Læsetid: 2 min.

’FN er forsvarsløs mod spionage’

FN afviser at tale om datasikkerhed, men det er en kendt sag, at stormagterne ikke er behjælpelige med at ruste FN mod elektronisk aflytning
1. februar 2014

Efter afsløringen af NSA’s spionage mod klimatopmødet i København har FN traditionen tro valgt at holde lav profil og blot henvise til to konventioner og en bilateral aftale med USA, som skal sikre organisationens og diplomatiske missioners ’ukrænkelighed’.

Men det er ikke en troværdig reaktion på Informations oplysninger, siger en international folkeretsekspert, der har arbejdet for FN i en årrække.

»FN er fuldstændig forsvarsløs. Medlemsstaterne har hverken givet FN penge eller ekspertise til at udvikle et sofistikeret kommunikationssystem,« siger kilden, der ønsker at være anonym for at kunne fortsætte sit arbejde inden for FN.

Kilden, der har rejst i mange lande på vegne af FN, anfører, at telekommunikation ude i ’felten’ er totalt ubeskyttet.

»Hver gang FN anmoder stormagterne om at få efterretningskapaciteter og bedre telekommunikationsudstyr, bliver det prompte afvist. Så organisationen forbliver ekstremt sårbar over for stormagters spionage,« siger kilden.

Information har spurgt generalsekretær Ban Ki-Moons talsmand, Farhan Haq, hvad FN agter at gøre konkret for at beskytte sig mod udspionering.

Hans svar lyder: »Jeg er ikke i stand til at besvare specifikke spørgsmål, fordi vi har behov for flere oplysninger om disse rapporter (om spionage, red.).«

Talsmanden for FN’s klimasekretariat er endnu mere kortfattet i sit svar: »Den slags spørgsmål svarer vi ikke på,« siger John Hay.

Gammel historie

Spionage mod FN, dets diplomater og landenes missioner er lige så gammel som verdensorganisationen selv. Under Den Kolde Krig ansås hovedkvarteret i New York for en spionrede – det allerbedste sted at tage mål af den anden lejr og dens allierede.

Først efter Jerntæppets fald er kendskabet til spionage inden for FN blevet mere udbredt. Op til Irak-krigen i 2003 afsløredes det, at USA og Storbritannien havde elektronisk aflyttet daværende generalsekretær Kofi Annans samtaler.

Dokumenter frigivet af Edward Snowden viser, at NSA havde generalsekretær Ban Ki-moons talepunkter inden et møde med præsident Barack Obama i 2013, og NSA skal ifølge Der Spiegel endvidere have brudt krypteringen af FN’s interne videosystem i 2012.

Men mens indgangene til FN’s hovedkvarter i New York er godt bevogtet, foreligger der ingen offentlige oplysninger om, hvorvidt datasikkerheden er blevet styrket i forbindelse med de sidste års dyre renovering af FN-bygningen.

Edward Snowdens afsløring af NSA’s massive globale overvågning har dog sat sine spor i FN. I december vedtog Generalforsamlingen en resolution, der skal beskytte privatlivets fred online – et privilegium, der anses for at være en menneskeret.

Det skete på initiativ af Brasilien og Tyskland, hvis lederes mobiltelefoner skal være blevet aflyttet af NSA.

»Resolutionen er bare begyndelsen på en proces, der vil fortsætte på næste generalforsamling. I den forbindelse må man formode, at beskyttelse af FN’s og diplomaters kommunikation også vil blive taget op,« siger en FN-kilde.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu