Læsetid 4 min.

Frihandelsforhandlinger om ISDS sættes i bero efter protester

EU’s chef i forhandlingerne om en frihandelsaftale med USA er så bekymret over protesterne mod investorbeskyttelse (ISDS), at han nu indstiller forhandlingerne om en ISDS-aftale i tre måneder. Ngo’er ser det som en første sejr, mens industrien frygter, at forhandlingerne trækker i langdrag
Forhandlinger om en frihandelsaftale mellem EU og USA, har medført massive protester i en lang række lande. På billedet ses en demonstration i lørdags i London.

Forhandlinger om en frihandelsaftale mellem EU og USA, har medført massive protester i en lang række lande. På billedet ses en demonstration i lørdags i London.

Raymond Obedencio
22. januar 2014

Protesterne mod, at en kommende transatlantisk frihandelsaftale (TTIP) skal give virksomheder og investorer mulighed for at rejse erstatningskrav mod nationalstater for tabt fortjeneste, har vakt så stor bekymring, at EU’s handelskommissær og chefforhandler, Karel de Gucht, nu har besluttet at sætte forhandlingerne om den såkaldte ISDS-aftale (Investment State Dispute Settlement) i bero i tre måneder. Kommissionen vil i stedet fremlægge sit udspil til en ISDS-aftale med USA og derefter gennemføre en offentlig høring.

Det skriver Karel de Gucht i et brev stilet til handels- og europaminister Nick Hækkerup (S), et brev som også er sendt Hækkerups kolleger i de øvrige 27 EU-lande. I brevet udtrykker Karel de Gucht »voksende bekymring over den stadig mere negative tone i den offentlige debat om ISDS. Mange ngo’er, men også parlamentsmedlemmer i en række medlemslande, er begyndt at angribe selve ideen om, at en privat investor har ret til at rejse erstatningskrav ved en international voldgift.«

Karel De Gucht mener, at kritikken af ISDS beror på »alvorlige misforståelser« og frygter, at hele frihandelsaftalen risikerer at falde på gulvet. Derfor opfordrer han indtrængende medlemslandenes handelsministre til »proaktivt at bidrage med viden (om ISDS, red.) til den offentlige debat«.

Under pres

Kenneth Haar, researcher ved Bruxelles-ngo’en Corporate European Observatory, der arbejder for at synliggøre erhvervslivets lobbyvirksomhed i EU, mener, at Karel de Guchts brev er udtryk for, at Kommissionen er under pres:

»Ideen om ISDS er ikke gledet lige så let ned, som Komissionen havde ventet. Fra begyndelsen har der været skepsis i Ministerrådet, nu begynder der at komme offentlig debat, og i Europa-Parlamentet er stemningen også begyndt at vende. Debatten om ISDS har medført, at kritikken af en transatlantisk frihandelsaftale i det hele taget er taget voldsomt til,« vurderer Kenneth Haar.

I brevet til EU’s handelsministre betoner Karel de Gucht, at kritikken af ISDS i vidt omfang beror på misforståelser, og at Kommissionen har til hensigt at indgå en »moderne, transparent og state of the art-investoraftale.«

Kenneth Haar gør sig derfor ikke forhåbninger om, at Karel de Gucht vil ændre radikalt på den ISDS-aftale, der i forvejen ligger på bordet.

»Kommissionen satser på, at den ved at vise vilje til at tage den offentlige diskussion kan komme afsted med at gennemføre det forslag, den oprindelig havde sat sig for,« forudser han.

Dansk Industri, der er fortaler for en frihandelsaftale mellem EU og USA, herunder en ISDS-aftale, hilser høringen velkommen, omend chefkonsulent Peter Bay Kirkegaard undrer sig over, at investorbeskyttelsen har affødt så megen debat.

»Det er temmelig udramatisk al den stund, at EU allerede har investeringsbeskyttelsesaftaler med en række lande, og at en række af EU’s medlemsstater i forvejen har investeringsbeskyttelsesaftaler med USA,« siger han. Også Karel de Gucht påpeger i brevet til handelsministrene, at indgåelse af en ISDS-aftale med USA falder helt i tråd med EU-landenes hidtidige praksis.

Det er dog netop på baggrund af eksisterende handelsaftaler og deraf følgende voldgiftssager mellem virksomheder og nationalstater, at Kenneth Haar fra Corporate Europe Observatory er kritisk over for ISDS.

»Vores kritik bygger på eksisterende sagsanlæg, som enten er gennemført eller er i gang nu. Lovteksterne for sådanne investeringsaftaler er næsten de samme verden rundt. Så når vi fremfører eksempler som det med tobaksgiganten Philip Morris, der fører retssag mod Australien, eller eksemplet med, at en amerikansk virksomhed har fået fjernet et forbud mod et giftstof i Canada, så rammer det meget præcist ind i det forslag til ISDS, Kommissionen hidtil har stået bag,« siger Kenneth Haar, der helst ser, at ISDS tages helt ud af en eventuel frihandelsaftale med USA.

Dracula ud i lyset

Peter Bay Kirkegaard frygter, at høringen om ISDS vil trække forhandlingerne om den transatlantiske frihandelsaftale i langdrag.

»Der er rigtig meget på spil med den her aftale, rigtig mange job, rigtig meget vækst. Desto hurtigere vi kan få landet en aftale, desto bedre. Man må forstå, at man ikke kan forhandle i evigheder om det her, for der er et vindue, der lukker, på grund af det kommende amerikanske præsidentvalg. Så vi har ikke uanede mængder tid.«

Kenneth Haar ser den tre måneders høring som en kærkommen mulighed for at få ISDS luget ud af en frihandelsaftale.

»Der giver os mulighed for at få sagen rejst, så flere får øjnene op for, hvilke mulige perspektiver, der ligger i ISDS. Jeg tillader mig at være så optimistisk, at det kan være første skridt i retning af, at ISDS tages ud af aftalen.«

Han henviser til, at det tilbage i 1998 lykkedes at få en investeringsaftale i OECD-regi taget af bordet.

»Dengang talte vi om Dracula-effekten. Hvis det bare kunne lykkes os at få aftalen ordentlig frem i lyset, ville den såmænd dø af sig selv. Det er vi mange, der satser på skal ske med ISDS.«

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Steen Sohn
    Steen Sohn
  • Brugerbillede for John Christensen
    John Christensen
  • Brugerbillede for Lasse Damgaard
    Lasse Damgaard
  • Brugerbillede for Bill Atkins
    Bill Atkins
Steen Sohn, John Christensen, Lasse Damgaard og Bill Atkins anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for John Christensen
John Christensen

Et slag er vundet, men kampen fortsætter.

Glem ikke at vi hat et EU-parlamentvalg coming up.
Det kan jo være et forsøg på blot at flytte fokus til efter valget!

Jeg har tidligere slået til lyd for at stemme på de politiske fløje - da de alene kæmper imod den nuværende udvikling som kan medføre at virksomhederne betemmer over samfundet og ikke omvendt.

Nu forlyder det så, at DF og Morten Messerscmidt ikke længere er imod EU! Øv!

Så kan jeg vel tone rent flag:

Stem personligt på Rina Ronja Kari, eller på listen: Folkebevægelsen mod EU. Ved det kommende valg til EU-parlamentet.
Resten af det danske politike spektrum er dybt optaget af - mere EU. Det skal stoppes mens tid er.

Rina Ronja fra Folkebevægelsen satte debatten igang i Informeren med sin artikel den 7. oktober 2013: Handelsunion med USA bliver et ræs mod bunden. http://www.information.dk/474435

Tak til Informeren for at holde denne vigtige debat kørende. Det fortjener faktisk anerkendelse, synes jeg.

Lad endelig både tilhængere og modstandere komme til orde, det skærper våbnene imod TTIP håber jeg på, og stiller desuden skarpt på hvad EU ligger og roder med af andre ufolkelige tiltag for tiden.
Som får større og større betydning for din og min hverdag via implementering i dansk lovgivning - i monopolernes interesse. Desværre i i så høj grad i vores, øv. Føj for en stinker.

Du kan blive medlem af Folkebevægelsen for en flad 50´er, og de sender dig umiddelbart informationsmateriale hvor portoen alene udgør 26,-kr.!
Dagens tilbud, hvis du spørger mig :-)

Så er du med i kampen, tak.