Læsetid: 8 min.

Håbet om et ordentligt knald i Sydafrika

Når Sydafrika taler om sex, handler det sjældent bare om sex, men især om frygt og traumer. Uforpligtende sex er en delikat affære i landet, der i årtier havde strikse regler for al seksuel omgang, og som i dag har rekord i voldtægter og hiv-smitte. Information er gået på jagt efter det gode knald i den plagede nation
I swingerklubben Club Poizon i en forstad til Johannesburg udleves seksuelle fantasier på tværs af køn og hudfarve. Men trods en seksuelt fordomsfri offentlighed og forfatning lever den seksuelle adskillelse fortsat i det sydafrikanske samfund . På sydafrikanske datingsider er det normalt med indskærpelsen ‘kun hvide, sorry’. På samme måde viser bryllupsstatistikkerne, at ’blandede’ ægteskaber hører til den absolutte undtagelse. Foto: Paul Vincent

I swingerklubben Club Poizon i en forstad til Johannesburg udleves seksuelle fantasier på tværs af køn og hudfarve. Men trods en seksuelt fordomsfri offentlighed og forfatning lever den seksuelle adskillelse fortsat i det sydafrikanske samfund . På sydafrikanske datingsider er det normalt med indskærpelsen ‘kun hvide, sorry’. På samme måde viser bryllupsstatistikkerne, at ’blandede’ ægteskaber hører til den absolutte undtagelse. Foto: Paul Vincent

3. januar 2014

Paolo kendes som Sydafrikas swingerkonge. På en onsdag i Club Poizon skal alle lige over for at sige hej. Her er klubbens medlemmer nemlig venner, der griller, drikker og ser rugby sammen og så lejlighedsvist har tre- eller sekstenkanter.

Selv er Paolo stoppet med swingersex, i dag er han bare ’moderator’. Hans kæreste og to børn bryder sig ikke om den slags, for slet ikke at tale om naboerne, banken og chefen – hvis de altså kendte til det.

»Der har altid været swinging i det her land. Før undskyldte mænd sig over for deres koner med, at de var for stive og faldt i søvn på en bar. Nu kan folk komme her eller bare læse om sexorgier på bagsiden af søndagsaviserne. Men det bliver stadig set ned på,« fortæller han.

Selv om Paolo har italienske rødder, har han hele sit liv tilhørt Sydafrikas hvide mindretal. 1980’erne brugte han i militæret, mens kampene imod apartheidstyret tog til i styrke. Under en fest på kasernen gik løjtnanten rundt med en hat og samlede alle værelsesnøgler, som kæresterne skulle trække for et tilfældigt knald med en af de 30værnepligtige.

»Hvis du skulle stige i graderne, så skulle du være med på legen,« fortæller Paolo. Liderligheden på kasernen kickstartede tre årtiers karriere inden for swingerlivsstilen, som han i aften skal introducere for klubbens nye medlemmer. En af dem er en midaldrende mand med solrøde kinder fra udendørs arbejde. Han sætter sig til rette på en barstol i det afdæmpede klublokale, som er oplyst af et par barkøleskabe. To kvinder med farvede striber i håret kommer storskrydende ind og bestiller sukkerfri cola, inden manden flytter sig nogle meter væk fra lyset og tænder en cigaret.

Noget gammelt grunge pumper løs fra højttalerne ovre ved pulten, hvor et tremmebur står tilbage som vidnesbyrd fra weekendens underkastelsesfest.

Swingerklubben ligger i en forstad til Johannesburg, kantet inde mellem et kompleks af billigmøbelbutikker. Stjernerne blinker klart over parkeringspladsen i dette ingenmandsland af firhjulstrækkere og bilforhandlere. Det er ikke et sted, man lige tilfældigvis kommer forbi.

»Vi kommer fra en konservativ kultur og er ikke lige så hardcore som i Europa. Mange mænd ser stadig sig selv som muskuløse landmænd, der aldrig græder eller går i seng med både mænd og kvinder,« forklarer Paolo.

Klubben ligger på grænsen mellem to områder, der historisk har tilhørt de britiske eller de afrikaanstalende hvide, ’boerewors-tæppet’, opkaldt efter afrikaanernes foretrukne grillpølse. Denne grænsedragning har langsomt mistet sin relevans, og i dag har briter og afrikaanere sex på kryds og tværs i klubben, forklarer Paolo.

»Alle er velkomne, men vi ser flest hvide par og singler. Det er egentlig spøjst.«

Det er en ikke ubetydelig tilføjelse i et moderne Sydafrika, der nok har skaffet formel lighed, men har videreført en række af fortidens skillelinjer, heriblandt at lagenøvelserne mest forbliver inden for de racekategorier, som apartheid skabte.

Sexforskrækket

For dele af det hvide Sydafrika har seksualitet i en menneskealder været intimt forbundet med ideer om sorte mænds ustyrlige begær. I 1948, da det Nationale Parti kom til magten og iværksatte apartheid, spillede valgkampen derfor også på den hvide kernefamilies frygt for, at en sort mand ville stjæle datterens jomfrudom.

Mens forskning i hvidhed i Europa og USA peger på, at det hvide blik ofte er usynligt og taget for givet, så vil mange hvide sydafrikanere opleve det anderledes. For selv om modsætningen mellem hvid og sort også har defineret hvide i resten af verden, har den i Sydafrika været anderledes gennemtvunget, forklarer sociolog Deborah Posel fra Cape Town Universitet.

»Før 1994 (før apartheidens afskaffelse, red.) kunne du ikke undgå at være hvid, fordi dit identitetskort fortalte dig det. Du kunne heller ikke glemme det, for din bopæl, din arbejdsplads og din skole var reguleret af hvidhed. Det var politiseret og umuligt at flygte fra,« siger hun og tilføjer:

»En af de vigtigste grænser, man som hvid skulle udleve, var den seksuelle grænse. Over for ikkehvide.«

I opbygningen af det nye, demokratiske Sydafrika har seksualitet stået helt centralt, men på en anden måde end tidligere. Oven på det sexforskrækkede apartheidstyre, der regulerede alt på tværs af opfundne raceskel, blev det Mandela-styrets fortjeneste at skabe en progressiv forfatning, der som den første i verden forbød diskrimination på baggrund af seksuel orientering. Man gik fra et forbud mod homoseksualitet og porno til at tillade fri abort og homoægteskaber.

Men trods en seksuelt fordomsfri offentlighed og forfatning lever den seksuelle adskillelse fortsat. På sydafrikanske datingsider er det normalt med indskærpelsen »kun hvide, sorry«. På samme måde viser bryllupsstatistikkerne, at ’blandede’ ægteskaber hører til den absolutte undtagelse. Sex er ikke længere et tabu, kun hvem du ikke har det med.

Frygtsom sex

I snart to årtier har sydafrikanerne altså været skånet for apartheidens kyskhed. Men den kommercialisering af sex, som skyllede hen over verden med især pornoens frigivelse, er stadig ny i landet.

På messen Sexpo står 34-årige Aly Green og uddeler foldere om tantrasex. På storskærme bag hende bliver der ivrigt gnubbet rundt i en skede. Hun har svært ved at forklare, hvordan tantra føles, men det har forandret hendes liv.

Forbipasserende med velskænkede fadøl skal over for at se en amerikansk pornostjerne, der kaster glidecreme ud fra en scene. Messecentret er fyldt med sædvanligt pikkitsch og sexlegetøj til par, der har taget tidligt fri fra arbejde. Klientellet er ret hvidt og heteroseksuelt, og heller ikke særlig tantraseksuelt, mener Aly Green, der tror, at hvide sydafrikanere lever med et seksuelt efterslæb:

»Jeg tror, at mange ligesom mig kommer fra en kristen baggrund, hvor man aldrig har lært at masturbere, eller at seksuel nydelse overhovedet er tilladt uden reproduktion,« siger hun.

Aly Green er selv til mange, uforpligtende partnere, men hun nævner, at der med tiden også er kommet nye begrænsninger ind i sexlivet.

»I dag er vi et samfund med en ekstrem grad af vold, og noget af den vold kanaliseres ud igennem sex. Det skaber en frygtsom seksualkultur.«

Som messens gæster løber rundt med bunny-hatte og oppustelige penisser, er det nemt at overse dette. For selv om sexmesser pr. definition lever af den kække overskridelse af tabuer, så virker nogle ting som et turn off at sige højt.

Seksuel vold

I foråret blev en 17-årig pige, Anene Booysen, fundet liggende i alvorlig choktilstand på en byggeplads uden for Cape Town. Forinden var hun blevet voldtaget, havde fået maven skåret op, og hun døde senere af organsvigt som følge af overfaldet.

Det skete få måneder efter, at unge indere gik på gaden i protest over en 23-årig kvinde, der var blevet voldtaget i en bus i Delhi.

Men i Sydafrika opstod der ikke som i Indien vedvarende protester i alle større byer. Langt fra.

»Feministerne og andre, der aktivt går imod seksuel vold, pegede på indernes vrede og spurgte: Hvorfor bliver vi ikke også helt forfærdede over, hvad der sker?« fortæller Deborah Posel fra Cape Town Universitet.

Tragedien lurer bag landets statistikker. Her gælder det, at mere end hver fjerde sydafrikanske mand indrømmer at have begået en fuldbyrdet voldtægt. Omkring 180.000 piger i skolealderen bliver hvert år gravide – mange ufrivilligt – og så har landet verdens største antal hiv-smittede, et tal svarende til Danmarks befolkning.

På hver sin måde relaterer tallene til det faktum, at mens sex for nogle sydafrikanere handler om nydelse og frihed, er det for mange andre en mere dyster historie.

Landets høje voldtægtsrater har længe været en særdisciplin for forskere, og det forklares ofte som en maskulinitetskrise oven på den uvished, der fulgte efter apartheidstyrets fald. En desperation hos mange mænd med høje forventninger til det nye Sydafrika, men hvis lede over brudte løfter og økonomisk ufrihed har gjort dem til overfaldsmænd.

En af de særligt ramte befolkningsgrupper er sorte lesbiske fra townships. De er udsatte i områder, hvor ideen om ’korrigerende voldtægt’ cirkulerer: At man ved at massevoldtage lesbiske eller deres børn kan afskaffe deres seksuelle orientering. De fleste af denne slags voldtægter sker i det offentlige rum, nogle ved højlys dag. Det har fået akademikere og feminister til at påpege, at det ikke virker ’at bryde tavsheden’ for i stedet at henvise til selvforsvarskampagner på kant med loven.

Alle kender til brutalitetens omfang, men den offentlige samtale om sex og vold synes utilstrækkelig, og medierne er sjældent optaget af den enkelte voldtægt. Daglige katastrofer kan blive træge, forklarer Deborah Posel: »Med så meget daglig seksuel vold er sydafrikanerne nærmest afsensibiliserede og udmattede af at høre om problemet. Når volden så endelig rammer forsiderne, er det ofte fordi, seksuel vold er symbolsk kompakt. Den kan tale for sig selv, hinsides sig selv, og den kan rejse en bredere debat om selve nationens moralske fiber.«

Sex har flere gange været udgangspunkt for gennemgribende debatter og udløst moralske panikker, forklarer hun. Både panikken over mænds seksualiserede vold og så den pandemiske udbredelse af hiv/aids, som daværende præsident Thabo Mbeki ikke ville anerkende, mens befolkningen døde som fluer.

»Sydafrika har ofte været igennem en moralsk panik, der knytter sig til seksualitet, men ikke på det sidste. De største ængstelser i dag er nok nærmere knyttet til den vold, der udspringer af de eksplosive problemer ved fattigdom og ulighed.«

I Club Poizon kender man godt til de moralske panikker omkring sex. Eksempelvis at faren lurer under overfladen, når man organiserer uforpligtende sex i landet med flest hiv-smittede. Men der er ikke så meget at gøre, forklarer 40-årige Zane, der iført en sort t-shirt bestyrer receptionen i aften.

»Folk kender godt til sexsygdommene, og vi kan ikke gøre så meget for at sikre os imod dem. Folk kommer jo for at få et ordentligt knald, det må vi tro på.«

Swingerklubben skal være en favnende og tryg ramme for både parret, der gerne vil bytte lidt rundt, og så for kvinden, der går efter 10 partnere i puderummet på en aften. Derfor er vold også helt udelukket, selv om det godt må gå hårdt for sig.

»I lørdags blev en 23-årig kvinde spanket i timevis i det bur. Jeg fatter ikke, hvordan hun kunne holde det ud,« griner Zane.

Selv er han mest voyeur, når han ikke til daglig leder sit genbrugsfirma for metalskrot. Hans opvækst på en hvid mælkefarm under apartheiden var ikke designet til at forberede ham på swinging – for slet ikke at tale om Sydafrikas multikulturelle karakter i dag.

»Jeg lærte tidligt at være intolerant og se mig selv som overlegen. Først om 30-40 år tror jeg, at de tanker er helt væk. Fordommene skal først dø, inklusiv hos mig selv,« siger han og tilføjer:

»Men jeg ser ofte i klubben, at når chancen byder sig, så vil selv de mest fordomsfulde allerhelst knalde på tværs af racer.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

anker fjeld simonsen

Selvfölgelig forholder det sig sådan, når landets präsident har väret i fängsel i små tredive år. Om det end var et martyrium for Mandela, har fängslernes beboere näppe väret strengt puritanske som normgivere. De smitter sikkert, ikke i denne sammenhäng AIDS.
Noget andet er, at sexliberalisme dog ikke er mere end en mulighed, ikke nogen pligt, altså åbenbart isär dyrket som hobby af apartheid-hvide, der savner andre pligter efter at väre gået fra styret.
Men HIV-sygdommen tyder dog på, at de sorte klarer sig uden klubber alligevel.
Og hvem stiller sig op uden for familiens snävre kreds, for at prädike puritanisme.
Malthusianismen, den ökonomiske liberale filosofi der prädikede at befolkningernes störrelse reguleres af og op til sultegränsen, har fået en aflägger i HIV-epidemien.

Jens Overgaard Bjerre

Jeg ved ikke hvorfor, men efterhånden synes jeg at beskrivelser om seksuel udfoldelse og gættekonkurrencer i tv er noget af det mest kedelige man kan beskæftige sig med.
Jo mere seksuel puritanske samfundene bliver, des mere forøges jagten på at undgå den medfølgende neurose og depression. Nu med swingerklubber, hvor folk skal have tæsk og kvinder rekordpules, mens der tælles udløsninger og laves statestik.
Kan der ikke komme en historie og to, for eksempel en mand og en kvinde, som forelsker sig i hinanden og om deres længsler og glæde for hinanden.

En lidt sær indgang til en vedkommende problematik om seksuel vold i Sydafrika.

Hvad med at man satte en journalist til at se på problemstillingerne i Sydafrika, især "HIV" med en påstået prevalens hos sorte ca. 50 gange højere end hos hvide, som racistiske konstrukter?

»I lørdags blev en 23-årig kvinde spanket i timevis i det bur. Jeg fatter ikke, hvordan hun kunne holde det ud,« griner Zane. Selv er han mest voyeur, når han ikke til daglig leder sit genbrugsfirma for metalskrot.

(Buret: oprindelig metalskrot, nu svedig swinger-rekvisit.)

(Og omvendt; Buret: oprindelig swinger-rekvisit, senere udtjent metalskrot. Symbiosen mellem swingerklub og skrothandel tjener som smukt og bæredygtigt eksempel til efterfølgelse for andre brancher.)