Goldman Sachs: Finanskrisens helt store skurk

DONG’s efter planen kommende medejer, amerikanske Goldman Sachs, er forhadt og berygtet for sin skrupelløse satsning på at sikre profit ved at skabe spekulative bobler, der efterlader andre som tabere. ’En ubarmhjertig vampyrblæksprutte’, lyder ét skudsmål fra kritikerne, alt mens investerings-banken scorer branchepriser for sine evne til at kapre markedsandele
14. januar 2014
Delt 12 gange

Verdens mest magtfulde investeringsbank er en stor vampyrblæksprutte, der har viklet sig omkring menneskehedens ansigt og ubarmhjertigt presser sine fangarmes blodtragt ind i alt, som lugter af penge.«

Den prisbelønnede amerikanske finansreporter Matt Taibbi lægger ikke fingrene imellem, når han portrætterer investeringsbanken Goldman Sachs, den planlagte ny medejer af DONG Energy.

»Banken er en enorm, yderst sofistikeret maskine til forvandling af samfundets nyttige og fordelte velstand til den mindst nyttige, mest ødsle og udelelige substans på Jorden: Rendyrket profit for rige enkeltpersoner,« skrev Taibbi i 2010 i et portræt af selskabet i magasinet Rolling Stone.

Det hidsige ordvalg afspejler måske dagens syn på finansgiganten i den amerikanske offentlighed. Ifølge en meningsmåling fra opinionsinstituttet Harris Interactive i 2013 bedømmes Goldman Sachs som den næstmest upopulære blandt de 60 mest synlige virksomheder i USA. Goldman Sachs befinder sig i den allerringeste kategori, hvor omdømmet karakteriseres som ’kritisk’, lavere end kategorien ’meget dårligt’.

Den dårlige omtale begyndte helt tilbage i sidste århundrede med den store amerikanske økonom John Kenneth Galbraiths beskrivelse af selskabets adfærd op til finanskrisen og depressionen i 1929.

»Gigantisk vanvid«, kaldte Galbraith den måde, det daværende Goldman, Sachs and Company på få måneder og ved kreative aktie- og lånetransaktioner fik pumpet sine værdier eksorbitant op – blot for at have tabt næsten alt, da finansboblen kort efter var bristet.

»Mænd er blevet bedraget af andre mænd ved talrige lejligheder. Efteråret 1929 var måske første gang, det lykkedes mænd at bedrage sig selv i stor skala,« skrev Galbraith i bogen The Great Crash, 1929.

Matt Taibbi er én af dem, der siger, at Goldman Sachs siden har lært, hvordan bedrageri skal udføres, så andre snydes, og man selv bliver rig.

Boblestrategien

De seneste godt 15 år har recepten ifølge kritikerne været at skabe spekulative bobler på bekostning af godtroende klienter og investorer. Euforien og investeringshysteriet omkring det såkaldte dot.com-eventyr frem til år 2000 blev således stimuleret af Goldman Sachs med den såkaldte ’stige-strategi’ (på engelsk: laddering): Op til den første børsintroduktion af et nyt dot.com-firma – ofte blot en fiks it-idé, der aldrig blev lønsom – pressede Goldman Sachs som formidler af aktiesalget sine ivrige investeringskunder til at forpligte sig til et ekstra og senere aktiekøb til en højere pris. Det var betingelsen for at få andel i den første, efterspurgte aktieportion til introduktionspris.

En sådan købsforpligtelse i flere trin manifesterede sig som en øget efterspørgsel på de pågældende aktier, en deraf forhøjet kurs samt et billede af formidleren – Goldman Sachs – som en effektiv aktør på markedet. I sidste ende alt sammen noget, der gav finansvirksomheden flere penge.

Stige-strategien er ulovlig, og i 2002 varslede det amerikanske finanstilsyn, Securities and Exchange Commission (SEC), et sagsanlæg mod Goldman Sachs. Selskabet nægtede at have gjort noget galt, men gik i 2005 med til at betale 40 mio. dollar i bod for at få lukket sagen uden retslig kendelse. Et symbolsk beløb i forhold til, hvad man havde nået at tjene, mens dot.com-boblen endnu ekspanderede.

Næste boble

I år 2000 bristede den, en markedsværdi på fem billioner dollar forduftede, mange oppustede it-firmaer gik fallit, og finansvirksomhederne gik på jagt efter et nyt boblepotentiale.

Det blev det amerikanske boligmarked. I lighed med andre i branchen begyndte Goldman Sachs at formidle boliglån til folk, som ikke tidligere ansås for kreditværdige.

Det lyder som en dum forretningsstrategi at lave sådanne ’giftige lån’, hvis tilbagebetaling var højst usikker, men fidusen for selskaber som Goldman Sachs var at kamuflere lånene og sælge dem – og risikoen – videre.

Som Taibbi skriver: »Man kan ikke lave disse lån, med mindre man kan sælge dem til nogle, som ikke ved, hvad de er.«

Redskabet var de i dag så berygtede CDO’er, Collateralized Debt Obligations, dvs. pakker af gældsbeviser, hvor de højrisikable boliglån gemmes blandt mere solide papirer.

»Produktet var nyt og komplekst, men bedrageriet og konflikterne er gamle og simple,« sagde Robert Khuzami, direktør i SEC, da finanstilsynet i 2010 i kølvandet på krisen indledte en sag mod Goldman Sachs for at have »bedraget investorer« ved ikke at informere dem om risikoen ved køb af CDO’erne.

At selskabet udmærket vidste, at CDO’erne var højrisikable papirer, men fortalte sine kunder noget andet, er siden dokumenteret.

På klienternes bekostning

Da det amerikanske senats undersøgelsesudvalg om finanskrisen i april 2010 indledte sine høringer, sagde udvalgsformanden, demokraten Carl Levin:

»Investeringsbanker som Goldman Sachs skabte ikke bare markeder. Drevet af egeninteressen banede de også vej for risikable og komplekse finansielle planer, der var med til at udløse krisen. De bundtede giftige lån i komplekse finansielle produkter, fik kreditvurderingsbureauerne til at mærke dem som AAA-værdipapirer og solgte dem til investorer, idet de dermed forøgede og spredte risikoen til hele det finansielle system, samtidig med at de alt for ofte spekulerede imod de produkter, de solgte, og scorede profit på bekostning af deres klienter.«

Samtidig skrev finanstilsynet SEC i sit anklageskrift mod Goldman Sachs, at selskabet »i væsentligt omfang havde præsteret vildledende udsagn og fortielser« omkring det giftige CDO-produkt, som endte med at koste investorerne over én mia. dollar og drev nogle af dem i fallit.

At Goldman Sachs i 2007 udmærket vidste, at man lokkede investorer ind i et marked på vej mod sammenbrud, fremgår af en række interne mails, heriblandt én til selskabets hovedmand på sagen, Fabrice Tourre, dateret 11. februar:

»CDO-bizz er død, vi har ikke megen tid at løbe på.«

Goldman Sachs har konsekvent afvist anklagerne, men for ikke at risikere en dom indgik selskabet i august 2013 et forlig med SEC om at lukke sagen og betale en sum på 550 mio. dollar uden at erkende eller benægte skyld.

Næste stop: råvarer

Med først dot.com- og siden boligboblens bristen måtte investeringsbanker som Goldman Sachs se sig om efter nye attraktive områder for investering, spekulation, værdistigninger og bobledannelse. Svaret blev råvarer. Dvs. handel med kontrakter på olie, fødevarer, metaller.

Goldman Sachs opnåede helt tilbage i 1991 myndighedernes accept af at bryde med den regel fra 1936, som kun sagde god for reelle transaktioner med fysiske råvarer. Selskabet ønskede at etablere handel med kontrakter på råvarerne – dvs. en spekulativ handel – og det fik man altså lov til og etablerede til det formål Goldman Sachs’ Råvareindeks, GSCI, som investorer og spekulanter herefter kunne bruge til at tage pejling af råvarekontrakternes prisudvikling på børsen.

I 2011-artiklen »How Goldman Sachs created the food crisis« i tidsskriftet Foreign Policy beskriver den amerikanske fødevarejournalist Frederick Kaufman, hvordan et i 2003 relativt søvnigt marked for handel med råvarekontrakter på 13 mia. dollar eksploderede til 318 mia. i juli 2008, da boligboblen var bristet. Samtidig steg priserne på olie, hvede, soja, metaller m.m. og fremkaldte international knaphed og fødevarekriser i mange lande, hvor fattige befolkninger ikke længere kunne betale for råvarerne. Ifølge FN’s særlige rapportør om fødevaresikkerhed, Olivier De Schutter, »skyldtes en betydelig del af prisspringet opkomsten af en spekulativ boble«, i høj grad drevet af råvareindekserne, der inspirerer til »en ond cirkel af opad eskalerende priser«.

Hans vurdering blev delt af Michael Masters, chef for investeringsfonden Masters Capital Management, der i maj 2008 i det amerikanske senat sagde:

»Hvad vi oplever er et efterspørgselschok fra en ny kategori af deltagere i markedet for råvarekontrakter. Institutionelle investorer er én af, hvis ikke den primære faktor, som i dag påvirker råvarepriserne.«

Coca-Cola vs Goldman Sachs

Goldman Sachs er kun en af en række investeringsbanker, der har opereret på råvaremarkedet med spekulativ handel, men i stigende omfang også med direkte investeringer i lagerfaciliteter, oliefelter, kulminer m.m.

I dag er konkurrencen på råvaremarkedet skærpet, og samtidig er de amerikanske myndigheder for at beskytte den sårbare finansøkonomi begyndt at indskrænke rammerne for, hvad investeringsbankerne må på dette område.

Det har fået finansvirksomheder som JP Morgan, Deutsche Bank, UBS, Credit Agricole og Barclays til helt eller delvist at trække følehornene til sig, hvorimod Goldman Sachs insisterer på at blive i råvaremarkedet.

»Dette er en strategisk kernevirksomhed for os,« sagde CEO Blankfein i september.

»Uden os på markedet – et kapitalstærkt, veldrevet selskab – vil udbyttet for brugere af markedet ikke blive særlig godt.«

En ironisk detalje er, at Goldman Sachs netop nu står over for en stribe retssager anlagt af industrivirksomheder, der beskylder investeringsbanken for at have tilbageholdt store aluminiumsleverancer i sine lagerfaciliteter i Detroit i op til 16 måneder, resulterende i øget betaling for opbevaring til Goldman Sachs samt stigende aluminiumspriser på råvaremarkedet. Coca-Cola, der bruger rigtig meget aluminium, klagede tilbage i 2011 – »situationen er kunstigt skabt for at drive betalingen op,« sagde selskabets indkøbschef Dave Smith til Wall Street Journal – og siden har en række aluminiumskunder altså lagt sag an mod Goldman Sachs. Mens en af de sagsøgende virksomheder, Master Screens Inc., kalder selskabet »en parasit på markedet«, afviser Goldman Sachs’ talsmand Michael DuVally anklagerne som »grundløse«.

Vinder altid

Går det som oftest, slipper Goldman Sachs gratis eller med et forlig og en overkommelig bod. »Goldman vinder altid,« siger iagttagere af den stærke spiller i finanssektoren.

Som i sagen om Goldman Sachs’ hjælp til Grækenland i 2001, hvor hemmelige lån med manipulerede valutakurser gjorde det muligt for den græske regering at føre EU-myndighederne bag lyset i spørgsmålet om, hvor dyb landets gældskrise i virkeligheden var. Ifølge finansmediet Bloomberg tjente Goldman Sachs 600 mio. dollar på handlen, men er aldrig blevet stillet til ansvar for sin medvirken.

Nogle forklarer virksomhedens smidige sejlads gennem diverse vanskeligheder med det omfattende korps af såkaldte Goldman Sachs-alumner, dvs. netværket af tidligere medarbejdere, hvoraf mange af de ledende er gået til topposter i politik, statsforvaltning og finansvæsen.

I tilgift har Goldman Sachs et netværk af datterselskaber, som ved deres geografiske placering hjælper til at sikre koncernen en sund økonomi. En rapport fra US Government Accountability Office fra 2008 angav, at Goldman Sachs havde 29 datterselskaber placeret i skattely rundt om i verden: Bermuda, Cayman Islands, Mauritius, Hong Kong m.fl. I dette kriseår præsterede investeringsbanken ifølge finansmediet Bloomberg at nedbringe sin globale skattebetaling til én pct.– en dramatisk reduktion fra seks milliarder dollar i 2007 til blot 14 millioner i 2008 – samtidig med at man noterede en profit på 2,3 mia. dollar.

Goldman Sachs forklarede det dramatiske fald i skattebetalingen med bl.a. »ændringer i det geografiske indtjeningsmix«.

»Det er klart, at de har taget skridt til at sikre, at en stor del af deres indkomst tjenes steder med lav beskatning,« sagde en ledende amerikansk revisor, Robert Willens, dengang til Bloomberg.

»Mens den højre hånd er strakt frem for at tigge om redningspakke-penge, gemmer den venstre dem offshore,« sagde det amerikanske kongresmedlem Lloyd Doggett (Dem.).

Et andet kongresmedlem, den uafhængige senator Bernie Sanders, har siden i en rapport opdateret informationerne om amerikanske selskabers skattebetaling: Goldman Sachs betalte nul dollar i skat til den amerikanske stat i 2008.

»Under finanskrisen modtog Goldman Sachs i alt 814 milliarder dollar i lån med reelt nul procent rente fra Centralbanken samt 10 milliarder dollar i en redningspakke fra finansministeriet,« anfører Sanders i rapporten.

Han tilføjer, at Goldman Sachs i 2010 havde 39 datterselskaber i skattely.

Katarsis

I dag er Goldman Sachs en global finansvirksomhed i fremgang med 32.000 ansatte og en 2012-indtjening på 34 milliarder dollar. Mens virksomheden i meningsmålingen fra Harris Interactive fremstod som den næstmest upopulære finansvirksomhed i den amerikanske offentligheds øjne, har investeringsbanken i både 2012 og ’13 modtaget et betydeligt antal priser som ’årets bedste’ fra branchemedier som Euromoney, Financial News, Vault og International Financing Review. Sidstnævnte giver Goldman Sachs prisen som ’årets bank’ i 2013, fordi man har præsteret at »vinde betydelige markedsandele trods hårde økonomiske modvinde«.

CEO Lloyd Blankfein kvitterer ved at sige, at al modvinden – både fra den økonomiske krise og fra en kritisk offentlighed – har virket som katarsis, som en renselse for virksomheden.

»Det garanterer ikke, at vi ikke får problemer i fremtiden, men det har bestemt skærpet vore sanser,« siger Blankfein.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Journal

Dong skal børsnoteres, og med investeringsbanken Goldman Sachs som køber har Dong udsigt til 11 mia. kroner i kassen. Men til hvilken pris? Bør vi sælge ud af Dong og give en amerikansk investeringsbank med tvivlsom moral råderet over en af fremtidens vigtigste strategiske ressourcer?

Hvem vinder når en amerikansk finansgrib bliver storaktionær i DONG?

Dong skal børsnoteres, og med investeringsbanken Goldman Sachs som køber har Dong udsigt til 11 mia. kroner i kassen. Men til hvilken pris? Bør vi sælge ud af Dong og give en amerikansk investeringsbank med tvivlsom moral råderet over en af fremtidens vigtigste strategiske ressourcer?

Goldman Sachs-alumner:

Selskabets netværk af tidligere medarbejdere, der er gået til magtfulde offentlige positioner, har f.eks. omfattet den tidligere bestyrelsesformand i selskabet Robert Rubin, der blev finansminister i Clinton-regeringen, ligesom tidligere Goldman-CEO Henry Paulson senere blev det. Eller personer som Josh Bolten, der blev stabschef i Det Hvide Hus, ligesom Rahm Emanuel – i dag borgmester i Chicago – blev det. Eller Robert B. Zoellick der blev chef for Verdensbanken, Mario Draghi der blev – og stadig er – formand for Den Europæiske Centralbank, Mario Monti, der blev premierminister i Italien, ligesom Romano Prodi, der desuden blev EU-kommissionsformand, Mark Carney, der blev leder af Bank of Canada og siden Bank of England, John Whitehead, der blev viceudenrigsminister i USA og siden formand for Federal Reserve Bank of New York, og Karel van Miert, der blev konkurrencekommissær i EU-Kommissionen.

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Kjeld Hansen

At et bundløst umoralsk foretagende som Goldman Sachs dollargrinen skal overtage en kæmpebid af Danmarks infrastruktur er fuldstændig latterlig.

Hvor bliver andelsbevægelsen af? Den er det mest geniale økonomiske instrument, som er opfundet og har sikret opbygningen af velstanden og ligheden i gennem 100 år i Danmark.

- Men andelsbevægelsen er naturligvis gammeldags ikke? Og den skal med vold og magt afskaffes så dumsmarte mastodonter som Goldman Sachs kan udbytte det arbejdende menneskes indsats.

Brugerbillede for Julean Jens Michlas Nielsen

Jeg takker hermed Information at tage fat i en af nellernes rødder. Det gør medierne ellers aldrig.
Nu begynder Information at komme i kontakt med den kraft som avisen blev skabt til.
Dyb respekt

Gad vide om andre medier træder ud af censuren? og vrøvlerierne uden de rigtig årsager.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bob Jensen

Kjeld Hansen,
Det er ikke meningen, at der skal være velstand i Danmark. Det er meningen at alt skal afvikles og gives til de store multinationale selskaber. Andelsselskaberne var en uhensugtsmæssig rynke i historien, lissom de socialistiske bevægelser var det. Et af problemerne med det den demokratiske eksperimentationsfase, som man mistede kontrollen med. Nu er det ved at gå som det altid har gjort, vi har bare ikke mærket det i stor stil endnu, eftersom regeringen beskærer velstanden for at bevare den.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lasse Damgaard

Ja meget informativ artikel, som udstiller hvilken samarbejdspartner et flertal af folketingets partier er villige til at lave forretning med.

Ingen tvivl om at GS er skrupelløs tenderende det sociopatiske.

Der hvor vi mangler at få lys, er folketinget og i særdeleshed Corydon.
Det er den politiske beslutning der er problemet.
Hvis folketinget vil noget andet - så er GS ude.

De kunne jo overveje at give befolkningen samme tilbud - altså borgerne komme med 8 milliarder og købe indflydelse på deres egen infrastruktur. på samme lukrative vilkår som man har tilbudt GS

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for martin  sørensen

Proibemet er at vores penge er ikke gode nok følge firma tinget, jeg har en anden mere vidtgående ide. lav DONG om til et andels selvskab og giv hver dansker en andel. folkeaaksier så skal vi igen betale for det som der i forvejen vores egendom. andels tanken så skal folketinget nu samle et flertal af ALLE andels havere før de kan sælge.

det er tyveri ved højlys dag firma tinget,

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lasse Damgaard

Micheal Pedersen.

Vi ved intet om forhandlinger eller tilbudsgivning eller den måde som konstruktionen søges solgt på.

Men det virker bare rigtigt nederen.

Forstil dig manden har solgt køkkenet der hjemme uden at informere familien om det
- også står der en Ferrari i indkørslen i stedet.
Når så han bliver konfronteret med spørgsmål om både det ene og andet - bare svare; - "Det er en god forretning - vi skyldte mange penge i køkkenet - desuden gider jeg ikke diskutere mine dispositioner med jer - BASTA !

Han kunne jo godt have spurgt først og hørt om der var andre gode ideer eller hvordan.
- Det er jo en usympatisk familiefar der enerådigt bestemmer og beslutter suverænt hvordan familiens ejendom og værdier forvaltes - selv om andre i familien har bidraget til den samlede families økonomiske formåen og dets værdier.

anbefalede denne kommentar