Baggrund
Læsetid: 5 min.

Fukushimas spøgelsesbyer kæmper for at komme på fode

Genopbygningen efter tsunamien og dekontamineringen af de radioaktivt forurenede områder vil kunne tage op til ti år, men ifølge viceborgmesteren i byen Minamisoma er noget gået uopretteligt tabt
Strålingsniveauet måles ved en bygning i den forladte by Namie, der ligger cirka 10 kilometer fra det havarerede atomkraftværk Fukushima Daiichi.

Damir Sagolj

Udland
4. januar 2014

Næsten tre år efter, at et voldsomt jordskælv, en tsunami og et efterfølgende radioaktivt udslip skabte ravage i både kystzoner og det indre af Japans Fukushima-provins, 280 km nordøst for Tokyo, henligger Namie som en spøgelsesby, forladt af alt og alle.

Namies 21.000 indbyggere er fortsat evakuerede på grund af de vedvarende høje strålingsniveauer – en eftervirkning af katastrofen i marts 2011 på atomkraftværket Fukushima Daiichi, 10 km længere sydpå. Huse, butikker og gader er mennesketomme. Politiets kontrolposter udgør det eneste tegn på liv.

Som i en kulisse til en postapokalyptisk Hollywood-film spirer græs og ukrudt frem gennem krakelerede fortovsfliser. I en forladt garage står en rusten bil hævet på en rampe og venter på en reparation, der aldrig vil blive gennemført. En vild hund stirrer ud fra en forsømt og tilgroet have.

Namie er ikke længere nogens by. Ingen bor her, og ingen kommer på besøg andet for en meget kort bemærkning. Selv indbrudstyve har opgivet at interessere sig for byen, og ingen ved, præcis hvornår indbyggerne vil få lov til at vende tilbage permanent – og om de overhovedet er interesserede i det.

Katastrofen i 2011 er for længst forsvundet fra verdens medieoverskrifter, men i Namie, Tomioka, Okuma, Futaba og andre ramte byer inden for evakueringszonen, der strækker sig i en omkreds af 30 km fra Fukushima-værket, ruller den videre.

Genhusning tidligst i 2017

På selve værket har en række nye udslip af kontamineret vand til havet og den farefulde og endnu ikke gennemførte operation med at fjerne brændselsstave fra en af de havarerede reaktorer vist, hvor kritisk situationen stadig er – og vil blive ved med at være under den afviklings- og oprydningsproces, der vil kunne tage op til 40 år.

Også Fukushimas fordrevne befolkning er dybt mærket af katastrofens følger. Evakueringszonen blev sidste år inddelt i tre zoner alt efter strålingsfaren. I den værst ramte zone vil en genhusning tidligst kunne komme på tale i 2017, lyder meldingen i dag.

I de andre områder står familier og virksomheder over for en vanskelig beslutning: Skal de vende tilbage eller ej? For øjeblikket får ingen lov til at blive i zonen i længere tid end et døgn. De lokale siger, at uanset hvordan fremtiden former sig, vil mange unge aldrig vende tilbage.

Der er kun begrænset eller ingen tiltro til de officielle udmeldinger. Sporene fra driftsselskabet TEPCO’s tidligere fiaskoer skræmmer. TEPCO (Tokyo Electric Power Company) havde ikke gennemført passende tiltag for at beskytte værket imod en mulig tsunami, og dets efterfølgende katastrofehåndtering er blevet kritiseret voldsomt.

Mange nærer mistanke om, at Japans regering allerede har indset, at flere byer aldrig igen vil blive sikre at bo i for mennesker, men tier om det for at beskytte landets upopulære atomkraftindustri. Der er også en oplevelse af, at Fukushimas ofre er blevet glemt.

Frygt for kræft

Ikke desto mindre pågår der stadig et meget omhyggeligt oprydningsarbejde, og der er gjort fremskridt i de tilstødende, mindre hårdt ramte områder. Det hævder i al fald Hiroshi Murata, borgmester for Odaka-distriktet i byen Minamisoma, ikke langt fra Namie.

Op mod 18.000 mennesker blev meldt dræbt eller erklæret savnet i hele Fukushima-præfekturet efter tsunamiens hærgen. Strålefaren fra det radioaktive udslip nødvendiggjorde tvungen evakuering af yderligere 154.000 personer, oplyser det japanske genopbygningsagentur.

I Odaka omkom 148 mennesker, og i Minamisoma nåede tabstallet op på over 300 for byen som helhed. Nu er 53 procent af Odaka-distriktets indbyggere vendt hjem, svarende til 6.800 af de 12.800 indbyggere, som boede der før katastrofen, siger Murata.

Ingen er angiveligt døde som et direkte resultat af den nukleare katastrofe, men der holdes skarpt øje med, om det skulle komme til en stigning i antallet af tilfælde af kræft i skjoldbruskkirtlen hos børn, sådan som man kunne observere det efter Tjernobyl-katastrofen.

Lokaladministrationen står over for en række udfordringer ud over genhusning af borgere i midlertidige faciliteter: Nedrivning af usikre huse, udskiftning af infrastruktur og tjenester – herunder veje og skolers legepladser – og dekontaminering og afsaltning af bygninger og jord.

»At dekontaminere et hus og en have tager mellem 10 og 14 dage,« siger Murata. »Vi må fjerne overfladejorden, vaske taget, rense tagrenderne. Husejeren er selv ansvarlig for den indendørs oprydning. Bystyret og regeringen hjælper med resten.«

Som ramt af en bombe

I Odaka er der i det mindste noget at rengøre og reparere. I Ukedo, det kvarter i Namie, som ligger tættest på Stillehavet, er ødelæggelsen total. Næppe et eneste hus blev stående efter tsunamien, som var op til 17 meter høj – »en kæmpe vandmur, der opslugte alt på sin vej«, som Murata udtrykker det.

Smadrede fiskerbåde ligger stadig strandet mange kilometer inde i landet, og det flyder med enorme dynger af forvredent metal, ødelagte biler, stykker af betonbroer og flænsede bræddevægge, der hvor der engang lå en velfungerende landsby. En forladt grundskole, 500 meter fra havet, ser ud, som om den er blevet ramt af en bombe.

Men selv i Ukedo kan flokke af fordrevne lokale frivillige på en vintereftermiddag ses i færd med at gennemsøge og sortere affaldet og gradvis rydde den jord, hvor deres huse førhen lå. Med imponerende organisatorisk kraft sørger de lokale myndigheder for at genbruge alt, hvad der kan genbruges, og opmagasinere det i store barakker anlagt på det dystre, saltafsvedne fladland, der engang var frodige rismarker.

Tetsurou Eguchi, viceborgmester i Minamisoma, siger, at den strålingsrelaterede del af oprydningen formentlig først vil kunne være overstået om yderligere fem-seks år, og at den vil koste mindst 350 milliarder yen (17,5 mia. kr., red.). Hertil kommer selve genopbygningen, som forventes at ville stå på i op til ti år.

Men et eller andet udefinerbart er gået permanent tabt, siger han:

»I forhold til økonomi og det individuelle og sociale liv er det meget vanskeligt at genoprette situationen, som den tidligere var.«

Det største problem er dekontamineringen.

»Radioaktiviteten er stort set forsvundet fra luften, men nu er den i jorden.«

Området var økonomisk afhængigt af små virksomheder, landbrug, fiskeri og turisme, herunder den berømte årlige Soma Momaoi-samuraifestival, siger Tetsurou Eguchi. Alt dette er hårdt ramt.

»Folk tror ikke længere, det er sikkert at komme og besøge os. De tror heller ikke på, at det, vi producerer i vores landbrug, eller de fisk, vi fanger, er sikre. Det er som en forbandelse. Det vil tage lang tid at ændre.«

Hjælp nok?

Fra den nationale regering har der været mange tilsagn om støtte til at hjælpe Fukushima-præfekturet på fode igen, men virkeligheden er en anden, siger Tetsurou Eguchi.

»Vist har vi modtaget en hel del støtte, men spørgsmålet er, om det er nok. Det et svært spørgsmål, for det handler ikke om genopbygning alene. Politikerne i Tokyo siger, at hvis Fukushima-provinsen ikke kan hjælpes på fode igen, kan Japan heller ikke. Men jeg er ikke sikker på, at de mener det.«

»Jeg oplever det ikke sådan, at Fukushima har hele landets fulde støtte. Og det er heller ikke opfattelsen hos borgerne her.«

 

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her