan så, på almindelige vilkår investere, hvad de ønsker.

Slut med skattely i hele verden.

Osv.