Læsetid: 2 min.

Fransk CO2-skat skal drive den grønne omstilling

Frankrigs præsident Hollande har sat en grøn offensiv i værk. Fra i år indføres en skat på CO2, der skal finansiere en milliardsatsning på vedvarende energi
Udland
3. januar 2014
Den franske regering vil satse stort på vedvarende energi. Her ses solpaneler i et forskningscenter i Saint-Paul-les-Durance.

BERTRAND LANGLOIS

Frankrig er trådt ind i det nye år med et grønt nytårsforsæt af de store.

En ny CO2-afgift skal i de kommende år finansiere milliard-investeringer i grøn energi og skabe arbejdspladser inden for blandt andet energirenovering.

»Det handler om at give franskmændene nye adfærdsmønstre inden for forbrug og transport. Det er i den enkeltes interesse, og det er i den fælles interesse,« sagde Frankrigs premierminister, Jean-Marc Ayrault, da afgiften første gang blev præsenteret ved en konference i efteråret.

»Værktøjerne er nu til stede. Udfordringen herfra bliver at få franskmændene til at handle,« fortsatte han.

Fra 2016 venter den franske regering, at afgiften, der blev vedtaget kort inden jul og netop er trådt i kraft ved årsskiftet, vil indbringe mere end 4 milliarder euro årligt. Indtjeningen er allerede øremærket investeringer i vedvarende energi og støtteordninger til energirenoveringer som eksempelvis bedre isolering af boliger.

Aftalen er blevet modtaget med glæde blandt grønne ngo’er. De henviser blandt andet til en nylig OECD-rapport fra november, der har udpeget CO2-afgifter som en af de mest omkostningseffektive måder at reducere CO2-udslippet på.

Kritikere frygter dog, at afgiften vil hæmme Frankrigs konkurrenceevne.

Men det har præsident François Hollande kategorisk afvist. Han har i stedet fremhævet, at regeringens omstillingsplan kan være med til at skabe »nationale industrielle vindere« inden for grøn energi og bæredygtighed.

Grøn præsident

Pengene hentes ved, at kul, olie og gas fra i år bliver beskattet med syv euro pr. ton CO2.

Fra næste år skal også benzin og diesel omfattes af afgiften, der frem mod 2016 gradvist vil stige til 22 euro pr. ton. Til sammenligning koster en kvote svarende til et ton CO2 i den del af industrien, der er omfattet af EU’s kvotehandelssystem, for øjeblikket blot omkring fem euro. De dele af industrien, der allerede er omfattet af EU’s kvotesystem, undtages fra den nye afgift.

Afgiften er det seneste skridt i den grønne offensiv, præsident Hollande annoncerede, da han kom til magten i 2012. Siden er det blevet skrevet ind i forfatningen, at den økonomiske politik skal tage højde for forurening og påvirkning af naturressourcer. Og i september annoncerede præsidenten, at Frankrig vil forfølge et mål om en 30 procents reduktion i CO2-udslippet i 2030 og en halvering i 2050.

Det sker samtidig med, at det er blevet vedtaget at reducere brugen af atomkraft, som i øjeblikket udgør omkring 75 procent af landets elforsyning, til 50 procent i 2025.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Allan Christensen

Øget skat på CO2 betyder sansynigvis at det bliver mere favorabelt at rydde klodens sidste naturområder til fordel for produktion af bioenergi. Man kunne så modvirke dette ved også at lægge afgifter på bioenergien, hvilket forudsætter en radikal ændring i vælgernes hidtidige opfattelse med en markant nedprioritering af landenes velstand og i særdeleshed af landenes velfærd til fordel for klodens fremtid.

Et samfund der forbyder brugen af kunstgødning, kemiske sprøjtemidler og gensplejsning til produktion af fødevarer og andre produkter det vælger at kalde økologiske er et samfund der hverken interesserer sig for økologi, natur eller sine efterkommere og den fremtid det stiller dem i udsigt.

Thomas Meinert Larsen

Det er en rigtig fin nyhed.

Kul,olie og gas bliver beskattet med 7 euro per ton CO2.

Det er ikke meget, og slet ikke nok til at drive den grønne omstilling, men eftersom afgiften også kommer til at omfatte benzin og diesel, og fordi den gradvist stiger til 22 euro frem mod 2016, så sender det et klart signal om at fremtiden skal baseres på CO2-neutrale teknologier og ikke på kul, olie og gas.

Et eksempel til efterfølgelse for resten af europa :-)