Læsetid: 11 min.

Garoua-Boulaï føles som en bombe, klar til at eksplodere

Rygtet i grænsebyen Garoua-Boulaï i det østlige Cameroun går, at den kristne milits Anti-Balaka om natten kommer ind over grænsen fra Den Centralafrikanske Republik for at bortføre eller dræbe de muslimske flygtningebørn. Men rygter er der mange af
En pige hjælper en internt fordreven blind mand i Den Centralafrikanske Republiks hovedstad, Bangui. Over 700.000 er drevet på flugt, og i nabolandene er man bange for, at problemerne skal brede sig i en region, hvor grænserne hovedsageligt er symbolske. Foto: Matthieu Alexandre

En pige hjælper en internt fordreven blind mand i Den Centralafrikanske Republiks hovedstad, Bangui. Over 700.000 er drevet på flugt, og i nabolandene er man bange for, at problemerne skal brede sig i en region, hvor grænserne hovedsageligt er symbolske. Foto: Matthieu Alexandre

2. januar 2014

Da vi stod ud af den hvide Toyota-firehjulstrækker et par hundrede meter fra grænsen, tog Hamdiata Dialo sin blå UNHCR-vest af. Kasketten med logoet, to hænder, der danner tag for et menneske, røg samme vej. Vores chauffør, der havde kørt os fra regionshovedstaden Bertoua i det østlige Cameroun til grænsebyen Garoua-Boulaï, havde sagt, at vi skulle passe på os selv så tæt på Den Centralafrikanske Republik (CAR). Han havde rådet Hamdiata til ikke at vække for meget opmærksomhed. Til ikke at skilte med sin tilknytning til FN.

»Selv i det mylder?« spurgte jeg.

»Især i det mylder,« lød hans svar.

Vi havde kørt tre timer gennem junglen. Det var som at passere gennem det store drivhus i Botanisk Have uden at kunne finde ud igen. Vi kom forbi landsbyer. Lerklinede huse, runde hytter af strå og mennesker. Disse ansigter, der vender sig mod bilen og kigger: Hvem er det, der passerer i den kridhvide firehjulstrækker? Hvad vil de her?

Skoven synes uendelig her i grænseområdet mellem Cameroun og CAR. Congodeltaet er det næststørste skovområde i verden efter Amazonas. Mod syd bor de folk, vi kalder pygmæer. Flere af disse jæger-samler-samfunds eksistens er truet på grund af tømmerhugst. Men skovfolkenes prøvelser kommer i anden række. Regionens primære problem er konflikterne. Krigene og flygtningene. Truslen fra nabolandet CAR, der efter et voldeligt magtskifte i marts 2013 er brudt sammen og har kastet regionen ud i usikkerhed. Det fornemmer man i Garoua-Boulaï, når man stiger ud på den brede, støvede vej, der fører op til grænsebommen.

Vi skal præsentere os for autoriteterne, siger Hamdiata. Han virker nervøs. Han har beholdt sit identitetskort fremme. Ellers er han klædt, som så mange i Vestafrika, i en løs sandfarvet skjorte og et par vide bukser. På fødderne, lædersko. Alle har sko på. Mine sandaler vækker opsigt. Mine vinterblege tæer ser fjollede ud. Når jeg kigger ned, ligner det, at der stikker asparges frem under bukserne, men det er nu ikke det, jeg tænker på, mens vi går hen mod den lave bygning, hvor gendarmerne og politiet holder til.

Udenfor sidder en brysk sergent på en træbænk. Han betragter folk, der går forbi. Hamdiata virker anspændt. Sergenten betragter mig med et mistænksomt blik. Som om kombinationen hvid mand og en delegeret fra UNH-CR kun kan give problemer. At han pludselig skal til at tage sig af bortførsler og afhuggede lemmer. Fordi jeg er hvid, må vi ikke gå over grænsen ind i Den Centralafrikanske Republik. Hvis Hamdiata havde været alene, kunne han gøre ligesom alle andre, der bevæger sig frit frem og tilbage. Folk vandrer af sted med en sæk korn, brædder, en rulle tagplader, der blinker som en stor fisk i den stærke sol. Men Le Blanche – den hvide – hvilket er mig: »Ar ar,« lyder det, og sergenten løfter en finger. Det kan vi ikke risikere.

»Du kunne jo forsvinde,« siger Hamdiata, da vi lidt efter går ned ad gaden, forbi små sammenflikkede boder. Gendarmen har nedlagt fotoforbud. Det er et spørgsmål om sikkerhed, men i kaosset af mennesker virker det absurd. Han vil vise os, at vi kan bevæge os rundt, men at vi er gæster, og at han bestemmer, hvilke vilkår vores besøg skal foregå under.

Jeg nikkede og ærgrede mig. I sidelommen på mine armygrønne shorts ligger mit nyindkøbte Rikoh GR. Jeg bryder mig ikke om at fotografere folk i Afrika. Det virker grænseoverskridende, men billederne er gode at have. Især ansigterne, farverne og detaljerne er svære at beskrive og huske. Grænsebommen f.eks. At den har fået et buk midtpå og derfor ligner en børnetegning af en måge. Eller flagene. De falmede klude i grøn, gul og rød, ophængt ved de forskellige myndighedskontorer på begge sider af grænsen. De gamle biler, hvor store sække hober sig op. En gris i et bizart bur – to fletværk af grene bundet stramt til dyret, der så ikke kan bevæge sig, der bare ligger og grynter i et bagagerum.

Eller hvad med et portræt af drengen? Den unge mand, vi lidt efter falder i snak med, der i nogle år har arbejdet på lastbilerne. Han vil gerne fortælle, og mens han taler med Hamdiata, bliver der rykket rundt i det mentale landskab. Jeg har læst så meget om det land, der ligger få meter væk. Med ét er det konkret. Det ligger lige der. Jeg kan række ud efter det. Kan ignorere truslen og sergenten og tage mit kamera frem og fotografere. Jeg kan tage et skridt ad gangen, blive ved og ikke stoppe.

Hvor tit står man ved sådan en grænse? En grænse, der har så meget i sig, som samtidig blot er en streg på et kort, tegnet på et kontor engang i det 20. århundrede. En streg gennem junglen. Menneskene her er ligeglade. Flertallet tilhører den store gruppe Fulani. Klaner og stammer er defineret af andre faktorer. Man taler de samme sprog, foruden fransk er det f.eks. fulfulde, hvis dialekter forstås fra Senegal ved Atlanterhavet til ørkenen i Sydsudan. Man er muslim eller kristen. Ud over det er der de gamle guder, de gamle ritualer og talismanerne, der hænger under tagskægget. Flaskerne og de små pakker, der holder troldtøjet væk, men som ikke forhindrer krigene, der tvinger folk ud på vejene. De over 700.000 fordrevne i CAR, der siden marts har måttet flygte, og som blandt andet befinder sig her i grænseområdet. Flygtninge, der de seneste måneder er strømmet ud af landet mod syd og ind i Den Demokratiske Republik Congo. De mange, der rakker rundt i bushen. Der gemmer sig og forsøger at undgå de bevæbnede grupper. De kristne gemmer sig for Seleka og muslimerne gemmer sig for Anti-Balaka.

Seleka er en hær af lejesoldater, men en meget velfungerende og godt bevæbnet en af slagsen. Medlemmerne er hovedsageligt fra Tchad. Drengen ved grænsen fortæller os, at de er sponseret af arabere. Men rygter er der mange af. Gadesnak. Små historier, der spreder sig, skaber angst og yderligere konflikt. Faktum er, at den nuværende præsident i CAR, Michel Djotodia, benyttede sig af Seleka til at afsætte den tidligere præsident. De nedkæmpede den nationale hær og indsatte ham som den første muslimske præsident i det overvejende kristne land. Efterfølgende kunne præsidenten ikke styre sine lejesoldater, og de fortsatte i en ukontrolleret hærgen, med at røve og voldtage og nedbrænde landsbyer. De fortsatte deres fremfærd og drev mennesker på flugt. Som konsekvens dannede der sig en ny modstandsgruppe af kristne. Mange af disse mennesker, der kalder sig Anti-Balaka (antimachete på det lokale sprog, sango), er tidligere soldater fra hæren, der til at begynde med samlede sig for at beskytte kristne landsbyer, men som i løbet af efteråret begyndte at begå de samme overgreb mod den muslimske lokalbefolkning, som Seleka begår mod de kristne.

Det er de bevægelser og ikke mindst deres ofre, verden ikke rigtig havde hørt om, før FN i november advarede mod et muligt folkemord, mod en konflikt, der kunne blive lige så alvorlig som Rwanda. Det resulterede i, at Frankrig sendte nogle tusind soldater til hovedstaden, der skulle bakke op om den styrke fra Den Afrikanske Union, der i forvejen forsøgte at stabilisere landet, men som ifølge rygtet er infiltreret af Seleka (mange af soldaterne er fra Tchad og deler altså nationalitet og religion med den ene part) og samtidig er for svage til at udføre det komplicerede job at beskytte et stort og ufremkommeligt land, hvor man let kan forsvinde i junglen.

Man ser anderledes på, hvad der er broderfolk, og hvad der er fjender, og da lejesoldaterne i Seleka stammer fra Tchad, Sudan, Nigeria og såmænd også fra Cameroun, er det svært at se, hvorfor det ikke skulle lykkes disse mennesker at eksportere deres vold og død uden for Den Centralafrikanske Republiks grænser.

Vi står under et lille halvtag tre meter fra grænsen. Drengen læner sig op ad bygningen. Den lille jordvej, der går ned til højre fører til bordelkvarteret. Til al balladen, siger drengen. Det er der meget af her. Ballade og HIV. Før konflikten var byen kendt som transitsted for lastbiler og for en af de højeste AIDS-rater i verden. De to ting hænger sammen – prostitution og de her kæmpe trucks, der holder i en lang linje ned langs det område, vi netop har passeret. Drengen forklarer, at konvojen forsøgte at passere, men at de kom tilbage efter nogle timer. Seleka er aktive, siger han, der har været angreb kun en time væk fra grænsen. Chaufførerne vil ikke risikere deres varer. Så nu venter man.

»Men på hvad?« spørger jeg.

Ingen kan rigtig svare på, om det allerede er sket, men bryder der et ukontrolleret, religiøst betinget folkemord ud, vil det med stor sandsynlighed destabilisere regionen yderligere, fordi grænserne på sin vis er teoretiske her, og fordi de fleste lande i forvejen er skrøbelige.

Byen føles som en bombe, klar til at eksplodere. Drengen siger, at Anti-Balaka krydser om natten for at bortføre eller dræbe de muslimske flygtningebørn. Han siger, at de gerne vil angribe byen. Jeg har svært ved at forstå de forskellige informationer. Begge grupperinger er altså aktive i området? De bekriger hinanden og begår hævn på landsbyboerne. Samtidig presser den franske hær dem ud mod grænserne. Interventionens formål er afvæbning, at mødes uden våben og på sigt et demokratisk valg, men i stedet forsvinder grupperne og dukker op igen. Leger med overmagten, tænker man. Klassisk taktik, der kan fastholde konflikter i årevis.

Men Seleka bør opløses. De enkelte deltager i overgrebet for pengene, for livsstilen. Jeg forestiller mig, hvordan man vil rykke videre til næste konflikt. Børnene, som de indlemmer, vil vokse sig store bøjet over et automatvåben. Deres seksuelle debut vil være en brutal voldtægt et eller andet sted ude i bushen. Drengen slår ud med armene. Seleka er bare stærkest, siger han. Vi takker for oplysningerne og må tilbage til bilen. Vi har meget at nå endnu. På vej tilbage til Bertoua skal jeg besøge flygtningelandsbyer og en lejr. Jeg skal se skoler og brønde. Hamdiata er ingeniør. Vand og sanitet er hans speciale. Han har rejst over hele Afrika med organisationen. Han ser bekymret ud.

»My country,« siger han og mener vel kontinent. »C´est grave.«

Han har ret, det er alvorligt. I det samme ringer hans kone. Jeg benytter mig af situationen og begynder at gå. Jeg tager et skridt ad gangen, og når det skæve hegn. Sekundet efter er jeg ikke længere i Cameroun. Fra et vagtskur lidt væk kan jeg mærke soldaternes blikke. Men hvem er I? tænker jeg. I et land uden autoriteter, uden et fungerende militær og politi.

Hvem er I så?

Da vi lidt efter går ned mod bilen, bliver vi anråbt. I skyggen sidder en gruppe af de elitesoldater, Cameroun har sendt ud til grænsen. De er fem. Fire unge, stærke og høje soldater snøret ind i stramme kampuniformer, de bærer skudsikre veste og hjelme. Den sidste, en lidt ældre befalingsmand, vil vide, hvem vi er, og hvor vi kommer fra. Hamdiata viser sit identitetskort. Jeg fisker passet frem, fra det man i nødhjælpsbranchen kalder en pussyback. Bæltet, der kan sniges ind under linningen, hvor jeg gemmer mit pas og nogle kontanter.

»Monsieur Jensen,« siger befalingsmanden og bladrer lidt frem.

»Oui.«

»Danemark,« hvisker han og slår smut med tungen. Så nikker han og rækker mig passet.

Landet er færdigt, siger han og nikker op mod grænsen. I det samme anråber hans folk en dreng med en rulle tagplader på hovedet. Drengen går videre, som om han ikke har hørt noget. De gider ikke løbe efter ham. I stedet må en ældre mand i en hvid kjortel med en sæk korn balancerende på hovedet gennem kontrollen. Han stiller sækken fra sig og kommer hen mod soldaterne. Hans attitude er ydmyg. Mens befalingsmanden forklarer, hvordan nabolandet først og fremmest er et opløst land uden nogen form for myndighed, et land hvor børn og unge mænd uden moral og uden nogen form for viden om verden er ved at tage den væbnede magt, rækker den tynde, gamle mand et par mønter frem mod soldaterne. De afviser.

»No,« siger de. »Carte des Identitet,« siger de, men manden forstår dem ikke. Han insisterer med sine mønter, og jeg ved ikke, om det er, fordi Hamdiata og jeg er der, at de afviser bestikkelsen, eller om de virkelig tilhører et lille mindretal af ubestikkelige i det her land. Mens vi står og ser alt det her ske, må jeg konstant rykke mig væk fra en geværmunding, der skødesløst vender i min retning. Jeg drejer mig, flytter mig 20 centimer, lader balancen falde over på den modsatte fod. Endelig kan vi gå og når ikke at få afslutningen med. Ser ikke, om de tager imod pengene og lader manden passere. Måske har han ikke et identitetskort. Måske taler han kun fulfulde og forstår ikke soldaternes fransk.

Vi skal forbi politikontoret og sige farvel. Man taler om børnesoldater, om voldtægter. Dræbte, hvis familier er overladt til sig selv uden forsørger. Hamdiata er ophidset. Han bryder sig ikke om det. Han taler om sygdom, mad, sikkerhed. Vi vender os mod bilen. »My country,« siger Hamdiata igen og ryster på hovedet, mens chaufføren slår ud med armene.

»Jeg havde ikke regnet med at se jer igen,« siger han for sjov. »Og oven i købet med arme og ben sans coupe (uden at være skåret af, red.),« fortsætter Hamdiata og fører en imaginær kniv hen over sin albue. Vi sætter os ind. Dørene slår i en efter en. »Sikkerhedssele,« siger chaufføren og starter motoren. Da vi kører af sted og passerer store grupper af mennesker langs vejen, flygtninge og lokale i en farverig pærevælling, tager Hamdiata vesten og den blå kasket på og sukker.

Dette er den første af to beretninger af Peder Frederik Jensen fra grænselandet mellem CAR og Cameroun, hvortil flygtninge fra konflikten i CAR er strømmet i tusindvis.

Peder Frederik Jensen (f. 1978) er forfatter og har udgivet tre bøger, senest romanen ’Læretid’ (2012). Hans rejse til Cameroun er støttet af Danidas oplysningsbevilling.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Benno Hansen
  • John Vedsegaard
  • Jørn Vilvig
Benno Hansen, John Vedsegaard og Jørn Vilvig anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu