Baggrund
Læsetid: 4 min.

Egypterne vil bare have ro og orden

Folkeafstemningen om en ny forfatning ventes at få stort flertal i et vælgerkorps, der interesserer sig mere for stabilitet end for demokratiske rettigheder
En ældre kvinde afgiver sin stemme i den egyptiske by Luxor. Den nye forfatning ventes at få stort flertal

En ældre kvinde afgiver sin stemme i den egyptiske by Luxor. Den nye forfatning ventes at få stort flertal

Radwan Abul Magd

Udland
15. januar 2014

Ved 18-tiden var tabstallet otte dræbte og sårede i snesevis i Kairos Giza-distrikt, i Sohag- og Beni Suef-provinserne i det sydlige Egypten, i Alexandria, Ismalia og andre byer, hvor tilhængere af Det Muslimske Broderskab konfronterede egyptiske sikkerhedsstyrker.

Og dog var det billigt sluppet på denne første af to afstemningsdage om Egyptens tredje forfatning siden marts 2011, der – som en kilde i Kairo udtrykte det – var domineret af gigantiske sikkerhedsopbud og afviklet i en atmosfære, hvor vælgere, der antydede, at de ville stemme nej, blev truet med eller ligefrem fik prygl. Ikke kun af politiet, men af andre vælgere i stemmekøerne ved skoler og andre valgsteder.

I Kairo er det umuligt at få øje på en nej-plakat, efter at aktivister, der forsøgte at opklæbe nogle, blev anholdt af politiet. »Eneste antydning af modstand er røde pletter på nogle ja-plakater, der jo symboliserer blodet fra de faldne demonstranter,« fortæller en kilde i telefonen fra Kairo, »men generelt er stemningen helt afgjort for et ja til forfatningen.«

Det Muslimske Broderskab såvel som aktivisterne i 6. April-bevægelsen, der førte an i opstanden mod præsident Hosni Mubaraks regime, har opfordret til at boycotte folkeafstemningen, hvorimod den sekulære-liberale elite, der fylkedes i det såkaldte ’Nationalt Forbund for Forandring’ under ledelse af Nobelpristageren Mohammed El Baradei, er meget stille. El Baradei er ikke længere i Egypten, og flere af hans gamle støtter sidder i dag i den teknokratregering, der skal lede landet frem til præsident- og parlamentsvalg i løbet af dette år.

De kilder, Information talte med, og som alle frabad sig at blive citeret direkte, tegner et billede af 52 millioner vælgere, hvis overvældende flertal nu vil videre efter tre års politisk og økonomisk kaos, og som sætter deres lid til, at general Abdel Fattah al-Sisi og hans teknokratregering evner at genetablere ro og orden. Et skridt i denne proces, igangsat efter hærens afsættelse af den islamiske præsident Mohammed Mursi i juli, er den reviderede forfatning udarbejdet af 50 håndplukkede medlemmer af en kommission ledet af eks-generalsekretær for Den Arabiske Liga, Amr Moussa, som i et nyligt interview med BBC erkendte, at forfatningen ’ikke er 100 procent demokratisk.’

Udemokratisk forfatning

Det tør siges – i et memorandum to dage før afstemningen har vicedirektør ved Kairos Institut for Menneskerettigheder, Ziad Abdel Tawab, kritiseret, at militærets immunitet for demokratisk kontrol er uændret i den ny forfatning, ligesom civile også fremover kan retsforfølges ved militærdomstole. Abdel Tawab anfører, at der er ’produceret en forfatning, som giver afgørende statslige institutioner autonomi’ – og altså ignorerer den magtbalance mellem den lovgivende, udøvende og dømmende magt, der er forudsat i et demokrati. Dette fravær gælder især de afsnit, der omhandler retsvæsenet og militæret. Desuden sikrer forfatningen, at officerskorpset udnævner forsvarsministeren de næste to præsident-perioder, ligesom præsidenten har ret til at udpege et antal ’magtfulde ministre’ i den siddende regering.

Men næsten endnu vigtigere: Ziad Abdel Tawab gør gældende, at hverken de egyptiske partier eller politiske bevægelser, hvad enten de er liberale, islamiske, venstreorienterede eller nationalistiske, tager de elementære menneskerettigheder alvorligt. »De bruger menneskerettigheder som bekvemt våben mod regeringer, de er modstandere af, men glemmer dem så snart, de selv får magt,« hedder det med indirekte henvisning til Mursis regime. Men som også kaster lys på de løbende magtkampe, der føres mellem statens institutioner, og som forgifter det politiske klima. Således er anholdelser af kendte sekulære aktivister, bloggere og journalister, der har fundet sted efter Mursis fald, og hvoraf mange har fået strenge fængselsdomme, ikke kun et udtryk for tilstanden ’staten mod demokratiet’.

Test af al-Sisi

Udtalelsen er også – og især – en henvisning til, at politi og sikkerhedsstyrker under indenrigsministeriet nu på tværs af general al-Sisis politik benytter lejligheden til at gøre gamle regnskaber op med den venstrefløj, der ydmygede dem for tre år siden.

Folkeafstemningen er formelt om forfatningen, men i realiteten er det en test af vælgernes holdning til afsættelsen af Mohammed Mursi, Egyptens første demokratisk valgte præsident. At han ikke kunne forvalte den demokratiske proces, men – som politologen Hassan Najaaf fra Kairos universitet sagde til Information for nylig – »viste sig at være mindst lige så korrupt som de andre,« førte til mega-demonstrationer i foråret kulminerende med hans afsættelse. I lighed med flere andre ledere i Det Muslimske Broderskab er Mursi fængslet, anklaget for terror og landsforræderi. Organisationen er gået under jorden, stemplet som ’terrorister’, bilbomber har raseret flere byer, og al-Qaeda-grupper i Sinai gennemfører jævnligt angreb på militære stillinger på halvøen.

Afgørende for al-Sisi er, at folkeafstemningen giver ham et folkeligt mandat, der kan begrunde, at han stiller op som præsidentkandidat i marts eller april. Og givet bliver valgt, da de fleste egyptere ser ham som den eneste garant for genskabelse af staten som formynder. For som en Kairo-kilde sagde: »Han har længe asfalteret landeveje ud i provinserne.«

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Max Suhr Olesen

Ville gerne have haft information om forfatningens indhold af sekulære eller eventuelt non-sekulære bestemmelser.

Du kan læse om forfatningen her. Det er en statslig avis, men ikke en propagandaavis.

http://english.ahram.org.eg/NewsContent/1/64/88716/Egypt/Politics-/A-clo...

Henrik Darlie

"Egypterne vil bare have ro og orden"

joh, det var nemlig derfor de gik på gaden og lavede ballade.

'Demokratiske rettigheder' i Egypten, har hele tiden kun rumlet i hovederne på stort set alle Vestlige journalister og politikere, der har kommenteret deres andet fata mogana som de betegnede Det Arabiske Forår.

Ingen af delene har faktisk været på tale i de sidste tre år. Det er åbenbart også så småt med at gå op for L. Ellegaard. Men bedre sent and aldrig.

Ja, hvorfor skulle nogle primitive egyptere dog interessere sig for demokratiske rettigheder?

Jeg synes ikke man kan dømme Mursi, ud fra de omstændigheder, det er stadig de samme udfordringer, landet står overfor. Hvis militæret ikke underlægger sig demokratiet, er det ganske enkelt et regime - så langt kan vi blive enige om - at det var et regime under Mursi. Der var aldrig et regime-skrifte, et par frontfigurer blev ofret. Mit bud er at Mursi udfordrede hæren, og betalte prisen for det.

En antitese.

@ Helle Kjaer
Al- Ahram ER en propagandaavis ;)

@ Jesper Wendt
”Jeg synes ikke man kan dømme Mursi, ud fra de omstændigheder, det er stadig de samme udfordringer, landet står overfor. Hvis militæret ikke underlægger sig demokratiet, er det ganske enkelt et regime - så langt kan vi blive enige om - at det var et regime under Mursi. Der var aldrig et regime-skrifte, et par frontfigurer blev ofret. Mit bud er at Mursi udfordrede hæren, og betalte prisen for det.
En antitese.”

Jeg er helt på linie med dig her. Al' tale om at Mursi skulle være en bandit med diktatoriske tendenser, der vil omdanne Egypten til en Taliban stat, var og er stadig dårlige undskyldninger, og viser at de der fremsætter dem enten ikke har fattet en bjælde af hvad der i virkeligheden foregår i Egypten, eller bevidst var med til at underminere et spirende demokrati ved at propagandere på vejene af det gamle styre repræsenteret ved de statslige og private medier, korrupte forretningsmænd, dommere, indenrigsministeriet og hæren.

Mursis fald skyldes ene og alene at han udfordrede hæren som du så fint nævner. En hær der sidder på op mod 40% af den egyptiske økonomi, og får penge fra USA udenom den egyptiske stat.

Artiklen nævner et par vigtige punkter:
Afstemningen var domineret af gigantiske sikkerhedsopbud og afviklet i en atmosfære, hvor vælgere, der antydede, at de ville stemme nej, blev truet med eller ligefrem fik prygl. Ikke kun af politiet, men af andre vælgere i stemmekøerne ved skoler og andre valgsteder.

I Kairo er det umuligt at få øje på en nej-plakat, efter at aktivister, der forsøgte at opklæbe nogle, blev anholdt af politiet.

eks-generalsekretær for Den Arabiske Liga, Amr Moussa, som i et nyligt interview med BBC erkendte, at forfatningen ’ikke er 100 procent demokratisk.’

militærets immunitet for demokratisk kontrol er uændret i den ny forfatning, ligesom civile også fremover kan retsforfølges ved militærdomstole. Abdel Tawab anfører, at der er ’produceret en forfatning, som giver afgørende statslige institutioner autonomi’ – og altså ignorerer den magtbalance mellem den lovgivende, udøvende og dømmende magt, der er forudsat i et demokrati. Dette fravær gælder især de afsnit, der omhandler retsvæsenet og militæret. Desuden sikrer forfatningen, at officerskorpset udnævner forsvarsministeren de næste to præsident-perioder, ligesom præsidenten har ret til at udpege et antal ’magtfulde ministre’ i den siddende regering.

Afgørende for al-Sisi er, at folkeafstemningen giver ham et folkeligt mandat, der kan begrunde, at han stiller op som præsidentkandidat i marts eller april. Og givet bliver valgt, da de fleste egyptere ser ham som den eneste garant for genskabelse af staten som formynder.

Det lover ikke godt for Egypten.

Jeg kan såmænd godt forstå at folket sætter stabilitet og sikkerhed højere end demokratiske rettigheder der for de flestes vedkomne umiddelbart virker hypotetisk og elitær.

Det er jo ikke småbonden og gadehandleren der føler behov for ytringsfrihed, ligestilling for retten (som jo ikke engang fungerer i de vestlige, europæiske demokratier) etc. men først og fremmest den sekulære del af middelklassen som ikke er særlig talstærkt.

Når man (Ægypterne) tilmed kan iagttage hvordan det går nogle af de traditionelle europæiske demokratier, ja selveste demokratiets moderland, hvor demokratiske rettigheder må vige for finans-interesser og demokratisk valgte regeringer bliver erstattet af teknokratiske administrationer, så bliver billedet endnu mere uskarp.